Lys i horisonten

[Amber W. Jones]

Amber havde set op på Jesse, men det føltes lidt som en fejl, da hans blik vendte sig mod hende med det sidste spørgsmål og hun følte varmen stige op i kinderne over øjenkontakten. Hun havde ikke været fysisk med en mand siden hun kom til Storbritannien og det kunne efterhånden godt mærkes. Han var på ingen måde utiltrækkende og det gjorde hendes håndflader lidt fugtige at han sad sådan og betragtede hende. Hun klarede halsen, endnu mere nervøs på grund af stilheden efter hans spørgsmål.

"Nej... Jeg... Uhm... Nej," svarede hun, før hun samlede sit glas med vin op fra bordet igen og tog en stærkt nødvendig tår. "Jeg kan da bare leve i cølibat," kom hun til at mumle lavt, selvom hun fortrød det øjeblikket efter.

[Jesse Jones]

Jesses bryn trak sig igen sammen over det ubeslutsomme svar og tilføjelsen fik hans blik til at flakke et splitsekund. I tvivl om hvad han skulle svare, rakte han selv ud efter sit glas, kun for at blive husket på på, at det stadig var tomt. Han trak hånden til sig igen, rømmede sig og tog en hurtig beslutning i forsøget på at skifte emne. Han rejste sig, ikke for at gå, men rakte i stedet den ene hånd til hende “Kom.” Bad han dæmpet, med antydningen af et smil.

[Amber W. Jones]

Amber så op på Jesse med et spørgende blik, da han rakte sin hånd ud og hun tøvede tydeligvis, selvom det dæmrede hvad han havde planer om. Efter et øjeblik stillede hun dog glasset fra sig på bordet og endnu et hjerteslag senere lagde hun sin hånd i hans.

Det føltes temmelig uvant, men i det mindste sad hun ikke alene ved et bord og trillede tommelfingre. At hendes puls var hurtigere var ikke noget hun kunne gøre noget ved, så hun forsøgte at lade være med at tænke over det.

[Jesse Jones]

Jesse var ikke vant til at føle sig usikker, men det var den følelse der sneg sig ind på ham, mens han stod med hånden rakt frem mod sin unge kone.

Hendes hånd var lille i hans og det føltes lidt som om den forsvandt da han lukkede fingrene omkring den "Jeg tror vi kan gøre det bedre end vi gjorde sidst." konstaterede han med antydningen af et smil. Med den ene dans de mere eller mindre havde været tvunget til da de blev gift, kunne det næsten ikke blive andet end bedre.

[Amber W. Jones]

Amber kunne mærke sine håndflader blive svedige, men forsøgte at lade være med at lade sig mærke med, at hun var nervøs. Hun smilede svagt og lidt halvhjertet og klarede halsen før hun svarede.

“Jeg er ikke så vandt til den her slags dans,” advarede hun med et glimt i øjnene. “Hvis du har et bord, måske...”

[Jesse Jones]

Jesse førte hende med sig mod dansegulvet med en sitren i mundvigene "Det kunne måske arrangeres, men jeg er ikke sikker på Mr. Avery ville synes om det." han så sigende på hende, med et tilsvarende glimt i blikket mens han trådte ind foran hende i udkanten af de dansende "Bare følg mig." opfordrede han dæmpet, selv en del mere selvsikker på den her slags dans, end hun tydeligvis var. Spørgsmålet, da han førte hende med sig helt ind i dansen var, om hun kunne stole nok på ham, til at lade ham føre.

[Amber W. Jones]

Amber trykkede sine læber let sammen, men rystede svagt på hovedet. Hun var helt sikker på at det ikke var passende, men det lettede stemningen lidt og var på den måde det hele værd.

Da de nærmede sig de dansende, rankede hun ryggen en smule per instinkt. Hun sagde ikke noget, men så til Jesse efter vejledning. På trods af deres tumultariske første seks uger, turde hun godt lade ham føre en dans. Hun var ikke rigtig tryg ved ham, men hans fysiske tilstedeværelse var ret solid og han kunne nok tåle det, hvis hendes hæl skulle ramme hans fødder.

[Jesse Jones]

Med den frie hånd mod hendes side, gled de forholdsvis ubesværet ind i mængden uden at han behøvede holde øje med hvor han satte fødderne. I stedet hvilede hans blik på Ambers ansigt. De var tættere end de havde været på noget tidspunkt siden de havde delt seng på deres bryllupsnat.

"Højre." anviste han lavmælt, med et lille smil og førte hende øjeblikket efter i samme retning og drejede en omgang, med hånden fast mod hendes side.

[Amber W. Jones]

Amber vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv, men hun fulgte i sidste ende bare Jesses anvisninger og gik mod højre, mere på grund af det fysiske lille skub end hans ord.

Hendes blik var faldet et øjeblik til hans brystkasse, men hun så op igen og mødte hans mørke øjne med rå usikkerhed, men også en smule farve i kinderne.

[Jesse Jones]

Jesse fortsatte med indstuderet lethed og så ikke væk, da hun mødte hans blik. Det sårbare i hendes øjne prikkede til urinstinkterne og ubevidst gav han hendes hånd et lille klem "Du behøver slet ikke et bord." brummede han dæmpet, igen med et smil lurende i mundvigene "Det går jo fint."

[Amber W. Jones]

Amber var ikke dårlig til at danse. Hun var bare generelt usikker på Jesse. Hans forsikringer fik hende dog til at trække kort på smilebåndet og hun rystede lidt på hovedet.

“Tak. Det... Du er god til at føre,” svarede hun lavmælt og varm omkring halsen.

[Jesse Jones]

Smilet fik ham til at indse, han nok aldrig havde set hende smile for alvor, heller ikke nu, men at han gerne ville opleve det "Du har et kønt smil." det var lidt impulsivt, men ikke desto mindre ærligt.

[Amber W. Jones]

Det var en kompliment, men Amber vidste ikke hvad hun helt skulle stille op med den. Hendes mundvige rettede sig ud, før de igen buede lidt op.

“Uhm. Tak?” Hendes blik flakkede. “Hvad... Hvorfor siger du det?”

[Jesse Jones]

Jesses bryn trak sig sammen, noget der lidt for ofte skete omkring hende. Han nåede dog adskillige trin før han blev enig med sig selv om et svar "Fordi jeg håber du med tiden bliver tryg nok med det hele, til at smile noget mere." svarede han med et let tøvende smil tilbage.

[Amber W. Jones]

Amber blinkede over konstateringen, men anede ikke hvad hun skulle svare og lod derfor i sidste ende helt være med at sige noget. Hun fulgte Jesse i dansen rundt, men så mere på hans skæg end ind i de mørke øjne.

Han gjorde hende stadig nervøs, men der var også noget andet. Noget ved måden han førte rundt, ved minder om kontrær bestemthed og hans insisteren på at ville kontakten, der langsomt sled hendes forsvar ned.