Når man ved man er på spanden [S]

[Benedict McLaggen]

Ben var sgu godt klar over at han ikke skulle have været sådan en nød. Og han var endnu mere klar over, at han ikke skulle være gået fra June Chang-Masters's lejlighed efter at have været en nød. Men han havde gjort begge dele og nu stod han efter alt at dømme til at få et solidt spark i sine nødder. Om ikke andet, så i hvert fald i overført betydning.

Han rømmede sig lidt, da han stoppede ved hendes skrivebord lige omkring frokosttid. "Hej," brummede han. "Vil du spise sammen?"

[June Chang-Masters]

June var ret tålmodig - det krævede det at have McLaggens i sit liv - men hun spildte meget nødigt sin tid og det var følelsen, hun var ladt tilbage med, da Ben var vandret ud af hendes lejlighed sidst. Hun behøvede ikke at hæve blikket for at vide, at det var ham, der nu var stoppet foran hendes skrivebord efter lidt over en uges tavshed. Ikke desto mindre gjorde hun det med kølig distance.

“Ellers tak,” svarede hun uden at gøre mine til hverken at rejse sig eller gøre andet for at hilse.

[Benedict McLaggen]

"June," indvendte han dæmpet, da hun svarede ham afvisende. Hun så ikke engang på ham. Han tog en dyb indånding.

"Bare... Kom og spis frokost med mig, så vi kan snakke i fred?"

[June Chang-Masters]

June havde ikke meget lyst til at spise frokost med Ben, men hun havde heller ikke meget lyst til en scene foran deres kolleger. Det var typisk ham, at sætte hende i den ramme.

“Jeg har ikke tid, men du kan komme forbi omkring klokken...” Hun kastede et blik op på uret. “... halv fem. Der burde jeg være færdig for i dag.”

[Benedict McLaggen]

Ben kastede et enkelt blik til siden, rømmede sig lidt og til sidst nikkede han. "Okay," medgav han, før de lyse øjne fæstnede sig i Junes.

"Jeg elsker dig," brummede han.

[June Chang-Masters]

June var vred, men hun vidste også, hvad det betød for Ben at sige de ord - og så endda på arbejdet. Derfor slog hun heller ikke blikket væk.

“Og jeg dig,” svarede hun og rejste sig. Hun gik dog ikke rundt om skrivebordet, men lænede sig ind over og da hun nærmede sig hans læber, endte hun alligevel med at ombestemme sig. I stedet strejfede hun hans kind i et kys, før hun trak sig tilbage igen. “Halv fem.”

[Benedict McLaggen]

Ben smilede svagt over kindkysset og den lille bekræftelse. Et sted var han næsten nervøs for at hun bare ville skride før halv fem, men han nikkede ved gentagelsen og gik.

Da han kom tilbage, niogtyveminutter i fem, var han pakket og klar til at gå.

[June Chang-Masters]

Med Ben ude af sit kontor igen kunne June komme videre med arbejdet, ikke at det var ligetil, men hun var i hvert fald fordybet, da han vendte tilbage lidt over halv fem. Hun havde forventet, at han ville trække den, men havde ikke tænkt sig at det var ham, der skulle lade hende vente denne gang og da han troppede op, var hun stadig i gang.

Et kvarter lod hun ham vente, før hun til sidst fik pakket sine ting sammen og stak tryllestaven på plads. Hun svang tasken over skulderen og som hun gik hen mod ham, blev brynene hævet.

[Benedict McLaggen]

Hun lod ham stege. Men i det mindste var hun der stadig. Ben var ikke helt tilfreds, men bed det i sig. Da hun kom gående imod ham, sitrede hans mundvige svagt. Hun kunne se noget så provokerende ud og samtidig bare være så lækker, imens hun gik, at han ikke helt fattede det.

Han klarede halsen og vippede hovedet lidt mod udgangen uden at prøve at tage hendes hånd, alene på grund af den potentielle afvisning. Sammen gik de mod elevatorerne.

[June Chang-Masters]

June nikkede og gik ved hans side mod elevatorerne. Hun havde ikke meget at sige og det var først, da gitteret lukkede og de stod alene, at hun henvendte sig til ham igen.

“Så, hvorhen tænker du?” spurgte hun nøgternt uden at se på ham.

[Benedict McLaggen]

Ben tog fat om et af håndtagene, da elevatorens gitter gled for. Han så på June, selvom hun ikke besvarede hans blik.

"Floridors," foreslog han med en spørgende undertone. Is plejede at gøre hende i bedre humør.

[June Chang-Masters]

Lige nu var det egentlig pisse irriterende, hvor godt han kendte hende. Det gjorde det i hvert fald lidt mere udfordrende at være vred på ham. Hun nikkede dog ikke desto mindre. Et øjeblik mere gik i tavshed, før hendes læber gled fra hinanden og hun sugede luft ind, klar til at sige noget.

I samme sekund gled gitteret til siden og June skyndte sig at lukke munden, da to hekse og en troldmand gjorde dem selskab i elevatoren, der snart fortsatte mod indgangshallen.

[Benedict McLaggen]

Ben kendte June og han kendte deres forhold. Hvis det lykkedes ham at gøre hende god igen stod der ikke bare is, men også reparationssex på menukortet og Floridors var lige under hendes lejlighed.

Han havde lyst til at række ud efter hende i elevatoren, men igen var muligheden der for en afvisning og i stedet ventede han. Da de ankom til atriet, rømmede han sig lidt, men sagde ikke andet. Han fulgtes blot med June mod kaminerne og trådte snart efter ud ved den Utætte Kedel.

[June Chang-Masters]

June huskede ikke, hvornår de sidst havde gået så længe i tavshed. Normalt var hun ikke sen til at fylde den med ord eller platte jokes, og Ben plejede at være god til at smile overbærende af hende eller være mindst lige så plat på sin egen måde. Hun trak fingrene gennem håret, mest for at være på den sikre side og fange eventuel aske, før hun med Ben tilbage ved sin side forlod Kedlen og satte ned ad Diagonalstrædet.

Floridors lå ikke langt nede og snart annoncerede den lille klokke over døren, at der var kunder i butikken. Uden for megen kommunikation trådte hun hen til disken og bestilte lakrids og blåbær til sig selv, inden de mørke øjne søgte hen mod ham. Igen var brynene hævet afventende.

[Benedict McLaggen]

Ben bestilte bare chokolade og betalte for dem begge to, uden at spørge. Han strakte fingrene lidt ud et øjeblik, næsten for at forsøge at tage hendes hånd, men ombestemte sig og krummede dem sammen igen.

Først da de sad ved et bord med hver deres is, rømmede han sig lidt.

"Hvad skal jeg gøre for at blive tilgivet?"