Et sidste hurra

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke for Kala, hvad det var for alle syvendeårs, men det var stadig en lidt underlig dag. Ja, hun havde også tilbragt afslutningsfesten sidste år med en kæreste, der var på vej ud, men nu var det nærmest hele hendes vennegruppe, der forlod skolen.

Derfor var hun fast besluttet på at få det bedste ud af aftenen og da hun spottede Ravenclaws ene vejleder forlade storsalen efter middagen, sneg hun sin ind på sin bedste ven og måtte strække sig lidt for at kunne lægge hænderne over hans øjne.

William Knight

[William Knight]

Øjnene havde fulgt brunetten som hun forlod salen for en stund. Før, synet altså blev frataget fra ham, og belagt med nogle bløde hænder og slanke fingre. Temmelig klar over hvem det måtte være, dukkede et smil frem over læberne. Selvom alting næppe var ukompliceret, bankede bekymringerne for en gangs skyld ikke på.

"Er det meningen at jeg skal gætte hvem det er nu?"

[Kala Patil-Fawley]

Spørgsmålet eller nok nærmere et forsøg på at svare det ville fjerne hele fidusen af, hvad Kala havde gang i, og selvom hun godt vidste, at Liam nok allerede havde regnet hende ud, fugtede hun læberne.

“Mh-hm,” bekræftede hun og forsøgte at forvride sin stemme. Den lød langt lysere, end hun nogensinde havde hørt den før.

[William Knight]

Øjnene kunne nok ikke åbnes bag hænderne. Så stødte vipperne nok på. Stemmen var forvrænget, men åbenbart var intuitionen ikke nemt at narre. Selvom løven nok var, i mange tilfælde. 

"Hmmm... Hvis det er en professor, så er det pænt akavet," jokede han, "Nok er jeg myndig, men det er alligevel lidt klamt."

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en munter lyd og lod hænderne falde væk. "Hvor er du sjov, hva' babe?" bemærkede hun og slog sig ned på stolen over for ham.

"Jeg vidste ikke, om du havde tænkt dig at komme. Og så jeg dig ikke med vejlederen? Hvad, øh, er I cool igen eller hvordan?"

[William Knight]

Løven fik smækket et af de karakteristiske skæve smil om læberne, da synet vendte tilbage til ham og Kala dumpede ned. Han trak lidt henkastet en hånd gennem håret. Cool. Ja, det var de nok. Deres meninger havde altid syntes uforlignende - hans og Gillians - men det virkede nærmest som om der var var en snert af enighed mellem dem.

"Jaerh..." svarede han, netop som tandrækken blottedes i et sekund, "Det ser sådan ud. Utroligt nok." De havde dog ikke snakket om hele du må ikke se hende igen situationen. 

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke kun med interesse for Liam at hun spurgte. I de seneste par uger havde Kala nemlig ikke helt kunne undgå de små stik af dårlig samvittighed, når hun havde set enten ham eller vejlederen rundt omkring på skolen. Ikke at hun tænkte meget på det ellers, men de små prik havde været nok til at investere hende i, at de skulle finde sammen igen.

"Bum bum. Den slap vi da begge rimelig helskindede ud igennem, hm?" bemærkede hun med et skævt smil.