Forbandede ministeriefolk

[Alycia Scrimgeour]

Alycia var netop trådt ud fra Callistus S. Bancroft's kontor med sit tryllestavsbevis og gik mod elevatorerne, sydende. Da hun trådte ind i den første den bedste, strøg begge hendes bryn dog lidt op og hun fik en pludselig blandet følelse af lettelse og anspændthed, som hun var konfronteret med Callum Buchanan. 

Hun smilede lettere befippet, temmelig ulig hende. "Callum," hilste hun. Måske burde hun ikke være overrasket, men hun var mentalt et helt andet sted.

[Callum Buchanan]

Callum var næsten komplet omkranset af sine egne tanker, da en blød stemme sneg sig ind i elevatoren og formede hans navn. De mørke øjne bevægede sig mod stemmens ejermand - en uventet, men velkendt kvinde. Læberne formede sig i et smil der var karakteristisk i det høflige natur, men også bar en familiær varme.

"Alycia," hilste han tilbage med et nik. Man skulle næsten tro at hun havde været overrasket over at møde ham her, "Sikke en overraskelse."

[Alycia Scrimgeour]

Nej, Alycia var ikke sig selv. Hun glemte at gribe fat i et håndtag, før elevatoren satte i gang og kastede hende ind i Callum. Her greb kun til gengæld fat, for ikke at ryge den modsatte vej ind i elevatorens side.

Hendes hat faldt på sned og hun beklagede straks, før rystende hænder fandt et håndtag i stedet. Normalt var hun så kontrolleret, men mødet med Bancroft havde rystet hende og hun sansede ikke engang, at dørene gik op ved atriet.

[Callum Buchanan]

Elevatoren havde sat sig igang med et skub, og ført den kønne heks ind i hans arme. Hænderne havde grebet om hende i det overraskede sekund, og øjnene var ligeledes beklagende, da de begge fik rettet sig mere op igen. Alycia virkede ved siden af sig selv og det forekom ham ganske tydeligt.

Atriets velkendte summen af liv, fik trukket hans opmærksomhed mod elevatordørene, "Kunne du bruge en kop kaffe?" Han havde sat en hånd i døren for at forhindre at den lukkede i, i tilfælde af at den konfuse kvinde skulle af her.

[Alycia Scrimgeour]

Blikket gled op til Callum og hun blinkede en enkelt gang, før hun indså det var hendes stop - og hans ord samtidig faldt til bunds. Hun forsøgte et splitsekund at se samlet ud, før hendes skuldre faldt og hun opgav. Det var trods alt blot ham. Hendes 'anden husbond' som de til tider for sjov havde døbt ham efter Oliver Wood blev umulig at slæbe med til pænere arrangementer.

Hun nikkede. "Hvis du mener te," svarede hun taknemmeligt. "Ja tak, Callum."

[Callum Buchanan]

"Ingen årsag," Lød det fra den mørkhårede ministeriemand, mens et venligt smil vuggede om hans læber. Kaffe på arbejdspladsen og krydret urtete derhjemme - sådan havde Callums mønstre tegnet sig. Med sikre skridt, ledte han Alycia gennem atriet og mod den familiære kantine.

Fingrende sorterede snart gennem te-sortimentets krukker. Det var dog først, da de havde fundet et sted at sidde, med de varme kopper, at Callums læber bevægede sig for at formulere et spørgsmål som havde dirret på tungen, "Alycia, er alt som det skal være?"

[Alycia Scrimgeour]

Alycia fulgte i kølvandet på Callum og da hun sank elegant ned på stolen overfor ham, havde hun efterhånden haft så meget mental ro og pause, at hun havde samlet sig nok til at smile flygtigt til ham. Hendes hænder lukkede sig let omkring tekoppen og hun indåndede den søde damp fra den.

Hun rystede svagt på hovedet. "Jeg var til tryllestavstjek i dag," svarede hun med let rystende stemme. "Det er så vanærende, Callum."

[Callum Buchanan]

Efterhånden som sociale begivenheder og situationer havde mønstret sig, hændte det oftest at Callum tilbragte mere tid med den kønne heks, end med hendes mand. De mørke øjne søgte derfor mod hendes lyse - uden forbeholdet af en komplet fremmet. Hendes uro, kunne være hans, for en stund.

De mørke bryn rynkede sig en millimeter nedad og tegnede små rynker ved øjnene, "Det kan ikke have været nemt," Empatien stænkede ordene helt blødt, men også beskyttende, "Hvordan gik det, Alycia?"

[Alycia Scrimgeour]

De var et makkerpar, ofte, de to. Og hun var derfor ikke bange for at vise Callum sprækkerne i facaden. Hun var også ganske krakeleret nu og rystede langsomt på hovedet, som hun så ham i øjnene.

"Han vil have Elliott og Elias ind i sommerferien. Mine børn, Callum. Jeg kan ikke bære tanken om, at han vil tage friheden fra mine børn på den måde. De bør ikke stå i noget register. De har ikke gjort noget. De er ikke engang myndige."

[Callum Buchanan]

Dampen fra teen steg op fra koppen i bløde bølger. Fokuset hvilede dog fortsat på Alycia som læberne formede en række ord og bekymringer. Callums børn betød alt for ham. Mere end noget nogensinde havde gjort.

"Selvom grænsen er overskredet, kan du være rolig Alycia. Der sker ikke dine børn noget. Det lover jeg." Hvor meget han kunne gøre, vidste han ikke, men Callums stemme var både blød og bestemt.

[Alycia Scrimgeour]

Alycias blik fæstnede sig i Callums og en pludselig form for betryggelse vandt ind over hans bestemthed. Hun rakte frem og lagde sin ene hånd over hans.

“Tak,” svarede hun blidt. “Jeg kan altid stole på dig til at være der, hm?”

[Callum Buchanan]

Callum nikkede og besvarede kontakten med Alycias øjne. Dem som søgte tryghed i kaosset. Han vidste selv hvor langt man kunne gå, for at beskytte sine børn. Presset til det yderste, kunne man gøre de mest skrækkelige ting.

"Utvivlsomt," svarede han ærligt. Efter en kort stund, kom et spørgsmål - eller snarere en konstatering - frem der havde ligget på tungen, "Oliver Wood  fulgte dig ikke herhen?" 

[Oliver Wood]

[Alycia Scrimgeour]

Allies hånd dvælede lidt over Callums, før hun trak den tilbage, da han nævnte Oliver Wood. Hun klarede halsen og nikkede.

"Jo, han tilbød det," svarede hun ærligt. "Men jeg kunne ikke bære at skulle håndtere både mine egne følelser omkring det og hans samtidig. Og du ved selv hvor travlt han altid har..."

[Callum Buchanan]

Den bløde tyngde havde forladt håndryggen. For at dæmpe den tomme fornemmelse, strøg han fingrende over den skægstubbede hage, før disse fandt rundt om den varme kop. Han nikkede ved Alycias ord. Det var ikke hans sag.

"Det ved jeg," Kom det dæmpet og roligt fra ham, "Jeg beklager at du skulle gennemgå det. Hvis der er noget jeg kan gøre..."