Den Unge Forvirring

[Endar Eitan Vetrov]

D. 07/10 2026
Biblioteket
Leonardo Rhett Colyer

Endar Vetrov lod en slank finger glide henover de gullige pergamenter, som var spredt udover det mørkebrune egetræsbord ved vinduet. Dagene på Hogwarts var i gang sat og vanen tro, havde Endar været fordybet i sine studier, hvormed den grå eftermiddag ikke synede anderledes end enhver anden. Fra tid til anden gik uniformklædte elever forbi ham og de betragtede ham alle med nysgerrige øjne; ligeså vel som han betragtede dem tilbage med samme nysgerrighed og interesse. Ikke at nogen så det, for de sorte øjne var reserverede og ulæselige; den let muskuløse ryg rank og stiv, som Endar gik og sad og spenderede tid bag det nye slots mure.

Med nøjsomme bevægelser rejste den russiske troldmand sig og forlod sin plads ved vinduet, til fordel for de mange reoler der omringede ham. Med de sorte øjne rettet eftertænksomt mod bøgernes bagside, begyndte han at lede.

[Leonardo Rhett Colyer]

Biblioteket summede en anelse af liv. Eleverne var så småt begyndt at finde sig ind i den daglige rytme endnu engang. Især for den unge mr. Coyler var året mere spændende og summende end de tidligere år, da det var det sidste tilbage på Hogwarts.

Som han gik ned gennem de mange reoler, fandt han endelig det sted, hvor bogen skulle stå. Dog stod mr. Vetrov, en udveklingsstuderende Leonardo havde hørt om, bare over for selvsamme sted.

"Undskyld, men må jeg?" lød det fra den plantinblonde englænder, idet at han måtte snige sig ind på siden af den unge russer. Han lænede sig en anelse ind foran Endar, og med et par lette, lange fingre, fik Leonardo lige nøjagtig fat i sin bogs hjørne for at tippe den ud over reolens mørke kant.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar rømmede sig, i det Leonardo Colyer kantede sig vej frem mod bogen; den, også Endar skulle benytte sig af. Den unge troldmand nikkede og lagde de slanke hænder om på ryggen, således at de hvilede mod lænden, hvorefter han trådte et skridt tilbage. De sorte øjne hvilede på englænderen ved hans side; i dem spillede grænsende til tøvende gnister.

”Kan jeg låne den efter dig?”, spurgte Endar; hans stemme dyb og den russiske accent i en skarp kontrast til Leonardos britiske. Som han stod der med rank ryg og armene bag sig kunne han til forveksling minde om en, der ikke følte en stigende nervøsitet over hans efterspørgsel; de sorte øjne afslørede dog hans lette forlegenhed, for de flakkede en anelse over den lyshårede brite.

[Leonardo Rhett Colyer]

Af ren refleks forsikerede Leonardo, at bogen var den rigtige (for både ham selv og ubevidst for mr. Vetrov), ved at se på forsiden; "Forvandlingens dimensioner af Monty M. Grey".

"Den her gamle sag?" smilede Leonardo skævt, "Selvfølgelig. Hvis den ikke bliver til støv inden." Leonardo kunne ikke komme udenom det; godt nok havde han hørt rygter om den russiske udveklingsstuderende og hans udseende, men det kom en anelse bag på ham at se de skarpe ansigtstræk. Ikke så underligt, at der var så mange tøser der stod i kø på gangene.

"Du er måske også ved at læse op til den første F.U.T forvandlingstime?"

[Endar Eitan Vetrov]

Endar Vetrov lod de slanke fingre, der stadig hvilede på den svagt muskuløse læn, sammenfiltres i en langsom krampetrækning, i det han hævede sin spidse hage en anelse. Dernæst rystede han på hovedet, hvorefter de sorte øjne flakkede henover den lyshårede englænder. Uniformen indikerede, at den unge troldmand overfor Endar tilhørte Hufflepuff; selv bar han Ravenclaws kongeblå farve.

”Anden time. Vi skal benytte samme bog, men læse fra kapitel atten til enogtyve”, svarede han, i det en eftertænksom rynke satte sig fast mellem de sorte øjenbryn. Dernæst rømmede han sig og nikkede mod emblemet på Leonardos bryst. ”Du tilhører Hufflepuff”, konstaterede russeren dernæst, grænsende til tøvende. ”Det betyder, at du er loyal og hjælpsom. Ikke sandt?”

[Leonardo Rhett Colyer]

"Ja, vores professorer er ikke ligefrem milde med lektierne, ikke engang lige efter skolestart.." anerkendte den plantinblonde mr.Coyler, inden at han opgivende pustede til en hårtot, der sad og irriterede i panden.

Et par lange fingre fandt hvile mod emblemet, da Endar gjorde opmærksom på hans kollegie. "Jo, det siger man i hvert fald," smilede Leonardo skævt. Så så han eftertænksomt på Ednar, som overvejede han sit spørgsmål.

"Ikke for noget, men.. Du er ham den nye udvekslingsstuderende fra Rusland, ikke sandt?" spurgte han roligt og holdte hans blik i sit.

Der lød pludselig en fnise, som to unge syvende årgangspiger trissede forbi reolerne, og kort kunne Leonardo mærke deres blikke, "Jeg ved ikke om du kan fornemme din popularitet allerede?" afsluttede han drilsk og nikkede en enkelt gang i retningen af den tydelige fnisen.

[Endar Eitan Vetrov]

En eftertænksom rynke satte sig fast imellem Endars sorte øjenbryn, hvorefter han trak tøvende på den ene skulder. For den unge russer synede mængden af arbejde og forberedelse overskuelig og ikke mindst selvfølgeligt. Til tider grænsende til nemt. Ikke at han lod det faktum forlade ham, for snart efter krævede Leonardo atter hans opmærksomhed.

Endar nikkede og rakte en slank hånd frem mod englænderen. "Endar Vetrov", svarede han, så det russiske navn trillede af tungen og ud igennem læberne. Dernæst fæstnede han atter sine sorte øjne i Leonardos og i dem spillede en reserveret nysgerrighed. "Og dit navn er...?", spurgte han dernæst; stemmen mørk og dyb.

Efterfølgende var det dog den skingre fnisen, der syntes, for et øjeblik, at fange russerens opmærksomhed, for det mørke blik forsvandt fra Leonardo og søgte mod de, som havde forårsaget lyden. Ikke at øjnene syntes at fange synderne. I stedet satte forvirrede gnister sig fast og ikke blot i hans øjne, men overalt ved hans skikkelse. "Popularitet?", gentog Endar, som smagte han på det engelske ord, hvorefter han skar en spag grimasse. "Hvorfor er jeg det?"

[Leonardo Rhett Colyer]

Med en rolig bevægelse tog englænderen imod håndtrykket. Den føltes fast og varmt på en og samme tid, "Leonardo Coyler."

Der var noget over Endar, som Leo ikke helt kunne gennemskue. I modsætning til ham var han ualmindelig rank og formel; noget man normalt sjældent så hos eleverne på Hogwarts til trods for høje stillinger i hierarkiet. Måske var det den russiske baggrund, der gjorde det?

"Ja, du ved, at være populær?" havde Leonardo kort prøvet at forklare ordet, da der var noget i den studerendes stemme, som virkede uforstående.

Så trak han let på skuldrene med et bredt smil, "Har du set dig selv i spejlet for nyligt?" jokede Leonardo, inden at han fortsatte, "Så mens du er her, er du nok nødt til at vænne dig til det dér.." afsluttede han og skimtede mod pigerne, der havde fniset tidligere og nu stod og småstirrede i den anden ende.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar fulgte englænderens finger til de sorte øjne kolliderede med pigerne. Han genkendte ingen af dem, og da de så væk og lo til hinanden, skar Endar en spæd, uforstående grimasse. Dernæst fandt en slank hånd op til den sorte hårpragt, som han kløede eftertænksomt. Efterhånden var det begyndt at gå op for russeren, hvad den lyshårede unge troldmand måtte mene, for tankerne forlod for et øjeblik biblioteket til fordel for Natalya. Barndomsveninden havde før spøgt med Endars udseende.

"Jeg er ikke interesseret", svarede han dernæst, i det de sorte øjne atter fæstnede sig direkte i Leonardos. Den forvirrede rynke på den blege pande fæstnede sig der, som begyndte den at føle sig hjemme der af alle steder, i det russiske ord forlod Endars læber i en ukarakteristisk tøven; som forsøgte han at finde de engelske i stedet. Hele affæren med at finde vej til det russiske sprogs engelske modpart fik Endar til fylde sine lunger med luft og om muligt, ranke ryggen mere end tidligere; som prøvede han at tvinge dem ud.

"Jeg kan ikke lide piger", sagde russeren omsider, som sprang ordene fra ham i desperation; ikke at Endar bed mærke i det, eller for den sags skyld, hvad hans ord også indikerede, for de sorte øjne lå fæstnet på Leonardo, som for at sikre sig at han forstod.

[Leonardo Rhett Colyer]

Ordene sprang frem, så selv Leonardo virkede en anelse overrasket med et lettere spørgende udtryk i ansigtet. Som om, at det ikke gav den store mening. Det gjorde det egentlig heller ikke for Leo, der på en og samme tidspunkt undrede og respekterede, at Ednar var så åben. Det var ikke ligefrem noget, som Leo selv ville have turdet stå ved, sådan som han havde det for tiden.

"Okay? Okay." svarede Leonardo så endelig. Så slog han let ud med hånden, og fortsatte i en overvejende tone der var oprindelig nysgerrig, "Så.. Du er til.. Fyre?"

[Endar Eitan Vetrov]

Endars spørgende grimasse blev erstattet af forundring; de mørkebrune øjenbryn forlod deres plads i den blege pande, i det de på så ukarakteristisk vis fløj så langt op, det var dem fysisk muligt; under dem skiltes læberne let, da et chokeret og tungt suk undslap dem, som havde Leonardo slået luften ud af den unge russer.

For et øjeblik kunne Endar ikke gøre andet end at betragte drengen overfor ham, imens den ene slanke hånd fraværende kløede ham i den sorte hårpragt. I sandhed kunne Endar testamentere til, at han aldrig havde betragtet de fuldblodshekse, som havde cirkuleret omkring ham; men heller ikke de unge troldmænd havde fået megen opmærksomhed. De befandt sig i en anden verden end Endar selv; en han ikke kunne tilgå. Desuden havde han aldrig set to mænd sammen eller for den sags skyld to kvinder. Kun på portrætmalerierne hans tvilling kreerede mesterligt.

Da han omsider afbrød stilheden, var det tøvende og med en let hovedrysten; "nej", brummede han, hvorefter han skar en let uforstående grimasse. "To mænd... er du til fyre?", spurgte han dernæst, i det nysgerrige øjne fangede Leonardos; som betragtede han noget, de sorte øjne og den skarpe hjerne dømte dybt fascinerende.

[Leonardo Rhett Colyer]

Det kom egentlig ikke bag på Leonardo, at den unge Endar afkræftede hans spørgsmål. I stedet kom det dog som en overraskelse at høre den russiske udvekslingsstuderende vende spørgsmålet mod den platinblonde englænder selv.

Leonardo grinede en anelse inden at han lod det falde over i et bredt smil, "Hvad? Spørger du mig?" han stoppede sig selv og rømmede sig en enkelt gang, "Jeg aner det ikke, det er ikke ligefrem noget jeg - æhm - har prøvet, du ved. Kun med en pige." afsluttede han med et roligt, skævt smil.

"Jeg tror, jeg forstår," fortsatte Leonardo så med en finger overvejende hvilende mod læberne, "Du er jomfru," konkluderede han til sidst - det måtte han være? Han kunne trods alt ikke lide piger og var heller ikke til mænd.

[Endar Eitan Vetrov]

Langsomt svandt nysgerrigheden ind; den der havde sat sig fast henover Endars kønne ansigt og som fik de farveløse øjne til at slå spæde gnister. Ikke at den milde spænding syntes at forlade ham helt, for noget af den legede stadig henover den let muskuløse skikkelse og efterlod Endar vågen tilbage; blikket rettet mod den unge troldmand og ikke vigende fra Leonardos uniformklædte skikkelse, som forsøgte Endar at se igennem ham; skille ham ad og forstå hver enkel brik.

De slanke hænder fandt vej om fra ryggen, uden Endar bed mærke i netop det faktum; heller ej hvordan skuldrene langsomt sank en smule sammen. I stedet nikkede han bekræftende og da Leonardo dernæst gav sig til at fortælle, fugtede Endar sine hjerteformede læber eftertænksomt. Grinet der derefter undslap Leonardo, resulterede i, at en let rosa farve spredte sig i al hast henover Endars skarpe kindben, alt imens de sorte øjne flakkede kortvarigt henover englænderens skikkelse.
"Det må være meget almindeligt", skyndte Endar sig at konstatere, hvorefter han sank en voksende klump i halsen.

Dernæst nikkede han langsomt, for jovist, aldrig før havde han rørt en anden med intentioner af den kaliber. Langsomt formede sig der rynke mellem de mørke øjenbryn. "Jeg har ikke vidst, hvem jeg skulle gøre det med", forklarede han dernæst, grænsende til overvejende.

[Leonardo Rhett Colyer]

Leonardo bed mærke i den lette rosa farve hen over Endars kinder, og det skæve smil forblev hos den platinblonde englænder grundet dette. Det var ikke for at gøre forlegen, og jo mere Leonardo tænkte over det, desto mere var det måske også over grænsen, at stille så direkte spørgsmål om den seksuelle orientering. Det var trods alt også første gang, at de nogensinde havde snakket sammen.

"Hvis det kan trøste dig, så har jeg egentlig også kun kysset en pige før," bekendtgjorde Leonardo med det skæve smil stadig hvilende i sin mundvige.

Der lød en skramlen ved reolen, hvor de to unge troldmænd stod. En bog blev fjernet på den modsatte ende, og gennem hullet stirrede et par øjne direkte mod dem. Bibliotekaren rettede sine briller i frustration, inden at hun tyssede højlydt, så Leonardo i et kort ryk fik et chok og kastede sig nærmest bagud.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar stak langsomt de slanke hænder i lommen på de sorte habitbukser, hvorefter han nikkede; tøvende, imens de sorte øjenbryn atter krøllede sig sammen i midten af den blege pande i mild uforståenhed. I sandhed behøvede den unge russer ikke trøst, men at dømme efter Leonardos ord, måtte det være sådan at udvekslingen fandt sted mellem unge mænd.

Med et spagt skuldertræk, skar Endar en svag grimasse. "Jeg har set en pige nøgen", fortalte han, som var det et forslag; et forsøg på at nærme sig Leonardo.
Mere nåede den unge russer dog ikke at bidrage med, i det englænderen i et ryk kastede sig bagover. Med reflekser, Endar end ikke vidste at han besad, greb han om den platinblonde dreng, forinden at Leonardo kolliderede med bogreolen bag dem.

Efter års styrketræning besad Endar en hvis fysik, hvormed det ikke forekom ham som nogen særlig udfordring. De slanke hænder ramte englænderen nær hans læn og på ryggen, og med rolig hånd afbalancerede han dem begge. De sorte øjne gnistrede.