Et nyt land (S)

[Natalya Grekova]

Endar Eitan Vetrov

Søndag d. 30 Juni.

Natalya var træt. Hun sov aldrig særlig godt i offentligt transport, og det var efterhånden en evighed siden de havde sat sig i toget mod London. Hun kunne slet ikke huske hvor længe det var siden de rejste fra deres hjemby. Havde det ikke været for Endar og hans familiens penge havde hun aldrig haft mulighed for at tage så tidligt til England, alene det at betale for et hotelværelse var langt fra hendes rækkevide og pengepung. Hun havde derfor sat utrolig meget pris på vennens generøse tilbud.

Hun gned hænderne hen over ansigtet, ligeglad med at det tværede hendes eyeliner ud. Hun ville i forvejen ligne noget der var løgn efter hun netop lige var vågnet. De to fletninger var pjusket og de før rødlige læber var ikke så røde mere. Hun smaskede let og strakte sig da de stod af ved stationen.

"Jeg er så smadret at du bliver nødt til at bære mig op til hotellet" mumlede hun og baksede let med sin kuffert. De russiske ord syntes at snøvle sig sammen og blive så uforstående at kun Endar ville kunne oversætte det.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar stak de blege hænder i de sorte habitbuksers lommer, i det han lod sit mørkebrune blik fæstne sig på heksen ved hans side. Begge stod de placeret på perronen og begge stak de ud; som fisk over land. Alskens mennesker, alle iklædt mugglertøj og tasker i alle størrelser og farver, skyndte sig forbi dem men dog ikke uden, at lade de nysgerrige blikke glide henover deres skikkelser. Ikke at Endar bed mærke i netop den kendsgerning; hans tanker var travlt optaget af de nye omgivelser, hvis lyde truede med at få hans ører til at bløde. Hvor han kom fra, var der stille.

Han nikkede, i det et forsigtigt smil fandt vej til hans øjne; det nåede aldrig læberne, for de skiltes sjældent i andet end talen. End ikke for Natalya Grekova. Da han dernæst svarede hende, var det på russisk, hvilket fik en forbipasserende til at skæve i overraskelse; ”det ville være et kønt syn”, lød det; stemmen mørk og dyb. ”Jeg er ikke sikker på, at det ville være passende heller”, tilføjede han dernæst, i det Endars blik atter forlod heksens kønne skikkelse til fordel for deres nye omgivelser.

End ikke øjeblikket efter, kolliderede Endars mørkebrune øjne med en skikkelse, han instinktivt genkendte. Med rank ryg og elegante bevægelser hankede han op i både sin egen og Natalyas kuffert, i det han begyndte at spadsere hen mod skikkelse. ”Følg med. Det er vores guide”, sagde han og ganske rigtigt, for da de nåede til manden, nikkede de som hilsen til hinanden.

Manden førte dem ud fra stationsbygningen og nogle gader hen, til de nåede en hvid bygning. Den skilte sig ud fra de øvrige, både i størrelse og arkitektur, men hverken Endar eller manden stoppede op for at betragte den. I stedet fortsatte de forbi sikkerhedsvagten og ind i modtagerhallen. Ikke mange øjeblikke efter, var de på vej op mod hotelværelset; det værelse der strakte sig over en halv etage, og som i virkeligheden kunne huse adskillelige mennesker. For nu, var det dog blot Endar og Natalya.

[Natalya Grekova]

Natalya fiskede en smøg op af lommen, som var hun komplet urørt af at man ikke måtte ryge på perronen. Hun var Endars komplette modsætning; både i valg af tøj, udseende og personlighed. Han var pæn og rank, og hun var nusset og sprælsk. "Hvis jeg nu faldt om, så ville du gøre det, ikke? - Hvis mit liv afhængte af dine stærke arme?" Blikket spillede fornøjeligt og en hånd greb ud efter Endar for at klemme den om netop hans arm. - Han var langt fra noget stort brød, men han kunne sikkert godt løfte hende hvis det virkelig var krævet af ham.

"Hva. Har du bestilt en guide? Og her troede jeg vi skulle på en farefuld rejse gennem det regnfyldte England" mukkede Natalya men fulgte alligevel efter Endar og hen imod den fremmede skikkelse. Langsomt pustede hun røgen ud mellem de buttede læber og svang den ene fletning hen over ryggen. "Så håber jeg i det mindste at han kan vise os vej til en seng og et bad"

Kun Natalya stoppede op for at betragtede den hvide bygning de netop var ved at gå forbi. "Phew. De forstår virkelig at bygge højt hva - Hey!" Det gippede i hende da hun opdagede at hun var den eneste der stod stille og var i et par hurtige spring henne ved dem igen.

Værelset var stort. "Nøj Ennie, du behøvede altså ikke gå all in - Var du bange for at vi skulle sove i samme seng hvis du kun betalte for deres aller billigste?"

[Endar Eitan Vetrov]

Endar stak de blege hænder i lommen, efter han havde stillet kufferterne fra sig og deres guide fra hjemlandet havde forladt dem. Et snert af forvirring gnistrede i det mørkebrune blik og over dem, var de sorte øjenbryn let sammentrukne. "Hvorfor skulle jeg være bange for det?", spurgte Endar, så ganske tydelig perpleks over udmeldingen.

Den mørke stemme og det russiske sprog stod i en skarp kontrast til den uskyldige unge mand, der med ikke vigende øjne betragtede sin barndomsveninde. Med et spagt skuldertræk, rømmede han sig dernæst højlydt. "Det er min mor som har købt suiten for sommeren og sendt en af min onkels mænd herover også", forklarede han dernæst; som forstod han ikke hendes spørgsmål. I sandhed havde Endar altid været van til at sådanne ting blev sørget for som medlem af Vetrov-klanen. Dertil kom også det faktum, at Endar og hans mor altid havde været tætte; efter isolationen og forflytningen til Moskva, var de blevet tvunget sammen. Det var trods alt hvad skam gjorde og særligt ved mor og søn.

[Natalya Grekova]

De skulle kun være i værelset en enkel nat, men det virkede til at Endars familie skulle bruge suiten til andre gøremål. Det var vel som at slå to fluer med et smæk og Natalya var sådan set ligeglad angående årsagen og var bare glad for at hun skulle sove i en rigtig god seng.

"Jeg laver sjov" bemærkede hun hurtigt og blinkede til ham. Hun skulle ikke risikerer at han begyndte at gruble over hendes ord. Hun trak sweateren af og smed den fra sig i en lænestol i passerede før hun åbnede døren til det store badeværelse.

"Åh. Jeg skal så meget i karbad!" Hun smålo og gjorde et lille hop før hun drejede opmærksomheden hen imod Endar. "Lov mig lige at vi altid vil være venner, så det ikke er sidste gang du tager mig med på et så flot hotelværelse"

[Endar Eitan Vetrov]

Den lette forvirring i Endars sorte blik forsvandt som dug for solen, i det Natalya afklarede situation. Dernæst nikkede han tavst og gik over mod det kæmpe vinduesparti i stuen, hvori de stod; hans ryg var rank og skridtene afmålte, som havde han forsøgt, at etablere den præcise afstand fra hans forrige plads til vinduet.

Det mørke blik gled udover pladsen, hvorpå de havde befundet sig blot få øjeblikke forinden. De var præget af noget vurderende, som forsøgte Endar at regne ud, hvad han præcist så. Da han omsider brød tavsheden, var den dybe stemme lettere fraværende; ”vi kan godt sove i samme seng, hvis du vil det”, svarede han, hvorefter han trak spagt på den ene muskuløse skulder. ”Jeg er ligeglad”, tilføjede han dernæst.
I sandhed havde Endar aldrig overvejet, hvordan det ville føles at have en anden krop liggende i samme seng som sig selv. Oftest havde hans tvillingesøster gjort ham selskab, når hun ud på de sene nattetimer havde vågnet med mareridt og sveden skøjtende ned af hendes blege skikkelse. ”Etka gør det ofte”, fortalte han, men stadig uden at de sorte øjne forlod udendørsarealet.
Ikke at de hvilede der for længe, for Natalyas udbrud fik ham instinktivt til at vende blikket mod hende. Snart efter satte morede sig gnister i det, hvorefter han atter nikkede. ”Det lover jeg”, sagde han, og mente det, hvorefter han skridtede hen ved hendes side og betragtede badeværelset.

[Natalya Grekova]

Natalya kendte Endar langt bedre end de fleste, hvis hun selv skulle sige det, og de fleste andre piger ville uden tvivl have fundet det en smule anstødene hvis en køn dreng bare var ligeglad om de sov i samme seng eller ej. Men vennen havde aldrig rigtig vist interesse for det modsatte køn eller sit eget og det fik altid Natalya til at gøre de mest upassende ting, blot for at teste ham, og fordi hun selv var nysgerrig.

Hun havde knapt nok lagt mærke til hans tænksomme mine ved vinduet, og først da han kom hen ved siden af hende drejede hun hovedet for at se på ham. Hun brød sig aldrig rigtig om at deres forhold blev sammenlignet med det han delte med sin tvillingesøster, selvom Natalya ofte følte at hende og Endar var forbundet på en helt særlig måde. "Jeg er ikke din søster." hun lod ordene hænge før hun trådte ud på badeværelset og begyndte at trække sin sweater op over hovedet.

"Jeg er din fattige bedste veninde, der egentlig kun gider og hænge ud med dig på grund af dine penge og gode udseende" drillede hun og løsnede knappen i bukserne før hun trak dem ned og trådte ud af dem.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar lod sine sorte øjne betragte Natalya, imens en eftertænksom rynke satte sig imellem hans mørke øjenbryn. Dernæst rømmede han sig og betragtede hende afklæde sig, uden at noget syntes at afsløre hvad end han måtte tænke om det faktum. I sandhed havde Endar set Natalyas letpåklædte skikkelse mange gange forinden dette øjeblik, i det at barndomsveninden blandt andet havde for vane at tage sit tøj af, når lejligheden tilbød dem et eventyr.

For en kort rum tid forholdte han sig tavst. Endar var på bar bund i forhold til Natalyas ord om ikke at være hans søster. Selv havde han aldrig været i tvivl. Tvillingen var svag af sind; Natalya var vild og fri.

"Hvad har mit udseende med det at gøre?", spurgte den russiske troldmand, hvorefter han aflagde afstanden mellem dem, for at placere sig på en stol på løvefødder ved siden af det store badekar i det ene hjørne.

[Natalya Grekova]

Natalya gjorde ikke mere i det. Når ikke Endar svarede tilbage på hendes ord, så var det ofte fordi at det enten var unødvendigt eller fordi han ikke vidste hvad han skulle sige. Det var i hvert fald hvad hun sagde til sig selv. Desuden gad hun ikke begynde en snak om definitionen af deres venskab, og hvad der var og ikke var.

Hun fortsatte med at klæde sig af til hun stod i sit undertøj, først der gik hun mod karet og tændte for det varme vand. I en langsom bevægelse gled fingrene mellem den ene af de to lange fletninger for at løsne dem.

"Jeg gad da ikke være venner med dig hvis du også var grim" Lo Natalya, der tydeligvis igen lige havde fortalt en vittig usand påstand. Sandheden var at de ville have været venner uanset. Natalya var pigen med de runde briller og bøjle og var ingen svane som barn. Så i virkeligheden skulle hun være taknemmelig for at Endar havde givet hende en chance.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar lod en slank hånd klø hans ene kind, i det de sorte øjne atter fæstnede sig på Natalyas skikkelse. Dernæst trak han spagt på den ene skulder og lænede sig tilbage i stolesædet, til stadighed forvirret over barndomsvenindens ord. Jovist, Endar havde før hørt, at han var køn; engang var han tilmed blevet kaldt smuk, men han huskede tilbage på dengang med lettere fraværende ligegyldighed, for i sandhed vidste den russiske troldmand ikke, hvad han skulle stille op med den information.

Imens tavsheden sænkede sig over dem og vandet brusede og fyldte badekarret, betragtede Endar heksen overfor sig; næsten nysgerrigt. De sorte øjne gled henover hendes spidse hofte, som mindede den unge troldmand om en dyb bakkedal.
”Du var grim, da vi var børn”, sagde han så, hvorefter de sorte øjenbryn skød en smule op i panden, fordi ordene var ikke krydret af andet end konstatering. ”Men nu er du smuk. Mænd ligger mærke til dig nu.”

[Natalya Grekova]

Det havde altid bare været sådan. Natalya tillod sig at komme med bemærkninger, og Endar skød nem mere eller mindre ned. Han havde ikke mange venner, og den unge heks blev ofte mindet om hvorfor. Han var trods alt ikke den nemmeste at være sammen med, og Natalya forsøgte fra tid til anden og prikke lidt til det reserverede sind. Hun accepterede ham, og forsøgte i sidste ende ikke at lave om på ham. Måske var det i virkeligheden nøgle til det vellykkede venskab?

Da der nu var så meget vand i at det ville dække mindst halvdelen af hendes krop, hældte Natalya sæbe i og bevægede hånden frem og tilbage for at få det til at skumme. Hun ville ikke gøre Endar mere ukomfortabel end han måtte være i forvejen.

Hun fnøs over hans ord. "Gee tak" Men det var sandt. Sammelignet med de andre piger var Natalya grim og upoleret. Hun sukkede. "Mmh. Gør du?" Hun drejede hovedet og lige som hendes spørgsmål lød løsnede hun sin bh og lod den falde.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar betragtede de nøgne bryster, i det brystebeholderen faldt til det skinnende marmorgulv. De sorte øjne var lige dele nysgerrige og eftertænksomme, som enhver ville betragte et kunstværk, de ikke forstod. Og netop det var også hvad Endar følte, for i sandhed kunne han se, at heksen overfor ham var smuk; og tilmed langt smukkere end de fleste, men mærkede han ikke den typiske opstemthed, som mange andre øjensynligt ville mærke. Ikke at den overvejelse nogensinde krydsede hans tankestrøm; den uskyldige unge troldmand aldrig skænket hverken det modsatte eller sit eget køn megen omtanke.

Derfor rystede han på hovedet og trak lidt på den ene skulder. "Nej. Jeg har jo set dig mange gange før", konstaterede Endar, i det han krøllede de sorte bryn sammen i midten af hans pande. "Kigger du på mig?"

[Natalya Grekova]

Deres venskab havde aldrig haft behov for at blive sat på prøve. Den ene vidste hvad den anden tænkte, og Natalya kunne ikke huske hvornår de sidst havde haft et skænderi. Sådan var det bare, og sådan skulle det helst blive ved med at være.

Hun trak ned i trusserne før hun skubbede dem til side så hun kunne træde op i karet hvor dampen strakte sig mod loftet. Med et henført suk lagde hun sig ned og strakte kroppen.

"Det kunne da godt være at du var begyndt at se på mig på en anderledes måde, nu vi er blevet ældre" Selvom hun godt kendte til svaret lod hun det alligevel hænge i luften og være op til ham.

Hun havde lukket sine øjne, og langt det meste af hendes krop var dækket af skum. "Mmh. Jeg fantaserer tit om hvordan det ville være at kysse dig. For eksempel" bemærkede hun i en rolig stemme som var det en helt almindelig oplysning hun kom med.

[Endar Eitan Vetrov]

Endar mærkede, hvordan dampen spredte sig fra badekarret og efterlod hans krop klam og fugtig tilbage. Med nøjsomme bevægelser afklædte han sig sin sorte habitjakke og lagde den sammenfoldet fra sig på badeværelsesgulvet. Når det blot var i Natalyas selskab kunne han tillade sig det.
Dernæst skar han en spæd grimasse og trak lidt på den ene skulder, til trods for at heksen under vandet ikke syntes at bide mærke i det. "Jeg ser dig, som jeg altid har set dig", svarede han sandfærdigt. "Jeg kan ikke følge med dig", bemærkede han dernæst, men uden at det syntes at volde ham store kvaler.

Ikke at hans tanker forblev der længe, for da Natyala atter afbrød tavsheden, der på behagelig vis sænkede sig over dem, måtte Endar krølle de sorte øjenbryn sammen i en forundret og grænsende til chokeret grimasse.
"Gør du?", spurgte han vantro, hvorefter hans blik flakkede forlegent ned over hendes nøgne skikkelse. "Hvorfor det?"

[Natalya Grekova]

Natalya lyttede til hvordan Endar talte. - Ja det var vel efterhånden dét der var ved at blive et problem, selvom Natalya ikke ville stå ved det; han så hende som han altid havde set hende. Hun mumlede let som svar og vred sig lidt under det varme vand.

"Går jeg får stærkt søde Ennie?" spøgte hun og åbnede det ene øje og skævede til ham. Langsomt bredte der sig et bredt smil hen over de buttede læber og det var tydeligt at hun i netop dét øjeblik morede sig, bare en smule.

"Bare fordi. Det er altså meget normalt" forklarede hun og rakte ud efter svampen for let at skrubbe sine arme. "Du tænker aldrig hvordan det ville være at kysse et andet menneske?" Hun undlod bevist at lade det handle om hende selv.