Mange bække små

[Quentin Green]

Idet Toby filosoferede over incitamentet for nogen kvinder for at vælge det værste afskum og de mest ulidelige skiderikker, spidsede Quentin tænksomt læberne. "Med forlov til at være groft generaliserende, tror jeg, at nogen kvinder har en våd velgørerdrøm om at redde de håbløse tilfælde."

Han slog nonchalant ud med hænderne. "Og andre har måske ikke kendt til andet end røvhuller, og bliver så ubevidst ved med at søge hen til fjolserne. Det går ærlig talt også over min fatteevne, og det besudler min neutrale opfattelse af den almene befolkning."

Idet vennens øjne bragede ind i hans på en pludselig, intens facon, så Quentin forventningsfuld ud. Nu var han endnu mere opsat på at høre, hvorfor modparten brugte en så tankevækkende vending. Toby så betuttet ud, som han talte - hvilket tydeligt chokerede snushanen. "Fuck." indskød han i den forlegne stilhed. "Det gør fandeme så ondt, når Beth er ked af det."

Meldingen om Bethany siddende tårevædet og åndsforladt gjorde, at hans underlæbe dirrede svagt. Han virrede med hovedet, rundtosset af den barske beskrivelse. "Jeg havde selv været vildt provokeret, hvis jeg blev valgt fra. Hvad indebærer jeres såkaldte aftale?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias skar endnu en grimasse af luften og nikkede hastigt. ”Ja, for fanden. Hun er min bedste ven, ved du”, svarede journalisten, hvorefter han tog en dyb indånding og hævede kaffen til sine læber. Indvendig snurrede hans tanker og for et øjeblik var Tobias tavs, imens han syntes at være fanget i et tankespind, der ikke umiddelbart ville lade ham gå. Da han omsider brød tavsheden, var det tøvende men også opgivende, som så den ranglede troldmand ingen vej udenom.

”Ja, det gjorde… det gør ondt”, indrømmede han omsider, hvorefter han slap et tungt suk, som havde han siddet på for meget luft. ”Og det var desuden en totalt tom trussel, men jeg sagde til Cedric, at han skulle passe på hende denne gang – at identitetspapirerne ikke var en tjeneste men en reminder, og at jeg ville komme tilbage med en amerikaner i røven, hvis det ikke skete”, forklarede Tobias dernæst og lod de mørkeblå øjne fange Quentins tøvende. Det var trods alt ikke hver dag, at man skulle fortælle sin bedste ven og tætteste kollega, at man havde varme følelser for dennes søster.

[Quentin Green]

Quentin nikkede bekræftende over kanten af det hævede kaffekrus, idet han blev mindet om Tobys særligt gode relation til Bethany. Deres venskab havde altid haft snushanens velsignelse. Det glædede ham, at der fandtes en skarpsynet, uprætentiøs mand som Tobias, der kunne være søsterens bonafide.

For selvom Quentin og Bethany var vokset op som uadskillelige, der havde givet enhver voksen sit livs hovedpine, var det stadig noget andet for de venner, de fandt på egen hånd. Selvom Toby var en tæt ven, vidste Quentin at deres venskab var anderledes, end hvad modparten havde med søsteren.

Det lettede suk, der antydede at en byrde opløstes, fik Quentin til at snævre øjnene sammen. Idet han hørte, at Toby havde brugt identitetspapirerne som klemme samt lovet, at amerikanerne ville blive tippet om hvor de kunne lægge ham i gabestokken, lagde den emsige troldmand langsomt tingene sammen.

"Jeg tænker at der skal nogle seriøse følelser på bordet, før en fairmindet troldmand truer med at gå til slavepiskerne." Raseriet blev Toby forskånet for; efter episoden med Cedric havde snushanen indset, at han ikke havde mandat til at blande sig i Bethanys liv. Desuden var en mulig rivalisering mellem Cedric og Toby vel udmattende nok, uden at han pustede til ilden med brok.

"Hvordan er det fat mellem dig og Beth?" Han så roligt på de tøvende øjne.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias var ved at få den sorte substans galt i halsen, i det Quentins overvejende ord ramte ham; som små nåle prikkede de til den knagende samvittighed, der havde hvisket til den ranglede troldmand ud på de sene nattetimer. Bebrejdet ham og mindet ham om heksens kærlighed til Cedric.

Langsomt, næsten overvejende, fandt de mørkebrune øjenbryn vej op i panden, i det Tobias skar en grimasse – som forsøgte han at huske, hvordan episoden var fundet sted. Det var dog ingen hemmelighed, at Tobias huskede det så glimrende og grimassen var da også påtaget. Dernæst rømmede han sig og trak lidt på den ene tynde skulder, i det at blikket forsvandt fra Quentin og i stedet landede på de farverige fingre om koppen.
”Beth er ikke særlig tilfreds med mig”, fortalte Tobias, hvorefter han sank en voksende klump i halsen. ”Og Cedric synes uden tvivl, at jeg er en kæmpe idiot og bevares, det er jeg også”, tilføjede journalisten dernæst, om end en smule forhastet.

”Beth og jeg tog snakken nogle dage efter. Begravede stridsøksen. Jeg tog op til Callista Runcorn længere oppe i højlandet og blev der en dag eller to. Jeg havde brug for… ja… at komme væk velsagtens”, fortalte Tobias videre, dog uden at de mørkeblå øjne forlod de knoglede fingre. ”Modstandsbevægelsen mistænker mig for, at arbejde for MACUSA. Jeg blev hevet ind til forhør i kølvandet på alt det med Cedric, fordi jeg ikke fortalte dem det hurtigt nok. Det var Aleksander Karkaroff der stod for det. Det ville være en lodret løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke tabte hovedet der også. Det er åbenbart et gennemgående tema for mig lige for tiden. Desuden – jeg må ikke forlade London for dem, men til det svarede jeg, at jeg stadig har et job, så at vi måtte blive enige om England i stedet… og ja, så skred jeg…”

[Quentin Green]

Quentin lagde hænderne om det efterhånden svale krus, og så ellers opmærksomt på Toby. Han havde været fuldstændigt intetanende om, at vennen havde følelser for Bethany. Omvendt havde han også været uvidende om det, da hun og Cedric indledte en romance, som han så senere blev orienteret om. Efterhånden havde han vænnet sig til tanken om, at der foregik ting bag hans ryg. Hvilket ikke var ment som et angreb eller et svig, men blot var tegn på, at visse ting kun eksisterede mellem Bethany og hendes udvalgte.

Et forkvaklet smil meldte sig, idet Tobias tilkendegav, at han ikke var i kridthuset hos hverken Beth eller Cedric. "Cedric synes sikkert stadigvæk, at jeg er en snagende, overbeskyttende nar. Så det overlever du nok," 

Han furede panden, da Toby fortalte, at han var mistænkt for at være en muldvarp, som arbejdede for slavepiskerne. "Wow. Det lyder som en turbulent omgang, du har været igennem. Jeg er ikke blevet informeret om, at du er mistænkt for at spionere for MACUSA. Det virker da helt usandsynligt,"

Quentin kløede sig i håret, imens han så spekulerende ud. "Jeg kan ikke helt bebrejde dig den vredesreaktion. Du har et kærlighedsdrama, samtidig med at du er landsforvist fra dit ideologiske bagland. Du kan få et fandens godt memoir ud af det, hvis du får de ambitioner på et tidspunkt."

Han tog en dyb indånding og sad tavst, imens han strøg fingrene langs kruset. "Hvad så nu? Har Beth sagt noget, omkring jer to og hvad der skal ske?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke undgå at le og den hæse latter undslap ham glædeligt, så den fyldte tomrummet mellem dem. Dernæst nikkede han, stadig med de mørkebrune øjenbryn hævet i en sigende grimasse.
"Du har ret. Det havde jeg alligevel ikke overvejet", svarede Tobias, hvorefter han saluterede med kaffekoppen af vennen som tak for den gode idé.

Dernæst trak han spagt på skuldrene og satte koppen fra sig på det skæve og knirkende køkkenbord. "Jeg har ikke snakket med hende siden", indrømmede journalisten dernæst og kløede sig i den sorte manke, så tydeligt tynget af skammen og forlegenheden. "Men jeg agter at skrive til hende. Jeg savner hende. Før i tiden fandt vi jo altid hinanden efter arbejde", tilføjede Tobias derefter hastigt og lod et lille smil fæstne sig på hans læber.

"Men nok om det. Hvordan går det med dig?"

[Quentin Green]

Vennens latter var et uventet, men værdsat afbræk, og Quentin klukkede ufortrødent med. Han knejsede nakken ærbødigt, idet han tog modtog stor ros og en salut. Han så frem til at læse dem, hvis det en dag blev aktuelt.

Quentin tog en slurk kaffe at styrke sig på, og lyttede ellers til vennens betuttede ord. "Det lyder som en god plan. Jeg håber, at I snart kommer på talefod igen," sagde snushanen, velmenende om deres forholds snarlige renæssance.

Han smilede skævt, idet samtalens kompasnål drejede over til ham. "Alt er vel. En af de andre modstandsfolk har overdraget mig nøglerne til en antikvarisk boglade. Hvis det kommer op at køre, bliver det en facade, hvor Cedric og jeg kan få undergrundsaviser og andet oprørslekture ud i folks hænder." Quentin lænede sig tilbage, og fortsatte med et sigende smil:

"Jeg har også haft en ret sød pige med ind i bogladen."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias mørkeblå øjne antog straks et nysgerrigt glimt, i det Quentin begyndte sin fortælling og langsomt nikkede den ranglede troldmand, næsten konspirerende.

"Teddy Lupin og jeg har snakket om pamfletter", sagde journalisten hastigt, hvorefter han rømmede sig og fortsatte: "jeres første historie burde næsten omhandle ham faktisk. Hans tilfangetagen. I modsætning til Cedric er Ted... ja, man kan vel nærmest sige småkendt i form af sin forbindelse til Potter. Desuden... jeg tror faktisk ikke, at det er almen viden, medmindre man kommer i samme kredse som os", fortalte Tobias videre, hvorefter han for et øjeblik blev grebet af et tankespind. Med et hurtigt, opfordrede nik mod kollegaen, sagde han: "jeg kan introducere jer?"

Quentins næstfølgende ord fik Tobias til at le - denne gang højere og så tydeligvis moret. "Jamen dog, Quentin", brummede han overvejende, hvorefter han med brændende øjne betragtede sin ven. "Fortæl. Omgående!"

[Quentin Green]

Quentins blå øjne voksede sig større, da modparten nævnte hvilken genre, han overvejede at bidrage med i modstandens propagandamaskine. Bevæbnet med et entusiastisk halvsmil, lænede han sig interesseret længere ind over det patinerede bord. Pamfletter og løbesedler.

Ovenikøbet i samarbejde med Teddy Lupin, der som Tobias mindede ham om, havde en arveret til modstandskampen. Og det virkede skræmmende sandsynligt, at det ikke var udbasuneret til den jævne mand, at også han havde fået stækket vingerne af idiotiets førerhunde. Snushanen nikkede prompte og entusiastisk ad chancen for en introduktion. "Meget gerne. Som du selv siger, er han nok vores bedste mand til en populærformidlet vinkel."

Som Toby bed på og ovenikøbet opfordrede til at høre mere, så Quentin hemmelighedsfuld ud. "Det er Alaïs Cerise Maizière , hvis du kender hende. Hun danser på Fønixteatret. Eller, det gjorde hun i al fald indtil i går." Et forarget fnys sneg sig ud af ham, og han tyede til kaffen for at kvæle blusset.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias piftede imponeret, hvorefter han rystede på hovedet. Navnet sagde ham intet og i det øjeblik ærgrede det den ranglede troldmand en del. Han måtte nu indrømme – om end bare overfor sig selv – at han altid havde været nysgerrig på de romantiske bekendtskaber, som Quentin af alle gjorde sig i. Der var et eller andet over kollegaen, som fik djævel frem i Tobias selv. Søsteren var på en eller anden måde nem at gennemskue, men broderen? Næppe.

”Det er fandeme interessant”, sagde Tobias, dog uden at han rigtig overvejede det, før han storsmilende lænede sig frem mod vennen. ”Hvad skete der i går?”

[Quentin Green]

Quentin smilede fandenivoldsk, idet Toby piftede imponeret ad ham og hans relation med Alaïs. Han havde lige godt ikke troet, at han kunne bruge sit kærlighedsliv til at få Toby - af alle mennesker - op af stolen.

Andre mænd havde nok kaldt veninden en erobring eller en scoring, men lige på det punkt var Quentin for meget feminist og ligestillingsmand. Han kunne lige gå med til at vedkende, at hun var en dejlig dame eller et særligt bekendtskab. Og hvis det var en mand, samme flinke bemærkninger. Andet var da lidt for primitivt.

"Vi drak en kop kaffe, først og fremmest." Quentin grinede lavmælt. "Og på et tidspunkt fik Alaïs fundet nogle gamle sonetter, som hun læste lidt op af. Det lyder fuldstændig plat og pladderromantisk, men hvorom alting er, så kyssede vi," Han smilede smørret, og så lidt forlegen ud. "Ret intenst, endda."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes kunne ikke undgå at smile smørret og le, til trods for hvordan de mørkeblå øjne så det forlegne spille henover Quentins skikkelse. ”Det må jeg sige, ven”, sagde han, hvorefter han lagde sit ansigt i påtaget alvorlige folder. ”Og jeg som troede, at det skulle være dig og mig”, tilføjede Tobias, i det han blinkede drillesygt mod kollegaen.

Det alvorlige blev hastigt erstattet af varme og morskab. I sandhed kunne Tobias ikke modsige sig, hvordan det gjorde ham godt at se vennen i dét humør.
”Såeh… Det er jer to nu, eller? Er det første gang, I har overgivet jer til hinanden i hed passion?”, spurgte troldmanden dernæst, uhyre interesseret.

[Quentin Green]

Quentin var bestemt ikke hævet over at kunne grine af sin nyfundne, sært følsomme romance, og han trak muntert på skuldrene og foregav, at være nonchalant. Han besvarede det drillesyge blink med et beklagende smil. "Beklager, mester. Men hvis det kan trøste, er det kun dig jeg har i baghånden, hvis det går fløjten," Han leverede selv et skælmsk smil.

"Vi har ikke fået talt om, hvor monogamt det er endnu. Lige nu er vi ved at fordøje den første hyrdetime, og så må tiden vise, hvad der sker," Han kløede sig under hagen med et fornøjet smil. Det var storsindet af Toby at være så interesseret i hans amourøse udskejelser. Han var altså en mægtig fin fyr.  

"Nu hvor du ikke ved hvem Alaïs, underforstået min udkårne, er - må jeg konkludere, at det ikke er balletforestillinger, du bruger din fritid på."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias kunne ikke undgå at le den så karakteristiske hæse latter, i det de mørkebrune øjenbryn forlod deres retmæssige plads i panden. ”Det er godt at høre, at jeg ikke er glemt”, sagde Tobias sarkastisk men dog ikke mindre moret. Smilet og latteren forblev også liggende over hans skikkelse, i det Quentin fortalte videre.

”Der er vel heller ingen grund til at skynde sig. Når det er godt, er det godt”, svarede Tobias med et efterfølgende, nonchalant skuldertræk. ”Så nyd det. Alle oplevelser af en sådan kaliber er unikt og skal helst forfølges af ens mavefornemmelse”, tilføjede journalisten dernæst og mente det, i det han sendte vennen et varmt smil.

Noget spillede i det mørkeblå blik; noget, der bedst mindede om glæde over Quentins beretning. ”Hun må være noget af en kvinde… Du svinger lidt til begge sider, ikke?”, spurgte Tobias nysgerrigt, hvorefter han tog en tår af kaffen. Kendte man til den ranglede troldmand, ville man vide, at han ikke havde nogen holdninger til seksualitetens mange farver.

Derefter rystede han på hovedet, næsten beklagende. ”Jeg arbejder. Det er vist det…”