En fesen blomsterbuket

[Benedict McLaggen]

Det var den dag Henrietta Fletcher officielt overgik fra at være lærling til at være auror og Ben havde egentlig kun hørt om det, fordi June Chang-Masters fortalte ham at det var tilfældet. Han vidste til gengæld, at hun stadig ikke var på talefod med sine forældre og efter at have tumlet lidt med sig selv omkring det, forlod han kontoret i frokostpausen og kom tilbage med en blomsterbuket, der så lidt småfesen ud, men var hvad han kunne mønstre på den tid.

Han gik over til skrivebordet i hjørnet, der var hendes, klarede halsen lidt og rakte buketten over. "Tillykke."

[Henrietta Fletcher]

Det var en festdag, men ikke som Henrietta havde forestillet sig den. Hun var færdig som auror og havde fået overrakt sit bevis sammen med de andre lærlinge, der havde overstået lærlingetiden. Modsat dem havde hun dog hverken haft læremester eller familie til stede, men hun havde taget imod det med løftet pande og undertrykt en grundlæggende trist følelse.

Nu lå dokumenterne på hendes skrivebord og hun ventede på at komme hjem til en husstand, hvor der næppe ville blive fejret noget, nu hvor kroen kravlede med magikere, der hadede ministeriet. Hendes egen far ville naturligvis have holdt et middagsselskab, men det ville ikke komme til at ske...

En uventet stemme afbrød den lidt melankolske følelse og det var med utvetydig overraskelse, at hun så op på sin lillebror. Ganske uventet og uden at hun nogensinde ville indrømme det, samlede en lille klump sig i hendes hals. Blikket gled mellem ham og buketten, før hun tog imod den og klarede halsen lidt.

"Tak, Ben."

[Benedict McLaggen]

Ben var ikke den store føle-føle familietype, men han var heller ikke kold som is. Han klappede Henrietta lidt på den ene skulder og brummede.

"Hvor er ham krodrengen henne af?"

Det føltes sgu for mærkeligt at kalde ham hendes mand.

[Henrietta Fletcher]

Det var lidt underligt. Hende og Benedict havde altid mest af alt været konkurrenter og det føltes mærkeligt at blive klappet på skulderen af ham. Spørgsmålet fik hende dog til at ranke sig lidt.

"Hans navn er Rabbie," rettede hun instinktivt, men ikke ligefrem spidst. Måske snarere tværtimod. Blikket flakkede en enkelt gang. "Og han har travlt med kroen."

[Benedict McLaggen]

Ben var ret sikker på hans navn var længere end Rabbie, men det bidrog bare til hele det image. Han undlod dog at prikke videre i det. Det var ikke lige det hans plan havde været med blomsterne uanset.

"Ah," brummede han. "Ærgerligt. Men tillykke..."

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde muligvis lige så lidt til diskutere sit kærlighedsliv med Ben, som han havde omvendt og af samme grund nikkede hun bare lidt. Hun smilede svagt.

"Tak. Igen," svarede hun og mente det. "Det er pænt af dig."

[Benedict McLaggen]

Bens mundvige sitrede lidt og han nikkede en enkelt gang. "Vi er vel blod," brummede han. "Trods alt."

Han rømmede sig lidt, uden helt at vide hvad han egentlig ellers skulle sige eller gøre. Han og Henrietta havde aldrig ligefrem ført lange, dybe samtaler. Men der var alligevel en ting, der pressede sig lidt frem. En fælles kontakt.

"June har spurgt om jeg vil bo i jeres lejlighed..."

[Henrietta Fletcher]

Henriettas øjenbryn røg op i tydelig overraskelse og kort kneb hendes mellemgulv sig lidt sammen. Det gjorde ondt at tænke på at June skulle bo med en anden, selvom det var naturligt nok. Et sekund senere indså hun at det var bedre hvis det var Ben.

"Det er stort," konstaterede hun og smilede lidt. "Har du tænkt dig at sige ja?"

[Benedict McLaggen]

Ben rynkede panden lidt. Han snakkede normalt nærmest ikke med sine søskende. Mest af alt med Algernon McLaggen, når han var hjemme. Nu trak han på skuldrene og åbnede alligevel en tand mere op.

“Måske. Det er fedt at bo med Gallagher, ellers.” Han kløede sig på halsen. “Hvordan er der... På kroen?”

[Henrietta Fletcher]

Henrietta fnøs lidt over den konstatering, men mere overbærende end foragteligt. Hun vidste udmærket at Benedict og Gallagher var som ærter i en bælg. Ved det næste spørgsmål gnavede hun dog lidt på sin underlæbe, før hun trak på skuldrene og slap en lille udånding.

"Det er...." begyndte hun, uden helt at kunne finde et diplomatisk svar. For slet ikke at tale om, at hun ikke kunne nævne at hendes nye hjem husede modstandsbevægelsen. "Det har potentiale," endte hun til sidst på og rømmede sig. Hun rettede blikket lidt frem, som hun fortsatte, lettere ukomfortabel omkring at snakke om noget der mindede tilnærmelsesvis om følelser med sin lillebror. Det måtte dog ud alligevel, følte hun retfærdigvis.

"Men det er der Rabbie er, så jeg er ligeglad med om det er en hule i jorden eller et palæ."

[Benedict McLaggen]

Ben hævede begge bryn lidt over ordet potentiale, men de var ikke typerne af søskende, der gravede i hinandens sager og det gjorde han bestemt heller ikke nu. Han fnøs småmuntert af konstateringen omkring hendes ligegyldighed, men brummede alligevel også lidt forstående. Ikke at han fattede en dyt. Han havde nærmest sagt nej til June Chang-Masters, selvom han stadig overvejede og ikke hadede tanken om at bo sammen med hende. Mindre og mindre hver dag.

"Du er blevet blød på dine gamle dage," konstaterede han drillende.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta kom til at grine lidt over hans ord, som nærmest overraskede hende selv. Et fnys fulgte og hun skottede op på ham med et lettere sardonisk udtryk. "Ingen ville alligevel tro på dig, hvis du sagde det," pointerede hun, velvidende at isdronningen stadig florerede. Ikke at hun yndede at tænke på det.

"Men jeg kunne sige det samme om dig. Og June..."

[Benedict McLaggen]

Ben slap en enkelt, underholdt lyd og himlede med øjnene. "Det tror jeg ikke hun ville være enig med dig i," konstaterede han småtørt.

"Men jeg er jo heller ikke stukket af med hende for at blive gift..." Han hævede begge øjenbryn lidt.

[Henrietta Fletcher]

Denne gang kom Henrietta til at le lavmælt, før hun slap en lidt opgivende lyd.

"Touché," svarede hun, mens hun, Merlin bedre det, tænkte at hun ikke havde den værste bror.

Lukket