Kryptisk opholdssted

[Betrys Griffith]

Tag: Benedict McLaggen

Betrys havde mange ord hun kunne bruge til at beskrive den store krypt, og behagelig var i sandhed ikke et af dem. Det var bedre i undervisningtiden, når der var flere elever til stede, men torsdag eftermiddag bød ikke på nogen seværdigheder. Heller ikke eliksirprofessoren, som Betrys forgæves jagtede rundt på hele slottet.

Der kom et højlydt smæld bag hende, der gav ekko i hele krypten, men trods den høje lyd reagerede Betrys ikke med andet end at rynke på næsen. I virkeligheden havde hun måske haft rynket næse hele tiden, men nu var hun klart bevidst om det. Hun sørgede for at justere sit ansigtsudtryk, inden den næste forbipasserende kom tæt nok på til at tage det personligt.

[Benedict McLaggen]

Krypten var Bens hjem og havde været det i næsten syv år. Man kunne ikke sige han vogtede omkring den, men da han så en fremmed skikkelse lidt vel tæt på indgangen til Slytherins opholdsstue gik han alligevel nærmere og stak hænderne i lommerne på de mørke rober.

"God eftermiddag, smukke," hilste han afslappet. "Hvad snuser du rundt hernede efter?"

[Betrys Griffith]

Betrys satte farten ned men standsede først, da hun havde sikret sig at slangens hilsen var tiltænkt hende. "God eftermiddag," hilste hun igen og prøvede at vurdere, om det var en samtale hun gad at kaste sig ud i. "Burke," svarede hun så. Det kunne jo være at han vidste, hvor manden var. "Har du set ham for nylig, eller holder du kun øje med smukke mennesker?" spurgte hun. Det var en slet skjult fornærmelse af deres eliksirprofessor, men stadig diskret nok til ikke at komme i fedtefadet for. Det trak i hendes ene mundvig.

[Benedict McLaggen]

Ben trak på smilebåndet og fnøs muntert. Han ville have lagt mærke til professoren, som også underviste ham på F.U.T. niveau, og rystede derfor også på hovedet, selvom hendes spørgsmål morede ham.

"Jeg holder øje med det meste," konstaterede han. "Men Burke er ikke her. Hvad skal du bruge ham til?"

[Betrys Griffith]

Ingen eliksirprofessor. Betrys besluttede sig for ikke at bruge mere af sin tid på at lede efter Burke i dag. Hun lagde an til at begynde at gå igen, men holdt alligevel igen. "Jeg har nogle pletfjerner tips til ham!" svarede hun og rystede så let på hovedet af sig selv. Det var en kommentar der ikke gav mening, med mindre man selv havde været tilskuer til blækeksplosionen. Så nu var hun potentielt i gang med også at sprede rygter om sin underviser.

[Benedict McLaggen]

Ben hævede begge bryn et øjeblik, før en munter latter langsomt begyndte i hans brystkasse. Han havde venner på sjette årgang og havde hørt om episoden den første dag efter påskeferien.

"... Ikke dårligt. Selvom jeg tror du får eftersidninger herfra og til sommerferien, hvis han hører dig lave sjov med det."

[Betrys Griffith]

Betrys smilede helhjertet og kiggede op i luften. "Så ville jeg i det mindste have tid til at skrive min stil færdig," kommenterede hun og kiggede tilbage på Bendict. "McLaggen, ikke?" spurgte hun, selvom hun i virkeligheden ikke var i tvivl. De havde ikke snakket meget, men hun havde fået sine indtryk gennem årene. De afveg ret meget fra det indtryk hun fik lige nu.

[Benedict McLaggen]

Et muntert fnys forlod Ben, som begravede hænderne lidt dybere i lommerne og rystede langsomt på hovedet. Han havde ikke specielt lyst til at krydse Burke, selvom han ville gøre det, hvis der var en rigtig god grund.

"Det er mit navn," svarede han afslappet. "Hvad er dit?"

[Betrys Griffith]

Betrys lagde vægten over på det ene ben og trak vejret dybt. Det lød mest af alt som et langt suk. "Griffith," svarede hun, og hun havde atter justeret sit smil til at være høfligt og intet andet. "Med to f'er," tilføjede hun lettere sarkastisk og kom til at smile oprigtigt, næsten drilsk, igen. Hun kiggede væk fra ham, som om hun holdt øje med en af indgangene til krypten.

[Benedict McLaggen]

Griffith sagde Ben noget, men han var ikke sikker på hvad. Det faktum, at det nagede ham, var dog nok til at blive stående der og finde på flere spørgsmål, selvom han forlængst havde konkluderet at han ikke var interesseret i at jage hendes skørter.

"Var du en af eleverne i den time, hvor Burke havde sit uheld?" Han skød et bryn op.

[Betrys Griffith]

Betrys fjernede blikket fra indgangen og rettede atter opmærksomheden mod Benedict. "Jep. Første række," fortalte hun og pegede på sin ene kind. "Det her er ikke en skønhedsplet," tilføjede hun med et glimt i øjet, der gjorde det uklart om det hun sagde var sandt eller ej. "Har du ham?" spurgte hun, for selvom hun kunne udelukke ham som sjette-års, vidste hun ikke hvem der ellers tog det på F.U.T. niveau.

[Benedict McLaggen]

Et klart underholdt fnys forlod Ben, som kneb øjnene lidt sammen, men absolut ikke kunne se hverken blækplet eller modermærke i mørket, uanset forsøg.

"Mm," bekræftede han. "Hans syvendeårshold. Vi fik ikke fornøjelsen af forestillingen, men jeg hørte om det fra Alastair Fudge. Jeg ville gerne have set det. Ved vi hvem der stod bag?"

[Betrys Griffith]

Betrys noterede at han kneb øjnene lidt sammen og antog, selvtilfredst, at hun havde fået ham til at kigge. Barnligt, tænkte hun, men hun hyggede sig faktisk med den uventede samtale.

Betrys trak på skuldrene. "Jeg har ikke gravet," svarede hun. Et simpelt nej havde fungeret, men hun havde et behov for at udtrykke, at hun ville vide hvem det var, hvis hun havde haft et ønske om det. "Gør du?" spurgte hun og tiltede hovedet let på skrå.

[Benedict McLaggen]

Ben trak lidt på skuldrene over konstateringen, før han skævede sig lidt over den ene af dem. Oftest ville han være i færd med at lægge an på hende eller på vej væk på nuværende tidspunkt, men hun havde en svag lighed med en bulldog i halvmørket i krypten og han var ikke så interesseret. Til gengæld var det interessant sladder.

"Jeg har heller ikke gravet. Men man skulle tro det var en fra jeres årgang. Nogen, der er sure på ham?"

[Betrys Griffith]

Betrys fik mere og mere følelsen af, at hun blev vredet for information, frem for small-talk. Det huede hende ikke synderligt, især fordi hun selv var blevet stående for small-talkens skyld. Hendes smil var svundet ind til at være blot et glimt i øjet. "Jeg er sur på ham," svarede hun, hvilket lagde glimtet i øjet op til fortolkning.