Endnu en konfrontation

[Siobhan Munro]

Det havde krævet meget at dukke op til modstandsmødet. Siobhan havde mentalt udspillet adskillige scenarier og ting, der kunne gå galt. Hun havde løbet risikoen. Det sidste hun havde regnet med var dog, at hun ville se Reginald Fudge til mødet. Hans tilstedeværelse var kommet som et chok og havde naglet hende til stedet, selvom diskussionen var gået videre.

Nu var mødet slut og selvom flere mennesker havde adskilt dem, var hendes blik vandret til ham flere gange. Hun vidste, at han ikke ville have hende i nærheden og hun forstod hvorfor, men som den mindre menneskemængde diskret forlod kroen i grupper, fulgte hun med, da den anden, mørkklædte skikkelse rejste sig. Det var mørkt udenfor og gaden var affolket. Den lille fraktion af mennesker blev hurtigt opbrudt og før han kunne nå at forsvinde, hørte Siobhan sig selv tale.

"Reginald."

[Reginald Fudge]

Reginald havde forventet det. Forberedt sig på konfrontationen. Han stoppede op ved lyden af hendes stemme i mørket, men vendte sig ikke om. Hans hjerte slog hårdt. Han havde sagt sin mening, lyttet til mennesker han altid havde set ned på og nu var de her. De to igen.

"Siobhan," svarede han ud i den kølige, fugtige luft. Han kunne se sin egen ånde foran sig.

[Siobhan Munro]

Siobhan forventede halvt, at han bare ville forsvinde. Eller ramme hende med den samme vrede, som havde fyldt deres sidste møde. Begge dele kunne nå at ske endnu, men så længe de ikke gjorde, holdt hun næsten vejret. Hun var standset bag ham, på behørig afstand, men tæt nok til at de ikke nemt kunne blive overhørt.

"Tak," begyndte hun, en anelse hæst og ikke kun på grund af sin fysiske udmattelse. "For det, du sagde."

[Reginald Fudge]

Han stirrede ud i luften. Det var ikke for hendes skyld han havde talt. Det kunne han lade som om det var, men i sidste ende var enhver sig selv nærmest. Også i dette.

Han tog en dyb indånding, før han vendte sig rundt. Hætten var slået op og hans ansigt i skygger under den. "Det er ligegyldigt hvad jeg sagde," konstaterede han. "De kommer til at jage os ned. Det er du klar over, ikke?"

[Siobhan Munro]

Siobhan tog en dyb indånding, da Reginald vendte sig mod hende. Han var ikke den samme længere, men det betød ikke at enhver fiber i hende ikke var draget af ham. Hun blev dog stående.

"Jo," svarede hun, alvorligt. Hjertet hamrede, men det var ikke en ny frygt for hende. Intensiveret, måske. "Der vil altid komme nogen efter os."

Os. Hendes mave trak sig sammen.

[Reginald Fudge]

Det var nyt for Reginald at tilhøre et jagtet folkefærd. Han vidste stadig, at han var et monster, men han bar rund på minder om Gillian C. Fudge's arme omkring ham og Francis' insisteren på, at han stadig kunne gøre noget. Og Siobhan, som kom tilbage, selvom han havde smidt hende ud. Det hele havde rykket ham. Omformet hans ellers stålsatte overbevisning om at han ville have været bedre død.

"Amerikanerne er anderledes," konstaterede han. "De hader magiske væsner de ikke kan kontrollere. Det er tryllestavskontrol nu, men det er kun starten."

[Siobhan Munro]

De havde aldrig haft fælles grund på den måde før. Det var nyt, men også distanceret. Og alligevel helt tæt på. Siobhan tog en indånding, ubevidst om hvordan hendes blodsprukne knoer knyttede sig ved tanken.

"Jeg er træt af at flygte," konstaterede hun og rettede sig lidt op. Blikket gled søgende over ham. Sidst de havde set hinanden, havde han været parat til at dø. Siden var noget forandret. Måske det samme, som havde tændt en gnist i uejdes blik. Et formål.

"Jeg ved ikke hvordan endnu, men jeg ved, at jeg ikke har tænkt mig at gå ned uden en kamp."

[Reginald Fudge]

Reginalds blik gled over hende, kampvilje og rødt hår i vinden, der susede let mellem husene. “Du mener fysisk,” konstaterede han, selvom det lå et halvt spørgsmål i ordene.

“Der vinder vi ikke over dem. Lad bare dem derinde tro at små angreb vil svække dem. Der hvor de kan knækkes er ikke i åben kamp. Det er der hvor de allerede i starten selv satte ind. Infiltrationen.”

[Siobhan Munro]

I adskillige år havde Siobhan formået at holde sig udenfor ministeriets radar. Indtil den nat, hvor hun havde ofret sin frihed i et forsøg på at redde uskyldige mennesker fra sin egen alfa. Siden da var intet godt hændt hende og det ledte alt sammen tilbage til ministeriet. Det gamle og det nye.

"Hvad end der er nødvendigt," svarede hun og tog en indånding. "Jeg er ikke interesseret i at genetablere den gamle orden. Den gjorde aldrig noget godt for os. Med den nye orden er det kun blevet værre. Hvad end jeg kan gøre, hvad end der skal til..."

[Reginald Fudge]

Reginalds læber sitrede svagt under hætten, men det blev ikke til noget reelt smil. Han betragtede Siobhan i kortvarig tavshed, før han tog en dyb indånding.

"Jeg ved ikke hvad der skal til. Nogle ville mene det eneste fornuftige var at flygte til Rumænien, hvor de har et helt andet forhold til magiske væsner."

[Siobhan Munro]

Et uventet fnys røg over Siobhans læber og hun så til siden, som det trak - svagt ironisk - i hendes mundvige. Der var intet morsomt over situationen, men hun kunne samtidig ikke lade være med at finde det hele en snert tragikomisk.

"Det ville utvivlsomt gøre livet lettere," konstaterede hun, før hun så tilbage på den høje, mørke skikkelse et par skridt foran sig. "Men det er også den kujonagtige løsning, er det ikke?"

[Reginald Fudge]

Reginald trak en smule på skuldrene ved spørgsmålet. Ikke fordi han ikke havde et svar, dog. "Kujoner lever tit længere," konstaterede han indledende.

"Men jeg har ikke pakket min kuffert endnu. Er varulvene organiseret på en eller anden måde? Jeg ved I havde en flok. Er den splittet ad?"

[Siobhan Munro]

Det gjorde de sikkert. Samtidig var Siobhan tidligere Gryffindorelev, selvom det føltes som en meget fjern verden nu. Hun tog en dyb indånding og før kæben blev spændt, var det en kortvarig gnist af smerte, der strøg over hendes ansigt.

"Mange af dem er døde eller er flygtet," svarede hun, tomt. Det havde været hendes familie. Den første flok. Ikke den anden. Selvom den kunne være blevet det. I stedet var hun nu alene.

"Jeg kan måske opspore en eller to."

[Reginald Fudge]

Reginald nikkede svagt. "Jeg beklager, at jeg har bidraget til det," konstaterede han mørkt. Måske havde han aldrig været lige så ekstrem i sine holdninger som Callistus S. Bancroft eller Finnegan Schuyler, men han havde på ingen måde været en forkæmper for varulve.

"Vi bliver nødt til at finde fælles fodslag i det her, hvis vi skal have et håb om at klare os igennem. Jeg har penge og magt, men ikke nok penge eller magt."

[Siobhan Munro]

Chokket over at høre ordene var tydeligt nok på Siobhans ansigt. Hun nåede ikke at maskere følelserne, selvom hun efterfølgende forsøgte. De talte som allierede nu, men de havde også en historie... Hun trak vejret dybt.

"Jeg vil gøre hvad jeg kan for at finde andre som os. Men der vil være flere, der ikke stoler på mig efter jeg forrådte Azrael. Uanset hans motiver..."