Hvor intet vover (P, S)

[William Knight]

Liam havde forsøgt at fange Gillian inden hendes sene lektion i Talmagi. Det havde lykkedes ham at troppe op ved døren, netop som den blev lukket i, og for fanden hvor var det de længste timer i hans liv. Dumpet ned på gulvet, med ryggen lænet ind mod muren, forsøgte han at lade tiden gå.

Noget i ham havde løsnet sig, men det havde ikke gjort tingene mere simple. Den abrubte afslutning på deres stund mellem bogreolerne, havde sat en fornemmelse i ham, som han ikke forstod. De havde været sammen. De havde sagt at de elskede hinanden. Mon Gillian kunne lære at holde af ham, helt og holdent, selv hvis det betød at han stræbte efter langt mindre for fremtiden, end hun gjorde?

Han kom først på benene, da døren gik op. Mange gange havde han ventet på hende udenfor klasselokalerne, men denne gang, anede han bestemt ikke hvad han skulle sige.

Gillian C. Fudge

[Gillian C. Fudge]

Intetanende om hvad der ventede hende på den anden side, prøvede Gillian at holde fokus helt og holdent på talmagi. I et forsøg på wt lægge, hvad der var slet i biblioteket bag sig, havde hun valgt den mest ligetil strategi. Benægtelse og fortrængelse. For havde hun vitterligt været sammen med William Knight på gulvet af biblioteket... Så lavt var hun ikke klar til at være faldet endnu.

Med tasken pakket nydeligt sammen, var hun en af de sidste til at forlade klasselokalet og hver muskel stivnede, da hun så Liam. Hendes blik flakkede og hun kunne ikke engang mønstre et undskyldende smil til en klassekammerat, der pressede sig forbi hende. Hun snublede bare et skridt frem mod ham og prøvede at finde de passende ord. Hvordan hilste man på sin forlovede, der samtidig var ens kæreste, som man havde smidt sin første gang væk med mellem støvede bøger.

“Hej,” forsøgte hun sig med.

[William Knight]

Der var en mærkelig uvished i luften. Liam forsøgte sig dog med at mildt smil, før han gengældte brunettens ord med et, "Hey." Han nikkede dernæst lidt ned ad gangen. Ned mod den gamle statue lidt derfra. "Kunne du tænke dig at gå en lille tur med mig?" spurgte han.

Det lød vel høfligt nok. For, hvorfor skulle det ikke være det? Liam anede ikke hvordan han skulle forholde sig til det svagt gnistrede håb i sig. Hvis der var en chance, ville han udforske muligheden.

[Gillian C. Fudge]

Gillian fulgte hans blik, mest for at vinde et øjeblik eller to til at beslutte sig. Da hun så op på ham igen, var det med et lille nik. Hun rettede taskeremmen og fulgte med ham.

“Jeg vidste ikke, at...” Hun tav. Det virkede uhøfligt at anklage ham for at ville stikke af, men der var jo præcis, hvad han havde gjort. Ud af bagdøren. Hun tog en dyb indånding. “... at vi gik ture.”

[William Knight]

Løvens skridt var langsomme, og hænderne havde selvfølgelig fundet godt ned i lommerne. Han vidste ikke hvad han skulle sige, eller gøre. Det var nok ikke komplet fremmet for Liam Knight. Blikket vendte sig langsomt mod den kønne pige ved hans side. Eftermiddagssolen ramte hendes hår gennem vinduerne.

"Nej, men... Forandring er ikke altid skidt," bemærkede han, uden helt at forstå hvad han henviste til. For, i grunden ønskede han at tingene vendte tilbage til hvad de var før, og alligevel... Løven kunne ikke komplet vende tilbage. Det gjorde måske godt at han begyndte at se de to sider, frem for den ene, af sig selv.

"Jeg har savnet dig."

[Gillian C. Fudge]

Alle forandringer, der var sket for hende over de sidste uger havde været katastrofale, så Gillian trak bare på den ene skulder uden at kunne få sig selv til at formulere selv en meningsløs kommentar.

“Jeg ved ikke, hvad det betyder,” svarede hun reelt uden at kunne se op på ham. Sidst, hun havde tilladt sig selv at se for længe, var hun endt med at give ham den ultimative gave, der aldrig kunne tages tilbage eller gives til en anden.

[William Knight]

Liam bed tænderne sammen og rettede øjnene frem for sig. Han havde ikke kunne tænke sig til hvad der ville hænde mellem dem ved dette møde, men han havde ikke forventet denne kølighed. I hans optik, havde han forladt biblioteket for at undgå at Gillian kom i ballade. Det slog ham ikke at han havde truffet den forkerte beslutning - igen. Han sank, mens han forsøgte at finde ord.

"Fortryder du hvad der skete?" spurgte han, uden helt at vide hvor det kom fra.

[Gillian C. Fudge]

Gillian så op på ham, blikket trukket op ved det direkte spørgsmål. Munden gled op for at benægte, men hun havde lovet ham aldrig at lyve engang for længe siden, og nu blev ordet siddende i halsen.

“Du efterlod mig, beskidt og...” Hun rystede på hovedet. “Du ville slet ikke... Du har ikke engang...” Øjnene gled i, kæmpende med gråden, der pludselig sad i halsen. En dyb indånding senere så hun op på ham.

“Jeg kan ikke have den her samtale med dig her.”

[William Knight]

Efterlod... Tænderne blev bidt hårdere sammen, og skammen var der igen. Han havde regnet med at Gillian ville have skubbet ham ud, havde han ikke selv forslået det. At det var bedre at lade hende forlade rummet alene og ikke sammen med ham. Blikket vendtes mod hende.

"Ville du hellere blive fundet sammen med mig?" spurgte han, men tvang munden lukket igen. De måtte fokusere på at finde et sted at tage hen. Depotrum, klasselokaler - der var stedet nok hvori de havde snakket om tunge emner. Han ledte hende ned ad gangen.

[Gillian C. Fudge]

I situationens kaos havde Gillian ikke tænkt over alternativet. Hun havde bare følt sig efterladt og alene efter endnu en gang, hvor hun havde prøvet at åbne sig selv og sit hjerte op for Liam. Måske var der derfor, hun ikke tog til genmæle, men blot fulgte ham ned ad gangen.

Først da døren til et tomt lokale var forsvarligt lukket bag dem, kunne hun se op på ham igen. “Hvad betød det for dig, William?”

[William Knight]

Døren var kun klikket i, da Gillians stemme lød. Den måde hun sagde hans navn på, mindede ham mest om at blive irettesat. Han vidste at han måtte tage det. Nok var klasselokalet stort og rummeligt, men det fik ham nærmest kun til at føle sig mindre. Øjnene fangede hendes.

"Alt," svarede han, men skyndte sig at rette på sig selv, "Og nej, ikke på den måde. Det var bare som om jeg havde dig tilbage igen." 

[Gillian C. Fudge]

Brynene nåde ikke engang at nå hinanden helt, før William heldigvis rettede sit svar og hjertet kunne synke bare lidt ned mod brystet igen. Nervøst fugtede Gillian sine læber med tungespidsen.

“Du... Du tog min... Min... På gulvet af biblioteket,” hviskede hun og skubbede lidt af håret bag øret. “Hvad skal jeg, hvordan skal jeg tolke det?”

[William Knight]

Liam ønskede at fortælle hende at det ikke var noget man kunne tage. At det ikke var verdens ende, men han var ikke vokset op med samme pres som hende. Han tyggede sammen en enkelt gang eller to, før han bevægede læberne igen. Det var ikke blevet mere simpelt. Tværtimod.

"Du... bad mig om det," svarede han, som var det svar nok, "Og jeg har længtes efter dig så længe. Vi elsker hinanden. Gør det, hvad vi gjorde, forkert?" Han havde ikke svaret.

[Gillian C. Fudge]

Hendes indre blødte. Mente Liam stadig fejlagtigt, at han elskede hende? Eller havde deres tid fra hinanden fået ham til at forstå, hvad kærlighed var? Gillian turde ikke spørge.

“Hvad betyder jeg for dig, Liam?” spurgte hun i stedet og blikket i de lyse øjne bar præg af desperation. “Hvad kan jeg virkelig betyde for dig, når du... når vi... På biblioteket? Hvad, hvis nogen har fundet mit undertøj?”

[William Knight]

Det var ikke blevet lettere. Det mørke blik flakkede mellem Gillians blå, hvori der bølgede sig en tydelig desperation. Det sled at se hende sådan. Ligeledes at hun rakkede ned på sig selv, og hans følelser for hende, fordi de havde gjort som de havde gjort. Fordi de havde søgt tryghed sammen.

"Dit undertøj... Du proppede det i min lomme, Gillian. Husker du ikke?" De havde hastet for at komme ud af biblioteket. Det var måske ikke underligt hvis hun havde glemt det. Han trådte tættere på hende. En hånd forsøgte at lægge sig mod hendes kind, så han havde et holdepunkt, og måske kunne skænke hende det samme. "Jeg elsker dig. Vi gjorde intet galt, skat." Forsøgte han.