Djævelens Advokat

[Gemma Appleton]

Castor Runcorn

Øjnene bevægede sig roligt rundt omkring de festklædte gæster, mens hun hævede vinglasset mod læberne og vædede ganen en smule. Hun havde ingen intentioner om at sløve sanserne mere end allerhøjest nødvendigt, men sommetider kunne det være behageligt at lade sig suge ind af stemningen. Desuden... det var nu meget kønt, selvom Gemma ikke ligefrem var romantisk anlagt. Hun var her er andre grunde.

Keeran Appleton , var forsvundet et-eller-andet sted hen, men hun stillede ikke spørgsmålstegn til det. De var begge selvstændige væsner, så hvorfor skulle hun? Fingrende strejfede kjolens materiale  da hun spottede en mørkhåret mand forsvinde lidt fra mængden. Hun vidste udmærket hvem han var, og derfor gik der ikke længe før hun fulgte efter, mellem kæderne af lys og væk fra festens melodier.

[Castor Runcorn]

Et bryllup var altid en lykkelig begivenhed, selvom Castor uden problemer kunne se magtdemonstrationen i festlighederne denne dag. Amerikanerne cementerede sig i samfundet og han forholdt sig lige så eftertænksomt til det, som resten af overtagelsen. Ved sin side havde han Amelia Avery Runcorn, som hans hænder hele tiden søgte i uskyldige kærtegn. Måske fordi festligheden fik ham til at tænke på sit eget bryllup - og en simplere tid.

På et tidspunkt måtte han dog træde på naturen og han forlod hende for en stund, uden at vide at han i dét øjeblik blev betragtet. Han var heller ikke klar over, at han blev forfulgt og han så først en mørkhåret skikkelse, da han var på vej tilbage fra sit lille ærinde igen.

"Miss," hilste han høfligt med et lille nik, som man nu gjorde.

[Gemma Appleton]

Gemma forsøgte ikke at liste sig ind på den flotte herre. Tværtimod. Hun tog sig god tid om at komme lidt væk fra brylluppets samlingpunkt, og lod en blid overraskelse præge øjnene, da først hun havde fanget hans opmærksomhed. Langsomt gengældte hun det svage, høflige nik.

"Sir..." Hendes stemme var blid, og der var ikke mange spor af den irske dialekt hun engang havde haft. Ligesom efternavnet engang var blevet udskiftet, var hendes måde at bære sig selv på det samme. En blank tavle - det var hvad hun havde fået chancen for at optegne sig selv på.

"Jeg ville ikke forstyrre," Hun lød oprigtigt undskyldende.

[Castor Runcorn]

Castor ville blot have hilst i forbifarten, men hendes ord fik ham til at sagtne farten. Han smilede imødekommende, men et spørgende udtryk gled også over hans ansigt.

"Naturligvis ikke," svarede han og lod blikket glide en enkelt gang over den ufravigeligt smukke kvinde. "Jeg var blot på vej tilbage til festen, miss...?"

[Gemma Appleton]

"Appleton," svarede Gemma, i håb om at et hurtigt svar ville afholde den kønne mand fra at gå. Det slog hende at mange til brylluppet kendte hinanden på kryds og tværs, og hun vidste ikke om Castor Runcorn havde en forbindelse om hendes navn at gå på. Hendes profession var ikke alment kendt, men hendes bror var en ministerie-mand, og det var ikke den første begivenhed omkring magtfulde mennesker, hun deltog i.

"Jeg vil ikke opholde Dem," Blikket gled rundt mod det lille tavse område, "Eller fratage Deres frirum. Jeg er nok ikke den eneste der havde brug for et øjebliks ro." Øjnene søgte hans.

[Castor Runcorn]

Der var noget ved navnet der ringede en svag klokke, men ikke nok til at han kunne sætte fingeren på hvorfor og derfor opgav han det snart. I stedet smilede han høflig over hendes ord, men næsten også en anelse beklagende.

"Tænk ikke det mindste på det, miss Appleton. Jeg var, som sagt, på vej tilbage," forsikrede han og tolkede fuldt ud hendes ord som om, at hun foretrak at være alene. "Jeg skal nok lade være med at afsløre Deres gemmested for andre. Så De kan få et øjebliks fred."

[Gemma Appleton]

Det var et farligt spil. Gemma var bedre til at gå direkte til værks. De mere aggressive mænd i magtfulde positioner, var nok de nemmeste at gå til, selvom informationerne var sværere at finde. De dydige krævede at hun genspejlede dem. Øjnene blinkede opmærksomt mod ham, men hun ønskede at trække øjeblikket ud. Om så end bare for et øjeblik, så hun kunne gøre sig bemærket. Hvis ikke i aften, så en anden.

"Sandheden er at min bror forsvandt fra mig i mængden," Hun strøg en vildfaren lok af det mørke hår om bag øret, "Jeg gemmer mig kun, for ikke at trille tommelfingre derude. Og nu plaprer jeg løs..." Læberne formede sig i et beklagende smil.

"Undskyld, hvad var Deres navn?"

[Castor Runcorn]

Forståelsen gryede på Castors ansigt og hans smil var mildt. Så så han lidt overrasket på hende, før det blev til et næsten genert, beklagende udtryk. Ikke at han på nogen måde var genert.

"Hvor uhøfligt af mig. Castor Runcorn," præsenterede han sig og smilede lidt. Der var intet fordækt gemt i de næste ord, selvom de da afslørede at han havde bemærket hendes skønhed.

"Og jeg kan dårligt forestille mig at nogen ville lade Dem stå alene meget længe ad gangen, miss Appleton." Det milde smil forblev. "Men jeg tilbyder gerne mit ydmyge selskab, indtil De genfinder Deres bror...?"

[Gemma Appleton]

Gemma kendte hans navn. Det var som skrevet bag øret, men det behøvede han ikke at vide. Hun måtte indrømme at han var en flot mand. Der var noget sympatisk i hans øjne, der bestemt gjorde det nemmere for hende at sende ham et blødt smil, uden at det udelukkende føltes som et skalkeskjul for noget andet. Igen... Hun kendte ingen gode mænd foruden sin bror. Det var i hvert fald hvad hun overbeviste sig selv om.

Hans ord var bløde, og bag halvt-nedslåede vipper betragtede hun ham med en foregivet generthed. "Det er venligt af Dem..." Der var et taknemmeligt præg over stemmen, og snart drejede hun ansigtet mod området de kom fra. Stedet der var oplyst af lys, og hvor man svagt kunne se silhouetterne gennem buske og træer.

"Der er noget fortryllende ved det, synes De ikke?" 

[Castor Runcorn]

Castor smilede let og bøjede nakken som svar på hendes ord, før han selv drejede sig lidt og fulgte hendes blikretning. Hendes ord resonerede for ham og netop følelsen af at være under en fortryllelse, rodfæstede sig i ham. Smilet voksede lidt, som der for et kort øjeblik også var noget fjernt over det.

"Absolut," svarede han lavmælt. "Men så igen. Der har altid været en særlig magi over bryllupper. En knitren i luften, nærmest..."

[Gemma Appleton]

Gemma var ikke en blød eller romantisk person. Men hun kendte til længsel og ønsketænkning, og derfor var det følelserne hun forsøgte at frembringe i de søgende øjne, som de gled gennem buskadserne.

"Forventning, måske," Spekulerede hun roligt, "Det er begyndelsen på noget, trods alt." Og slutningen på noget andet. Hun fugtede læberne, som overvejede hun noget, "Jeg håber at de bliver lykkelige sammen. Begge par." Klar over manden ved hendes side's ægteskab, forsøgte hun måske at rode i noget. Undersøge hvordan dynamikken var, eller om han overhovedet ville bekendtgøre noget som helst.

[Castor Runcorn]

Hun havde en behagelig stemme og han var knapt klar over, hvordan ordene snoede sig omkring ham. Han smilede fjernt, men der var også en hvis eftertænksomhed at finde i hans blik, som det fortsat hvilede mod bryllupsfesten.

"Ja," svarede han lavmælt, en kende forsinket, men ikke forhastet. "Det er en lykkelig tid," tilføjede han, uden at vide at hans tonefald bar noget melankolsk med sig.

[Gemma Appleton]

Gemma flyttede blikket mod skyggerne i det fjerne, og op mod manden ved sin side. Noget prægede hans blik, som hun ikke personligt kendte til, men som hun havde set blandt mange. De mørke øjne blinkede et par gange, ganske roligt og vurderende, før hun talte igen.

Hun forsøgte at lade som om hun ikke havde fanget melankolien. Som kom Castor bare med betragtninger, som væltede op i de fleste mennesker til bryllupper. "Jeg bør måske ikke opholde Dem meget længere..." Det var bedre ikke at være for aggressiv som det første, "De er sikkert savnet til festen." 

[Castor Runcorn]

Castor blinkede en enkelt gang og vendte tilbage til virkeligheden. Han smilede lidt over hendes ord, selvom der var en snert af melankolien tilbage at finde i læbernes bue. "Tænk ikke på det, miss," svarede han naturligt og høflig som altid.

"Jeg kunne ikke efterlade Dem med en følelse af at være alene. Jeg kan måske introducere Dem for et par af gæsterne, hvis De er interesseret...?"

[Gemma Appleton]

Gemma nikkede til tilbudet, men blev anfægteligt stående i de første sekunder. Som kunne hun ikke rigtig overbevise sig selv om at træde tilbage til brylluppet endnu. Hun smilede beklagende til ham. Generthed hørte ikke til hendes natur, men for nu, var det et blødt holdepunkt. 

"Så længe jeg finder frem til min bror, skal jeg nok klare mig," bemærkede hun. Stemmen var blød, "Store selskaber kræver åbenbart lidt tilvænning. Vænner man sig nogensinde til det?"