Kære Gillian...

[William Knight]

Brev til Gillian C. Fudge

Lagt ved det store vindue, kort efter Kiss & Tell

Gillian,

Du ved at jeg ikke er god til det med ord, eller at formulere mine følelser godt og præcist. Du ved ligeledes at jeg aldrig siger det du ønsker jeg skal sige, eller handler helt efter bogen. Nu ved du, at jeg ikke kan gøre det rigtige, selv når det bedste er inde for rækkevidde. Du har aldrig kendt til alt jeg har gjort - i stedet gav du mig rent faktisk en chance for at bevise at mine handlinger nu, var vigtigere end dem engang. 

Mit liv har aldrig været så uproblematisk og håbefuldt, som det har været i den tid jeg har været sammen med dig. Det er nærmest som om vi levede i orkanens øje, mens alt andet rasede omkring os. Et helligsted hvor vi kunne se hinanden frem for alt andet der blæste forbi. Jeg ved at jeg har ødelagt noget dyrebart, og kunne jeg tage det tilbage, ville jeg gøre det uden at blinke eller tøve. Fortæl mig at det er muligt at få dig tilba

Selv da jeg søgte forlovelsen, var jeg selvisk. Jeg elsker dig, men jeg elskede også hvem jeg var med dig. En anden person end den William Knight, som destruerer alt det han kommer i nærheden af... Før eller siden, i hvert fald. Det er ikke din skyld. Det er min.

Forlovelsen var ikke en byrde, men et ansvar. Jeg har knust din tillid under fødderne, men skulle skårene være til at samle op og sætte sammen igen, vil jeg gøre det Gillian. Mine forældre er nervøse.... Men jeg er myndig, og valget er mit, siger de. Det er dog ikke sandt. Det er dit. Jeg burde have fortalt dig sandheden for længst om hvem jeg er - frem for at indleve mit i en fantasi om at ting nogensinde kan være anderledes. 

Jeg vil være sammen med dig, men jeg forstår at det virker usandsynligt nu. Intet kan blive som det var før... kan det? Du er ment til nogen der er bedre end mig. Nogen der kan beskytte dig fra bæster som mig, som ødelægger det mest uskyldige de nogensinde er kommet i nærheden af.

Galleonen har jeg lagt til dig. Hvis jeg får den tilbage, ved jeg at der bare er en smal chance for at vi kan blive William og Gillian igen. Læg den i vindueskarmen, helt ved kanten så ingen kan se den. Forlovelsen kan træde i kraft igen eller vi kan bare være os...? og jeg vil gøre alt i min magt, for at gøre dig lykkelig. For at beskytte dig fra mig selv og andre som mig. Hvis ikke jeg ser den, skal jeg sørge for at holde afstand.  Jeg mente hvad jeg sagde til dig, uanset hvor lidt du tror på mig. Jeg elsker dig.

Du var heldigvis min første kærlighed, men desværre var jeg din.

- William Knight

[Gillian C. Fudge]

Brevet havde været godt stukket til siden og gemt, men nemt at finde for de øjne, der søgte det og med rystende fingre havde Gillian foldet det ud. På trods af det skarpe stik i hjertet, synet af hans klodsede håndskrift gav hende, trak det alligevel lidt opad i den ene mundvige, som smerten gled lidt til side for gode minder over studiebøger.

Opmærksomt sugede hun hvert ord til sig og tog brevet med sig ud på pigernes badeværelse, hvor hun trak staven frem. Hun så på pergamentet og rettede så spidsen mod kanten af det.

"Incendio," hviskede hun og flammerne skød frem. Hurtigt åd de sig over den første centimeter, men da de nåede ordene, blev hun alligevel grebet af en næsten panisk kulde og hun slap det straks. Impulsivt trådte hun flammerne ud og ventede, til det var stoppet med at ryge, før hun stod stille igen.

Hvad lavede hun egentlig? Hvorfor kunne hun ikke bare glemme ham? Hun tog en dyb indånding og lænede hovedet tilbage mod den kolde kakkelklædte væk. Uanset hvad havde hendes familie ikke råd til at miste forlovelsen og det var med hjertet tungt i maven, at hun gik tilbage til vindueskarmen og skubbede galleonen på plads.