En bunke breve - Aldrig sendt.

[Cedric Llywelyn]

Onsdag den. 8 Maj.
Edinburgh isolation.
Celle 412

Kæreste Beth.
Du kender mig, jeg skal altid være i centrum af problemerne. Havde jeg vist at helvede ville bryde løs så kort tid efter vores sidste møde, havde jeg ikke forladt dig. Grundet mine protester ville de ikke lade mig rejste tilbage til London og jeg sidder lige nu i isolation. (Jeg kom muligvis til at slå en amerikaner og en ministerduks) De har fundet ud af at jeg er forfatter til en række propaganda tekster og jeg venter nu på at få at vide om jeg bliver sigtet for det. Om ikke andet mener de at det er for det bedste at jeg bliver her indtil de ikke mener jeg er til fare for deres plan. De er bange for mig.

Men det syntes alt sammen så uendelig ligegyldigt når jeg ikke ved hvordan du har det. De har sagt at de gerne vil sende mit brev videre. Men jeg tvivler. Jeg håber blot at du holder modet oppe i alt dette kaos og at Quentin for en gangs skyld kan holde sig ude af problemer. 

Når man ikke har andet end sit eget selskab, bliver man ret hurtigt bevist om de vigtige ting i ens liv. Ved du hvad det er hos mig? - Dig Beth. Det har aldrig været dig. Jeg ville ønske jeg kunne komme tilbage til dig. 

Cedric

[Cedric Llywelyn]

Lørdag den 11. Maj.
Edinburgh isolation.

Celle 412

Jeg ved der ikke er gået flere dage siden mit sidste brev. Til trods for at vagten tog imod det har jeg stadig min tvivl om du mon har fået chancen for at læse det? Eller om jeg gør mig selv til grin ved at blive ved med at skrive. For hvad er grunden egentlig? Hvis jeg nogensinde kommer til at se dit smukke ansigt igen ville du bebrejde mig, vende din vrede og frustration mod mig uden som så meget som at blinke. For hos dig ville der ikke være andet et svigt; jeg skrev jo ikke. Jeg skænkede dig ikke en tanke.

Men du er hos mig dag efter dag, og i mine drømme omfavner jeg dig, kysser dine bløde læber og holder dig tæt. Jeg lover dig ikke hele verden, for den kan jeg ikke give dig. Men jeg lover at blive hos dig, altid.

Kæreste Beth. Jeg håber inderligt at du er ved godt mod og at livet holder dig i gang.

Du er hos mig altid.

Cedric.

[Cedric Llywelyn]

Torsdag den 16. Maj.
Edinburgh isolation.

Celle 412

Min hånd ryster så meget at jeg knapt kan skrive. Eller også er det fordi jeg er for fuld. I en celle som denne her findes der ingen tid. Var det ikke for mine hak i væggen ville jeg ikke ane at der næsten er gået en uge siden mit sidste brev. Sødeste Bethany.

Måske fuldskaben alligevel skyldes min ærlighed? Eller også så ramte den knytknæve hårdere end beregnet. Ja tro det eller lade være så fik jeg et par slag. Men bare rolig, det var vist kun for sjov. - og ja jeg fik vist slået en tand eller to ud på den anden. Men det føltes hverken som et nederlag eller en sejr, for jeg sidder stadig i det her lorte hul. Jeg ved godt jeg ikke burde lave så meget ballade men jeg kan knapt nok finde hoved og hale i det længere.

Hvis jeg blot kunne komme tilbage til dig.

Så ville jeg elske dig, gifte mig med dig, og leve et liv uden frygt eller skam

Hvem ved. Måske jeg får mig nosset sammen en dag. Så håber jeg at du stadig vil have mig.

Hvem prøver jeg også at narre. Du fortjener langt bedre end en fejlet journalist og ladersomom stjernepianist. Nej, lev du hellere dit liv Beth. Rejs væk, udforsk livet og se dig ikke tilbage. Bedst af alt se efter andre end mig. Jeg giver mig selv for meget ros. Du er for længst over mig, er du ikke? Måske sidder du i selskab med en fin herre, med fine adjektiver og smarte gloser. Måske trykker han på de helt rigtige knapper og får dig til at smelte som varmt smør? Er det hans læber du kysser med dine egne fjerbløde? Måske har også han magiske fingre? - Du ville se igennem det fupnummer med det samme Beth. Det ved jeg.

Vent på mig.

Cedric.

[Cedric Llywelyn]

Lørdag den 25. Maj.
Edinburgh isolation.
Celle 412

Jeg beklager at der er gået så længe. Jeg har været ind og ud af bevidstheden og mine fingre har næsten været helt følelsesløse. De Macusa folk er hårdhudet og helt uden følelser.

Jeg har ikke set dig i over en måned. Mo chroí. Jeg tænker tit på hvad du får tiden til at gå med, og jeg ender altid med at se dig omringet af morgenens lys der strækker sig ind gennem vinduet i dit soveværelset. Med en pensel i den ene hånd og et vinglas i det andet. Du får altid sådan en lille rynke hen over næsen når du koncentrerer dig.

Sødeste Beth. Hvornår mon jeg får dig at se igen?