I mørket kan vi græde, i lyset må vi smile

[Gillian C. Fudge]

Det var en underlig tilstand, chok. Gillian havde bemærket, at det var stemmen, det forsvandt først. Som når hendes overhoved fortalte hende, at nu var det nu og der ville komme en husalf for at hente hende og Alastair, fordi deres far var blevet angrebet af en varulv. Eller når hun stod ude foran rektors kontor og fik at vide, at hendes forlovede var på vej for at sige farvel, og hun bare bare nikkede frakoblet uden at kunne få spyttet et ord ud.

Eller lige om lidt, når hun sikkert ville stå uden foran sin mors soveværelsesdør og ikke turde at banke på, for hvad skulle hun sige. Hvad i alverden sagde man? Hun lukkede øjnene og lyttede til sin vejrtrækning, ventede. Ventede på, at hun skulle blive taget et sted hen, hvor ingen kunne den hende.

William Knight

[William Knight]

Liam havde smidt alt han havde i hænderne. De brune øjne havde stænket sig med en dybere uro, end den der allerede havde optaget blikket gennem de seneste dage. Sandheden var, at han var hundrede gange mere urolig for Gillian, end hvad der var hændt med hendes far. Ikke at han ville lufte den skamfulde tanke.

"Gillian," Stemmen var hæs af bekymring, men så snart løven havde fået øje på den velkendte skikkelse, tøvede han ikke et sekund med at træde tæt på hende og trække hende ind mod sig.

[Gillian C. Fudge]

Siden hun havde fået beskeden, havde Gillian nået at bygge forsvarsværkerne op og det var sådan, at hun formåede at holde øjnene tørre, da Liam trak hende ind til sig. Armene forblev slapt ned ad siderne på hende. Det har derfor, de havde brug for MACUSA. Til at slippe af med alle de bæster. Hun knyttede en lys hånd.

“Jeg skal af sted lige om lidt,” informerede hun frakoblet ind mod hans brystkasse. “Men jeg fik lov til lige at sige farvel til dig i kraft af forlovelsen.”

[Senga Darrow]

Sengas husalf ankom med et stort, højt knald inde på kontoret og spurgte utålmodigt rektor om, hvornår de kunne tage afsted. De skulle nemlig ikke hjem til Fudgefamiliens hus. De skulle hjem til Sengas forældre, fordi der var snart ikke nogen Fudge familie længere. De ville snart blive opløst og det ville ikke engang blive en større skandale end det der allerede var sket.

[William Knight]

Liam hørte en svag lyd bag den tunge dør mod kontoret, men slap endnu ikke Gillian helt. Blikket var undersøgende, da han endelig holdt hende ud for sig. 

"Det gør mig ondt med din far," lød det bekymret fra ham. Hvor slemt det stod til, anede han ikke. En tommelfinger strøg fjerlet over hendes ene skulder, "Er der noget jeg kan gøre?" spurgte han.

[Gillian C. Fudge]

Gillian hørte intet, men stod bare i de følelsesløse, apatiske tilstand af og var ikke helt klar til det, da der kom afstand mellem dem. Blikket søgte de mørke øjne,

“Jeg tror ikke, der er noget, nogen kan gøre. Ud kver helbrederne, selvfølgelig.”

[William Knight]

Perioden var forvirrende, men Liam fokuserede sin energi på Gillian og hvad der var hændt. Snerten af magtesløshed befandt sig dog i ham igen, som han mødte hendes øjne.

"Jeg kan tage med dig..." Han vidste at det næppe kunne gøre meget godt, men han ønskede desperat at hjælpe sin kæreste - sin forlovede. Bekymringen lå tæt i øjnenes mørke.

[Gillian C. Fudge]

Gillian kunne ikke forklare, hvorfor hun trak sig lidt væk, da han bevægede sig frem mod hende eller hvorfor hun klamrede sig til afstand og følelsesløshed, når hun allermest havde lyst til at søge ind i hans arme og finde trøst. Hun tog en dyb indånding og rankede sig, da Alastair drejede om hjørnet.

“Jeg tror, jeg har behov for at være alene med min familie lidt.” For hvad hvis han så det? Så hadet i hendes brors øjne? Eller hvordan hendes mor sikkert ville gemme sig eller sende dem til bedsteforældrene? Hvad hvis han ville se, hvordan hendes hjem i virkeligheden mest mindede om noget koksgråt og lugtede jordslået? Hun tvang et lille, fraværende smil frem, der aldrig nåede de lyse øjne.

[William Knight]

Liam kunne nok ikke begribe alle de ting der foregik bag de kønne øjne. Selv ikke hvis hun gav ham en ledetråd, andet end det lettere frakoblede smil. Han forsøgte dog at slå rødder i sin stædighed og ikke presse på. Egentlig vidste han absolut ikke om det var hvad han burde gøre.

Han havde rakt en hånd frem for at tage hendes, da han opfangede bevægelse i øjenkrogen. Hendes bror. Hånden sænkede sig en anelse igen. Det sidste han ønskede var at gøre hende mere utilpas nu. "Okay... Okay, det er måske bedst." Bemærkede han og håbede at blikket kunne kommunikere medfølelsen godt nok, nu hvor ord og fragmenteret-formulerede sætninger nok ikke var løsningen.

[Gillian C. Fudge]

Fysiske berøringer var der ingen af i deres hjem og det føltes grænseoverskridende at gøre foran sin bror, men hun rakte alligevel hånden frem og tog Liams. Den fik et blidt klem.

“Vi ses om et par dage,” sagde hun og slap ham, men kunne alligevel ikke helt trække sig fri. Et lille smil trak ved hendes mundvige, selv i den rædselsfulde tilstand. “Og husk nu at få lavet dine lektier. Det er sidste år.” Hun lænede sig frem og trykkede et lille kys på hans kind, før hun rettede sig op igen og vendte sig mod sin ældre bror.

Blikket blev respektfuldt slået ned og sammen gik de op til rektors kontor, hvorfra de ville blive sendt hjem til bedsteforældrene.

luk?