Foruroligende nyheder

[Finnegan Schuyler]

For første gang i månedsvis, siden Cadogans død, havde det være en god dag for Finnegan.

MACUSA havde bekendtgjort, at de fra nu af ville tage kontrol over det britiske Ministerium. Det betød strammere restriktioner indenfor halvvæsener, opbrud i de fasttømrede fuldblodsrænker, og ikke mindst nye muligheder for at stige i graderne. Finnegan havde allerede lagt planer.

Ja, det var en god dag, afgjorde Finnegan med sig selv, da han indtog en kop kaffe efter det obligatoriske møde iblandt de ministerielle ansatte. Bagefter gik bølgerne højt. Tåbelige fjolser, sådan at råbe deres meninger ud til alle. De stod uden tvivl til en fyring. Potter var allerede blevet afskediget. Kunne de da ikke se mulighederne?

Tilbage på Finnegans kontor ventede et brev på hans skrivebord. Faktisk lå der en hel stak af dokumenter, hvilket var at forvente efter sådan et magtskifte, men dette brev var fra St. Mungos og fangede derfor hans opmærksomhed. Han åbnede det og læste.

Ti minutter senere travede han over klinkegulvet i St. Mungos indgangshallen. Han trådte ind i elevatoren. Abigail var her. Hun havde blødt. Tankerne fór rundt i Finnegans hoved. Hvis ikke den elevator snart satte farten op, ville han springe den i luften!

Endelig trådte han ind på hendes stue. Et dæmpet ”Abigail,” forlod hans læber, da han trådte hen til hendes seng.

Abigail Schuyler

[Abigail Schuyler]

Det havde været en kaotisk dag på alle måder og Abigail havde stadig ikke sunket hvad der var sket - både i ministeriet, men også for hende selv. Frygten for at noget var frygteligt galt sad stadig i hende og havde gjort det hele graviditeten, på trods af helbredernes forsikringer om, at det lille liv voksede nøjagtigt som det skulle.

Maven blev støt rundere og hun kunne tydeligt mærke den lille mosle rundt. Hun lagde begge hænder mod bulen og lukkede øjnene med et dybt suk.

Hun nåede at blunde hen før døren gik op, men reagerede ikke på det. Der havde været et rend af helbredere siden hun ankom og hun ville allerhelst være alene med sine tanker. Stemmen der sagde hendes navn, fik hende dog til alligevel at slå øjnene op og se på det eneste menneske der var undtagelsen lige nu. Et mat smil krusede sig på hendes læber uden at nå hendes øjne der i stedet blev blanke da hun rakte en hånd frem mod ham "Vi er okay."

[Finnegan Schuyler]

De første ord, der forlod Abigails læber, fik lettelsen til svømme gennem ham. Hans bekymrede ansigt blev en anelse blødere, og skuldrene faldt sammen, idet han kyssede hende på panden.

Han tog hende i øjesyn og konstaterede, at hun så træt og mat ud, hvilket ikke var nogen stor overraskelse.

”Hvad skete der?” brummede han, som var han irriteret på sig selv over, at han ikke havde været der for hende i øjeblikket. I stedet havde hun fået hjælp af en anden, eller var simpelthen taget alene til St. Mungos. ”Har healerne forklaret, hvorfor du blødte?”

Finnegan sank ned på en stol ved siden af hendes seng og tog imod hendes fremstrakte hånd. Den var spinkel i hans store, barkede næver.

[Abigail Schuyler]

Selvom han havde lukket hende ude siden Cadogans død, kendte hun ham stadig bedre end de fleste andre og vidste, at han ikke ville være til at trænge igennem til, før hun havde sagt det der var vigtigst.

Hun rystede på hovedet og følte sig roligere bare fordi han var der og for en gangs skyld virkede nærværende. At der skulle noget som dette til for at det skete valgte hun ikke at dvæle for længe ved "Jeg har ikke fået svar på alle prøverne endnu, men det er åbenbart ikke uhørt at bløde lidt uden at det behøver være et faresignal." hun havde knuget fingrene hårdere om hans hånd end hun indså "Jeg har haft for meget om ørerne måske.." der var sket meget de sidste måneder og selvom barnet i hendes mave var ønsket, var miraklet endt med at ske midt i både sorg og kaos, et kaos der nu bare så ud til at fortsætte på andre fronter.

[Finnegan Schuyler]

Finnegans pande var furet mens han lyttede til hendes forklaring. Selvom han kunne bryste sig at være en intelligent mand, forstod han ikke i netop det øjeblik, at hans opførsel kunne have været grunden til, at de befandt sig her.

”Du må stoppe arbejdet på Alt for Heksene,” afgjorde Finnegan. ”For dit og barnets helbred. Intet er vigtigere.” Han så indtrængende på hende med sine blå øjne, med et skær af bønfaldelse. Kunne hun ikke forstå det?

”Jeg kan ikke miste flere.”

[Abigail Schuyler]

Den meget definitive afgørelse var som et slag i ansigtet og et langt øjeblik så hun bare på ham, som om hun håbede han selv ville indse, at det ikke var der problemet lå. Det skete ikke og hun rystede let på hovedet "Det er ikke på arbejde mine bekymringer ligger, Finn." konstaterede hun stille "Det er når jeg sidder alene derhjemme og nu vil du have jeg skal gøre netop det i døgndrift?" hendes blik flakkede bønfaldende mellem hans øjne "Jeg har brug for dig.." fortsatte hun i en hvisken "Vi har brug for dig."

[Finnegan Schuyler]

Netop som Finnegan troede, han var på rette spor og havde fundet løsningen, drejede hendes ord ham hen på et andet problem, som han genkendte. Mange aftener blev tilbragt på værtshuse eller brødrene Schuylers dunkle kontor, frem at dele sine sorger med hustruen i hjemmet.

”Hvad forventer du af mig?” spurgte Finnegan. Hendes bønfaldelse gjorde ondt. ”Jeg kan ikke sidde ved middagsbordet, som om intet er hændt. Som om han stadig lever i bedste velgående.” Stemmen var hæs af sorg, og deres hænder faldt fra hinanden idet han rejste sig op.

[Abigail Schuyler]

Hun knyttede hånden hårdt da han trak sin hånd til sig og denne gang føltes afvisningen ligeså tydelig som hvis han havde slået hende. Ikke engang nu.. "Jeg har aldrig forlangt eller forventet du skal lade som ingenting." hendes stemme bævede ganske svagt "Men del det med mig, Fin. Tal med mig! Jeg er lige her!" bad hun og havde aldrig følt sig mere alene eller længere fra ham, end hun havde gjort siden svogerens død.

[Finnegan Schuyler]

”Hvad er der at tale om? Cadogan er væk, mens jeg stadig er her, når det burde være omvendt,” sagde Finnegan hæst. Hånden gled igennem skægget og hev, så han på alle måder lignede en galning mere end en normal mand.

”Jeg er ikke nogen mand længere. Jeg er kun halvt i live.” Han låste sine kraftigt blå øjne fast i hendes, desperat efter at hun skulle forstå, at sorgen var så stor, at han ikke kunne rumme den.

[Abigail Schuyler]

Tårer af både vrede, frustration og afmagt pressede sig insisterende på "Du er min mand, Finnegan!" skar hun ham af "Jeg ved du mangler en del af dig selv, men jeg kan ikke gøre det her alene." hendes stemme knækkede, men hun mødte hans blik lige på uden at vige "Du ønskede det her lige så meget som mig, men du prøver ikke engang at være en del af det."

[Finnegan Schuyler]

Det skar yderligere i Finnegan at se tårerne løbe ned af hustruens kinder, men det var også det, der gjorde ham mere nærværende. Han var ødelagt, ingen tvivl om det. Nærmest intet bragte ham glæde længere. Selv visheden om barnet, der voksede inde i Abigails mave, blegnede i forhold til sorgen, der truede med at sluge ham hel. Og så alligevel, var Abigail og barnet det eneste, der holdt ham tilbage.

”Kæreste…” han faldt ned på knæ hendes sengeleje. Hænderne famlede et øjeblik før de fandt hendes. ”Undskyld. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre…” stemmen knækkede over idet et hulk brød over hans læber.

[Abigail Schuyler]

Abigail tog en dyb, mental indånding for ikke at gøre det hele til endnu et skænderi. Det var ikke det hun ønskede og lige nu havde han lukket mere op, end han havde gjort siden Cadogans død. Hun slap den ene af hans hænder, men knugede den anden hårdt mens hun lagde en kølig hånd mod hans skæggede kind "Jeg har ikke brug for du gør andet end at være her, Finn." hendes blik flakkede i forsøget på indtrængende at fange hans "Luk mig ind i stedet for at lukke mig ude." fortsatte hun, med en stemme der skælvede let og kun var en høj hvisken.

[Finnegan Schuyler]

Hun ville aldrig kunne forstå, hvordan det var at miste en del af sig selv. Bitterheden over at være den efterladte og foragten over sin egen sorg, der gjorde ham ude af stand til at være der for sin kone. Selvhadet over måderne, han dulmede smerten på, som ville forårsage så uendelig meget smerte hos Abigail, hvis hun kendte sandheden…

Finnegan lænede ansigtet mod hendes kind og tillod sig for en stund at være sårbar. Så rømmede han sig. Tog sig sammen. Og igen var han tilbage til Finnegan. Han rejste sig og kyssede hendes pande.

”Jeg skal gøre mit bedste.”

[Abigail Schuyler]

Abigails øjne gled i og et alt for kort øjeblik følte hun håb. Håb om at alting ville blive godt igen. Hun holdt stædigt fast i det da Finnegan trak sig væk og øjeblikket smuldrede. Et sekund lukkede hun øjnene igen da hans læber strejfede hendes pande og før han kunne nå at træde helt væk, lagde hun hovedet tilbage og en hånd på hans kind for at fange hans blik “Det er alt jeg beder om.” Hun flyttede hånden om bag hans nakke og strakte hals for at kunne plante et kys mod hans læber, indeholdende savn og længsel.