Plads

[Melanie Burton]

William Knight

Melanie sad i entreen på et trappetrin op til første sal og drak lidt af punchen fra glasset. Hun havde været inde i stuen og danse en hel del, men havde haft brug for en lille pause, både fra dansegulvet og det store kaos af mennesker i huset. Der var et par stykker der hang ud i entreen, men i det mindste kunne hun finde en siddeplads her på trappen, selvom det ikke var det mest komfortable. Forsigtig satte hun glasset fra sig og gik derefter i gang med at løsne sit hår. Hun var træt af at have det sat op og da det faldt ned over hendes skuldre, havde hun det meget bedre, måske var det ikke så flot, men det var så sent på aftenen at hun tænkte at alle var ligeglade.
Derefter strakte hun benene ned over de andre trappetrin og så ned over sin kjole, som nogen havde spildt en drink ud over tidligere på aftenen.

[William Knight]

Man kunne godt se på unge Liam Knight, at han ikke var typen der nød at bære hvad nogen måtte kalde et fancy oufit. Blazeren var efterladt åben, den øverste knap, der ellers ville stramme ukomfortabelt på struben, var aldrig blevet knappet, og det løse slips, havde velnok ikke forblevet åben i mere end ti minutter, fra han trådte ind af dørtrinnet. Efter at have minglet, og joket med vennerne - samt givet aftenens vært, og ven Roxanne, en højrøvet tale om hvorfor i alverden der ingen alkohol var i punchen (og hvordan han 'måske' ville ændre på dét fatum), begyndte han roligt at blive rastløs. Der var i hvert fald en lidt u-tilfredstillet glød i hans øjne, som havde han ikke nok at beskæftige sig med, trods hjemmet var fyldt af venner, fjender, og bekendte.

Derfor besluttede han sig snart for at gøre dét han måske var bedst til... Gå rundt, indtil noget fangede hans opmærksomhed. Eller rettere nogen. Som han nåede entreen fangede hans øjne et velkendt ansigt. Melanie Burton. Hun var netop ved at løsne sig lange hår, som han 'tilfældigvis' gik forbi. Hun så godt ud... Ja, selv efter flere timers festeri.
"Melanie. Hey." Lidt uprovokeret, og med et glas punch i hånden, dumpede han afslappet ned ved siden af hende, "Har du gemt dig for mig, eller har jeg bare været uheldig nok til ikke at have spottet dig til aften?"

[Melanie Burton]

Melanie kunne godt mærke alkoholen, som var til stede i punchen, selvom der ikke var meget i. Hun var dog vant til at drikke, så derfor påvirkede det hende ikke så meget som de andre på hendes alder. Magikerne gik virkelig sent igang med at feste, hun havde været igang siden hun var ti år gammel, men hun kom også fra et lidt besynderligt miljø.

Da hun var igang med at løsne sit hår, lagde hun ikke rigtig mærke til Liam Knight, som hun heller ikke kendte særlig godt. Hun vidste dog hvem han var, da hun havde styr på de fleste af løverne der gik på årgangene over hende. Hun var dog overrasket over at han satte sig ved siden af hende, men smilede lidt alligevel.

"Hej Liam." Sagde hun, mens hun rettede lidt på sit hår. Hans følgende ord fik hende til at grine afdæmpet, mens hun rystede lidt på hovedet.
"Jeg har da ikke gemt mig." Sagde hun, hvorefter hun strøg håret om bag sine øre.
"Har du en god fest?" Spurgte hun og kiggede lidt på hans outfit. Det var ikke særlig mange drenge på hans alder, der havde så god stil.

[William Knight]

Trods trappetrinnet måske ikke var det mest ideelle sted at sidde, fandt han det ret rart, at kunne strække både ben og ryg. Faktisk, fungerede et trin lidt over dem, perfekt som en albuestøtte, når han lænede sig tilbage. Derfor tog han, flittigt brug af denne, til at lade sig slænge lidt tilbage. Det var vist stensikkert, at han selv var af dén overbevisning, at han så meget 'cool' og 'laidback' ud sådan her. Hans egen selvtilfredshed forklarede vel også hans outfit. Han nød måske ikke at være 'hæmmet' i sine bevægelser, men han var stærkt overbevist om at han så helvedes godt ud sådan her... Ja, hvad end folk så var enige med ham eller ej.
Som han afventede hendes svar, tog han en tår af sin punch. Havde han sneget for lidt i den, eftersom den stadig var så sød, at den gav hans gane en trang efter noget stærkere? Snart sænkede han glasset, - netop som hun sagde at hun da ikke havde 'gemt' sig. Han kunne ikke undgå, at sende hende et lidt skævt, og drengerøvsagtigt smil. Hun skulle nok være en dejlig distraktion fra hans rastløshed... 
Han trak let på skuldrene ved hendes spørgsmål, og kastede et blik rundt i entreen, hvor folk gik lidt ind og ud, "Udmærket, udmærket." Svarede han afmålt, før hans blik forsøgte at fange hendes igen, "Hvad med dig? Hvorfor sidder du her helt alene?"

[Melanie Burton]

Melanie satte sig på samme måde som ham, fordi det virkede som om det var det mest afslappende. Hun ville nok blive træt af det efterhånden, da det var lidt hårdt for hendes skuldre. Hun gengældte derefter hans smil og fulgte hans blik rundt i entreen.
Da han spurgte ind til hendes oplevelse af festen sukkede hun opgivende og rullede med øjnene.
"Jeg sidder herude, fordi jeg ikke orker festen lige nu. Der var først en fyr der spildte en drink ud over mig og derefter en anden, der næsten ramte mig da han smed en flaske." Forklarede hun.
"Undskyld mig, hvis jeg har lidt mistillid til klovnene derinde." Bemærkede hun og vendte ansigtet mod ham med et smil på sine læber.

[William Knight]

Det ville nok være løgn, hvis han skulle påstå, at alkoholen ikke havde ramt ham en smule. Alligevel var han vel heldig nok til, at være typen der ofte så mere ædruelig ud, end han nok var,- og blot følte en forøget afslappethed, rastløsheden og selvtillid når promillen steg lidt. Ja... Måske var det ikke så godt, når selvtilliden i forvejen var skruet lidt op på max. 
"Forhåbentlig sigtede sidstnævnte fyr ikke efter dig," Kommenterede han snart, med en mild alvor i hans stemme; som sagde hele hans udtryk: 'For så, kan jeg love dig for, at han vil fortryde det.
' Han nød at 'flexe' sit mod lidt, trods det hele nok lå i dumdristighed. Mange fyre ville, utvivlsomt, kunne banke ham i en kamp; men han var ikke typen der gav op. Især, ikke, hvis han kunne få en belønning som...-
Han fangede snart sig selv i at lade blikket glide lidt over Melanie. Derfor forsøgte han at skrue interessen lidt ned uadtil, ved at tage en god slurk af sin drink. Han viftede snart lidt afværgende med hånden: "Åhr du skal ikke undskylde." Han skævede ind mod stuen, hvor netop et par fyre nærmest bragede ind med højtråbende stemmer, "De opfører sig næsten som aber, synes du ikke?" Han sendte hende et varmt tandsmil.

[Melanie Burton]

Melanie rystede på hovedet over hans bemærkning. Han havde ikke sigtet efter hende, han havde forsøgt at ramme sin ven og hun havde aldrig fundet ud af hvad forklaringen var. Liams blik fik hende dog til at afslutte emnet. Hun havde ikke brug for at nogen kom op at slås lige nu, dramaet var allerede skruet på højtryk og det var meningen at det bare skulle være en helt almindelig skolefest.
Hans sidste ord fik hende til at fnise en smule, mens hun så efter de højlydte brølaber der tydeligvis kæmpede om hvem der kunne få mest opmærksomhed.

"Ja, jeg tror de tror de er seje. Jeg har aldrig fået mig selv til at fortælle dem de ikke er dog. Hele deres verdensbillede ville vælte sammen." Sagde hun og løftede sine øjenbryn med et sigende blik og et lille smil på sine læber. Hun kunne godt lide Liam, han var nem at tale med.

[William Knight]

Den ene 'brøleabe' skubbede den anden, men endte snart med sélv at miste balancen, da han åbenbart stødte skosnuden ind i dørkarmen. Hvad der skete efter, så ret komisk ud fra deres pladser på trappen. Mest fordi begge fyre prøvede, intenst, at gribe fat i hinandens tøj, for at undgå at falde, hvilket mest af alt lignede et akavet kram mellem to, alt for fulde, kærester. Liam kunne ikke lade være med at sende et sarkastisk smil i deres retning. Især eftersom turmulten kun havde efterfulgt Melanie's kommentar med få sekunder.
"Og vi kan ikke have at verdensbilledet vælter, når dé næsten ikke engang selv kan holde balancen" Sagde han, med et let grin, før han rystede lidt på hovedet. I et sekund tænkte han, at 'brøleabernes' opførsel og postyr, bestemt kunne stå i en god konstrast til ham selv. Som var hán den bedre, og den mere fattede. Han kørte, henslængt, en hånd gennem sit mørke hår, og trommede lidt utålmodigt på glasset med sine ene pegefinger. Lyden var dog uhørlig grundet musikken fra stuen, "Så... Du vil hellere iagtage festen, end at deltage i den?" Spurgte han snart, som han betragtede hende.

[Melanie Burton]

Melanie fulgte bøvernikkerne med øjnene og løftede sine øjenbryn en anelse i forundring over deres lille 'dans'. Hun havde aldrig set noget lignende og selvom det var en smule latterligt, var det næsten også lidt kært. Der hvor hun kom fra, ville folk dog aldrig skabe sig på den måde. Det ville være utrolig pinligt.
Hun grinede lidt over hans ord og rettede sig lidt op for at puffe drillende til ham. Derefter rakte hun ud efter sit glas igen og drak en tår af den søde punch, som ikke smagte særlig godt.

"Egentlig ikke, jeg elsker at feste, selvom det måske ikke ligefrem virker sådan nu jeg sidder her. Jeg og mine veninder fra London laver ikke andet hele sommerferien. Det er vildt sjovt!" Sagde hun og smilede bredt til ham.
"Du skulle prøve at komme med en dag, jeg kender alle de gode steder." Bemærkede hun og blinkede til ham med det ene øje.

[William Knight]

Som hun puffede blidt til ham, kunne han ikke undgå at sende hende et lidt drilagtigt smil. Det var én af de gestusser der ikke kun sjældent fandt vej til hans læber. Nej, faktisk, var der vel altid noget ved ham der havde en glød af noget 'up to no good'. Af en eller anden mystisk grund, klædte det ham vel. Han syntes i hvert fald selv, at han ikke havde meget at skamme sig over.
Hendes entusiasme, som hun fortalte om hendes festlige sommerferieplaner, var næsten smittende. Han betvivlede i hvert fald ikke hendes ord. Måske var Melanie Burton virkelig en sjov tøs at være i nærheden af... Hun virkede i hvert fald interessant. Interessant nok til at han ikke kedede sig med hende endnu.
"Sikke et tilbud." Sagde han, med et charmerende smil om læberne. Han bemærkede hendes sigende blink, og gengældte det med en kæk glød i de brune øjne, "Hvordan skulle jeg sige nej, til sådan et tilbud?"

[Melanie Burton]

Melanie fik sjældent et 'nej' når hun inviterede folk med og det ville have overrasket hende en hel del, hvis han havde afvist. Hun havde stadig et bredt smil på sine læber, da han accepterede og hun rettede sig lidt mere op, fordi hun var så ivrig efter at fortælle ham om det.

"Det er meget ekslusive fester. Jeg var engang til en, hvor de havde et kæmpe cocktail drink midt i lokalet, hvor man kunne danse i." Fortalte hun og løftede sine øjenbryn, mens hun sukkede henført. Hun elskede virkelig at gå til fester.
"Altså det er jo primært mugglere der kommer, men mugglerne i London har virkelig mange penge." Fortalte hun og sendte ham et sigende blik, mens hun strøg fingrene gennem håret og trak det ned foran sin skulder.

[William Knight]

Eftersom han havde tilbragt næsten alle sine frie øjeblikke og ferier i Skotland, havde hans tid i London's festmiljø vel været ganske minimal. Af netop dén grund, var hans nysgerrighed nærmest straks vakt, som Mel begyndte at tale om det, og beskrive de eksklusive festligheder. Han kunne sagtens forestille sig, hvordan hun slog sig løs, og nød hvert øjeblik. Hell... - faktisk kunne han ikke slippe dé billeder af hende. Det var vist klart, at den lidt ældre fyr havde en interesse i hende. Han havde bemærket hende på slottet, og hun havde vel været én af dem der havde været tilføjet på den mentale 'liste', som han ofte udtænkte i starten af skoleåret.
"Penge som de nok nyder at spendere på drinks til en pige som dig." Lød det, lidt kækt fra ham, som han kortvarig bemærkede hvordan hun rørte, blidt ved sit hår. Han fejede dog snart sit blik lidt væk, "Så denne fest, lever vel ikke helt op til dine forestillinger?"

[Melanie Burton]

Melanie sad og pillede ved sit hår, som hun havde for vane at gøre, fordi det var så langt og tit filtrede sammen. Hun smilede skævt over hans spørgsmål og trak på skuldrene, mens hun sukkede højlydt.
"Ja, hvad kan man gøre?" Sagde hun og forsøgte at påtage en beskeden mine, selvom hun fejlede bravt. Hans næste spørgsmål, fik hende dog til at have en lettere forbløffet mine og hun rystede derefter på hovedet.
"Jo da. Ser du, måske er det fedt at gå til de flotte fester i London, men det er ikke altid det ligefrem er det jeg har lyst til. Det her er lidt mere afslappet og jeg slipper for at tænke på hvad alle synes om mig. I London er der folk der tager billeder osv." Sagde hun og viftede med sine hænder, mens hun himlede med øjnene. Hun var virkelig utrolig glad for at leve det her form for dobbeltliv, hvor Hogwarts var stedet hvor hun ikke behøvede at være så bevidst om sig selv.

[William Knight]

Igen, fangede han sig selv i at tromme lidt utålmodigt på glasset med sin pegefinger, hvorpå han, som altid, bar en halvtyk ring. Det var ikke just fordi han var rastløs eller kedsommelig i Melanie's selskab; for han nød vel altid 'jagten' mere end noget andet. Dog kunne han stadig ikke bedømme hvor 'vild' Melanie Burton virkelig var. 'Løs på tråden', virkede hun ikke til at være -- og, det var vel en forfriskende forandring.
Han lyttede til hendes ord, som han snart tog den sidste slurk af sin drink, før der kun var få dråber tilbage i glasset. Bundfaldet var altid det værste at få ned.
"Jeg forstår hvad du mener..." Sammenstykkede han. Okay... Måske var det en løgn. Han nød opmærksomheden, og at være i rampelyset. Dog var de afslappede atmosfære ofte mere intime, hvilket da havde sine fordele. Snart vendte han sig lidt mere mod hende, så han sad lidt skråt på trappetrinnet, "Hvad siger du til at spice det her lidt op?" Han lavede en gestus med sit tomme glas, før han fiskede en lille flaske alkohol, som han havde sneget med sig, op af lommen, "For, det her er sgu for sødt til min smag." Han sendte hende et udfordrende smil, og blinkede en enkelt gang med det ene, mørkebrune øje.

[Melanie Burton]

Melanie smilede antydningsvist til ham. Hun var ret sikker på, at han ikke forstod præcist hvad hun mente, det gjorde de færreste mennesker, men hun gad ikke gøre et nummer ud af det. I stedet drak hun lidt fra sit glas med punch og betragtede ham afventende, mens han flyttede sig på trappen.

Hans forslag fik et glimt frem i hendes øjne. Hun kunne godt lide udfordringer. Specielt dem, der fik det til at se ud som om hun ikke var et barn længere. Derfor rakte hun ham sit glas, så han kunne hælde lidt alkohol i punchen.
"Ja, den er lidt klam. Det eneste jeg savner er de drinks de laver i London. De smager godt. Hvad jeg ikke ville gøre for at kunne få en helt almindelig G&T." Sagde hun og mødte hans blik mens hun blottede sine tænder i et skævt, sødt smil.
"Hvor er du fra egentlig?" Tillod hun at spørge, nu hun havde talt så meget om sig selv.