Kække samtaler

[Briony N. Baines]

Lelantos M. Carrow

Efterhånden var Ashworths fest begyndt at nå til det stadie, hvor det gik lidt for vildt for sig. Briony havde da også fået en del indenbords og selvom hun ikke ligefrem væltede rundt, havde hun en del mere selvtillid og mod end hun plejede at have. Derfor smilede hun til Lelantos, da de begge stod ved bordet med drinks og lagde en hånd på hans skulder. Tydeligvis havde hun glemt alt om at han var med i ren magi klubben. I hvert fald, virkede det mindre vigtigt nu.

"Du er altså virkelig god til quidditch, har jeg nogensinde sagt det?" Bemærkede hun og tog en tår af sin drink, mens hun løftede sine øjenbryn.
"Altså bare den måde, hvor du kastede tromleren sidste gang vi trænede." Sagde hun og smilede bredt. Selv var hun ikke ligeså dygtig, hvilket også var grunden til at hun kun var reservespiller.

[Lelantos M. Carrow]

Briony Baines. En ganske tiltalende, ung kvinde både objektivt og hvad angik hendes arv. At hun havde valgt at vende sin ryg til det rene fælleskab var klart noget der forstyrrede glansbilledet, men Lelantos havde håb for hende endnu. Han undveg derfor heller ikke, da hun opsøgte ham, selvom han havde været hendes hånd på sin skulder foruden.

”Tak, Briony”, røg det roligt over hans læber. Hans blik fulgte hendes ansigt opmærksomt. Han vidste at han var dygtig og havde ikke behov for smiger. Tanken var dog sød.

”Hygger du dig i aften?”.

[Briony N. Baines]

Alkohol fik folk til at opføre sig anderledes og når det kom til Briony, blev hun åbenbart mere kærlig og åbenmundet end hun egentlig var. Hun trak dog sin hånd til sig og smilede, da han sagde tak, fordi hun alligevel ikke var så beruset at hun havde glemt sin konservative opdragelse.

"Hygge er vist en lidt for afdæmpet beskrivelse af min aften indtil videre. Tidligere, var der nogle drenge der væltede ind i mig så jeg selv endte med at falde ned på gulvet." Sagde hun og smilede en anelse. Det havde gjort ondt, men nu var det mest af alt bare en sjov historie.
"Hvad med dig?" Spurgte hun og tog en tår af sin drink.

[Lelantos M. Carrow]

Briony virkede til at være godt beruset. Lelantos fandt det lidt ucharmerende, omend han også så det til sin egen fordel.

“Dit selskab har bestemt gjort min aften bedre”, sagde han og smilede skævt til hende. “De drenge du talte om. Hvem var de?”.

[Briony N. Baines]

"Jeg ved det ikke." Sagde hun, men tænkte sig derefter lidt om. "Altså jeg tror de var fra Gryffindor måske, jeg synes jeg har set dem i røde farver." Forklarede hun.
"Femte årgang, tror jeg." Bemærkede hun og smilede en anelse. Hun vidste ikke helt hvorfor han ville vide det, så derfor kiggede hun en smule undrende på ham.

[Lelantos M. Carrow]

"Aha”, lød det dæmpet fra ham. Egentlig var han ligeglad. Alle hans spørgsmål havde dog et formål. Ligesom hans næste handling, som han blidt lod sin fingre strejfe hendes ene skulder.

“Gjorde de dig ondt?”.

[Briony N. Baines]

Det var lidt underligt at Lelantos tog sig sådan af hende, men hun var lidt for beruset, til egentlig at finde det mærkeligt.
"Nej nej. De var bare lidt fulde og muligvis mere uintelligente end gennemsnittet." Bemærkede hun og skar en opgivende grimasse.
"Man kan vist ikke forvente så meget." Bemærkede hun og smilede skævt.

[Lelantos M. Carrow]

Lelantos fnøs, næsten muntert, før han lænede sig bagud igen. Han betragtede hende stadig, men mere diskret end før.

“Det er synd, at vi ikke snakker mere sammen”, en lille hvid løgn. Han lagde hovedet lidt på skrå.

“Hvorfor tog du afstand til os?”

[Briony N. Baines]

Dette var en af grundene til at de ikke snakkede sammen, fordi Briony havde taget afstand. Nu skulle hun dog svare på hvorfor og det var snart så længe siden, at hun ikke kunne huske hvorfor.
"Tror jeg havde brug for at definere mig selv og ikke bare følge det min storebror havde puttet i mit hoved." Bemærkede hun og ville nok have formuleret sig mere diskret, hvis hun ikke havde drukket.

[Lelantos M. Carrow]

Lelantos fandt det ærgerligt, at hun talte sådan om sin bror. Familie var noget helt særligt og Lee var opdraget til altid at tale respektfuldt om sit eget blod.

“Hvad er du så kommet frem til... Nu du har tænkt på egen hånd?”, spurgte han dæmpet og mere diskret end hun havde været.

[Briony N. Baines]

"At det er en fjollet klub, som aldrig kommer til at blive mere end en gruppe mennesker, der er gode til at hade andre." Sagde hun og løftede hagen en anelse. Hun smilede svagt og strøg en lok af sit hår om bag øret. Hun var ikke bange for at sige sin mening, selvom han nok ville blive fornærmet på hende.

[Lelantos M. Carrow]

Lelantos var en kontrolleret mand. Smilet forsvandt ikke fra hans ansigt, omend det mørke blik blev lidt mørkere.

“Vi er ingen klub, Baines”, rettede han hende. “Vi er en gruppe af unge magikere som støtter og passer på hinanden. Du skal ikke undervurdere den slags venskaber, Baines. Man har ikke lyst til at være på den forkerte side af den slags. Slet ikke i den tid som vi går i møde”, tilføjede han dæmpet. Stolt.

Havde det ikke været på hendes navn, havde tonen været langt hårdere.

[Briony N. Baines]

Ordene der slap hen over hans læber, gav Briony myrekryb og selvom hun forsøgte at være modig, kunne hun mærke hvordan hun skrympede under hans stærke personlighed.
"Jeg skal nok lade være med, at være på den forkerte side." Bemærkede hun afdæmpet og skævede op mod ham. Hun havde virkelig ikke lyst til at blive uvenner med flere, måske skulle hun have indset det, inden hun kæftede op som en flab.
"Og jeg følte ikke at der var nogen der passede på mig." Sagde hun bittert, i et håbløst forsøg på at forsvare sig selv.

[Lelantos M. Carrow]

Et diskret, lille smil sitrede på hans læber ved hendes bemærkning. God pige. Hendes reaktion var præcis som han ønskede den og det var med et mere mildt kropssprog, at han igen lænede sig ind mod hende. Dog stadig med en hvis afstand – velvidende de ting hun førhen havde været igennem.

“Hvis du kom tilbage ville jeg passe på dig”, svarede han sikkert. Han strejfede hendes ene skulder lige så blidt og hurtigt; som var det aldrig sket. “Jeg ville sikre mig, at ingen rørte dig... Med mindre du selv ønsker det”.

[Briony N. Baines]

Alarmklokkerne ringede en anelse i hendes baghoved, men alkoholen gjorde hende for sløv til at reagere på det. Hun var dog ikke sikker på at hun rent faktisk troede på det han sagde. Mistroen til mennesker sad trods alt ret godt fast i hende.
"Den har jeg hørt før Lelantos." Sagde hun og så ham i øjnene.
"Jeg har ikke brug for beskyttelse. Jeg kan godt klare mig selv." Bemærkede hun stædigt og så ham i øjnene. "Og hvad er der i det for dig hm? Ville jeg ikke skylde dig noget?" Spurgte hun skeptisk. Drenge som ham gav ikke ved dørene, der var altid et eller andet de forventede af en.