Invitation (S)

[Benedict McLaggen]

Benedict kom til tider forbi hos June Chang-Masters og Henrietta Fletcher efter sit impromptu besøg hos June efter jul, men det var ikke en hverdagsbegivenhed. Nu var han der dog igen og denne gang havde han to pæne konvolutter med sig.

Han havde transfereret sig til nabolaget, men gik det sidste stykke, stadig i sine arbejdsklæder efter en mission med sin læremester. Han havde haft konvolutterne med i inderlommen og de havde det stadig fint, som han ringede på i opgangen.

[June Chang-Masters]

June var næsten lige kommet hjem fra arbejde og havde kun nået at tage et bad, bestille kinesisk mad og skifte til t-shirt og et par jeans, der var så gamle, at de var blevet bløde og strækbare.

Da det ringede på, trykkede hun derfor bare personen ind uden at tænke videre over det og så derfor også mildt forvirret ud, da det var Ben, hun åbnede for. "Du er ikke kinesisk," kommenterede hun med et lille grin, før hun kyssede ham og åbnede døren helt for ham.

[Benedict McLaggen]

Ben hævede begge bryn over Junes hilsen og fnøs lidt. Han kyssede hende, inden han trådte indenfor.

"Ikke sidst jeg tjekkede," bemærkede han. "Hvorfor? Er det et nyt krav...?"

[June Chang-Masters]

"Ja, jeg tænkte lidt over, hvordan jeg skulle fortælle dig det og besluttede mig for bare at sige det ligeud," jokede hun og satte ud mod køkkenet igen.

"Jeg er ved at lave te, vil du have en kop?" Stemmen blev højere, da hun nåede ud til køkkenet, men han burde kunne høre hende fint nok. Lejligheden var immervæk ikke stor.

[Benedict McLaggen]

Benedict var en lille smule anspændt, men forsøgte at lade som ingenting og havde tydeligvis succes med det. Han fulgte lidt med ind i lejligheden.

"Ja tak," svarede han på spørgsmålet fra køkkenet. "Er Henrietta hjemme?"

[June Chang-Masters]

"Nej," svarede June højlydt ude fra køkkenet og vendte lidt efter tilbage med to kopper dampende te. Hun rakte ham den ene og slog sig ned i sofaen. Først der så hun rigtigt på ham og rynkede let på bryenene.

"Hvad så?"

[Benedict McLaggen]

Benedict satte sig også ned i sofaen med sin kop med te og skævede lidt til hende. "Enten siger det noget om hvor gode oblivatorer vi uddanner eller hvor dårlige aurorer, at du kan læse mig så let," konstaterede han lidt småtørt.

"Der er ikke nogen, der er døde."

[June Chang-Masters]

"Eller også har jeg kendt dig i en evighed," bemærkede hun, stadig med sammentrukne bryn, der nu havde fået en lille fold mellem sig. Hun fugtede læberne, ikke ligefrem beroliget af den relativt usensitive formulering med tanke på hendes fars situation.

"Så?"

[Benedict McLaggen]

Benedict tænkte ikke på Junes fars situation, ganske rigtig usensitiv. Det var han, det vidste hun. Til gengæld var han ikke typen til at trække den slags i langdrag, så han rakte ind i sin jakkelomme og trak de to konvolutter med hende og Henrietta Fletcher's navne på.

"Mine forældre vil gerne se dig til middag næste lørdag igen," konstaterede han. "Black tie. Formelt."

[June Chang-Masters]

June ville ønske, at hun havde nået at få te og mad. Og måske også en whisky til den nyhed. Det havde måske holdt hende bryn nede. Blikket forblev dog rettet stift fremad, indtil hun havde fået styr på sit ansigt igen.

"Aha. Det ved jeg ikke lige, om jeg kan," svarede hun undvigende.

[Benedict McLaggen]

Ben fnøs af Junes reaktion, som ærlig talt var forudsigelig. "Det ved jeg, at du kan," konstaterede han roligt og med et enkelt bryn hævet.

"Jeg sagde ja til datoen, fordi vi havde en aftale den dag, men vi kan gå i biografen eller hvad det hedder en anden gang."

[June Chang-Masters]

Junes plan faldt hurtigere sammen end den ene gang, hun havde prøvet at lave soufflé og hun trak fingrene gennem håret, mens hun prøvede at vinde tid til en ny undskyldning.

"Men vi har bare super travlt på kontoret for tiden, så..." Det gav ikke mening at fortsætte. Hun havde altid været en skidt løgner, når det kom til hendes nære.

"Er der en speciel anledning eller hvad?"

[Benedict McLaggen]

Ben himlede med øjnene, men det var nu meget sødt, at hun sad og forsøgte at lyve. Det var normalt mest ham, der spandt historier. Han løftede roligt koppen med te til læberne, pustede lidt på den og drak en tår, før han satte den fra sig igen.

"Du er vist anledningen," konstaterede han. "Og Henriettas forlovelse, sikkert. De er meget tilfredse med at mene at have to børn afsat, må du forstå."

[June Chang-Masters]

Junes modvilje blev kun forstærket over at være æresgæsten og ved udsigten til, at både Henrietta og Hendry kunne være til stede, var det bare lidt for meget.

"Jamen det lyder da også... Arkaisk," flød det fra hende i mangel på bedre at sige. Hun så skeptisk på ham. "Tror du ikke, det bliver underligt?"

[Benedict McLaggen]

Ben var ikke sygt begejstret selv, men han havde for længst opgivet at kæmpe imod sine forældre, når de gik sammen om noget. Han trak på skuldrene.

"Det bliver kunstigt, men du er jo ligesom min kæreste," konstaterede han. "Det skulle ske på et eller andet tidspunkt."