Troskab og Trolovelse

[William Knight]

2. januar
Gillian C. Fudge

Blikkene borede ham i nakken, da han nervøst fulgte brunetten mod værelset. Selvom husalfens øjne var store som tekopper, var det alligevel Senga Darrow 's blik der stak hårdest. Det var formanende. Årvågent. Døren skulle forblive åben, havde de sagt. Det var en smal pris at betale for at tilbringe, blot en stund, med Gillian. De havde ikke snakket rigtigt sammen siden det forbandede brev der havde væltet om på hans verden.

Værelset var nydeligt. Liam havde næppe forventet andet. De havde mødtes på hans værelse, og nu var de endt på hendes. Forskellen var en smule overvældende. Hænderne fandt, for første gang, ned i lommerne grundet rådvildheden der herskede i ham. Store valg var blevet truffet, men der herskede en skyldfølelse i ham.

"Bebrejder du mig?" spurgte han dæmpet, så snart han fik muligheden.

[Gillian C. Fudge]

Gillians værelse havde altid været holdt ordentligt, selvom det var det af værelserne, der indeholdt mest rod i forældrenes optik. Alligevel bugnede skraldespanden af halvfærdige, rodede breve, hun havde prøvet at skrive til Liam i de dage, hun skulle tage en beslutning.

Hele mødet havde indtil videre været rædselsfuldt og Gillian havde ikke engang turdet se i Liams retning. Først da hun stod inde på sit værelse og så lidt ned på sine sko, så hun op ved lyden af hans stemme.

"Jeg..." Hun fugtede læberne og trak på skuldrene. "Jeg ville ønske, du havde fortalt mig om det," indrømmede hun.

[William Knight]

Mørket mødte endelig lyset, da deres blikke fandt hinanden. Liam havde været nøjsom om ikke at betragte Gillian for meget ved deres forældres påsyn. Gillian gjorde ham dumdristig, og han havde haft brug for at virke samlet og ansvarlig. 

"Det ville jeg have gjort," forsikrede han hende om, "Jeg..." Han tøvede en smule, "Jeg tænkte ikke meget over det, Gillian." Indrømmelsen var nødvendig for ham. Hastigt forsøgte han dog at understrege sin fortsatte vilje. "Men jeg fortryder det ikke."

[Gillian C. Fudge]

Gillians mørke bryn gled op i overraskelse, da Liam bekræftede hendes værste frygt. Forældrene havde haft ret i, at det havde været uovervejet og ugennemtænkt. Hun slog blikket ned og pillede distræt ved en neglerod.

"Det virker som noget af en beslutning at tage uden omtanke og tid," kommenterede hun lavmælt og uden at se på ham. Frygten for fortrydelsen og afvisningen nagede allerede i hende, og så ville hun i stedet være tvunget til at leve alene og uelsket på pigehjemmet.

[William Knight]

Blikket havde ikke hvilet mod hans længe, før Gillian slog der nedad. Han trådte forkert, men han nægtede at være uærlig om sine handlinger. Der stod for meget på spil nu, hvor der blev satset med så meget - Gillians fremtid og hans.

"Der er ikke meget tid at gøre godt med," kommenterede han, mens en rynke samlede sig mellem brynene. "Du... endte det, mellem os med det brev. Jeg kunne ikke forestille mig ikke at have dig i mit liv længere."

[Gillian C. Fudge]

Blikket blev tvunget op af Liams ord og den insisterende flaksen, der blev sat i gang i hendes mave over det. Det var jo sådan, hun havde det med ham, men alt var blevet gjort usikkert i juleferien.

“Virkelig?” spurgte hun åndeløst og skulle til at træde tættere på ham, men besindede sig og endte med en underligt ubeslutsom bevægelse i hans generelle retning. “Jeg havde virkelig heller ikke lyst til at skrive det, Liam, men...” Hendes hjerte hamrede, da hun afbrød sig selv med et frygtsomt blik på den åbentstående dør.

[William Knight]

Så snart Gillian bevægede en smule tættere på ham, mærkede Liam den velkendte og impulsive lyst til at træde tættere og trække hende ind mod sig. Hænderne forblev dog bevidst i lommerne. Det var svært at holde afstand, men der var konsekvenser hvis han gjorde.

"men...?" Han blinkede et par gange, mens han afventede hendes færdiggørelse af sætningen.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var på dybt vand, splittet mellem sit livs kærlighed og sin familie, selv nu de var blevet forlovede. Eller sådan føltes det i hvert fald, da hun stod mellem ham og den åbne dør med tumlende mave og hamrende hjerte. "Men jeg var... nødt til det," afsluttede hun sætningen og så forsigtigt op på ham.

"Liam, jeg ved godt, du siger, det ikke sker, men hvad nu hvis? Hvad nu hvis du fortryder?"

[William Knight]

Enten var det noget af det dummeste Liam havde gjort, eller det modigste. Selvom han følte sig usikker omkring den åbne dør og nysgerrige lyttere, var han dog sikker på at han havde truffet en rigtig beslutning. Om den så var rigtig for Gillian også, kunne han ikke gøre sig fuldstændig sikker på endnu.

"Selvfølgelig kan jeg ikke være sikker omkring fremtiden," bekræftede han, "men hvis ikke mig, så ville de have valgt en anden. Jeg holder ved mine ord, Gillian." Selv hvis tiden bragte dem fra hinanden, holdt han af hende. Hjertet bankede for Gillian Fudge. Måske en tand for hårdt og ubamhjertigt.

[Gillian C. Fudge]

Øjnene hvilede stadig på ham, store af rædsel, selvom den efterhånden velkendte afslappende effekt, Liam havde på hende, begyndte at have sin virkning. Gillian blinkede og opdagede først, at hun havde tårer i øjnene, da en af dem slap ved bevægelsen og trillede ned over hendes kind. “Jeg har savnet dig,” hviskede hun. Og så punkterede hun.

Tårerne trillede ned over hendes kinder i kølvandet på et lille, forskrækket hikst og hun slog hænderne op for sin mund for at holde eventuel lyd tilbage, men hun flyttede sig ikke. Hun blev bare stående midt på gulvet og begravede nu hele sit ansigt i hænderne, mens hun græd.

[William Knight]

Den første tårer skar et hul i ham. Måske fordi han ikke vidste præcist hvad den betød. Den gled blot utvungent over den blege kind, inden flere fulgte. Liam skilte læberne ad for at sige noget - undskylde for sin hovedløshed - men snart opfangede han Gillians hviskende ord. 

"Jeg har også savnet dig." Hans stemme var dæmpet, men ærlig. Trods den åbne dør, kunne han ikke afholde sig selv fra at bevæge sig en smule tættere på hende. "Du må ikke græde..." Det var en lavmælt bøn.

[Gillian C. Fudge]

Gillian stod med sitrende skuldre og snøftede ned i sine hænder. Det hele ramlede sammen. Pigehjemmet, bruddet med Liam, den pludselige forlovelse og alle de strenge blikke. I dét sekund kunne det ikke være i hendes lille krop længere og hun hikstede såret en sidste gang, før hun bemærkede hans bevægelse frem mod sig.

Med rystende fingre tørrede hun sine ører og fik også taget et par dråbner fra næsen med ærmet, før hun så op på ham. "U-undskyld," hikstede hun og tog en dyb indånding, der fik stoppet gråden for nu.

[William Knight]

Skyld. Det var fornemmelsen der brændte stærkest i Liams bryst, da Gillians sårede lyde ramte øregangene. Han kunne have tænkt sig om, men alligevel havde han valgt at overvælde hende med alt det her. Folk kom videre fra deres første forelskelse, gjorde de ikke? Måske havde han frasagt Gillian den mulighed.

"Jeg bør undskylde," understregede han, som han flygtigt tog sig mod til at gribe en smule ud efter hendes hånd. Bevægelsen var diskret og uskyldig nok til at det næppe kunne være forkert, "For alt det bøvl jeg har skabt." Efterhånden var de på så dybt vand, at det måske gavnede dem begge mest at kæmpe sammen for at holde hovedet over overladen.

[Gillian C. Fudge]

Gillian svarede med en blid hovedrysten og tog hans hånd. Hænder og ansigt, havde hendes mor sagt. Der var det stadig i orden, så hun flettede fingrene ind mellem hans og mærkede allerede det usynlige greb om sit bryst slækkes en smule.

"Du skal ikke undskylde mere nu," konkluderede hun af frygt for, at hun ville komme til at græde igen. Hun snøftede og blinkede de sidste tårer ud af vipperne.

"Er dine forældre meget sure?"

[William Knight]

Gillian havde ret. Undskyldninger var der mange af, men måske gjorde de sig ikke nyttige i en overvældende situation. Nok var Liam myndig, men taget i betragtning af hvor usleben han var omkring den ægteskabelig fremtid måtte det hele være langt værre for Gillian. Hun var ung og presset var tungere. 

Han rystede på hovedet og tillod sig diskret at tørre Gillians våde kind med et hjørne fra skjorteærmet. Berøringen var blid, selvom hånden rystede en smule. "Nej. Tværtimod." sagde han roligt, "Jeg tror faktisk de er tilfredse med at jeg selv tog initiativet i denne omgang. De ønsker i sidste ende det bedste, selvom de er i en presset situation." Desuden var Gillian, i deres øjne, e ligeledes t godt match.