Hugtænder og halve sandheder

[Constantin Montague]

Francesco Hardy

Han var rasende. Alissa Avery , den fandens snerpe, havde ikke præsenteret sig som den trøstepræmie Constantin havde regnet hende for at være. Jeg troede bare vi skulle kysse, havde hun sagt efter desideret at have ledt ham til hendes værelse. 

Rasende og hævngerrig, begyndte slangen at smide de ellers ofte kalkulerede ideer fra sig. Alkoholen hjalp måske også grundigt på det, da han kom ned i festsalen igen. Morskab. Det var lige hvad han trængte til. En eller anden pige der kunne lappe frustrationerne over ikke at få et hurtigt knald med blondinen, eller en kærlighedserklæring fra Ava H. Montague . En anden idé syntes dog at strejfe det utilregnelige sind, da han fik øje på Franco. Den forhenværende kammerat, som han tidligere på aftenen spydigt havde pralet overfor.

"Du behøver ikke spilde mere tid på Avery, mate." Bemærkede han, efter at have smidt et kunstigt smil over læberne, og nået over til fyren, "Den lille jomfru er nok det tammeste knald jeg længe har fået."

[Francesco Hardy]

Alissa Avery var atter hans. Det fortalte Franco i hvert fald sig selv, da han forlod en af palæets mange stuer efter at have kysset hende. Det boblede i brystet af glæde, men da Alissa fortalte ham, hvad Constantin havde gjort, faldt han ned fra sin sky. Raseri pumpede gennem hans årer.

Han havde alle intentioner om at finde sin gamle ven, og det løste sig selv, da den lyshårede slange pludselig troppede op foran Franco med en kæk bemærkning. Franco knyttede næverne for at forhindre sig selv i at ommøblere Constantins fjæs. I stedet valgte han at gå helt tæt på Constantins fjæs, indtil de kun var få centimenter fra hinanden.

”Hold din kæft, Montague. Alissa har fortalt mig, hvad der skete. Hvorfor kravler du ikke bare tilbage i din puta madres fisse og skåner os for dit selskab?”

[Constantin Montague]

De to slanger stod tæt nok på hinanden til at man skulle forvente at de kunne se alle små gnister af fjendtlighed og spydighed i udvekslingen af blikke. Constantin forsøgte dog ikke at forekomme for truet af den tætpressede position. Den glæde skulle Franco, for helvedes skyld, ikke have. Derfor hævede han hagen en smule.

"Alissa har ikke ligefrem illustrereret et ønske om at blive skånet for mit selskab gennem de sidste uger," Øjnene blev klemt en smule mere sammen. Det triumferende smil forblev, selvom Franco havde afkræftet den første løgn. "Hun har opført sig som en kælen hundehvalp."

[Francesco Hardy]

Selvom festen stadig var i gang for fulde drøn, med høj musik, latter og brovtende stemmer, var folk i nærheden af de to kamphaner blevet særdeles stille. Kendte man til Franco og Constantins fortid ville man vide, at det uundgåelige opgør endelig var kommet.

Hadet stod tydeligt afspejlede i deres begges øjne. Francos ansigt var en grimasse af afsky, og han havde frygtelig lyst til at tørre det provokerende smil af Constantins fjæs.
”Alissa vidste ikke, hvad for et pikhoved du er,” snerrede Franco og skubbede hårdt til Constantins bryst. ”Først fordærver du min søster, så lægger du dine klamme fingre på Alissa… Jeg burde stikke min tryllestav så langt op i dit røvhul, at der kommer gnister ud af din mund.”

[Constantin Montague]

Selvom Constantin forsøgte at modstå, var han nødsaget til at træde et skridt tilbage for at vedligeholde balancen. Især med promillen der fik kroppen til at summe - tidligere af lyst, nu af en komplet idiotisk kampgejst. Hvad ville pisse Franco mest af, var spørgsmålet han stillede sig selv da smilet blot blev bredere. 

Han trådte et skridt tættere på ham igen og pustede sig en smule mere op. Franco havde altid slået en mere proper næve end ham selv, men han ønskede ikke at vise at han var andet end en ligemand. Den fucking idiot.

"Din snerpe til Alissa har benene lukket så tæt sammen," Han fnøs, og replikerede Franco's gestus ved at give hans skulder et ordentligt skub. "Måske gjorde jeg dig en tjeneste. Hun giver den aldrig op til dig, mate."

[Francesco Hardy]

Kampgejsten rullede i Francos årer. Hvor mange gange havde Franco ikke drømt om dette scenarie? En mulighed for at afreagere månedsvis ophobet harme over knægten, der engang havde været hans bedste ven. Lige indtil den dag, han lagde hånd på Francos søster.

Franco bed tænderne sammen ved Constantins hårde skub på skulderen. ”Nu holder du kæft om Alissa. Og du holder dig fra Ava. Jeg er træt af at se hende græde snot over en kraftidiot som dig.” Og med de ord knyttede Franco næven og sendte den mod Constantins øjenbryn i høj fart.

[Constantin Montague]

Mange øjne hvilede mod hanekyllingerne som de pumpede sig op. Constantin var dog dødligeglad. Nok elskede han rampelyset, men lige nu handlede det bare om at få frustrationerne ud. Franco var desuden den bedste boksepude.

"Bare vent. Ava kommer rendede igen, når hun bliver sulten efter..-" Han nåede ikke at fuldende sætningen, før en knytnæve ramte øjenbrynet med høj fart og en temmelig omfattende kraft. Constantin faldt tilbage, og skubbede garanteret til en gruppe i processen. Han var dog dødligeglad. Øjnene lynede da han kom på benene igen. Brynet dunkede og føltes både varmt og fedtet. 

"Din lille forpulede..." Tænderne var presset sammen, før han hævede en næve og sendte den i retning mod Francos hage.

[Francesco Hardy]

Der lød råb og hvin omkring dem, idet folk hurtigt trak sig af vejen og dannede en mindre cirkel om de to kæmpende. Franco registrerede dem ikke. Han havde kun øje for Constantin, der tumlede tilbage i menneskemængden.

Franco havde ikke forventet andet, end at Constantin hurtigt kom på benene, og inden han fik set sig om, fløj en næve i hans egen retning. Han forsøgte at vige tilbage men stødte mod en væg, hvilket resulterede i at hagen gav en knasende lyd ved mødet af knoer. Han end ikke registrerede smagen af blod i munden, for han sprang frem og lukkede hænderne om modstanderens mave, så han i næste nu lå ovenpå Constantin på gulvet.

[Constantin Montague]

Constantins ryg ramte gulvet, kort efter at han havde solet sig en smule i triumfen over et godt slag. Det var virkelig en kortvarig nydelse, selvom han da havde haft et stort og rapkæftet smil over læberne. Nu, lå han på gulvet med en aggressiv gut ovenpå sig. Franco var stærkere end ham. Uden tvivl. Uanset hvor meget han forsøgte at krænge sig væk, og overmande ham, syntes han ikke at kunne vikle sig ud. Alligevel forsøgte han ihærdigt. Det gjorde dog nok bare skaden værre. Musklerne var spændte og gjorde ondt.

"Stop nu, det der." Hørte han en fremmet pige sige. Først der, bemærkede han at nogle fyre havde lagt armene om Francos skuldre, og dernæst om hans, for at trække dem fra hinanden.  "Jeg er ikke færdig med ham!" hvæsede Constantin.

[Francesco Hardy]

Constantins idiotiske, provokerende smil stak yderligere til Francos raseri, og som han sad på sned over Constantins bryst lod han slagene hagle ned over slangen. Hvert slag var tilfredsstillende, men ikke nok – han ville se Constantin bløde.

Og så blev han pludselig trukket væk. ”Slip mig,” snerrede Franco og forsøgte at rive sig løs, men drengene, der havde løftet ham, havde et fast tag i hans arme. Brystet hævede og sænkede sig ved hans hurtige vejrtrækning. Først da drengene bedømte, at han havde genvundet sin selvkontrol, slap de.

En dråbe blod løb ned over Francos hage. Nu mærkede han for alvor smerten i kæben og metalsmagen i munden. Franco samlede blodet og spyttede det på jorden foran Constantin.

”Fuck dig,” sagde han, inden han sendte et sidste hadefuldt blik mod Constantin og marcherede bort.

//Lukket?

[Constantin Montague]

Modvilligt kom Constantin på benene. Det var nok hovedsageligt med hjælp fra drengene bag sig - eftersom hovedet dundrede og kroppen føltes tung, øm og usmidig i de første øjeblikke. Især området ved det venstre øjenbryn gjorde helvedes ondt. Det første slag, havde åbenbart været det værste. Ribbenene ville dog nok heller ikke ligefrem skåne ham fra blå mærker ved morgendagen. Igen - var det dog sidstepriorteten.

Spytklatten landede mod hans fødder. Han havde nær kastet sig frem igen, hvis en eller anden højrøvet syvendeårselev ikke havde haft fat i nakken på skjorten, som var Constantin en lille uregerlig dreng på fem. Han vristede sig fri.

"Kælling." bandede han. De blå øjne virkede ufatteligt mørke, da han så efter Franco. Han snuppede en halv flaske spiritus ud af hænderne på en yngre slange, før han selv marcherede væk. Selvfølgelig den modsatte vej. Sikke en aften.

Afsluttet.