Flitterstads og fortrydelser

[Alissa Avery]

Det var startet som en helt perfekt, ja næsten magisk aften, men som den var skredet frem, var den blevet mere og mere rædselsfuld. Alissa var i hvert fald både beruset og temmelig forvirret, da hun hastigt bevægede sig gennem festlighederne, hvor folk væltede rundt i flitterstads og fortrydelser. Hun greb sig en flaske champagne, før hun flygtede uden for.

Den kolde luft var næsten ved at sende hende i gulvet og hun støttede sig op ad husmuren, trak luft ind. Stella Howard , Sebastian Benvolio , Constantin Montague . Alle som en kunne de skride ad helvedes til.

Et sving fra staven sendte proppen ud i natten, og hun lagde flasken mod læberne og drak. Fuck dem alle.

Hamish Buchanan

[Hamish Buchanan]

Hamish' primære årsag til at være til festen, var at hans far havde ment at det naturligvis var en god idé at vise kulør, når forholdene var som de var. Han var ikke en til at skeje ud og drikke sig fra sans og samling, men han var der og strøg fra tid til anden gennem forsamlingen som en forvokset flagermus i sine sorte troldmandsrober.

Larmen og musikken fik hans hoved til at dunke lidt og efter at have skænket sig selv en eller anden ligegyldig, men stærk, drink, fandt han en vej ud til nattekulden. Han forventede ikke at kunne være alene derude, men han var alligevel mildt overrasket, da blikket faldt på festens værtinde - og hans nyligt forlovede.

Blikket gled over hende, som hun stod og drak direkte fra en flaske med champagne og han tog selv en tår af sin drink, før han klarede halsen lavmælt. "Alissa."

[Alissa Avery]

Det var ikke det mest classy øjeblik for en pige, der normalt havde styr på hvert enkelt hårstrå, men lige nu var hun ret ligeglad. Selv pattende på en flaske champagne havde hun tydeligvis mere stil end det meste af festen. Altså lige med undtagelse af indehaveren af den velkendte stemme, Alissa nu vendte sig mod.

Champagneflasken blev sænket fra læberne og stillet på fliserne, før hun rettede sin fulde opmærksomhed mod ham. "Hamish," gengældte hun hilsenen og kunne ikke lade være at lyde mildt overrasket, selvom hun vidste, han var til festen.

[Hamish Buchanan]

Hamish' blik fulgte champagneflasken, som hun stillede den, før det var tilbage på Alissa. Han nærmede sig lidt, helt rank og med et enkelt, mørkt øjenbryn der hævede sig.

"God aften?" lød det, ikke komplet uden ironi. Han skævede mod flasken.

[Alissa Avery]

Alissa fulgte hver af hans skridt med et vågent blik. Hendes sidste forlovede havde også virket som en ordentlig mand, indtil dørene var lukkede. Men Hamish var stadig en elev, mindede hun sig om og fandt en lille smule ro i det. Desuden kendte de jo hinanden. Nogenlunde.

"Den bedste," svarede hun sarkastisk, men trak alligevel på smilebåndet. "Hvad med dig?"

[Hamish Buchanan]

Der var ingen tvivl om, at de begge vidste, hvad der lå i luften mellem dem. Det var sådan det var og det skulle de tidsnok forholde sig til. For nu trak Hamish blot en anelse på smilebåndet over det sarkastiske svar og foldede hænderne, endnu med glasset i den ene, bag ryggen.

"Det er en imponerende fest," svarede han diplomatisk, velvidende at hun havde arrangeret dem. Der var dog et sigende glimt i de mørke øjne. "Men ikke just min scene."

[Alissa Avery]

Et underholdt fnys forlod hende ved komplimentet, der først blev rigtigt troværdigt ved den tilknyttede kommentar. "Imrah Avery er ikke til at styre, når det kommer til en gæsteliste," konstaterede hun simpelt.

"For min skyld kunne størstedelen af dem være blevet væk." Stemmen var sænket lidt, da hun fortsatte, mest for sig selv: "Tåber, der ikke kan kende forskel på sekt og champagne og spreder ben for den første og bedste."

[Hamish Buchanan]

Hamish fnøs muntert og gik lidt nærmere. Armene løsnede sig igen. “Meget malerisk,” bemærkede han tørt, men med antydningen af et smil. Han trådte helt hen til hende.

“Så festen var ikke lige, hvad du havde forestillet dig?”

[Alissa Avery]

Det var længe siden, hendes beklagelser ikke var blevet mødt med himmelvendte blikke eller dårligt tilbageholdte suk og de lyse bryn hævede sig en smule. Så tegnede et smil sig på de lyse læber.

"Det kan man vist roligt sige," konstaterede Alissa og lagde hovedet let på skrå, betragtede ham først for alvor der. Blikket gled skamløst ned over ham, før det endte tilbage ved de mørke øjne. Ikke værst.

"Hvordan kan det være, du er herude?"

[Hamish Buchanan]

Hamish stoppede ved siden af hende og slap et lavmælt fnys. Han havde allerede lidt svaret på spørgsmålet, men hun var tydeligvis beruset og han holdt det ikke mod hende.

“Det er en anelse for... Hormonfyldt for min smag,” svarede han med et glimt i de mørke øjne. Han hævede sit glas lidt. “Skål.”

[Alissa Avery]

Alissa nikkede og tog sig selv i at stå og betragte ham, mest fordi han var meget pænere end hendes sidste forlovede. Flasken blev hævet igen med et let smil.

“Skål,” svarede hun og tog en tår mere, selvom den fik det til at snurre en lille smule for hendes blik. “Du ser godt ud.”

[Hamish Buchanan]

Hamish var såmænd bevidst om hendes blik, men han var ikke så nem at hyle ud af den og betragtede hende bare tilbage. Han drak en tår selv og smilede ganske svagt, men skævt, da han sænkede det. Et mørkt øjenbryn hævede sig.

"I lige måde," konstaterede han, sandfærdigt. "Som altid."

[Alissa Avery]

Med hendes efternavn, vejledertitel og generelle fremtordnende adfærd var Alissa vant til, at de fleste lod sit intimidere, men Hamish var ikke de femtenårige, hun normalt beskæftigede sig med. Modstræbende overgav hun sig til et smil. Det var aldrig gået op for hende, at en forlovelse rent faktisk kunne være en accepterbar størrelse.

“Fordi du ofte betragter mig?” bemærkede hun og lænede sig op ad husmuren. De kølige sten fik hende til at skælve, men det var længe siden, hun havde været ædru nok til at fryse. Eller i hvert fald at mærke det.

[Hamish Buchanan]

Et muntert fnys undslap Hamish, som havde bøjet nakken lidt. Han så på hende uden at løfte hovedet igen og lod et enkelt øjenbryn glide let op. "Det ville jeg ikke just sige," svarede han ærligt og trak på skuldrene. Han havde ikke bragt megen tid på at betragte den yngre pige, men når det så var sagt...

"Men de fleste har bemærket, hvordan du ejer et rum, når du træder ind i det."

[Alissa Avery]

Smilet havde allerede indtaget hendes læber igen og Alissa slap en munter lyd over svaret. Ærligheden var forfriskende, selvom det ikke var en kvalitet, hun brugte meget tid eller energi på.

"Det kommer ikke til at forandre sig," advardede hun, men trådte alligevel et skridt tættere på, blødgjort af hans ord.