26-12-2025

[Gillian C. Fudge]

William Knight

26. december

Liam,

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte eller slutte. Det er en følelse, der var ukendt for mig, indtil du trådte ind i mit liv. Hele mit liv har jeg følt mig alene og malplaceret, men så kom du. Du har forandret alt omkring dig og gik i gang med at forandre mig. En forandring, der har bragt skam over min familie, men alligevel ikke fylder mig med fortrydelse. I hvert fald ikke over så meget som et sekund, jeg har tilbragt med dig.

Jeg har læst et sted, at naturen frygter tomrum, men jeg har aldrig forstået det. Før nu. Angsten har taget bo i mit hjerte, som du havde fyldt med varme og håb. Feriedagene virker lange og tomme, og i min ensomhed vandrer mine tanker ofte. Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at de ofte vandrer til dig, men fra tid til anden søger de også fjernere. Til eventyr og minder fra en sommer, der nu virker fjern, selvom minderne nok aldrig falmer.

I nat drømte jeg om vores første møde. Jeg så din ene mundvige bevæge sig over den anden i dit karakteristiske, charmerende smil og jeg vågnede med en varm summen i maven. Hvis der blomstrede en rose for hver gang, du har givet mig den følelse, ville jeg altid bevæge mig gennem det smukkeste hav af roser. Hvis du lægger vedlagte rosenblad i fugtig muld, vil der spire en rose, der aldrig vil visne eller dø, så længe vores kærlighed lever.

Desværre er det det eneste, jeg har at tilbyde dig og vi må stoppe med at se hinanden. Det er ikke passende for en Fudge at liste rundt med én, der allerede er forlovet, hvis mine forældre en dag skal kunne finde mig en passende mand. Jeg var af den naive tro, at det ville blive let og at afstanden på en eller anden måde ville gøre det bedre. Du er mange kilometer væk, men det har ikke hjulpet mig det fjerneste. Jeg er ikke blevet kureret af, at jeg ikke længere bliver pint af din nærhed. Det har kun gjort det værre og min galleon på sengebordet, magen til den jeg gav dig, minder mig konstant om, at det eneste, jeg virkelig har brug for, ikke længere kan være der.

Jeg vil nok aldrig nogensinde helt holde op med at tænke på dig; tænke på måden, du sagde mit navn på dag efter dag og tænke på dine mørke øjne, i hvilke jeg finder både mod og styrke. Jeg vil forsøge at holde fast i den følelse over de næste par måneder. De siger jo, at tid læger alle sår. Jeg ved ikke, hvem de helt nøjagtigt er, men tanken fylder mig med håb. Også selvom jeg ikke kan forestille mig, at savnet nogensinde helt forsvinder. Savnet efter dig og det, vi aldrig havde.

Undskyld, at jeg lod det komme til dette. Vi burde begge have vidst bedre, vidst at drømme hører til i nattens mørke under tusinde stjerner og sjældent kan overleve i virkelighedens skarpe lys.

- Gillian