Og "godt" nytår

[Mhairi MacFusty]

Mhairi havde nydt sin juleferie på Hebriderne i selskab med hele den store familie. Da datoen nærmede sig den enogtredivte glædede hun sig dog til at se sine venner igen; muligvis med en vis mørkhåret, ung herre i tankerne også.

Nytårsfesten var storslået og imponerede på alle tænkelige måder, omend selv de mest ekstravagante hjem aldrig kunne slå den følelse hun fik af at være hjemme på Hebriderne.

Efter et par timer var hun i festligt humør, godt hjulpet på vej af alkohol og med en kappe over den røde kjole bevægede hun sig udenfor for at se Averyfamiliens have lidt an. Og for at få lidt frisk luft, selvfølgelig.

Hamish Buchanan

[Hamish Buchanan]

Hamish var til festen af pligt mere end lyst. Det betød også, at han ikke for alvor deltog aktivt i den. Han havde da talt med et par stykker, men eftersom de fleste af hans omgangskreds tydeligvis ikke var inviterede, foretrak han i sidst ende at tilbringe så lidt tid som muligt i selskab med fulde idioter.

Af samme grund stod han nu lænet op mod en husmur med hænderne begravet i lommerne på de helt sorte troldmandsrober. Den ene fod var mod muren og hovedet var ligeledes lænet tilbage. Med øjnene lukket så han ikke, hvem der snart ville passere forbi ham, omend han hørte lyden af fodtrin.

[Mhairi MacFusty]

“Buchanan?”. Synet af ham overraskede hende og som resultat trak hendes øjenbryn sig sammen, mens hendes mundvige samtidig trak sig lidt op.

“Jeg havde ikke regnet med at se dig her i aften. Jeg troede ikke, at en fest som denne var din... scene”, røg det ærligt, men blidt, over hendes læber.

[Hamish Buchanan]

Hamish åbnede langsomt øjnene ved lyden af en velkendt stemme, men skubbede sig ikke fri af væggen. Blikket faldt på Mhairi, næsten sorte i mørket og hans blik faldt en enkelt gang ned over hende, før han fandt hendes ansigt igen. ET lavmælt fnys undslap ham, som hun brugte netop det udtryk, han selv yndede at bruge.

"Du har ret," anerkendte han. "Men omstændigheder har det med at ændre sig."

[Mhairi MacFusty]

Mhairi lod sin ryg strejfe husmuren, som hun lænede sig ind mod den med armene løst krydset hen over brystet. Hendes blik gled tænkende ned en enkelt gang, før hun spidsede sine læber i et underfundigt smil.

“Hvilke omstændigheder taler vi om?”, spurgte hun uden at fjerne sit blik fra ham.

[Hamish Buchanan]

Hamish registrerede at hun lænede sig ind mod væggen ved siden af ham, men undlod at se på hende. Hvorfor vidste han ikke helt. Eller hvorfor han havde det en anelse morbidt med at sige det næste til hende, selvom han ellers havde forholdt sig meget rationelt til det hidtil.

"Min forlovelse."

[Mhairi MacFusty]

Nyheden var uventet og ramte hende som et lille spark i maven. “Forlovet”, gentog hun. Det lød helt forkert. Hun flyttede sit blik fra ham og placerede det i stedet ligefrem med et uudgrundeligt udtryk i det blå.

Hun var stille et øjeblik. Så flyttede hun sit blik tilbage på ham.

“Siden hvornår?”

[Hamish Buchanan]

Hamish så stadig ikke på Mhairi, selvom han mente at høre et eller andet i hendes tonefald, der alligevel gav ham lyst til at skæve over mod hende. Han tog i stedet en indånding og trak på skuldrene.

"For et par dage siden," konstaterede han. Egentlig var det ikke officielt endnu, på papiret, men både han og Alissa Avery vidste helt sikkert godt, hvordan det ville ende.

[Mhairi MacFusty]

Hendes arme blev løsnet og hun lod dem falde, mens hun rankede sig lidt. Hun spændte lidt i kæben og ønskede lidt, at han ville se på hende. Det skete ikke.

“Er det en god ting? Er du glad for det, mener jeg?”.

[Hamish Buchanan]

Hamish vidste ikke, hvorfor han ikke så på Mhairi. Hvad der fik ham til at lade være. I stedet trak han bare på skuldrene og stak for en gangs skyld hænderne dybt i lommerne.

"Det er et godt match," konstaterede han simpelt. Et match, der ikke bare ville styrke begges status, men også ville efterlade fuldblodslinjerne ubrudt.

[Mhairi MacFusty]

“Tillykke”, røg det simpelt og ikke helt overbevisende over hendes læber. Hun vidste ikke hvem hans forlovede var og en del af hende ønskede egentlig heller ikke at vide det.

I stedet hævede hun sit ene bryn en smule og flyttede sit blik ud mod det område, som Hamishs blik synes at have været låst fast til.

“Har dit blik fanget noget interessant?”.

[Hamish Buchanan]

Hamish så ikke rigtigt på noget og fnøs bare lidt over spørgsmålet, der forekom ham en anelse malplaceret i den samtale de havde. Men sådan var det med så meget Mhairi gjorde.

"Kan du selv se noget interessant?" spurgte han, en kende tørt og så lidt træt på hende.

[Mhairi MacFusty]

Et lille smil fandt vej til hendes læber, da det mørke blik endelig fandt hendes. “Næh, men det fik dig til endelig at se på mig, gjorde det ikke?”, hendes blik glimtede en smule ved svaret, som hun trådte et lille skridt tættere på ham.

“Jeg er glad for, at du er her i aften”, indrømmede hun dæmpet. Det svage smil på hendes læber blev lidt skævt. “Det er efterhånden ikke en rigtig fest, hvis jeg ikke tilfældigt støder ind i dig i løbet af den”.

[Hamish Buchanan]

Et mildt overrasket fnys røg over Hamish' læber ved hendes ord. Han havde ikke mistænkt hendes lille forsøg på manipulation og var tydeligvis gået i med begge ben. Han rankede sig instinktivt lidt, da hun trådte tættere på ham og blikket gled over hendes ansigt, lidt som om han forsøgte at løse en gåde. Et svagt smil trak i hans mundvige.

"Det siger vist noget om standarden for de fester du deltager i, MacFusty."

[Mhairi MacFusty]

Også hun lod sit blik glide ned over hans ansigt, undersøgende, som var han også lidt af et mysterium. Mhairi kvalte et grin over hans svar, skønt det sitrede faretruende i hendes mundvige.

“Du tænker ikke, at du er værd at rende ind i, Buchanan?”, spurgte hun med et let udfordrende glimt i det blå.