Nicolette Lautari

[Nicolette "Nikki" Lautari]

NICOLETTE LAUTARI

KALDENAVN Nikki
FØDSELSDATO Hvornår er din karakter født? 16-06-1997
ALDER 28
NATIONALITET Rumænsk 
BLOD Halvblod, mor er muggler, far er vampyr
SOCIAL STATUS Hendes mugglerfamilie består af en mekaniker og sygeplejerske, så nedre middelklasse. Hendes biologiske far lever mestendels et nomadeliv i Rumænien - han har mange kontakter, men er ikke velhavende.

Udseende

FACECLAIM Megan Fox
UDSEENDE Nikki har porcelænshud, blå øjne og sort hår. Hendes bryn er markante, hendes kæbeparti ligeså, hendes kindben høje og læberne fyldige. Hendes tænder er hvide, stærke, sunde og hjørnetænderne svagt skarpere end normen. Hun er slank med et veludstyret frontparti.
Hun har seks tatoveringer 1) Marilyn Monroe på højre underarm 2) Et lille kinesisk tegn for styrke i nakken 3) Shakespear citat fra King Lear på hendes højre skulderblad i gotisk skrift "We will all laugh at Gilded Butterflies" 4) En stjerne med en halvmåne henover over højre indre ankel 5) Et digt langs venstre sides ribben i gotiske bogstaver "There once was a little girl who never knew love until a boy broke her heart" 6) Et Nietzsche inspireret digt i kursiv, sammenhænge skrift "And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music" langs højre side.
Højde: 163 cm
Bryst: 86
Talje: 56 cm
Hofter: 81
Tøjstr: 34
Skostr: 37,5
SÆRLIGE EGENSKABER Nikki er vampyr, hun kan drikke blod fra mennesker, hvor de ikke oplever andet end en orgasmisk nydelse. Hvis hun vælger det kan det gøre virkeligt ondt. Hun ved når folk lyver.

Praktisk information

ARBEJDE Journalist for profettidende.
KOLLEGIE Slytherin
ÅRGANG 2008- 2015
TRYLLESTAV Ahorn med dragekerne - en lys 12 tommer stav, med et greb af sølv.
ANDRE EJENDELE Hun har virkeligt få ejendele.

Karaktertræk

PERSONLIGHED Nikki er ikke bange for at arbejde eller stikke hænderne i en mudderpøl. Hen er drevent af et mål om at finde frem til sandheden. Hun skriver næsten alt ned. Hun hader at folk lyver. Hun kan ikke gå på kompromis med en "ven" hvis de lyver. Hun er social, men har ikke mange venner, holder generelt folk ud i en strakt arm. Hun har intet problem med at træde på, såre og snyde folk for at opnå sine mål. Hvis hun vurderer hun intet vinder ved at blande sig, vil hun simpelthen blot observere. Hun bryder sig ikke om at blive det samme sted for længe, eller se de samme mennesker for længe, hun har brug for nye udfordringer og forandringer nærmest konstant, hvorfor journalist er det perfekte job for hende. Måske også en motivation til hendes konstante apparition. Hun er biseksuel - resten kan nok ses gennem profilteksten.
MAGISKE TRÆK 
Patronus: Svagt sprøjt
Drømmespejlet: Vinder af pulitzerprisen som journalist, bedre kendt en Gilderoy Lockheart, med en slidt taske med badges fra hele verden.
Boggart: En vision af sig selv som en husmor fra 50'erne.
Amortentia: Frisk græs og blod
Veritaserum: Hun har slået mugglere ihjel i Rumænien.

Baggrund

FAMILIE
"Far" - Brian Miller 1955, 70 år. Mekaniker. Muggle - taler ikke med længere
Mor - Matilda Miller 1959, 66 år. Sygeplejerske. Muggle - taler ikke med længere
Bror - Jonathan Miller 1987, 38 år. Butiksmanager. Muggle - har haft sporadisk kontakt de sidste 10 år, hun har ikke mødt hans kone eller to børn
Bror - Arthur Miller 1990, 35 år. Sælger. Muggle - har haft sporadisk kontakt de sidste 10 år, hun har ikke mødt hans kone

Far - Dimitry Lautari 1953, 72 år. Conman. Vampyr. De har kun kendt hinanden de sidste otte år.

BOPÆL På et værelse i en lejlighed med roomies i London
HUSALF Nope
HISTORIE
Brian og Matilda Miller flyttede til Rumænien i 1995, fordi Brian fik arbejde for bilfabrikanten Dacia. Familien med allerede to børn i skolealderen tog til Mioveni, hvor han arbejdede som mekaniker og hun arbejdede som sygeplejerske. Og det var her Matilda, 30 kg lettere på grund af stresset ved at rykke alle pæle op, være "the odd one" blandt alle, køre i den forkerte side, og lære en ny madkultur at kende, mødte en charmerende "psykolog" på hospitalet. Med en stemme der fik alle til at lytte og stålblå øjne der fik kvinder til at dåne, faldt hans øjne på den, her, eksotiske brite. Matilda ville aldrig have tænkt på at være sin mand utro, hun ville have forsvoret sig det korte, orgasmiske møde hun havde med psykologen, inden han forsvandt. Som udmundede i en efternøler: Nicolette Miller - lille Nikki. Modsat deres andre børn var Nikki ikke rødmosset med musebrune lokker, men hvid som et lagen og med det tykkeste sorte hår. Det var kun Matilda der vidste at Nikki ikke var Brians og den information holdt hun tæt ind til kroppen. Nikki var anæmisk, det var det lægerne sagde og selv om de prøvede at gøre alt andet for barnet end et indgreb, så var det eneste der virkede blodtransfusioner. En gang hver måned. Til Nikki var knapt to år og Matilda skar sig i tomlen med kødkniven. Det blødte og det blødte, og barnet sad på køkkenbordet, tog morens hånd i sine tykke tumlinge hænder og stak tomlen i munden. Da hun kom til tjek havde hun ikke brug for blodtransfusionen. Det skræmte Matilda, men hun var ressource stærk, hun var sygeplejerske, så fra da af smuglede hun blod med hjem, som hun blandede op i en særlig smoothie til sit yngste barn, en gang hver måned. En anæmi-smoothie, som holdte sygehuset fra døren. Hvis hun så sin eneste datter være blegere end normalt og mere slatten, så vidste hun godt hvad hun skulle gøre.

Nikki voksede op i et hjem der talte britisk-engelsk, men var i dagpleje hos en rumænsk kvinde, med rumænske børn og siden i børnehave, og derefter i skole da hun var fem, hvor alt der blev talt var rumænsk. Hendes mest brugte sprog var derfor rumænsk, mens hun forstod engelsk til fulde. Med to brødre som er hhv. 10 og syv år ældre end hende, var hendes referenceramme alt de kunne lide. Hun var anderledes end de andre børn og hun var anderledes end sin familie. En mellemting med en fod hver sit sted, der ikke hørte til noget sted.

I 2006 vender familien atter tilbage til England, fordi Matilda skar igennem og sagde at 10 år var alt hvad hun ville give det her land. Ingen af dem kunne vide hvilken betydning det havde for Nikki, for ude fra Durmstrangs skoledistrikt hørte Nikki nu til Hogwarts. Hvor hun på grund af sit ophav, aldrig ville være blevet accepteret af Durmstrang, blev hun nu 11 foråret 2008 og modtog sommeren 2008 et brev om accept på Hogwarts. Med brevet falder en masse på plads for Brian og Nikki. De ser hendes svagt mærkelige tendenser, som noget der nu kan bortforklares, mens Matilda, i panik over ikke at have en god nok grund til at holde sit bloddrikkende barn fra en kostskole, skriver breve til rektor. Hemmeligheden forbliver intakt og en gang om måneden får Nikki serveret sin smoothie på Hogwarts.

----

Hun er fem. Det er det første rigtige minde hun har. Hun er lige startet på skolen i Rumænien. Eller også har hun været der et par måneder. Hun er afholdt i klassen, hun har mange venner. I gården er der evig larm og legen. Pigen som Nikki leger mest med er rødhåret, et særsyn her. Mindet er den her dag. En af drengene, et par årgange over dem, siger at pigens mor er en luder. Et ord ingen af pigerne forstår, men drengen siger det, så de begge ved, det er noget skidt. Noget vammelt. Noget klamt. Også fordi han kalder pigen alle de ord.
"Ved du, hvordan man luger ukrudt?" siger han.
Hun ryster på hovedet.
Han griber en håndfuld af det røde hår, med hånden på pigens magre skulder, skubber han hende væk, mens han river sin hånd mod sig. Fyldt med rødt hår der skiller sig fra pigens hovedbund.
Nikki gør intet mens veninden græder, bløder endda hvor hun mangler hår, mens drengen griner med sin ven der også er der, og de spytter på pigen. Hun kalder ikke på læreren, og hun hjælper ikke pigen. Nikki observerer bare.
Hun kan ikke længer huske pigens navn.

Hun ved det altid. Når de lyver. Hvem som helst. Hun kan mærke det. De ændrer sig lidt og hun ved ikke hvorfor. Hun bryder sig ikke om det. For hun ved det. Hvis hun bare kunne lade være med at vide det, men hun ved det altid. Altid!
Hun finder det morsomt når folk lyver for hinanden, hvis det er en fordel for hende, fortæller hun at de lyver. Ellers holder hun informationen for sig selv. Hun skriver det ned. Folks mange hemmeligheder. Folks løgne. Det er en vane. Det er også et værktøj.

Heks. Hun er heks. Men hun savner sine ting. Sine playstation, sine film, sine serier. Hun savner at hendes far lærer hende ting om maskiner, og lugten af olie der hænger ved ham.
Hun savner ikke almindelige mennesker. Mugglere. På skolen møder hun folk hun bedre kan relaterer sig til. Slytherin bliver hendes hus. Hun ved, så snart at hun hører om huset, at det er her hun hører til. Hun er ikke en dygtig elev, det har hun aldrig været, hun vil kun de ting der har interesse for hende.

Det er puberteten. Det sker mens hun er hjemme for sommeren. Hendes første menstruation. Hun higer efter det, hun lugter det, folks blod, hun kender deres blodtype. Hun har lyst til at … at … at …
Og det er sådan hun ved det, at Brian og hende intet har med hinanden at gøre. Hun ved det. Hun er 14 og hun begynder at hade sin mor. Men XX er også hjemme den sommer og hun har aldrig sin mor alene. Hendes vrede er til at føle på, de mærker den i lejligheden, de kan skærer i den. Men sådan er piger på 14, det ved alle.
"Jeg sværger," siger Brian, mens de spiser, "at jeg ikke har nogen idé om, hvordan jeg har produceret så smukt et barn."
Det har du ikke, tænker hun. Det er netop grunden. Hun ved at det er i dag hun skal sige noget. Hun eksploderer lige om lidt.
"Matilda," siger hun. Det har hun aldrig kaldt sin mor. De står i køkkenet. "Det er på tide du fortæller mig sandheden."
Hun stivner, hendes mor, hun står med hænderne i vaskebaljen.
"Om hvad?" siger hun med en skinger stemme.
"Hvem jeg er."
"Du er min datter. " Nervøs latter.
"Ja. Din."
Tallerken glider fra hånden, ned på gulvet, den smadres.
"Er I okay," råber Brian.
"Ja," råber Matilda og undgår sin datters blik.
Hun samler de store skår op. De største. Siger ikke noget. Sukker. Lukker døren til køkkenet. Og så er det kun de to. Mor og datter.
"Brian er ikke din …" hun stopper sig selv. Hun ser på sin datter efter forståelse, men får intet. "Han ved det ikke." Slået sætter hun sig ned.
"Jeg fandt først ud af det for sent, min cyklus var aldrig regelmæssig, så jeg tænkte ikke over det. Jeg glemte at jeg havde været … jeg glemte det." Det var pinefuldt for Matilda at tale om. Hun havde ikke holdt en sextale til nogen af sine børn. Datteren var for ung, og de to sønner havde fået en håndfuld kondomer og to pamfletter i natbordet. At tale om sex var et tabu på niveau som at tale godt om Liverpool i det her hjem. "Du var bare ikke …"
"Normal," afsluttede Nikki.
Moren pustede ud. "Jeg vidste det jo ikke, jeg har forsøgt at finde ham, men det navn jeg har er falskt og alle mine spor endte dødt. Jeg prøvede virkeligt at kontakte ham. Han ved ikke du findes, han var væk før jeg vidste du fandtes."
Ordene giver ikke rigtigt mening for Nikki, men hun lytter.
"Lille skat -"
"Lad være," afbryder Nikki.
To sekunder. 10. 60.
"Han var vampyr," siger Matilda. "Du har ikke anæmi, ikke rigtigt, du skal bruge menneskeblod, ca. en halv til en hel liter hver måned."
"Jeg har aldrig … drukket blod." Nikki spytter ordet drukket ud.
"Din smoothie," siger kvinden der er hendes mor. En løgner.
Nikki går. Nej hun løber. Hun flygter ud i Londons klamme vejr, som med sin våde ånde tager fat om hende.

Det år ændrer Nikki sig. Hun kommer tilbage til skolen med en anden krop, hendes udstråling er anderledes. Hun er gået fra at være akavet og malplaceret, til at være selvsikker og kæmpe for sin plads. Hun går for første gang op i noget af undervisningen. Med en forståelse af sig selv, kommer en forståelse af hvilken slags magi som giver mening. Transfiguration og apparition især. Hun er ikke bleg for at fremhæve sig selv. Hendes valgte opgaver handler alle om vampyrer. Hun lærer kunsten at researche. Hun vil vide alt som gennemgår en metamorfose. Hun læser Kant og Nietzsche, de muggler bøger biblioteket ikke har, får hun sine forældre til at sende. Matilda. For nu har Nikki magten til at ødelægge forældrenes ægteskab. Hun gennemgår selv en forandring, sin egen metamorfose. Hun har en samtale med Professor McGonagall, at hun ved det nu, at hun kun har prøvet 'sulten' når hun menstruere og at smoothien virker. Hun siger hun ikke vidste det, men undskylder sig ikke. McGonagall siger at hun godt ved Nicolette er en god pige. Hun er en af de få der siger hendes navn.

Vreden fylder Nikki. Den gør hende skarp. Hun hører ikke til nogen steder. Hun har i sandhed mudderblod. Hun føler atter at hun ikke hører til på skolen, at hun ikke hører til i London. Et spøgelse. Ikke engang. Hun får trang til at høre til. Hun vil vide alt. Hun vil være færdig på Hogwarts, finde den mand der er hendes ophav, han må have svar på hendes spørgsmål. Der må være svar derude.
Sandheden. Den bliver et mål for hende. Hvordan man opnår den er lige meget, så længe man får den. Hun er ikke retfærdig, men hader inderligt når folk lyver, ikke for andre, men for hende. Svigtet i en løgn er noget hun kan tage og føle på. Løgnen hun har levet med hele sit liv, som betyder hun ikke var hvad hun troede, men noget andet, er grunden til hadet.
Moralen er tvivlsom, noget der giver hende problemer flere gange.
Det bliver en vane for Nikki, at de spørgsmål hun har, de tanker hun har om noget, bliver skrevet ned. Hun låner på et tidspunkt en af sine bøger til sin ven, som noget forvirret over noterne skrevet i selve bogen. Hun skriver konstant, men kun spørgsmål og fakta. Den viden hun opsnapper. Hun melder sig ind i skolens avis.

"Jeg skal ikke på college," siger Nikki til sine forældre. Færdig med Hogwarts. 18 år. Myndig. Sin egen.
"Du kan godt bruge to år af dit liv på at få en konventionel uddannelse," slår Brian fast. "Så kan du altid være heks bagefter."
"Jeg tager til Rumænien," siger hun og ser stift på sin mor, "for at finde sandheden."
"Hvis du gør det," siger Matilda. "Så skal du ikke komme hjem igen." Stemmen ryster lidt.
Brian forstår det ikke. "Matilda?" siger han.
Hun bider tænderne sammen. Hårdt. Det smil der strammer læberne ud er ikke venligt. Nikki ser på de to mennesker hun ikke ligner.
Hun vender sig, væk, uden af døren. Hun tænder ikke lyset i opgangen, hun går igennem den i mørket. Hun har en notesbog, en duffelbag, sit pas og sin tryllestav. Hun køber en billet til Rumænien og starter hvor sporet er koldt. Hun ser sig ikke tilbage.
Selv om det er hende der forlader det, føler hun at de har forladt hende. Intet går i stykker som et hjerte, og Nikkis tillid til forældrene er blevet knust to gange. Løgnen. Og nu. Hun kommer aldrig til at tilgive moren, og føler ikke at hun selv kan ligges til skyld for Brian som blev fanget i krydsilden. Det er morens løgn der har spredt sin sygdom til ham også.
I stedet for to i college rejser hun to år rundt i Rumænien. Alt skriver hun ned, interviews, artikler - hun sender flere af dem fra biblioteker til muggle-aviser, på den måde bliver hun freelancer. Hun tager småjobs hvis det ikke slår til, mens hun graver sig dybere ned i mysteriet om hvem hendes far er.
Men hun har ikke længere adgang til blodet, fra sin mor, fra Hogwarts. Hun oplever for første gang hvordan det at mangle blod påvirker hende, hun føler sig syg, svag, til hun giver efter og får det fra nogen. Hun finder, som i alt fiktion der er skrevet om vampyrer, at den nemmeste måde at gøre det på er ved at lokke med sex, for så at bide dem i akten.

Hun finder ham. Han finder hende. De hører unægtelig sammen. De ved det det sekund de ser på hinanden. Ens blå øjne låser sig hen over menneskemængden. Stål mod stål. På en bar for forretningsfolk i Bukarest.Han gør det uden påtanke for hvor de er, apparerer lige hen for hende, en hånd om hendes hage, en tommel mod hendes læber. Hans egne glider ud i et smil. Han kysser hendes pande.
"Sângele meu," siger han på rumænsk. Mit blod.
Det overvælder hende. Familieteten. Tilhørsforholdet. De ligner hinanden. Men han er mandig, maskulin, testosteron. Hun er kvindelig, feminin, østrogen.
Hans navn er Dimitry Lautari.
Han tager hende med. Ud af Bukarest. Til sit hjem i bjergene. Han beder hende om at blive. At blive hos ham, han vil lære hende at kende, han vil vide hvem hun er, hans datter.
Vigtigst af alt, så følger hun ham.
Han er fascineret, over at hun har kunne være så usynlig, han siger at halv-vampyrer som regel bliver mere synlige. Han tilskriver det skolen, Hogwarts. Han stryger hendes hår. Men også fascineret over hvordan hun har undertrykt alle sine instinkter. At hun stadig gør det.
"Har jeg søskende," spørger hun.
"Nej," siger han. Rører ved hendes ansigt. "Der er kun dig."
Han har et behov for at sikre sig hun er der, han rører ved hende konstant. Ikke erotisk, men forsigtigt. Prøvende.

Nikki følger ham, det første år tilbringer de i hans hjem. Han vil ikke dele hende, siger han. Han vil have hun viser ham magi, han har sine evner, apparition er en ting, de fleste er også dygtige animagusser, men han er ikke en troldmand. Han ved ikke om det opstår ved en halvblods. Han har ikke alle svar.
Men det han bruger året på at pakke hendes medfødte gaver ud. Han lader hendes dyriske side komme frem, han lærer hende at jage uden at blive opdaget. Han gør hun rankere. Lautari er et stolt og stoisk hus. Hun er menneske, ja, men hun er også vampyr.
Og så følger hun ham. Til møder med andre væsner, vampyrer, på jagt, på rejser. Han sidder sjældent stille og hun er hans protegé og hans stolthed, hans arving. Hun smider Miller ud og bliver hans, Lautari.
I Rumænien lærer hun at være vampyr. Hun lærer sig selv at kende. Hun bliver det som det altid var meningen hun skulle være, uden at undertrykke en del af sig selv.
For nogen er hun beskidt, som dem der ligger fokus på muggleblod, er der vampyrer der ser denne halvskabning som noget unaturligt. Dimitry lader ingen tale ondt om sin datter i hans påhør. Han bliver det mordvåben han er. Han truer dem, skader dem og er ligeglad med hvilke fejder det starter. Han forlanger selvstændighed fra hende, men vil altid være hendes forsikring. Fordi hun er hans datter hører de sammen.

Otte år tilbringer hun med ham, så vil hun stå på egne ben, skabe sit eget liv, hendes ambitioner, det han har fremelsket ved hende, stritter imod at bo sammen med sin far. Hun elsker ham og han hende, men de forstår begge to, at hun har brug for at strække sig ud, at udfolde dig, at nu har hun lært alt det af ham hun kan.
"Hvad er det du vil?" siger han. Forlanger intet. Forstår at livet tager en med derhen hvor det skal, at man ikke kan bygge kasser op om det.
"Jeg vil være journalist."
"Jeg har en bekendt på Profettidende i London," siger han.
Hun afviser det. Hun vil ikke frem i livet ved sin fars kontakter, men Nikki indser at hendes omgangskreds i den magiske verden er forsvindende lille. Så hun tager imod dette lille boost, for Dimitry kan kun give hende en samtale, ikke et job.

Andet

CBOX-NAVN Noomi
ALDER 26
HAR DU LÆST INTRODUKTION & REGLER Ja