Afrejsedag

[Sophia Pierce]

Outfit
Tidspunkt: Morgen efter morgenmaden
Tråd til Kala Patil-Fawley

Det var dagen for hjemrejsen til juleferie. Sophia, var langsom om at pakke, hun var bange for hvad der ventede hende. Med det hektiske år det havde været over efteråret, forventede hun ikke ligefrem den mest varme velkomst hjemme. I hovedet prøvede hun at opsummere det for sig selv. Hvad var mon bedst? På skolen holdt hun sig for sig selv for ikke at skabe ballade og komme i karambolage med folk og hjemme ville hendes forældre helt sikkert have en forklaring på hvorfor hun ikke behandlede Imrah bedre og hvorfor hun ikke bare kunne gøre noget så simpelt som være en god kommende hustru og give hvad Imrah ville have. 

Hun sukkede for sig selv og  så trist ned i sin kuffert, hvis bare hun havde en at snakke med. En veninde der kunne fortælle hende at alt nok skulle gå. Var der overhovedet noget tilbage hun ikke havde fået ødelagt? 
Så så hun alligevel forsigtigt op. Kala sad over på sin seng. De havde da kunnet snakke en gang. Måske de stadig kunne. Det var vel værd at give det et forsøg. "... Kala?" Stemmen rystede en smile og var kun en høj hvisken.

[Kala Patil-Fawley]

Pakningen var traditionen tro blevet udsat til sidste øjeblik. Hvad var juleferie egentlig også uden traditioner? Lige der var Kala dog ikke ubetinget fan, men kastede bare tøjet lidt hulter til bulter ned i kufferten. Der var alligevel ingen grund til at tage alt med hjem, når nu de kun skulle være hjemme i to ugers tid.

Fingrene blev trukket igennem håret, mens hun betragtede sit rodede resultat. Ja, det så ud som om hun havde det hele med, konstaterede hun, da Sophias stemme trængte igennem hendes tankeproces. De to havde knapt talt i ugevis og hun tvivlede på, om den lille, vaklende lyd overhovedet havde været et forsøg på kontakt.

"Hm?"

[Sophia Pierce]

Sophia vendte sig mod Kala, da hun gav en lyd fra sig. Det første hendes øjne fangede var den rodede kuffert, det havde da ikke ændret sig fra de tidligere år. Måske der stadig var håb for andre ting også så? "Kala jeg... Hmm... Jeg ved ikke om jeg har såret dig eller om det bare er alt det rod jeg har været en del af med.. Imrah, men hvad end det er så Undskyld. Jeg ønskede ikke noget af alt det her skulle ske og..." Hun tøvede, kiggede op på Kala for lige at tjekke om hun overhovedet lyttede. Det gjorde ondt i maven på hende, men nu var det på tide at gøre noget.
Sophia havde holdt lav profil længe og det havde intet hjulpet, nu måtte hun prøve skridt for skridt at få sit liv til at fungere igen.

[Kala Patil-Fawley]

Det var hende, Sophia havde talt til og Kala tog en dyb indånding, men blev stående med ryggen til hende for nu. Hun havde ikke synderligt meget lyst til at tale om Imrah Avery eller hvad der var sket med ham eller med dem eller med Sophia. Faktisk ville hun næsten ønske, hun kunne glemme, at det hele var sket.

Langsomt nikkede hun og vendte sig om. "Jeg, hm... Du gjorde mig ikke ked af det, men... Jeg kan bare ikke snakke om det, okay?" Måske med Brianna, allernødigst med Vanya Patil-Fawley, men ikke med andre.

[Sophia Pierce]

Sophia nikkede og så ned i sin taske. Hvordan skulle hun kunne få løsnet lidt op i det her så de kunne snakke sammen? Hun havde brug for en at snakke med og tidligere havde det været Kala. “Okay. Jeg ville også gerne bare sige undskyld. Jeg... jeg savner dengang vi kunne tale om ting. Før alt det her,” så havde hun selvfølgelig ikke siddet med det samme behov, som hun gjorde nu, det var klart, men hun ønskede at få styr på det igen. “Kala, tror du på nogen måde at du ville kunne åbne op for mig igen? Jeg ved godt jeg nok ligger som jeg har redt, men jeg ville så gerne vide at der bare var nogen som faktisk ikke er sure på mig, eller ikke synes jeg er virkelig mærkelig.” Hun bed sig i indersiden af kinden for ikke at give efter for de tårer der sikkert var på vej. Hun mærkede hvert fald knuden i hendes mave stramme godt op. “Jeg ved godt det er. Meget og jeg slet ikke er noget offer her, men ligegyldigt hvad jeg gør er det blevet opfattet forkert. Jeg ønskede kun at slippe ud af den forvlovelse”

[Kala Patil-Fawley]

Kala vidste ikke rigtigt, om de nogensinde havde kunne tale om ting. Selvfølgelig havde hendes liv aldrig rigtigt været så kompliceret eller dramatisk før nu, med undtagelse af hele dramaet med William Knight tilbage på hendes fjerde år.

Langsomt vendte hun sig om. "Jeg ved ikke, hvad der er sket mellem jer og jeg har ikke lyst til at vide det," konstaterede hun. "Vi er ikke... ikke-okay, men... Jeg gider bare ikke snakke omd det, okay?"

[Sophia Pierce]

Hendes ord var da lidt en trøst. og egentlig var det meget nemt at give Kala hvad hun efterspurgte, skønt Sophia jo egentlig havde håbet at kunne vende et par ting hurtigt inden hun nåede hjem. Derfor måtte hun ende med at suk og accepterer. "Det er helt okay du ikke vil snakke om det, jeg havde bare håbet lidt på det." Svarede hun ærligt. Så lagde hun en sidste bluse i kufferten og lukkede den, så hun var klar til afrejsen. Hun trak vejret tungt og prøvede på at finde en indre ro, så hun ikke så alt for bange ud. Det var jo også dumt, så slem kunne hendes forældre vel heller ikke være.

[Kala Patil-Fawley]

Den dårlige samvittighed bed i hende. Det var jo ikke Sophias skyld, at hun var blevet forlovet med Imrah Avery, men såret var ikke helet endnu og det var med modviljen tydelig i bevægelsen, at Kala trak på skuldrene.

"Okay, så, vel... Hvad så?" Pakningen blev sat til side for nu og hun lænede sig op ad sengestolpen.

[Sophia Pierce]

Sophia blev glad, da Kala alligevel gav mulighed for at tale om det. Skønt det føltes meget tvunget. Det havde ikke været hendes ønske, men det ville hun ikke jokke meget rundt i. Hun tøvede og så ned i jorden. "Jeg har modtaget et brev fra mine forældre. De er meget skuffet over at jeg ikke har brugt mere tid sammen med.. Imrah.. De mener at jeg sætte hele aftalen over styr." Hun havde jo kun forsøgt at holde sig væk for netop at gøre Imrah lidt gladere og slippe for alle de ubehagelige rygter. Det var ikke nemt for hende. "De forventer jeg har en god grund for hvorfor det er gået så skidt og ikke mindst, mener de at vi skal arrangere et møde med Avery, hvor de forventer jeg retter op på det hele. De vil ikke... " Sophia sank. Dette her var ikke bare almindelige skolefnidder. Det var alvor. "De vil ikke accapterer at jeg bare smider familiens stolthed på jorden på den måde." Sophia blinkede nogle gange. Hun var bange og var sunket sammen til en lille skikkelse. Det var tydeligt det ikke bare var for sjov.

[Kala Patil-Fawley]

Det burde ikke gøre så ondt bare at sige navnet, men Kala mærkede alligevel et stik og tog en dyb indånding for ikke at lade sig mærke med det. Hun havde ingen anelse om, hvad man burde sige til den slags. Tvangsforlovelser og snak om ære, ry og stolthed var ikke en del af hendes familie på samme måde.

"Det lyder helt fucked," mumlede hun og skridtede over til sin kuffert, der blev lukket i.

[Sophia Pierce]

Ja det var virkelig Fucked up med hendes familie. Sophia sukkede lidt. Heldigvis vidste de da intet om den affære hun havde haft med Benjamin Mael. Hun kastede en sidste skjorte i kufferte og lukkede den så. "undskyld det lige skulle gå ud over dig. Jeg.. øhm.. jeg ved bare ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det hele. og så håbede jeg på du måske vidste noget. Beklager." Kala havde snakket med med Imrah end Sophia havde så hun kunne da være heldig at vide et eller andet. Men hvis ikke hun ville snakke om det, så ville Sophia ikke tvinge hende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala stak tryllestaven i baglommen af de mørke velourbukser, der var så pisse behagelige at rejse i. Hænderne blev stukket i forlemmerne, før hun trak på skuldrene.

“Jeg ved ikke rigtigt noget om det,” konstaterede hun simpelt, selvom det var alt andet end det. “Jeg har ikke snakket med ham, siden...”

[Sophia Pierce]

Nej det var selvfølgelig rigtig. Hun havde været indblandet i noget drama, som ikke lød ret fedt for nogen af dem. Sophia tøvede lidt og så så på Kala. “Jeg har godt hørt lidt om det. Det lyder som noget rod. Er du okay?” Stemmen var oprigtig og bekymret. Sophia kunne ikke ligefrem prale af at have prøvet det samme, men trekantsdrama var altid noget rod. 
Hun rømmede sig lidt og overvejede at spørge ind, men blev så bange for om Kala ville følge hun snagede eller var besat af det. Derfor tøvede hun før hun alligevel sagde noget. “Hvis du har brug for en snak lytter jeg gerne... Jeg er altså ikke sådan som rygterne sige, stalker jer og sådan”

[Kala Patil-Fawley]

Kala var virkelig ikke okay, selvom hun havde det lidt bedre. Det meste skyldtes, at hun havde brugt en magisk aften sammen med Ronan Thomas til juleballet, men det havde ikke vasket de seneste uger væk uden spor.

"Jeg ved godt, du ikke er sådan, Soph. Vi har delt sovesal i snart seks år, ikke?" Hun stak hænderne i lommerne. "Men jeg har altså virkelig ikke lyst til at tale om det."

[Sophia Pierce]

Sophias læber gled langsomt op i et smil. Kala havde sagt det helt rigtige lige nu. Det som Sophia havde manglet at høre så længe. Hun fik lyst til at gå over og give hende et kram, men stoppede sig selv i det, usikker på om Kala var klar til at tage imod. Derfor blev det mest til et underligt vip i overkroppen. "Lad os snakke om noget andet så." hmm Nytårsfest kunne det ikke rigtig blive, den var Sophia ikke selv inviteret med til. "Skal du noget spændende i julen?"