Uopnåelig

[Scorpius Malfoy]

Seks år. Det var så længe Scorpius havde været forelsket i Rose, som duftede af nybagt brød og blomster og som havde afvist ham så mange gange, at han næsten ikke havde tal på det. Ud over at han selvfølgelig havde tallet. Det var præcis 32½ gange og den halve var fordi han ikke havde nået at spørge, før professoren gik i gang med deres time.

Han kunne have sørget for at det blev 33½ gange, hvis han havde spurgt om hun ville følges til yuleballet med ham igen i år, men da han nåede til det havde han ikke længere lyst til at spørge. Hun var ellers begyndt at være næsten sød i sine afvisninger, men af en grund han ikke helt selv kunne forklare gav tanken om at følges med hende ham ikke længere den samme spændte, vilde fornemmelse i maven. Han havde meget mere lyst til at gøre som han plejede og bare følges med Albus Severus Potter , så det havde han planer om at gøre. Vennen havde nådigt nok ikke spurgt om han igen var blevet afvist af Rose, så han havde ikke haft brug for at forklare sig.

Da han kom ind til timen i besværgelser den morgen var der ikke plads der hvor han plejede at sidde, så for en gangs skyld satte han sig forsigtigt ved siden af netop Rose med et flygtigt, nervøst smil til hende.

"Hej Rose," hilste han, sædvanligt akavet.

Rose Granger-Weasley , den 15. december, 2023.

[Rose Granger-Weasley]

Det havde altid været akavet. Lige fra første øjekast i toget havde det været akavet. Rose var for stolt og stædig til at give efter, og antog Albus som svag, og Scorpicus som værende en forræder. Selvom man ikke burde dømme en bog ved dets omslag var det præcis hvad hun havde gjort, og hun havde aldrig lagt skjul på det.

Havde hun blot lade tvivlen komme den blonde troldmand til gode, eller havde hun ikke været så pokkers blind, og i stedet taget modet fra den løve som hendes kollegie bestod af, havde hun måske kunne reparerer det venskab hun selv havde slået itu, og som uanset reparationer, altid ville have ar og revner. Men sådan var hun ikke. Hun sad høj og hellig på sin pedestal og susede igennem årene på Hogwarts.

Julen stod for døren. Det årlige Yulebal nærmede sig med hastige skridt, og Rose anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Scorpius havde endnu ikke spurgt om de skulle følges ad, og han havde derfor ikke givet hende en chance for at afslå. Men hvorfor havde hun så ikke fundet en date endnu? Hvorfor ventede hun stadig på at Scorpion kongen skulle hente sin dronning hjem? Det havde fuldstændig ødelagt hendes koncentration, og derfor reagerede hun ikke helt som hun plejede da Scorpius nærmede sig hende.

I stedet for at fnyse, rejse sig og finde et andet sted at sidde. Så hun på ham med et par afmålte brune øjne. "Deres højhed." hun bukkede hovedet en smule forover og smilte halvhjertet til ham. Ved Merlin, hvorfor skulle han sætte sig ved siden af hende.

[Scorpius Malfoy]

Et åndssvagt grin undslap Scorpius ganske akavet over Roses hilsen. Han smilede dog mere varmt end noget andet, som han fandt sine bøger frem. Hun kunne lide ham. Han vidste det. Men for første gang siden han havde forsøgt at få hende til at sige ja, var det kun på grund af det potentielle venskab, der kunne bygges på grunden af hendes modstræbende liden-ham.

"Har du også glædet dig til at finde ud af hvad det er professoren mener er julebesværgelser? Tror du vi skal hænge julepynt op?"

[Rose Granger-Weasley]

Noget ved Scorpius grin, fik mundvigen til at sitre i noget der kunne tydes som et smil. Rose sagde dog ikke noget. Hun kunne ikke huske hvornår han sidst havde siddet ved siden af hende. Det var så længe siden at det ikke lå frisk i hukommelsen. Men hun var dog godt klar over hvorfor. Det var jo ikke fordi hun ligefrem søgte hans selskab. Hun ventede i spænding på invitationen. Men det var ikke glæden i at afvise ham, og det irriterede hende. Noget i hende havde overvejet at give ham den fornøjelse at eskorterer hende til årets sidste bal.

Hun bladrede i bogen. "Måske. Eller kreerer eget julepynt. Sne ud af tryllestaven måske?" Buddene var mange. Men det var Rose overhovedet ikke interesseret i, hvilket var meget ulig hende.

[Scorpius Malfoy]

Scorpius kløede sig lidt i håret og trak på skuldrene. Han var ret interesseret i emnet, faktisk. "Jeg lærte at skyde sne ud af tryllestaven sidste år. Det er ret skægt." Han skottede op mod tavlen, men professoren var stadig ikke kommet. Der var vist også et par minutter endnu.

"Glæder du dig så til ferien? Skal I alle sammen være sammen? Hele Granger, Weasley, Potter klanen?"

Lød han misundelig? Forhåbentlig ikke. Han var det lidt. Han fejrede jo bare jul med sin far.

[Rose Granger-Weasley]

Jeg lærte at skyde sne ud af tryllestaven sidste år - Rose kunne nærmest mærke hvor tæt hun var på at skære en grimasse af hans ord. Hun vidste da også hvordan man gjorde, men derfor kunne man vel godt gøre det i en besværgelsestime så tæt på julen. Hun overvejede at klappe ham en på siden med sin bog, men blev enig med sig selv om at det nok ville sætte mærke i bogens fine overflade.

Hvorfor blev han også ved med at snakke? Havde hun et skilt i panden hvor der stod. Tal til mig. Alt den information kunne han vel få fra Albus. Hvilket bare irriterede hende endnu mere. Han snakkede udenom, og hun vidste ikke om han gjorde det med vilje, eller om han virkelig bare var dum.

"Jeg glæder mig mere til Yuleballet" fik hun klemt ind mellem Scorpius' væld af spørgsmål. Hun havde endnu ikke overvejet hvordan julen skulle fejres, men det ville ikke undre hende hvis alle skulle samles. Spørgsmålet var bare. Hvilken familie skulle lægge hus til denne gang.

Hun klarede halsen en smule. "Det er tradition i vores familie, at vi så vidt muligt forsøger at holde det sammen." forklarede Rose prompte. Hun sukkede. Hun var ved at ville fortsætte sin sætning, men mindede så sig selv om at de jo ikke skulle sidde og hygge snakke. - Traditioner kunne brydes, og det var ikke hver eneste jul at den store familie fandt sammen. Men næsten altid. Hun var bange for at hvis først julen blev delt op mellem hver familie, ville Teddy Lupin skulle gå på tur.

[Scorpius Malfoy]

Scorpius blinkede lidt over hentydningen til yuleballet, som blev overhalet af hendes fortælling om familiejul og Scorpius sad bare og drømte sig selv ind i det glansbillede han havde af hvordan det var at være Rose, Lily Luna Potter, Roxanne Weasley, Albus Severus Potter eller enhver anden i den store familiebunke.

"Klart, ja," svarede han dumt. "Vi er bare mig og far, siden... Upsidaisie, nu blev det tungt igen, Scorpius. Så yuleballet bliver også sjovt. Eller som det plejer."

[Rose Granger-Weasley]

På ét punkt kunne Rose fremstå med følelser overfor Scorpius. Han havde mistet sin mor i en alt for tidlig alder, og det fortjente ingen. Hun havde derfor ingen spydige kommentarer til hverken ham eller hans far. I stedet bøjede hun hovedet en anelse.

Hun rynkede lidt på næsen over måden ordene forlod hans mund, og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Hun blev dog enig med sig selv om at det nok var en form for forsvarsmekanisme. Hun lyste dog op da han endelig faldt på Yuleballet. Selvom hun stadig var muggen over at hun selv var nødt til at bringe det på banen.

"Som det plejer?" Hvilket straks burde fortælle den blonde troldmand at der var noget han havde glemt at spørge hende om. "Har du fundet en date?" Hun blinkede et par gange med de mørke øjne og holdte opmærksomheden mod sidemanden.

[Scorpius Malfoy]

"Ehhh," trak Scorpius ud, helt akavet, svedig i håndfladerne og meget fortrydende omkring sit valg af siddeplads. Og lige i det øjeblik, som alt virkede umuligt, gik døren op og besværgelsesprofessoren trådte ind af døren.

Merlin være lovet!

[Rose Granger-Weasley]

Intet var til Roses fordel i dag, og da slet ikke da døren til klasselokalet gik op, og timen for alvor gik i gang. Normalt ville det langt fra have irriteret hende, men lige netop i dag syntes det at gnave lidt.

Hendes blik gled fra Scorpius og ned i bogen.
"Jeg har heller ikke fundet nogen endnu" hørte Rose sig selv sige, en anelse fraværende da hun allerede var i gang med at gøre klar til at tag eventuelle noter. Rose hintede aldrig noget. Hun var kendt for hendes direkte og ærlige tilgang til livet. Så at skulle forsøge at give Scorpius ledetråde var overhovedet ikke hendes hjemmebane.

Det var slet ikke gået op for hende at Scorpius måske slet ikke havde lyst til at spørge hende. Desuden mente Rose at alle ville være heldige at have hende som date, så derfor irriterede det hende måske også lidt mere end det plejede at Scorpous så ud til at vride sig fri af sine håbløse forsøg på at kurtisere hende.

[Scorpius Malfoy]

Scorpius fattede ikke at Rose forsøgte at få ham til at gøre noget. Han var, som sædvanlig, rimelig blank for hentydninger. Til gengæld fik han svaret, lavmælt og imens han slog op på den side professoren sagde.

"Nåh. Jeg skal følges med Albus igen."

[Rose Granger-Weasley]

Rose havde lyst til at krølle sit pergament ved Scorpius' svar. Hun havde tabt til ingen ringere end Albus. Havde hun været lige så bleg som troldmanden ved siden af hende, havde man nok kunne se de røde vredes pletter omkring hendes kinder. Men til hendes held kunne man intet ane.

Hun vendte blikket direkte ned i bogen. "Nå. Jamen så er alt jo som det plejer" Hvilket var løgn, for for første gang havde Scorpius ikke gjort noget som helst for hverken at komplimenterer hende, end at gøre sit sædvanlige forsøg på at inviterer hende ud, i dette tilfæle, Yuleballet.

Sandheden gik også langsomt op for Rose. Hun havde været så optaget på at han skulle inviterer hende, og hun skulle forbarme sig og sige ja. - Til at hun overhovedet ikke havde tænkt over en backup. Hun kvalte en grimasse ved tanken. Det måtte blive et problem til senere på dage.

Afsluttet