Revenge Is A Dish Best Served With Parties and Blondes

[Luka Himura]

Caleb Evans, 31. marts, 2025

Påskeferien var startet. Og for Lukas vedkommende betød det to ting: Enten at vende hjem til den kolde villa i London og den behandling der som oftest fulgte – Eller at blive på Hogwarts. Distanceret fra konflikten og med mulighed for at gøre ondt værre… Men så længe han ikke direkte blev konfronteret med den form for virkelighed, så længe ville han til enhver tid vælge at blive på Hogwarts. Hvis folk blev for nysgerrige omkring hans baggrund, ville Luka leje et værelse et sted i Hogsmeade og lade som om han tog hjem. Indtil videre var det intet problem, og Luka nød godt af en pause, hvor han ikke skulle forholde sig til skolens magtkampe.

Da invitationen fra Roxanne ankom, var Luka ikke sen til at sige ja. Der var bare en ting: Caleb.
Caleb, Caleb, Caleb. Caleb var inviteret, og Luka havde overhørt at han havde tænkt sig at komme. Den afslapning som sociale events kunne være for Luka syntes pludselig at være tung. Det var som om at uanset hvor Luka så hen, så var Hufflepuffernes vejleder der. Egentlig havde Luka intet imod ham. Nej. Nej, det var snarere det som han var begyndt at stå for. Hvor Luka var en elev der åbent gav kritik af undervisningen og på trods af diverse advarsler stadig sneg sig ud om natten og forårsagede kaos i sin drilske opførsel… Så gjorde Caleb præcis det samme. Og benægtede det, selv om Luka flere gange i mørket af gangene havde stødt på ham. Det skinnende skilt på Calebs uniform var korrupt og bundråddent i Lukas optik, og det fik blodet i metamorphmagusens årer til at boble og syde over at han stadig bar rundt på det. Hvor vovede han at rette på ham? Hvor vovede han at agere bedre end ham? Hvor vovede han at stikke ham i ryggen?

Luka meldte på trods tilbage til Roxanne at han kom. Men Lukas sind var påvirket og sad fast. Hvis intet snart blev gjort, havde han en stærk følelse af at den næste indsigelse mod ham var sindssyg i gerningsøjeblikket. Noget måtte gøres. Og selv om Luka havde sagt til sig selv at han var der for at nyde andres selskab, så måtte han indvendig undskylde over for Roxanne. Beslutningen var taget.
Caleb skulle pilles ned fra sin høje piedestal, og et socialt event var det perfekte sted at gøre det. Men hvordan… HVORDAN?! Det måtte ikke være for tungt. Det måtte ikke skade. Det skule snarere pinliggøre vejlederen og afsløre ham i hans dobbeltmoral. Og vigtigst af alt: Luka måtte ved alle festers moder ikke blive opdaget i det, med mindre det tjente som underholdning. Og da han gennemgik sine klæder til festen fik Luka en ide’.

Som han sneg sig ind i en forladt gang og satte sig ved vinduet, greb han et lille spejl. Han kørte hånden igennem sit hår og over sit ansigt, og i løbet af ingen tid var det ikke længere Luka der sad der, men en englelignende blondine med blå øjne. Han smilte veltilfredst med et djævelsk glimt i blikket.
”Perfect. Okay Caleb-boy. Lad os se hvad du siger til lille Zelda her. Udvekslingsstuderende fra München!” gnækkede Luka med den mest englesøde kvindestemme han kunne præstere.
Med lidt besvær fik han fremmet en raspende accent. Teeeeknisk set var det ham – så det var vel ikke så slemt. Og så meget savnede de ham heller ikke, så han kunne undværes i en halv time?!
Staven blev slået hen over den hvide skjorte og manchetknapperne for at blive erstattet af en turkis kjole. Og fra der transfererede han mod Devon.

[Caleb Evans]

Det der med fester, havde altid fascineret Caleb. Han kendte dem hjemmefra, hvor de ældre elever på hans skole, drak alkohol og tog stoffer. Ikke at han selv var interesseret i det sidste, men dengang havde han set op til dem, og drømt om selv at blive ældre og deltage.
På Hogwarts var fester, lidt en anden ting. Skolen havde da nogle højtider, men det der med at de skulle danse og klæde sig pænt… Nej, tak!
Derfor var Caleb blevet ovenud lykkelig da han havde fået en invitation fra Roxanne (Selvom det også kom på bag på ham).
Sammen med nogle andre venner, havde han iklædt sig sin fineste hvide skjorte, og et par mørke jeans. Ikke specielt, men det bedste han havde, for der havde aldrig været råd til mere.
Da de ankom, var det med armene fulde af ingefærøl og andet godt, de nok stadig var lidt for unge til at drikke. De delte sig op, og efter 10 minutter fik hurtigt spredt sig ud i villaen, mens alkoholen forsvandt.
Blikket gled hen til en dør der åbnede sig. Caleb spændte øjnene op da der kom en smuk blondine ind, som han uden tvivl ikke havde set før. Der var noget udenlandsk over hende, og hun var sikkert venner med Roxanne.
Modigt gik han over til hende og stak labben frem. ”Hej, jeg tror ikke jeg har set dig før? Jeg hedder Caleb.” Nok var Caleb ikke en god flirter, men han viste at venlighed kunne føre ham langt. ”Er du lige kommet til festen?” spurgte han og trak en ingefærøl op af lommen tilbød hende den. Ingen skulle føle sig snydt.

[Luka Himura]

Luka smilte skævt og kørte lige hånden igennem det lyse hår, bare for at smide den sidste hånd på værket. Han havde allerede set Caleb, da han tog de to første skridt ind i Roxannes hjem, men han havde ladet sin blonde skal stå og se lidt forvirret ud. Sårbar. Det virkede oftest på unge drenge. Luka var beregnende. Hans blik scannede lokalet for kendte ansigter. Og, det varede da heller ikke længe før Caleb var lige foran ham.

Bare lige for at gøre det ekstra ud af det kom blondinen med et forskrækket gisp. Oooog viftede lige et par gange med de lange øjenvipper.
”Åh, undskyld! Jeg så dig ikke”. Det er løøøøøgn. Og hvor VAR det egentlig godt at der ikke var nogle til festen med legilimens!
Ikke mindre, så mødte maddingen Calebs hånd utvivlsomt.
”Ja, jeg fik at vide at Roxanne havde tilladt at man tog venners venner med. Jo flere mennesker, jo sjovere. Her er godt nok hyggeligt. Det er altid rart at lære nye ansigter at kende!... Jamen hey Caleb. Jeg er Zelda!”

[Caleb Evans]

Da pigen begyndte at tale, var Caleb ikke i tvivl om at hun ikke kom fra storbritannien. For ham lød accenten tysk, men han kunne også tage fejl. Navnet Zelda virkede på en eller anden måde bekendt for ham… Et spil han havde set nogle venner spille i sin hjemby måske?
Noget i Zeldas udtryk, gjorde at Caleb fik lyst til at snakke mere med hende. Hendes uskyldighed, de lange øjenvipper der nærmest indbød ham til snak…
Han kløede sig nervøst i håret, mens pigen bare snakkede løs. Måske var hun også genert?
”Jamen velkommen til så. De fleste kender hinanden til festen - jeg introducere dig gerne til nogen.” Det var nok lidt en løgn, for Caleb ville hellere have hende for sig selv. De mere smarte drenge ville nok hapse hende, hvis de fik øje på hende.
”Kom, lad os snakke et andet sted hvor der ikke er så meget larm.” Snedigt gejlede han hende hen til en gang, hvor der ikke var så meget larm, og de faktisk stod alene. For at tilføje ekstra til charmen, lænede Caleb sin arm op af væggen og sendte et tilpas kækt smil til Zelda.
”Hvilken skole, går du på?” spurgte han så med et smil. Man kunne godt have spurgt direkte, men man skulle også passe på, selvom det virkede mærkeligt at pigen ikke selv skulle være magiker.

[Luka Himura]

En stor del af Luka måtte bide sig selv i tungen over Calebs tydelige tilsmirren. Det gik næsten for nemt, tænkte han for sig selv. Og alligevel, så fik Luka lidt kvalme, da han langsomt fulgte med Caleb. Og Caleb rent faktisk pustede sig op. Det fik egentlig metamorphmagusen til at læne sig en anelse længere bagud med det samme smil. For ikke at virke fjendtlig blinkede Luka igen med de blå dådyrøjne.
”Åh, jeg er egentlig bare på familiebesøg, men jeg er fra Durmstrang!”
…
Durmstrang?! Luka kunne have slået sig sig i panden.
Hvorfor ved Merlins fladlusbefængte filtrede overskæg sagde jeg Durmstrang?!
Hurtigt så Luka ned af sig selv. Den blå kjole og det bløde feminine udtryk lignede bestemt ikke noget fra Durmstrang! Nok nærmere Beauxbaton. Det var desuden en af skolerne som Luka kun kendte overfladisk til. Men med lidt held var den viden nogenlunde på højde med den fra Caleb-boy.

[Caleb Evans]

Durmstrang? Caleb tænkte sig lige om, et øjeblik og prøvede at pin pointe skolen. Det var vidste i skandinavien den lå, mere huskede han ikke.
Som pigen så ned af sig selv, fulgte Calebs øjne med. Hun kunne da sagtens ligne en fra det lidt koldere nord. Kjolen klædte hende hvert fald godt, og hvis alle piger så sådan ud på Durmstrang, gad Caleb da godt komme på besøg der.
Det tog en smule tilløb, men Caleb tvang sig selv til at løfte øjenbrynene. ”Vildt. Jeg er da glad for at du er her. Det er ikke så tit vi ser en så smuk pige på disse kanter” charmede han sig, og blev ved med at presse sig selv længer over grænsen, da han ikke normalt var så god til at vække pigernes interesse.
”Men det er du vel også vant til hjemme i… øh… Norden, at drengene summer om dig?” Han var jo nødt til at finde ud af om hun havde en kæreste eller om der var frit løb.

[Luka Himura]

Luka måtte ånde lettet ud. Han hoppede faktisk på den!
Han tog sig til munden og udstødte et lille forlegent grin over Calebs kompliment. Han måtte da virkelig have overgjort sig selv denne gang, når Caleb virkede så elektrisk? ”Det er alt for galt. Mange tak – var det Caleb? Du er nu heller ikke værst selv”.
Det blå blik skævede til siden, og et skævt filurkattesmil kom til syne på det rosa læber.
”Tjaa, der er en del der har udvist mig noget interesse i hvert fald. Meeen jeg kigger lidt efter nooogeet… særligt!”