Ding, dong, juleklokkeværket ringer

[Benedict McLaggen]

Benedict var taget ret fortrøstningsfuldt afsted til julefrokosten i sin afdeling. Han havde en temmelig gyseligt grim juletrøje på, men June Chang-Masters havde forsikret ham om, at det passede perfekt ind i stilen. Det var ikke ligefrem sådan han plejede at være påklædt på sin arbejdsplads, men han stolede på hende.

Ganske rigtigt så de fleste rimelig fjollede ud i forskellige fortolkninger af at være julede. Han endte med at sidde ved siden af June og en anden fra aurorafdelingen under maden, men senere på aftenen tullede de mere frit rundt mellem hinanden. Han havde fået en del under vesten, da han hørte en stemme et stykke væk snakke om hvor akavet det var at være til en fest, hvor han havde været i seng med halvdelen af lærlingene. Da Junes navn smuttede ud bagefter, trak begge hans bryn sig tæt sammen og han nærmede sig samtalen en kende utilfreds med situationen, men også usikker på hvem der havde sagt det.

"Undskyld. Snakker I om Chang-Masters...?"

Hendry Urquhart, den 15. december 2025

[Hendry Urquhart]

Hendry Urquhart havde efterhånden fået så meget indenbords, at han havde glemt sin hensigtserklæring om at forlade julefrokosten så snart, en lejlighed bød sig. I stedet fandt han sig selv stående halvvejs hængende ind over en bar i selskab med en tidligere-instruktør-nu-kollega, som han gennem sin oplæring havde haft et udmærket forhold til. Beruset og ad omveje havde han i samtalen pludselig fundet vej til Imogen Temples og June Chang-Masters og de … kødelige relationer han havde haft til begge kvinder. Han var ikke så beruset, at han havde nævnt Imogens navn, men at han havde haft et forhold til June var kendt blandt flere i afdelingen.

Snakkede de om Chang-Masters?
I et øjeblik stirrede Hendry blot uforstående frem for sig, indtil det gik op for ham, at stemmen kom fra et sted bag ham. Han rynkede brynene og vendte sig halvt mod den mand – nej, dreng – der netop havde afbrudt ham.

“Jeg kan ikke se, hvordan det på nogen måde vedkommer dig,” svarede han og lykkedes nogenlunde med at holde beruselsen ude af sine stavelser.

[Benedict McLaggen]

Benedict var efterhånden bekendt nok på afdelingen til at han også vidste hvem de forskellige oblivatorer var og han genkendte Urquhart som ham, der havde sagt Junes navn. De lyse øjne kneb sig lidt sammen over svaret og selvom han var yngre og - i teorien - underdanig - så var underdanig ikke en tilstand Cormac McLaggens ældste søn nogensinde havde været helt god til.

"Det kan jeg nu godt se. June er min..." Kæreste? Ordet fik det til at vride sig i ham. Nej. Jo? "Jeg har en grund til at ville vide hvem hun ellers ser," endte han med at konstatere. "Og hvem der render rundt og fortæller resten af afdelingen om det." Han hævede begge bryn.

[Hendry Urquhart]

June var hans … ? I et øjeblik blev Hendry transporteret tilbage til et møde i Edinburghs gader få uger forinden af den syntaks – hvad var det, der gjorde, at June pludselig blev ved med at dukke op, i hvert fald sekundært?

Obliviatoren betragtede den anden med afventende mine – han mente åbenbart, at han havde grund til at vide, hvem hun ellers så. Ved disse ord løftede Hendry brynene i tydelig skepsis, og dem, der fulgte efter, gjorde ikke noget for at sænke dem.
“Hvad? Er du hendes anstandsdame?” Det var trodsighed, der fik ham til at svare, som han gjorde. Han kunne lige så vel have påpeget, at det ikke længere var noget, der foregik, men den andens tone betød, at en deeskalering var det sidste, han søgte.

[Benedict McLaggen]

Ben fnøs af oblivatoren. "Åh stik piben ind, Urquhart," røg det bramfrit ud af den unge aurorelev i juletrøjen. Hans julehyggelige antræk betød ikke at det var en anden mand, der var indenunder.

"Hun er min kæreste, så hvis du render rundt og spreder sladder om at du har været sammen med hende, så bliver jeg nødt til at bede dig om at gå med mig udenfor."

Det der med at dæmpe sin stemme var et hensyn provokationen og de sidste par genstande havde taget fra ham.

[Hendry Urquhart]

Det blev hurtigt klart, at den anden magiker vidste, hvem han var, men i sin nuværende tilstand var Hendry på ingen måde i stand til at sætte noget navn på den person, der stod bag ham iført en af aftenens værste eksempler på julesweatre.

June var hans kæreste. Denne oplysning gjorde intet synligt indtryk på obliviatoren – ud fra måden han blandede sig på, havde det næsten været åbenlyst. Mens han vendte sig helt, fjernede Hendry ikke blikket fra den andens.

"Måske du skulle stikke staven ind," returnerede han i en åbenlys eufemisme, "Det er ikke så meget sladder, som det er fakta. At du ikke kender til dem er næppe mit problem."

[Benedict McLaggen]

Benedict var lige godt fire år yngre og et pænt lille stykke lavere end oblivatoren, men han var også stædig, ærekær og rimelig forelsket i June. Hans testosteronfyldte hjerne var præget af det hele.

"Måske skulle du holde staven fra en lærling, der har en kæreste," svarede han hidsigt igen. Hans klare indtryk af at manden havde talt i nutid om June var ikke blevet rettet og han var varm i ansigtet af rimelig dårligt undertrykt vrede.

[Hendry Urquhart]

Hendrys blik på den lavere magiker blev mere vurderende. Hans ansigtskulør matchede efterhånden den sweater, han var iført. Hvis ikke obliviatoren havde været så utilfreds med den tvære indblanding, havde han kunnet se, hvor komisk hele situationen fremstod.
Misforståelsen gik åbenlyst på, at relationen mellem June og Hendry stadig var af intim karakter, og selvom det i et øjeblik virkerede fristende at lade ham blive i den tro – udelukkende med det formål at provokere ham yderligere – formåede en fornuftens stemme alligevel at blande sig i Hendrys berusede sind.

"Hun var min kæreste, da det stod på," påpegede han til sidst, da fornuften fik et lille overtag, og da han sagde det, kunne han ikke undgå at føle sig bare en smule besidderisk.
De lyse bryn blev atter hævet, afventende.

[Benedict McLaggen]

Bens bryn gik fra hævede til sammentrukne. Hans krigeriske blik blev skeptisk. Havde June haft andre kærester end ham? Og så en oblivator, som de begge gik op og ned af hver dag på afdelingen? En hun måtte se vitterligt hele tiden? Hans puls havde allerede været høj, men nu kunne han høre sit eget hjerte i stilheden.

Rundt om dem var der flere, der havde opdaget den lille scene. Ben klarede halsen og rankede sig bevidst. Han var ikke lav, men han var bevist om at oblivatoren var højere.

"Det var jeg ikke klar over," konstaterede han brysk, før den mest hykleriske sætning nogensinde forlod ham:

"Måske skulle du ikke stå og blære dig med dine erobringer indenfor afdelingen til en julefrokost."

[Hendry Urquhart]

Det ville have været tilfredsstillende at lade den anden blive i sin vildfarelse, men at se erkendelsen brede sig i hans ansigt måtte være omtrent lige så godt – hvis ikke bedre – og et lille selvtilfredst smil fandt vej til Hendrys mundvig.

Han hævede øjenbrynene i falsk forundring ved den anden magikers bryske konstatering, men de faldt hurtigt igen og trak sig i stedet sammen, da en ny anklage blev rettet mod ham.

”Hvis du ikke vil have det udbasuneret til hele afdelingen, tror jeg, at du har valgt den forkerte tilgang,” bemærkede han en anelse tørt.
Et eller andet sted vidste han godt, at den yngre magiker havde noget, der lignede en pointe; det var ikke i god smag, men det havde han ikke tænkt sig at stå og indrømme her.

[Benedict McLaggen]

Ben betragtede oblivatoren med et bistert udtryk, der matchede hans julesweater dårligt. Han rynkede på næsen og kneb øjnene lidt sammen.

"Du startede," konstaterede han modent.

[Hendry Urquhart]

Hendry vendte kortvarigt blikket op ad, og han tvang sig selv til at tage en dyb indånding. Skulle han virkelig forklare sig?

"Jeg talte med en, der i forvejen var bekendt med det," returnerede han hvislende, tydeligt irriteret, da han så tilbage ned mod den yngre mand. Med højre hånd gestikulerede han mod de talrige blikke, der efterhånden var blevet rettet mod dem.
"Måske du en anden gang skulle blande dig uden om de voksnes snak," rådgav han. Talt som en sand voksen.

[Benedict McLaggen]

De var begge to ekstremt voksne. Ben med sine udåndinger gennem næsen som en anden drage og Hendry med sit berusede råd om at blande sig udenom voksensnak. To, mørke bryn skød op over det og aurorlærlingen fnøs.

"Ja, hold da op," drævede han. "Du er ikke flere årgange over mig end at jeg kan huske dig fra Hogwarts, Urquhart. Lad være med at stikke næsen så højt i sky at du kommer til at snuble."

Og med det glimrende råd, forlod han skumlende den del af selskabet. Han havde brug for at tale med June. Han troede hun havde bedre smag.

Forlader tråd