Du lod mig vokse

[Penelope De Lorenzo]

Starten af 3. årgang
Det havde vist sig, at skolearbejde, ikke var den store udfordring, selv efter 2 antal år. Penelope havde frygtet den dag hun skulle i skole, men kun fordi hendes forældre havde været så beskyttende overfor hende og ikke selv været begejstret over for at hun ikke skulle være hos dem mere.
Det havde været en helt anden verden, hvor folk ikke opførte sig bitre over for omgivelserne, og man kunne grine på egen bekostning.
Hjemmefra havde forældrene sjældent haft latter til at fylde husets fire vægge, kun når de talte ned omkring andre.
Det var et personligheds præg, som havde fulgt Penelope, og derfor gjort hende lige så bitter og jaloux som forældrene.
Der var også blevet opfordret til at lektier og fremtid var formålet med skolegangen, så det var med den attitude, som Penelope gik ind til, på sin første dag hvor hun var blevet fordelt på Slytherin.
Hurtigt havde hun dog lært at folk på hendes hus, tit var som hendes forældre. Hadefulde, ambitiøse, og dedikeret til deres egen passion. Der var ikke meget plads til fællesskab eller svagheder.
Dette blev lært på den hårde måde, så ligesom de andre, var Penelope stor fortaler for, hvorfor hendes hus var bedre end andre. Specielt Gryffindor, var højt på hadelisten.
Det platinblonde hår gik til den 13 åriges skulder, som hun vandrede ned af gangen. På vejen så hun en brunhåret knægt, der vist gik på samme årgang, og en stærk trang til at nedgøre ham, fik hende til at stoppe op.
”Hov, det er dig fra magiens historie!” startede hun ud, og lod som om det var overraskelse der spillede ind.
”McFjols var navnet ikke? Jeg har hørt du næppe klare året ud og må stoppe fordi du er for dum til Hogwarts” fortsatte hun, med sin platte drilleri.

@nille

[Deleted]

De sidste tre år havde været noget af det mest spændende i Fergus's liv, og han havde ikke regnet med at han ville elske Hogwarts så meget. Heldigt for ham var Hogwarts også i Skotland, så det var ikke specielt langt væk fra hans hjem, og han led til tider af hjemve. Dette indrømmede han dog ikke overfor nogen, eftersom han ikke ville vise en svaghed, og eventuelt blive et mobbeoffer.
Da han havde fortalt sine forældre, at han var blevet Gryffindor, havde han aldrig set dem være så stolte før. Hans far havde været Gryffindor, og havde håbet at Fergus ville følge hans fodspor. Hans mor var bare glad for han ikke var Slytherin.
Hadet imod Slytherin var ikke unormalt blandt de andre kollegier, men alligevel kunne Fergus ikke forstå hvorfor, de alle ikke brød sig om det kollegie. De var vel alle sammen magikere, der gerne ville være at styre deres evner?
Men da en ung Slytherin pige henvendte sig til ham, forstod han pludselig hvorfor, de andre ikke brød sig om dem. Men Fergus var ikke som de andre. Så i stedet for at blive sur, eller ked af det, smilede han bare bredt til pigen og fik et kækt glimt i sine lyseblå øjne.
"Du skal have tjekket din hørelse, pus, for jeg er langtfra dum, men jeg er da beæret over du kan huske mig. Det må betyde, at du har holdt øje med mig." Han blinkede drillende til hende, og følte sig helt overlegen, fordi han var kommet med en så smart kommentar.

[Penelope De Lorenzo]

Der var et selvsikkerhed at spotte i den unge slange, som hun havde langt op til en ubehagelig kritik. Det var dog ikke den ønskede reaktion der kom frem, og et øjeblik, måbede hun bare over hans svar.
"Pus..?" gentog hun, som om det var et bandeord, han lige havde sagt. Hun skulede en smule til ham, men kom så til at smile.
Selvom drengen ikke havde ret i at hun havde lagt specielt mærke til ham, så tog han hendes negative kommentar og vendte den til noget positivt. Det havde hun ikke prøvet før, og var blot imponeret.
"Jeg er glad for at du tager det som en kompliment, men det var nu ikke helt ment sådan." Det skulle have lydt hadefuldt, men var for påvirket af hendes lille smil.
Penelope satte armene i siden, og pressede brystet stolt frem. "Ikke fordi jeg har holdt øje med dig... men hedder du ikke Fergus? Jeg hedder Penelope og er fra Slytherin." Det sidste blev sagt stolt, og hun var ret sikker på at hun havde ret angående navnet. Hun lyttede jo efter i undervisningen, og det betød hun også hørte når de andre elever snakkede.

[Deleted]

Hah! Fergus var pavestolt over, at han havde gjort hende målløs! Så kunne hun lære det - Han var ikke en, man bare kunne være led overfor. Ikke fordi at han kunne finde på, at blive sur, men fordi han simpelthen ikke tog fornærmelser til sig - medmindre, det var til hans venner eller familie, så var det en helt anden historie.
"Det ved jeg godt, men det er mere underholdende, hvis jeg ikke lader dig fornærme mig." Han grinede lidt, mest fordi han morede sig over hvordan han havde overlevet slangens bid.
"Jo, Fergus. Fergus McCelliard, Gryffindor. Hyggeligt at møde dig." Han gav hende et drillende smil. "Og jeg er ret sikker på, at du har holdt øje med mig."

[Penelope De Lorenzo]

Drengen var lidt for skarp til Penelopes smag. Havde han deflekterede hendes forsøg på at være led, så havde det bedre givet mening, for løver var som regel korte for hovedet, havde hun fået af vide.
Da han sagde sit navn, var Penelope glad for at hun faktisk havde husket det… Eller han vendte så lige den lyst til noget hun ikke havde lyst til at huske. Læberne spidsede sig, og øjnene kneb sammen. Nævnerne var godt knyttet ned langs siden, og hele ansigtet udstrålede arrigskab, mens de små runde briller hvilede på næsetippen.
”Hvor er du bare møg irriterende” sagde hun surt. Hun havde dog alligevel ikke lyst til at gå, og huskede på det smil han havde givet hende på læben fra før.
”De andre fra mit kollegie, siger faktisk at Gryffindor tager imod børn, der slet ikke kan noget magi.” Hun nikkede tilfreds, overbevist om at det var sandhed de andre havde fortalt hende.

[Deleted]

En rungende latter lød fra løveungen, da slangen bare blev sur på ham - igen. Han kunne allerede regne ud at det ville hun nok blive adskillige gange, men hun gik ikke. Var det fordi at hun gerne ville drille ham lidt mere, i håbet om at få ram på et svagt punkt? For det skulle nok ende galt, han var ikke specielt nem at få ned med nakken. Han var en stædig løveunge!
"Så glemmer du mig ikke så let." Svarede han med sit brede smil, og lysende øjne der fik ham til at se mere uskyldig ud, end han egentlig var. "Og mit kollegie fortæller mig, at Slytherin eleverne har en vane med at lyve." Han villle ikke lade hende vinde, det var klart. "Er der en grund til du er efter mig, pusser, eller keder du dig bare?"

[Penelope De Lorenzo]

Penelope gad ikke at lade Fergus få sin vejle, omkring at hun huskede ham, men at rode mere i det, eller nægte yderligere, ville nok ikke være til hendes fordel.
”Nahaj!” udbrød hun, da han ligeledes kom med en anklage mod hendes hus. Penelope kunne ikke benægte at nogle af eleverne sagde ting, som hun vidste uden tvivl var forkert, men Fergus fik det til at lyde som om det var alle.
Da han igen kaldte hende for pusser, kunne hun ikke styre sig og trampede stædig i jorden. ”Stop med at kalde mig det! Jeg hedder altså Penelope!” Hun var ret sur, og skulede til den anden.
”Jeg keder mig ikke… Jeg har bare en pligt som Slytherin elev at…” Hun stoppede sig selv, for hun kunne godt se hvor dumt det lød at sige ‘For at sørge for at de andre kollegier vidste at Slytherin var de bedste. Hvorfor skulle hun være bedre end drengen der stod overfor hende? Selv hvis han var mugglerfødt, så var han da ikke helt tabt bag en dør.
”Ehm…” Hun bed sig usikkert i læben, og var igen kølet ned. Hun så ned i jorden og vippede med sin fod. ”De andre siger at Slytherin er bedre end de andre huse… Men… Jeg synes det lyder lidt mærkeligt” sagde hun og ærligheden lå ret tydeligt i hendes ord. Den måde hun så ned, forekom samtidig som om hun følte sig en smule skyldig, hvilket også var tilfældet.

[Deleted]

Pigen var overraskende nem at irritere. Det var klart at pigen havde et temperament, og dermed nem at provokere, hvilket var noget han var god til - uheldigt for hende, men heldigt for ham!
”Javel ja.” Han blev enig med sig selv om at han ikke ville stoppe med at kalde hende pusser - men, hvis han gjorde det for meget, ville morskaben falme, fordi hun måske ville vænne sig til det.
Da hun stoppede sig selv midt i sætningen ventede han tålmodigt. Han skulle til at komme med endnu en kommentar, da hele hendes væremåde pludselig ændrede sig. ”Personligt synes jeg ikke at et hus er bedre end andre. De er alle gode på hver deres måde.” Hans brede smil, der før havde virket provokerende, blev mere venligt. ”Men bare fordi resten af dit kollegie render rundt og er... ja, som de er, betyder det ikke at du skal. Bare vær dig selv. Det kommer du længst med.”

[Penelope De Lorenzo]

Panden blev rynket, og man kunne se at Penelope virkelig konflikterede over det der blev sagt. Hun havde jo lyst til at give Fergus ret, men hun ville også gerne tro på det de ældre Slytherin elever sagde.
”Du har vel til dels ret… Jeg troede ikke en Gryffindor, kunne være så… tænksom. Hun kiggede lidt på hans smil, som faktisk føltes rart og ægte, men løftede så en pegefinger. ”Hvis du siger til nogen at jeg har sagt det, så kaster jeg en forbandelse på dig” sagde hun små truende og skulede igen.
Hænderne blev sat i siden og næsen peget en smule opad. ”Vi ses nok en anden gang så… Gryffindor dreng.” Han skulle ikke tro at de pludselig var venner eller sådan noget, så hun gav ham blot et neutralt blik og fortsatte så videre.

//out