Distræt

[Alice Longbottom]

Adam Jordan

Alice var ikke den store festabe, men hendes lillesøster havde gjort hvad hun kunne for at overtale hende, og det havde i grunden ikke været særlig svært. Den lystige stemning trak hende tilbage til hendes barndom på Den Utætte Kedel, og de mange mennesker skræmte derfor heller ikke den unge løve. Et par jævnaldrende kammerater havde overtalt hende til at drikke af en medbragt flaske med ildwhiskey der havde fået hendes kinder til at blusse, og sløret hendes dømmekraft nok til at lokke hende ud på dansegulvet. Den sarte blomstrede sommerkjole svingede om hendes krop, før hun grinene bevægede sig mod gulvets kant, og ind i en af festens andre gæster hun ikke fik set i farten.

[Adam Jordan]

Aaron var naturligvis taget med til festen. Og havde været der før gæsterne dukket op. Heldigvis havde Victoria ikke stillet ham udenfor med et skilt, der forbød gæsterne at røre ved hans hår. Han burde dog alligevel have haft et med til at sidde på ryggen.

Det var ikke fordi, at han havde den store erfaring med at drikke alkohol. Det foregik også med mådehold, selvom det var svært at snige sig udenom hver gang han blev tilbudt en drink eller en tår af en flaske. Hvis han havde haft en anden hudfarve, havde man nok kunne se de blussende kinder, men nu var det i stedet lettere små pupiller, og lidt akavede dansetrin, der afslørede hans tilstand.

En eller anden kom til at dumpe ind i ham, og instinktivt vendte han sig om, og rakte ud efter vedkommende, hvis denne skulle være i gang med at falde på jorden. Det viste sig at være ingen ringere end Alice. "Hvis du vil danse, skal du bare sige til," lød det drillende fra ham, mens han smilede bredt til den lyshårede løvinde.

[Alice Longbottom]

Alice var fra naturens side klodset, og dog havde hun gennem sit liv kæmpet for at få kontrol over de lyse lemmer, så uheld som hendes tumlen ikke opstod. Ildwhiskeyen havde slækket denne kontrol, og de normalt blege kinder blussede endnu mere da hendes blå øjne kiggede op i Aarons brune.
"Undskyld.." Hun tøvede, da hendes undskyldning ikke fik den samme betydning sat sammen med Aarons tilbud.
"Undskyld, nej.. Jeg mener.. Ja." Den ellers så velformulerede Gryffindorelev var på dybt vand, mens hendes kinder kun antog dybere nuancer af rød.

[Adam Jordan]

Aarons smil blev bredere, da hun forsøgte at undskylde for noget, som han ikke helt var med på. Måske var det for at have tumlet ind i ham, men det kunne ske for selv den bedste.

"Jeg skal forsøge, ikke at træde dig over tæerne," drillede han, men mente det også lidt. Han var virkelig ikke den bedste på et dansegulv. Og hans lange lemmer virkede klodsede og stive, når han forsøgte at bevæge sig lige så smidigt som nogle af de andre. Langsomt, og ganske forsigtigt, lagde han den ene hånd lige over hendes hofte. Det var et ganske anstændigt sted.

[Alice Longbottom]

"Ditto." Grinede hun let, og fulgte med Aaron tilbage ud på dansegulvet. På lystige aftner på Kedlen havde Alice danset som barn, men der var en temmelig stor forskel på et barns vilde trin og den rytmiske dans folk omkring hende syntes at mestre. Hun var ikke uden rytme, og derfor forsøgte hun også det bedste hun kunne at bevæge sig til musikken, mens hendes lyse øjne forblev ved hendes dansepartner som hun lettet kunne konstatere virkede ligeså uprøvet som hun gjorde. Det forsigtige smil på hendes læber blev en smule bredere da hans hånd fandt hendes talje, mens hendes tilbageværende fornuft prøvede ikke at ligge mere i det end at det var en høflig ting at gøre.
"Det er vi da meget gode til." Hun måtte rykke sit hoved lidt tættere på hans for at overdøve musikken som hun fortsat bevægede sig i takt med.

[Adam Jordan]

Aaron stemte ubesværet i med hendes grin. Det var betryggende, at hun ikke var en mesterdanser, for så ville han hurtigt komme til at virke som et fjols.

Da de igen havde indtaget dansegulvet, forsøgte han at falde i med musikken igen. Det var ikke nemt for ham, det virkede næsten som om, at hans hofter ikke helt havde et ønske om at være rytmisk anlagt den aften. Da hun talte til ham, opfattede han kun halvdelen af hendes ord, men betydningen var ganske enkel.

"Vi er vist ikke helt tabt bag en kost!" Tilføjede han, og igen sendte han hende et bredt smil.

[Alice Longbottom]

Alice formåede at slappe af i angriberens selskab. At stå på dansegulvet virkede langt mere trygt med hans støttende hænder på hendes hofter, end før hvor hun havde forsøgt at regne trinnene ud for sig selv. Hun fandt modet til at tage et par chancer mens hun bevægede sig til musikken, og med tænderne let bidt sammen om den fyldige underlæbe, gjorde hun hans hånd på hendes hofte fri, så hun i stedet kunne snurre sig rundt i den, og næsten med sikre fødder vende tilbage i udgangspositionen med et bredt grin.
"Nej, ikke helt."

[Adam Jordan]

Da Aaron opfatede Alices hensigt, løsnede han sit tag omkring hendes hofte, og lod hende dreje rundt om sig selv. Hendes kjoleskørt bredte sig ud som et flor af blomster. Bagefter lagde han igen sin hånd på hendes hofte og sendte hende et imponeret blik.

"Det er noget bedre, end det jeg kan præstere!" Kom det drillende fra ham. "Men jeg synes selv, at jeg er ret god til at støtte dig imens." Han sendte hende et blink, og sørgede samtidig for, at de ikke kom for tæt på de andre. Han stolede ikke nok på sin egen krop til, at han ville turde løbe kollision-risikoen.

[Alice Longbottom]

Hans ord fik Alices læber til at forme et bredt smil. At snurre rundt havde ligeså fået hendes mave til at snurre rundt, men hun var ikke helt sikker på om det udelukkende skyldtes bevægelsen.
"Du gjorde mindst halvdelen af arbejdet." Hun havde aldrig været særlig god til at tage æren for ting, men ville helst hjælpe andre til at skinne.
"Skal vi prøve igen?" Hun stillede sig klar på fødderne, og kiggede afventende på sin dansepartner.

[Adam Jordan]

Aaron så taknemmeligt på hende. Han var dog helt sikker på, at han ikke havde meget af æren. Han havde trods alt bare stået og set på. Måske endda lidt med en lille måben. Men det lod der ikke til, at være nogen som havde set.

Til hendes spørgsmål nikkede han ivrigt, uden at tænke over det. "Lad os!" Han løftede sin hånd fra hendes hofte igen, klar på at tage fat i hende igen, hvis det skulle vise sig, at hun kom ud af balance.

[Alice Longbottom]

Anden gang blev Alice en smule mere ivrig. Det var befriende at mærke det sarte blå skørt folde sig ud, men et lille hop i takt til musikken, der ellers i teorien passede godt med et anslag i musikken, var at gabe over mere end hvad hendes evner på et dansegulv kunne tygge. Hun kom ned på jorden igen, men ikke med samme elegante balance som før. I stedet vaklede hun, med en let nervøs klukken ind mod Aaron i et forsøg på at genvinde balancen.

[Adam Jordan]

Aaron havde sit blik rettet på Alice, da hun drejede rundt om sig selv. Han skulle bruge lidt koncentration for at fokusere nok til at opfatte, at hun kom ud af balance. Straks rakte han armene så hurtigt frem, som hans nedsatte reaktionsevne nu tillod ham.

Det skete dog ikke uden, at han selv vaklede et skridt tilbage, da hun befandt sig i hans arme. Dette fik mere end alkoholen hans kinder til at blusse under den mørke hud. Han rømmede sig lidt. "Vi skal vist øve os lidt," kommenterede han og sendte hende et opmuntrende smil.

[Alice Longbottom]

Alice var ikke hurtig til at gøre sig fri af angriberens arme, da de begge stod sikkert på benene igen. Det føltes rart, og det tog hende derfor også et par øjeblikke at opfatte hvordan de stod, før hun kejtet gjorde sig fri, og kiggede ned for at glatte kjolens stof i et forsøg på at skjule hendes højrøde kinder der tydeligt trådte frem på den blege hud.
"Det må vi vidst hellere. Godt at du er så trænet i at gribe." Hun strøg en lys lok hår om bag øret, og nøjedes med at svaje let til musikken.

[Adam Jordan]

Aaron anede ikke, hvad han skulle stille op med den et år ældre løve, så han var lettet, da hun heldigvis selv gjorde sig fri. Han ville have følt sig lidt afvisende, hvis han havde skubbet hende væk selv.
"Altid til tjeneste," kommenterede han, og valgte at følge hendes eksempel. Det var nok lidt for vovet, at ligge en hånd på hendes hofte igen. "Skal vi... Skal vi hente noget at drikke?" Han kunne vist godt klare en tår ildwhiskey lige nu.

[Alice Longbottom]

Alice smilede taknemmeligt over Aarons galante facon, og var et øjeblik ved at tage hans hånd før fornuften skød ind og stoppede hende, så skørtet i stedet igen blev glattet.
"Det lyder godt." Musikken var en smule for høj til at føre en almindelig samtale, og den krævende dans havde gjort hende en smule forpustet. Hun havde derfor heller ikke nogen skrubler over at vende ryggen til dansegulvet og følge med den mørklødede angriber.