Et spinkelt håb

[Madigan Creswell]

Af selvsagte årsager var den introverte slange aldrig i sit es til fester. Store forsamlinger gjorde ham ilde tilpas, og det hjalp ikke just på frygten for nærkontakt, når forsamlingen bestod af fulde, højtråbende teenagere, for hvem en fest som denne var den ultimative chance for at socialisere og gnide sig tæt af hinanden. Hvorfor han havde indvilliget i at følge sine kollegianere til festen, begreb han ikke – og dog. Rygtet om, at Mallory ville vise sig, havde nået hans øre, og et spinkelt, modvilligt håb havde spiret i ham.

”Uff,” lød det, da en samling Huffpuffere tromlede direkte ind i ham som en flok gnuer på jagt efter vand, da de satte retningen direkte imod den plads i stuen, der var blevet udnævnt som dansegulv. Instinktivt trådte han til siden, kun for at støde ind i den næste i rækken - hende. Hjertet sank i livet på ham.

Til Mallory Paige Barnes

[Mallory Paige Barnes]

I og for sig var sociale arrangementer som denne ikke Mallorys foretrukne; hun foretrak oftest sit eget selskab eller bøgernes, fremfor disse uhyrligheder. Alligevel var der også en spirende ung kvinde, som ikke kunne sige nej til fristelsen om farverige drikkevarer, sprudlende ansigter og sandsynligheden for at støde ind i Madigan. Det var ikke noget, hun ville indrømme - heller ikke overfor ham, men hun havde ikke kunnet skjule et smil, da hun havde hørt, at Creswell ville dukke op.

Tilfældighederne bragte dem sammen før hun regnede med det; hun havde netop grebet et glas græskarjuice, som nu skvulpede lidt over og hun skulle netop til at vrisse irriteret, da hun så skyldneren og istedet blødte op i et mildt smil. "Creswell," hilste hun forsigtigt. "Jeg troede ikke, du kunne lide fester." Et spagt drillende smil tonede frem; et der sagde, at hun var glad for at han var her alligevel.

[Madigan Creswell]

Var det så åbenlyst? Tungen havde nær slået knuder på sig selv over den sandfærdige kommentar, der ramte fuldstændig plet, men i sidste øjeblik formåede han at få sig selv til at makke ret for ikke at tabe ansigt overfor Mallory, der kun én gang havde fået lov til at opleve det sjældne fænomen.

”Du misforstår fuldstændig. Jeg bliver bare nødt til med omhu at vælge de fester, jeg vil vise mig til, og det er næppe de samme fester, du kommer til.” Den arrogante tone klingede i luften, før den blev slugt af den højlydte musik. På trods af den ranke ryg og det alvorlige toneleje, der kunne jage en skræk i livet på de fleste førsteårselever, var han alligevel omtrent lige så let at se igennem som et glas vand. Han brød sig bestemt ikke om de trænge forhold, da befandt sig under, om end samtalen med Mallory gav ham andet at fokusere på. 

[Mallory Paige Barnes]

Kommentaren var mere møntet på et gæt, end et reelt faktum; Mallory havde ikke rigtigt set eller hørt om, at Madigan Creswell var den store festabe, og ud fra hendes til tider beskedne kendskab til hans væsen, så havde hun på fornemmelsen, at han ikke ville bryde sig om at blive væltet rundt på et dansegulv af hujende unge mennesker, der samtidigt har travlt med at mase en. I virkeligheden var det nok selvsamme ting, som afskrækkede Mallory fra festlighederne; kropsligheden, den løssluppenhed som lå så langt fra hendes kontrollerede væsen.
"Åh, selvfølgelig. Jeg havde lige glemt, hvem jeg snakkede med," bed hun igen, men kommentaren blev rundet af en blødhed i stemmen, der fik den til at fremstå mindre spydig, end den kunne have været. Hun vidste ikke, hvorfor denne form for hårdhed altid dominerede deres samtaler, men hun mistænkte, at det blot var fordi det var nemmere at ty til spydigheden end at forholde sig til den boblende fornemmelse, som hun atter kunne mærke rørte på sig i maven, når hendes blik ramte hans ansigt. Et ansigt som igen var meget nær hendes grundet sammenstødet.
"Så fortæl om dine eksklusive fester." bad hun dernæst; der hvilede en oprigtig nysgerrighed, selvom hun mistænkte, at han blot havde forsøgt at fornægte sandheden om, at han ikke var den store festeventyrer.

[Madigan Creswell]

Den spydige kommentar fik Madigan til at smile hoverende, om end tonens milde leje gjorde ham præcis lige så blød i knæene, som ordenes afrunding var. 

”Eksklusive og eksklusive. Du har da selv været med til et par af dem.” Han mærkede, hvordan kinderne blev varme ved indrømmelsen af, at han havde lagt mærke til hende ved disse fester. ”Din familie var med til en af min fars fester engang,” påpegede han i et spinkelt forsøg på at redde sin ære. ”Julefesten for et par år siden, tror jeg.” Tror jeg, lød det henkastet, som om han ikke havde brugt en stor del af aftenen på diskret at skue efter den kønne, jævnaldrende pige, der snart skulle vise sig at blive hans største rival på Hogwarts.

[Mallory Paige Barnes]

Pludseligt flød en indrømmelse, der fik en overrasket gnist til at flakke i Mallorys øjne. Hun havde selv været med til et par af dem; fornemmede hun, at han ligefrem havde bidt mærke i, hvilke fester hun sparsommeligt havde valgt at berige med sit selskab? Fornuften talte mod, men hjertede bankede et spinkelt, uhørligt håb ud i årerne.
"Så det var måske snarere fester, jeg næppe ville gå glip af, som du går til," indskød hun sigende, for selvom han forsøgte at få talestrømmen til at flyde frit og tilfældigt, kunne hun ikke undgå at bide mærke i det faktum, at han - ligesom hende selv - havde udvalgt de fester, hvor sandsynligheden for at han ville befinde sig var størst. "Men nu du siger det, så tror jeg ikke, at jeg var med til fest hos din familie. Jeg ved det. Jeg kan godt huske, at du var der," indrømmede hun og kastede sig dermed også ud på dybt vand. Hendes egne kinder blev en tak varmere og hun søgte prøvende hans blik. Forsøgte at finde ud af, om han havde forstået hentydningen; hun havde lagt mærke til ham.