Tusind og en nats eventyr

[Hannah Abbott]

Hannah måtte indrømme at hun havde været en anelse nervøs. Hendes blik gled over den mørke kjole som hun stod og betragtede sig selv i spejlet. Mon den var for stor. Overdrevet? Hendes øjne blev små og pludselig skyllede tvivlen op. Hvad ville de andre ikke tænke? Hun var en nyskilt kvinde, og nu allerede ved en anden mands arm? Hannah havde aldrig været gammeldags men selv hun kunne se at noget ikke hang sammen.

Alligevel havde hun gjort sig alle de anstrengelser for at se pæn ud. For sig selv? For Osbert? De blege kinder blev røde som fingrene gled ned over stoffet. Noget havde ændret sig. Hun klarede halsen for at få sig selv ud af den trance hun havde sat sig selv i.

Hun rettede de sidste blonde lokker og forlod soveværelset. Han måtte være lige på trapperne mente Hannah idet blikket gled hen over uret.

Til Osbert Ollivander - Kjole, Maske

[Osbert Ollivander]

Osbert var ikke for alvor forfængelig og havde bestemt ingen problemer med at få skidt under neglene, men han havde alligevel altid prioriteret at se velsoigneret ud. Det kom næsten automatisk ved at stå i en butik, hvor kundekontakt var en normal del af hverdagen. Han havde dog gjort lidt ekstra ud af det hele til en aften som denne, som de fleste nok ville gøre, og selvom roberne langtfra var nye, var de stadig nydelige og sad godt på ham.

Det hele var afsluttet med en hat og en kort kappe da han bankede på døren til Hannahs lille hus, i god tid, men hellere det end at komme for sent. Han glædede sig til en friaften i godt selskab, især efter det slog ham, at det var første gang i årevis, han faktisk skulle afsted med en anden end bare sig selv.

[Hannah Abbott]

Der den soldie banken lød, hoppede Hannahs hjerte et par slag over og hun syntes pludselig ikke at hun var klar. Hun kunne dog ikke holde Osbert hen særlig længe og der gik ikke særlig lang tid før hun tog et par hurtige skridt mod hoveddøren.

Da døren blev åbnet blev hun mødt af et violet skær og smilet bredte sig kraftigt udover hendes læber. "Nej Hr. Ollivander, sikke du ser ud" udbrød hun i et let grin.

[Osbert Ollivander]

Osbert smilede allerede da døren gik op og Hannahs velkomsthilsen, fik ham til at klukke muntert “Jeg kunne sige det samme til dig.. Miss Abbott.” Det føltes et øjeblik underligt at bruge hendes pigenavn igen. Det var over tyve år siden det sidst var sket. Hans blik glid uundgåeligt ned over hende og smilet voksede lidt “Jeg bruger sjældent den slags ord, men du ser fantastisk ud, Hannah.” Fortsatte han varmt og fortsatte “Er du klar? Vi er i god tid dog.” Det var aldrig til at vide hvor meget pres der var på susenetværket til London en aften som denne.

[Hannah Abbott]

Det var en ambivalent følelse da Osbert kaldte hende Abbott. Selvom det var hendes navn, havde hun ikke brugt det i mange år. Det var en tilvænning man skulle igennem. Men lige nu ville hun ikke klage.

Rødmen spredte sig over de blege kinder og langsomt bøjede hun hovedet en smule frem. "Årh.." Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på hans kompliment. Det var næsten overvældende.

"Så klar som jeg kan blive" sagde Hannah og tog en dyb indånding og greb ud efter sin lille taske og sit sjal.

[Osbert Ollivander]

Osbert trådte ind over dørtrinnet og lukkede døren bag dem "Vil du have låst før vi vover pejsen og håber vi ikke ender som skorstensfejere på vejen til London?" spurgte han med et oplagt smil og et afventende blik på hende.

Der gik dog ikke længe før de var på vej gennem susenetværket i en rasende fart og ankom uden alarmerende sodpletter til et hotel i London. Det var lidt af et sceneskift og han rakte hende en hånd ud ad pejsen med et smil "Det ligner et sted man kunne fare vild ligeså let som vores første uger på Hogwarts." musede han, mens han bød hende sin arm i stedet og begyndte at følge strømmen af gallaklædte magikere ud fra rummet de var ankommet i.

[Hannah Abbott]

"Det er nok en god idé, det kan jo blive sent" mussede Hannah der blinkede til ham. Hun trak skuffen ud fra den lille kommode der var placeret under spejlet og låste døren før den kom tilbage på plads. Hun fulgte med Osbert ind i stuen hvor pejsen stod ganske tom.

Det var ganske fortryllende da de ankom til hotellet hvor Maskeballet skulle foregå. De blå øjne lyste helt op. Hun holdte ved ham efter han havde rakt din arm mod hende. Hun følte sig ganske tryg og nød nærheden de delte.

"Det er helt perfekt" sukkede hun svagt. "Man kunne jo blive helt afhængig af sådanne arrangementer"

[Osbert Ollivander]

Osbert slap en munter lyd mens de fulgte mængden "Mhm.. men måske er det meget godt det ikke sker hver uge. Mon ikke det ville fjerne noget af.. magien?" spurgte han retorisk og vanligt snusfornuftigt "Men en smule luksus og eskapisme efter den sidste tid er velkommen." indrømmede han alligevel med et lille, indforstået smil.

[Hannah Abbott]

Hannah kunne ikke være mere enig, selvom hun blev fanget af atmosfæren. Man følte vel altid lidt at det var noget man ikke kunne få nok af. Men suset i maven ville aftage hvis det skete hver uge. "Du har helt ret. Jeg er glad for vi deler det sammen" bemærkede hun og så op på ham. Han var ikke meget end et halv hoved højere end hende.

"Det er virkelig veltrængt. Så har man lige lidt fri igen inden julen trænger sig på" Hun vidste stadigvæk ikke helt hvordan det skulle foregå nu da hun var skilt. Hun endte nok med at spørge sine børn hvad de helst ville. Men lige nu ville hun nyde en nat af tusind masker i stedet for bekymringer.

[Osbert Ollivander]

Osbert smilede mildt, men en skygge gled et splitsekund over hans ansigt "Tiltrængt er ikke ordet." fulgte han op som de blev ledt ind i den store sal hvor festlighederne tydeligvis skulle foregå. Selv for en garvet rotte, var det et spektakulært syn. Slughorn havde gjort det godt, tænkte han for sig selv, mens han tog imod et glas champagne fra en tjener og rakte det til Hannah, før han selv tog et "En skål.. for..?" han så afventende og let udfordrende på hende.

[Hannah Abbott]

"Til charmerende selskab og gode påfund med biletterne" mussede Hannah og løftede sit glas op imod Osberts. Der var ingen hun hellere ville tilbringe en eventyrlig aften med end ham.

Hun klemte let om hans arm med sin hånd og blinkede en anelse da blikket gled over hans ansigt. Måske var de i virkeligheden begge to alt for gode til at fordybe sig i deres arbejde.

[Osbert Ollivander]

Et varmt smil krøllede sig under det kortklippede skæg, mens han slog sit glas let mod hendes med en krystalklar klingren "Så sandt.. og for en lysere fremtid." tilføjede han og drak, mens brynene trak sig let undrende sammen over blikket hun sendte ham "En knut for dine tanker?"

[Hannah Abbott]

Hannah vidste ikke om hun burde bringe emnet op. Hun ville så nødigt have at aftenen skulle ende i arbejde og stress. Alligevel sendte hun ham et smil og værdsatte hans bekymring.

"Jeg er bekymret for hvor veltrængt det i virkeligheden er. Er vi ved at kører os trætte i arbejde Osbert?" spurgte Hannah og mødte igen hans blik.

[Osbert Ollivander]

Smilet blegnede ikke mens de stod der mellem så mange andre og nippede til champagnen, men alvoren lå bag smilet i hans blik da det mødte hendes igen "Det er det vi har, er det ikke. Børnene og arbejdet." hans bryn trak sig lidt sammen før han fortsatte med et lille nik "Men det bringer mig tilbage til hvad vi snakkede om med at mangle nogen til at distrahere os."

[Hannah Abbott]

Hannah betragtede Osbert. Hun forsøgte at finde ud af hvad der gik igennem det brilliante hoved der hvilede på hans skulder. Et lille smil trak op.

"Det er jo ikke hver uge der danser et maskebal til at tage opmærksomheden" smålo hun og undslap et lille suk. "Men jo man kunne da ønske at der fandtes noget eller nogen der kunne tage pusten fra en engang imellem" de blå øjne spillede op og hun måtte fjerne blikket fra ham og tage en tår af sin champagne.