Højt at flyve, dybt at falde

[Gillian C. Fudge]

Hele skolen summede med det og selvom den slags summerier ofte gik Gillian Fudge forbi, havde selv hun ikke kunne undgå det. Der var julebal i luften. Middagen havde været skåret ned på de normale kalorier med udsigten til en fest og da alle eleverne vrimlede ud fra storsalen blev hun stående på den anden side af de store døre, ventende.

"Hej," hilste hun forsigtigt, da Liam trådte ud lidt senere. Hun kastede et lidt klemt blik på gruppen bag ham, men de fortsatte heldigvis mod trapperne og hun kunne atter ånde frit og glæde sig til, at han ville invitere hende til ballet.

William Knight

[William Knight]

Juleballet var nok det sidste William Knight havde i tankerne. Grumme fremtidsudsigter plagede hver tanke og syntes at spolere selv det prægtige aftensmåltid der, som sædvanlig, blev serveret i Storsalen. Selvom han fik skovlet nogle kartofler på tallerkenen, syntes presset at tegne markeringer i alt fra sovs til græskarjuice. Det virkede næsten uspiseligt. 

Det mørke hår var blevet rodet godt tilbage over hovedet, da han endelig gjorde sig klar til at forlade salen. Aftener der før var blevet tilbragt med næsen i studierne, skulle dedikeres til at undersøge et langt mere alvorligt emne. Hvordan man fandt en flugtvej fra en planlagt fremtid. 

"Oh, hey Gillian." Han havde knapt nok registreret hendes lille skikkelse i døren, at tyde på det halvfraværende udtryk i hans ansigt. Han forsøgte at ryste det fra sig, og sendte hende et blidt smil. 

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke ligefrem nogen overvældende hilsen, der kom fra Liam og en skuffet Gillian fik stablet et relativt overbevisende smil på banen. Egentlig havde hun tænkt sig at tage hans hånd, men en pludselig fornemmelse af utilnærmelighed slog hende og hun foldede i stedet hænderne foran sig.

"Jeg tænkte, siden du er kommet så langt og ferien nærmer sig, at vi kunne gå lidt rundt sammen eller finde et sted," foreslog hun og hadede, at hun pludselig følte sig vaklende i hans selskab.

[William Knight]

Fejhed, selviskhed eller godhjertethed. Uanset hvilken årsag man strøg over hemmeligholdelsen, havde den syttenårige løve vurderet at han ville tabe mest ved at fortælle sandheden. Selvom han både var en elendig løgner og havde lovet Gillian ærlighed, ønskede han ikke at knuse hvad de havde sammen, både for sin egen skyld, og for hendes. Han var forelsket i hende. Kunne han finde en udvej og skåne hendes hjerte, var det hvad han ville bestræbe sig på. 

"Det er sødt af dig,-" sagde han, og skulle netop til at tilføje et men. Han mærkede dog et behov for at være sammen med hende. Selvom han bar en frygt om at hun ville se igennem ham, ønskede han ikke at skubbe hende fra sig. "Vi kan følges op mod tårnene. Jeg skal lige aflevere en bog på vejen." Forsigtigt forsøgte han at lukke sin hånd om hendes.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var en årvågen pige og havde nærmest fornemmet men'et, der havde ligget og simret i luften, før en varm hånd fandt vej om hendes. Et øjebliks tilbageholdenhed, der efterhånden var et sjældent syn i Liams nærvær, tog ved hende. Så flettede hun fingrene ind mellem hans.

"På biblioteket?" spurgte hun og prøvede at begrave nysgerrigheden for, hvad der mon pluselig lå og nagede mellem dem.

[William Knight]

Inderligt håbede han at trygheden ville skylle over ham ved berøringen. Da Gillians fingre flettede sig ind i hans, mærkede han dog stadig brudstykker af den nagende fornemmelse. En fornemmelse der havde skabt et kaos i et allerede rodet sind. Gillian skulle ikke indblandes.

Han nikkede "Vores sted, ikke?" Den ene mundvige bevægede sig en smule opad, i et håb om at et karakteristisk udtryk kunne berolige situationen. Han gav hende et hånd et klem, før han nikkede mod trapperne, i en anmodning om at begynde at betræde dennes trin. 

[Gillian C. Fudge]

Deres sted. Der var en lille smule tryghed i det. Ikke meget, men nok til at Gillian havde noget at klamre sig til andet end hans hånd om hendes. Hun nikkede og satte mod trapperne med ham.

"Har du haft en god dag?" spurgte hun forsigtigt, netop som de egyndte at skridte opad. "Du fremstår lidt distræt."

[William Knight]

Selvom fremtidsudsigten lå et par år fremme, var der intet beroligende i tilbageskubbelsen. Især ikke når han forsøgte at bygge på det betydningsfulde forhold til Gillian. Af alle mennesker måtte hun kende til familiært pres. Alligevel ønskede han ikke at bebyrde hende med et problem som måske kunne afværges før de fik for stærke rødder i realiteten. 

Han fulgte hende op ad trappen og vendte kortvarig de mørke øjne mod hendes lyse ved spørgsmålet. "Jeg har vist bare ikke fået nok søvn. Havde to afleveringer for til i dag." svarede han. En hvid løgn. Søvnløsheden havde haft sine andre årsager. 

[Gillian C. Fudge]

En af ulemperne ved at læse lektier sammen, var at Gillian havde temmelig godt styr på, hvilke opgaver og lektier, Liam sad med for tiden. Brynene søgte lidt sammen over et let bebrejdende blik. "Jeg troede, du var færdig med dem." Det gik ikke at sløse på det akademiske, selvom hun vidste, de ikke havde samme arbejdsmoral.

"Søvnløshed giver koncentrationsbesvær," mindede hun ham om.

[William Knight]

Bebrejdelsen var der, men den kunne umuligt være mere pressende end hvis Gillian fik sandheden at vide. Vidste man at noget havde en ende, ville man så overhovedet fortsætte? Mundvigen gled flygtigt opad i et undskyldende smil, før han trak en smule på de halvbrede skuldre.

"Jeg havde vigtigere ting at tænke på." sagde han, med et snert af hentydning over sine ord og blikket han efterfølgende sendte hende. Han gav hendes hånd et klem og stoppede op da de nåede afsatsen på første sal, for at læne sig ned mod hende og plante et blidt kys mod hendes læber. 

[Gillian C. Fudge]

Blikket blev mildt over det smil, Liam sendte hende. Det var altid til at blive irriterende blød i knæene over og Gillian huskede sig selv på stadig at være på vagt, selvom det var så nemt at fortabe sig i tosomheden.

Der havde sikkert været flere formaninger klar på tungespidsen, men de smeltede alle bort mod løvens læber. En lille hånd lå på hans kind, da hun nogle stjålne øjeblikke senere trak sig fra ham.

"Hvad ville folk ikke sige?" De stod jo midt i det hele og denne gang var der ikke en fest til at holde eleverne beskæftigede. Faktisk var det lidt af et vidunder, at der havde været et ophold i trafikken.

[William Knight]

Kysset var den bedst tænkelige distraktion. Selvom blidheden foldede sig over deres læbers berøring, mærkede Liam nærmest hvordan usikkerhederne skyllede væk i et flygtigt sekund. Hemmeligholdelsen om forlovelsen var måske selvisk, erkendte han i dét sekund. For hvordan skulle han slippe udenom de mørke fremtidsudsigter, uden at have sin motivation ved sin side? En motivation i form af en køn pige med store, opmærksomme øjne og rødmalede læber. 

"Jeg troede vi var ligeglad med de folk." bemærkede han blidt, før han rettede sig en smule op igen. Hvis nyheden om dem florerede, ville rygterne for en gangs skyld være sande. 

[Gillian C. Fudge]

Gillian trykkede sig lidt ind til ham og kunne ikke lade være at smile over indvendingen. Der var noget fandenivoldsk over deres forhold, som tiltalte hende og holdt hende vågen med minder om deres kys og brændende hud om natten.

"Du har ret," gav hun sig og strejfede Liams læber igen. "Jeg skulle bare sikre mig, vi stadig mente det."

[William Knight]

Sandheden om ham og Gillian kunne måske forpurre forældrenes planer - få dem til at skifte mening, nu hvor Liam havde fundet en mere fornuftig pige. Han havde længdes efter at kunne kysse hende når han ville, men så snart tingene gik den rigtige vej, vendte verdenen sig mod ham.

Han fandt en trøst i hendes bløde, strejfende læber. Faktisk søgte ham dem igen, så snart de var forsvundet fra hans. "Selvfølgelig." medstemte han, da han endelig rankede ryggen lidt igen. Han strøg hende blidt over håret, før hånden fandt hendes igen.

"Du er dejlig, Gillian Fudge." Han fulgte hende videre mod biblioteket, uden at slippe hendes hånd. Tværtimod, flettede han fingrende ind mellem hendes. 

[Gillian C. Fudge]

Det var forsikringen i svaret og hver af de bløde kys, der gjorde, at Gillian ikke trak hånden til sig igen, da en flok Gryffindors overhalede dem på trappen. Det smagte lidt af frihed og hun kunne ikke meget andet end at smile af de ord, der nu farvede hendes kinder rosa.

"Er ballet også alt, de kan tale om ved jeres bord?" spurgte hun og prøvede at lyde henkastet, da de igen var på vej mod biblioteket.