Et mystisk møde

[Nikolai Ivanov]

Henvendt til: Claudia Birthwistle

Nikolai var kommet en anelse for sent til arrangementet, men gik nu roligt fra bord til bord ved den stille aktion, som foregik bagerst i lokalet - blandt mange andre maskerede gæster, som ligeledes var interesserede i at se og byde på de mange ting, var der en hvis fokus. Mens andre dansede, grinede, snakkede og flirtede (med måde, selvfølgelig), så var der mere stille i denne ende af lokalet - netop fordi, at fokuserede på, at ramme et pengebeløb der hverken var for lille eller for stor i forhold til aktionens sager. 

Netop nu stod Nikolai ved et bord, hvor man kunne byde på et femstjernet hotelophold i Dublin. Han løftede kort et øjenbryn, der ikke kunne ses bag den mørke fuglemaske, inden at han rakte ud efter et stykke papir og kuglepen. 

I håndfladen skjulte han den lille lap imens at han skrev et bud - i russiske galleoner. Det var overdrevet. Et enormt beløb. Men Nikolai havde trods alt heller ikke pengeskrupler, selvom at han, med sit liv i London, lignede en som havde. 

Så lagde han lappen i den lille kiste, som stod og tog glædeligt imod de bud, som kom. 

[Claudia Birthwistle]

Claudia havde rejst sig fra bordet. Nu hun havde tabt auktionen af sin skønne bordherre Cornelius Cameron , måtte hun jo finde anden underholdning. Hendes blik gled hen mod auktionen for rejser og hun fandt sin sidste galleon frem fra pungen og så overvejende ned på den.
Hun tog derefter en lille seddel og gav sig til at skrive sit bud ned og lagde den ned i den kiste der stod på bordet. Derefter vendte hun blikket op mod den mand der stod ved siden af hende og smilede en anelse.
"Held og lykke." Bemærkede hun og kiggede ned på sin mønt.

[Nikolai Ivanov]

Nikolai bemærkede først den lille skikkelse ved sin side, da en blød stemme ramte hans ører, for hans fokus havde været på den lille lap, som han havde holdt i hånden.

"I lige måde, моя любовь*," sagde han med en tydelig, tung russisk accent, idet at et roligt smil dannede sig i den ene mundvige. Han stod rank, og alligevel nonchalant da han lagde hænderne i de mørke bukselommer og stod og vippede lidt på hælene.

"- Noget af det her, du er interesseret i, hm?" spurgte han så ganske roligt, stadig med den tydelige tykke russiske accent, som han havde svært ved at skjule.


*моя любовь = min kære

[Claudia Birthwistle]

"En rejse måske." Sagde hun og smilede en anelse. "Det er vist det jeg har mest chance for, halskæderne er sikkert gået til langt over hvad jeg har råd til." Bemærkede hun og smilede til ham.
"Hvor er du fra? Du taler så anderledes." Spurgte hun og løftede sine øjenbryn en anelse. Det var ikke første gang hun åbnede sig så hurtigt op i aften. Der var åbenbart et eller andet over de masker, som gjorde at hun følte at det var nemmere.

[Nikolai Ivanov]

Den unge russers lange fingre legede en anelse med en cigaret i lommen, som var faldet ud af dens pakke; det trak i ham at gå ud og 'trække noget luft', men virkede nu ellers ganske behersket udefra.

"Hm?" hans blik landede på den unge kvinde ved sin side, "Åh, ja, mit ansigt kan jeg skjule, men ikke min accent," sagde han roligt og smilede en anelse til hende.

Så trak han på skuldrene og slog let ud med den ene hånd, "Rusland. Ikke ligefrem det mest fantastiske sted, om man vil," sagde han og skimtede tilbage. Så blev han stille mens at han så overvejende på hende.

"Hvor er din date?" spurgte han så ganske direkte og hæmningsløst, "en som dig er vel ikke her alene?"

[Claudia Birthwistle]

Blikket fulgte hans bevægelse med hånden, hvorefter hun vendte det op mod hans øjne igen. Hun løftede lidt undrende sine øjenbryn og blottede tænderne i et smil. Rusland virkede umådelig spændende i hendes øjne, men hun havde heller ikke været ude og rejse særlig meget. Hun skulle til at svare, men han kom hende i forkøbet og det direkte spørgsmål gjorde hende rød i hovedet.
"Joeh." Sagde hun flovt. "Det er jeg vist. Det er bare ikke hver dag, man får muligheden for at tage til maskebal, så jeg tænkte jeg ville tage afsted alligevel." Forklarede hun og strøg en lok af sit sorte hår om bag øret.
"Hvad med dig?"

[Nikolai Ivanov]

"Virkelig?" røg det roligt ud af ham, idet at hans smil forblev på hans læber. Det var tydeligt at høre, at det nærmere virkede som en fordel for ham fremfor, at han egentlig var overrasket. "Der kan man bare se," sagde han overvejende og hævede det ene bryn i en flabet grimasse.

Nikolai så sig en enkelt gang over skulderen inden at han lænede sig en anelse frem mod Claudia, så hun kunne høre hvad han sagde i en lav stemme, "jeg er som sådan ikke--" han stoppede sig selv og overvejede sine ord. Så rømmede han sig og fortsatte, "- min date er taget hjem for en times tid siden," løj han.

Han undlod at fortælle hende hvorfor han egentlig var der; han havde ikke købt billet eller fået en personlig invitation til det store arrangement. Han var der fordi, at han havde sagt ja til at arbejde som tjener denne aften. Og at nu havde set sit snit til at forlade arbejdet lidt og mænge sig lidt med herskaberne. Det var bedre, at hun ikke vidste det.

[Claudia Birthwistle]

Det virkede ikke ligefrem fordi at Nikolai var den type, man havde lyst til at præsentere for sine forældre, men Claudia havde ikke været sammen med en mand længe og her var der en der var interesseret i hende. Desuden, var han ikke sammen med nogen, hvilket hun hele tiden skulle huske sig selv på at Archie McCormack var.

"Taget hjem?" Spurgte hun og kneb øjnene lettere undrende sammen. Det virkede lidt mærkeligt. Aftenen var jo først lige begyndt.
"Så kan du være min date." Bemærkede hun drillende og løftede hagen en anelse, mens hun så ham i øjnene og lagde hovedet på skrå.

[Nikolai Ivanov]

"Meget vel," sagde Nikolai uden nærmere modsigelse, "så må jeg hellere gøre det ordenligt, ikke sandt?" med en rolig bevægelse tog han let hendes elegante hånd i sin, imens at han bukkede sig en anelse forover. Så kyssede han den let og så op i hendes blågrå øjne og med et flabet smil på de smalle læber, "er det for cheesy?" afsluttede han med et grin, og rettede sig op igen.

Pludselig gik døren op ud til køkkenet. En ældre herre, overtjeneren, så sig vredt omkring, tydeligvis på jagt efter en eller anden bestemt ung gut, han inderst inde ville klynge op; Nikolai.

"Hvad må jeg kalde dig?" Nikolai betragtede hendes læber en enkelt gang inden at han så i hendes blik igen, det som hendes maske ikke kunne skjule.

[Claudia Birthwistle]

Det var lidt en kliche, men maskebalsaftenen føltes så eventyrlig, at det på en eller anden måde passede ind. Hun havde lyst til at forsvinde ind i en fantasi og aldrig vågne igen, det passede denne unge mand perfekt til. Hun blottede dog tænderne i et skævt smil over hans opførsel og rystede på hovedet.
"Lidt. Men også lidt charmerende." Bemærkede hun og skævede hen mod den vrede overtjener, men det angik tydeligvis ikke dem.
"Mit navn er Claudia. Hvad er dit?" Spurgte hun og rødmede en anelse, fordi hun bemærkede han kiggede på hendes læber.

[Nikolai Ivanov]

"Nikolai, kære, men kald mig Niko. Det gør de alle sammen," sagde han med det skæve smil på læberne, idet at han bemærkede hendes fastholdte blik. Ligesom hende var han måske en anelse betaget af den fremmede, som de hver især stod overfor. Hele sceneriet var også med til at skabe den formidable, eventyrlige stemning. Det var måske en flugt fra virkeligheden, som man kendte den, og det var kun et spørgsmål om tid før, at man ville vende tilbage. Det var en anelse tragikomisk, at man måske aldrig nogensinde ville finde ud af, hvem der var bag maskerne når natten var omme.

Overtjeneren befandt sig kun et par meter fra dem. Ved et tilfælde kom Nikolai til at lade blikket vandre i den ældre overtjeners retning, og da han opdagede hvor tæt han befandt sig, drejede den unge russer sig straks for at give ham ryggen. 

"Claudia, har du set hotellets have? Kom, lad mig vise dig den. De har lys overalt på denne tid," sagde han, skjult at han nok i virkeligheden søgte et tilflugtssted fra overtjeneren. Nikolai løftede sin arm som hentydning til, at hun kunne holde om den.

[Claudia Birthwistle]

Niko. Det var måske ikke hans rigtige navn, men hun var ligeglad. De kunne vel lade som om, at det rent faktisk betød noget. Bare for en aften, så kunne hun altid vågne op imorgen til sit sædvanlige kedelige liv.
Da de pludselig skulle ud i haven, så hun lettere forbløffet ud, men tog imod hans arm, helt uvidende om det spil han havde kørende med overtjeneren.

"Nej. Den må være smuk siden den er så vigtig at se." Bemærkede hun og lod ham så føre hende derud. Imens de gik gjorde hun et nummer ud at læne sig lidt ind mod ham. Hun ville gerne se hvordan han reagerede ved lidt kropskontakt, et lille hint til hvad der måske kunne komme til at ske. Måske. Hvis han altså havde lyst.

[Nikolai Ivanov]

Det var ganske let og roligt den måde, han manøvrede dem igennem den store menneskemængde, hvis farvestrålende klæder og glitrende masker formåede at skjule dem. Ganske planlagt sørgede Nikolai bevidst for at undgå at støde på overtjeneren, der med næb og klør var på jagt efter den unge, russiske herre.

Kropskontakten gjorde ham intet. Faktisk tværtimod. Noget, hun sikkert ville lægge mærke til. For i stedet, da de var kommet til hotellets store teressedør, tog han let om hendes spinkle, feminine hånd.

Så stoppede han op, idet at han tog fat i døren med den anden hånd, og vendte sig mod Claudia; "Hvis du fryser, så sig til. Lover du mig det?" sagde han roligt, med et vagt smil og pandehåret der let faldt ned over panden på ham.

[Claudia Birthwistle]

Niko var den slags mand, der fik hendes hjerte til at banke faretruende hurtigt. Hun vidste at hun nok burde holde sig væk, han var alt for charmerende til at det kunne gå godt, men hun kunne ikke lade være. Manglen på opmærksomhed fra det modsatte køn, havde været så stor, at hun var hungrende nu.

Da de kom hen til døren, vendte hun blikket mod ham og smilede en anelse. Først sagde hun ikke noget, men da han så bad hende om at love at sige til hvis hun frøs, blev hun nødt til det.
"Det skal jeg nok." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå. "Jeg fryser ret let, så der går nok ikke så længe." Bemærkede hun med en drillende glød i sine øjne.