Med maske på

[Gabriel Barker]

Gabriel strålede af lykke og så på Alannah. Det var helt sikkert en aften at se frem til, også selvom han mest ønskede bare at være derhjemme kunne dem to. Han lagde dog armen om livet på hende, da hun nævnte deres pladser. “Ja, lad os se hvilke fornemme folk vi skal sidde sammen med” grinede han så og begyndte at gå mod de smukt opdækker borde. 

[Alannah Blanchett]

Det tog lidt tid at finde det rigtige bord, men det gav kun tid til at se alting. Selvom hun var lidt overvældet, var det ikke fordi hun aldrig havde været i lignende selskab før. Hun kom fra en velhavende familie og selskaber som dette, havde været en del af hendes opvækst ligesom at lære at føre sig korrekt i finere selskab. Det var måske ikke det første man ville tænke om hende, men som folk fandt til bords, og middagen begyndte, blev det alligevel tydeligt i måden hun med lethed navigerede både samtale med begge sine sidemænd, bestik og det simple i at sidde i et omfattende skørt.

Da en tjener fjernede tallerkenerne fra forretten, gled hendes hånd over på Gabriels lår under bordet "Jeg ender med at kunne trille hjem hvis maden bliver ved at være så god."

[Gabriel Barker]

Det var bestemt ikke ofte Gabriel var til så fine selskaber. Han havde muligvis kun været til et eller to siden sin tid på Hogwarts hvoraf han også betegnede julefest og afgansbal for fine selskaber. 
Men maden var super lækker og han spiste den glædeligt, nok ikke helt med samme ynde som mange af de andre. 

Selv Alannah så ud til at kunne det der med at føre samtaler mens hun spiste, uden at have munden fuld af mad, når hun skulle sige noget. Så heldig var Gabriel ikke. 
Han skævede til hende en af de gange hvor han endelig havde munden fri og hun ikke snakkede.  ”Du ser hjemmevant ud i disse rammer” smilede han og grinede samtidig over kommentaren om at trille hjem. 

[Alannah Blanchett]

Alannah så en lille smule beklemt ud over Gabriels konstatering og trak på skuldrene mens hun tog en mundfuld vin “Mine forældre cirkulerede i sådan nogle kredse her.” Hun smilede skævt over den inddirekte indrømmelse af, at hendes familie var mere end almindelig middelklasse “Det var lidt frivillig tvang at lære at bruge det rigtige bestik i den rigtige rækkefølge.” Hun smilede skævt “Det er ret kedsommeligt, faktisk, men det ser ud til der er nogle ting der alligevel har hængt ved.”

[Gabriel Barker]

Gabriel havde aldrig skænket Alannah familiestatus den mindste tanke og det betød ærligt talt intet for ham, hvilken familie hun kom fra. Han kunne lide hende som hun var. “Det ville jeg gerne have set. Dig som barn i disse kredse. “ Gabriel prøvede at se det for sig men hele tiden kom en vild spirrevip i vejen for det ellers pæne billede. “Kunne de godt tæmme dig? Eller var det først senere du begyndte at kravle rundt på møblerne og lignende?” Spørgsmålet var ment kærligt og han kunne da heller ikke helt lade være med at grine. 

[Alannah Blanchett]

ALannah fnøs muntert og skar en lille grimasse “Er du tosset. Vi fik ikke lov at komme med til sådan noget her. Ikke før vi blev ældre i hvert fald. Børnefrit område, men så var der middage og selskaber derhjemme, eller hos mors og fars venner.” Hun kom til at le igen og rystede på hovedet “Ikke rigtigt, men jeg kunne slippe afsted med en del, eller de parkerede mig med kage eller en bog. Så var der som regel ro et stykke tid.” Hun så på ham med et spillende blik “Mine klatreevner er udviklet over års træning, men jeg kan faktisk godt opføre mig helt efter etiketten.. når jeg vil.” Hun blinkede drillende.

[Gabriel Barker]

Gabriel trak lidt på skuldrene og klukkede så over hendes svar. “Jeg ved intet om den slags, så kald mig bare tosset. Dog kan jeg ikke forestille det på nogen måde kunne være en ide at give dig for meget sukker” han fortsatte med at smile og hav hende et kys på kinden for at tydeliggøre at det på ingen måde ikke var kærligt ment. 

Han løftede glasset og drak lidt deraf, før han så på hende igen. “Jeg kan nu meget godt lide min klatretrold”

[Alannah Blanchett]

Alannah grinede lidt og skar en munter grimasse “Du er ikke gået glip af noget, tro mig.” hun smilede over kindkysset og stak gaflen i den sidste bid kød på sin tallerken, stak den i munden og lagde bestikket over hinanden på den ene side af tallerkenen, for at indikere hun var færdig “Heldigt. HUn kan nemlig også godt lide dig.” Erklærede hun med et smil og tilføjede “Uanset hvem der køber dig i aften, så har jeg nemlig tænkt mig at tage med dig hjem.”

[Gabriel Barker]

Gabriel var godt tilfreds og nød bestemt sin borddame. Selv blev han også færdi med sinmad, fingrene blev tørret i den fornemme stofserviet, før en hånd blev lagt på på hendes lår under bordet. Han havde lidt svært ved at holde fingrene væk. 
Så lænede han sig ind mod hende. “Jeg håber det ender med at blive dig der køber mig” han kiggede rundt på selskabet for at se om der kunne være andre som virkede interesseret i ham. Det så ikke umiddelbart sådan ud. “Præcis, du kommer med mig hjem når vi er færdige her”

[Alannah Blanchett]

Selvom skørtet var ret mange lag, kunne hun stadig mærke varmen fra hans hånd og lagde sin egen hånd over hans, for at give den et klem “Bare du ikke sætter dine forhåbninger til en fattig servitrice for højt.” At hun måske havde lavet en aftale med sin storebror, var ikke noget hun havde tænkt sig at fortælle ham, ikke endnu, men hun nikkede bekræftende “Det gør jeg nemlig.”

[Gabriel Barker]

Gabriel lænede sig ind mod hende, så han ikke behøvede tal særlig højt. "Som allerede nævnt, forventer jeg ikke at være så meget værd" det var ganske ærligt. Han var ingen vigtig per eller på nogen måde selv rig og spændende, så hvorfor skulle de fine være interesseret i ham? 

De var færdige med hovedretten, det betød der ikke ville gå lang tid før han skulle på auktion. Utroligt nok mærkede han nu nogle få sommerfugle lette i maven på ham. Men sandheden var også at han faktisk var lidt nervøs og mest håbede på Alannah ville byde højest, også for ikke at komme hjem med en fremmed, som kunne have alverdens planer.

[Alannah Blanchett]

Alannah sendte Gabriel afsted til auktion med et hurtigt kys og endte sejrsrigt - og adskillige galleoner fattigere. Selvom det var til et godt formål og Theodore havde nok til ikke at ville mærke tabet af de seks galleoner, var hun ganske selvtilfreds da hun rejste sig og indfangede ham, før han nåede helt tilbage til bordet igen "Og du var sikker på ingen andre ville byde på dig. Jeg var lige ved at blive nervøs." erklærede hun med et spillende blik, både over den lille hemmelighed hun selv havde holdt og over, at hun havde fået overbudt konkurrencen "Nu er du min."

[Gabriel Barker]

Gabriel blev skubbet afsted, hvilket nok var meget godt, han var pludselig lidt nervøs. Han blev vist frem på et podie og der blev budt både fra Alannah og fra Philippa. Det var alligevel lidt for meget, men samtidig også lidt sigende. Han vidste godt hvor han helst ville hen.

Lidt efter kunne han gå ned til Alannah igen som hendes gevinst. "Der kan man bare se." Grinede han og kyssede hende så på kinden. "Så nu ejer du mig."

[Alannah Blanchett]

Alannah strålede da auktionen var slut og i et brus af stjernehimmel, mødte hun ham på halvvejen da han var på vej tilbage “Det ser grangiveligt sådan ud.” Erklærede hun med et bredt, klædeligt smil og lagde armene om halsen på ham “blev du overrasket?” Spurgte hun ivrigt.

[Gabriel Barker]

“Overrasket over at du nu ejer mig?” Spurgte han grinende før han kyssede hende. Han kunne faktisk godt lide tanken om det på en måde. Han var lidt nysgerrig for hvad hun kunne finde på med det.