Nye omgivelser

[Reginald Fudge]

Reginald kunne ikke drømme om at lade være med at komme til et velgørenhedsarrangement af denne størrelse. Horace Slughorn var en værdifuld person i det magiske samfund og hans familie havde en hel del at sige. Derfor var han her naturligvis med Senga Darrow og hvis Alastair havde været voksen ville han også have været med for at pleje nye kontakter. I stedet var det blot ham og hans fremmedgjorte hustru. De var kommet sammen og skulle naturligvis sidde sammen og spise, men i ventetiden på at komme ind i den store festsal foretrak han at drikke en drink alene eller i andet selskab.

Da han så en rød hårpragt og en kjole der var på grænsen til det passende, kneb han dog øjnene en anelse sammen og stoppede hende med en let hånd på hendes arm, så han kunne se om det virkelig var hende bag masken. Vilddyret.

Siobhan Munro

[Siobhan Munro]

Hverken kjole eller bal var for alvor Siobhans scene, men hun var i et rodløst stadie for tiden og hun havde på forhånd vidst, at der ikke ville være nogle gæster på Den Kælne Kimær den aften. Så hun havde betalt en billet, købt en kjole, som nu var den eneste hun ejede og en maske. Det var en anden verden at træde ind i, én hun ikke for alvor hørte til i, men det var nyt, spændende og uforudsigeligt hvordan det ville ende.

Hun snoede sig gennem virvaret af mennesker, da en varm hånd strejfede hendes arm og lukkede sig om den. Det drejede hende bagud og rødgyldne øjne gled op over manden i de skræddersyede rober, som måske gemte sig bag en maske, men som hun alligevel genkendte med det samme, da først blikket låste sig fast i hans. Snerten af et karakteristisk rovdyrsmil strejfede mørkmalede læber, som tidligere nævnte ord vendte tilbage til hende.

"Du kommer til at møde en høj, mørk fremmed."

[Reginald Fudge]

Reginalds mundvige sitrede over citatet og under masken hævede brynene sig lidt. "Jeg er vist næppe fremmed længere," pointerede han dæmpet.

"Jeg havde ikke forventet at se dig her...? Er det ikke et stykke fra din normale scene?"

[Siobhan Munro]

Det var intet chok, at han var der. Alt ved arrangementet udstrålede aristokrati. Siobhan drejede sig helt ind mod ham og så op på ham fra under masken. "Slåskampe og væddemål, mener du," antog hun og trak let på en skulder. Smilet antydede, at han havde ret.

"Måske," erkendte hun, men uddybede ikke sine årsager til at være der. Blikket sank ind i hans igen. "Er du ked af at se mig her?"

[Reginald Fudge]

Slåskampe, væddemål og en beskidt natklub i Diagonalstræde. Reginald modsagde hende ikke. Han fugtede sine læber, før han drak en tår af sin drink og så sig en anelse rundt. Blikket endte i hendes. Det var svært at holde sig væk fra at se dybt ind i de mørke øjne.

"Min hustru er her," konstaterede han roligt, velvidende at han ikke direkte havde sagt, at han var gift. Alligevel var det næppe et chok. "Men nej. Jeg er glad for at se dig igen. Jeg har tænkt på dig."

[Siobhan Munro]

Siobhan var ikke chokeret. Hun havde set hans hjem. Det bar præg af en kvindelig hånd. Men det var alligevel et stykke information mere om ham, som hun ikke for alvor havde haft. Hovedet gled let på sned, men hun trak sig ikke væk. Tværtimod fik hans ord tænderne til at komme til syne.

"I lige måde," svarede hun lavmælt og mente det. Hun kunne stadig mærke det sted, hvor varm hud kort havde strejfet hendes arm. Der var tæt af mennesker. Tæt nok til at hun kunne træde den mindste smule tættere på, uden at være direkte åbenlyst. Blikket spillede farligt.

"Jeg ville vise dig det med andet end ord, men under omstændighederne..."

[Reginald Fudge]

Reginald tog en dyb indånding over hentydningen og nikkede lidt. "Under omstændighederne er det nok bedst at lade være med at være fysiske," erklærede han sig enig. "Men jeg vil gerne snart se dig igen. Gøre ting ved dig..."

Han klarede halsen en anelse og tog en tår mere af sin drink.

[Siobhan Munro]

Mange kvinder ville uden tvivl ikke være blevet stående eller have skabt en scene ved den afsløring, som han havde givet hende kort forinden. Siobhan... Havde omtrent den modsatte reaktion. Måske var det jagten efter adrenalinruset og den nye risiko, der lå i faren for at blive opdaget. Hun vidste bare at den høje ministeriemand foran hende kun blev mere tiltrækkende af det faktum, at hun ikke kunne række ud og røre ved ham.

"En krævende udfordring," drævede hun, smilet over hendes læber alt andet end uskyldigt. Hun trådte ikke tættere på, men mindskede heller ikke afstanden mellem dem. Blikket gled over ham og selvom de skræddersyede gevandter klædte ham, som var det ikke svært at tænke dem væk. Langsomt så hun op igen.

"Fortæl mig hvilke ting."

[Reginald Fudge]

Reginald kastede et blik rundt. De var omgivet af mennesker, men Senga var ikke i nærheden og der var ikke rigtig nogen, der kunne høre dem, i den generelle tumult. Han lænede sig lidt ind imod Siobhan.

"Tage dig med tilbage til sommerhuset igen og tage dig på alle overfladerne," svarede han dæmpet og men en flygtig tanke på Senga Darrow's raseri over røde hår. Han skulle fandme give hende røde hår. "Kysse dig over hele kroppen," fortsatte han lavmælt.

[Siobhan Munro]

Han var uden tvivl pæn og nydelig på overfladen, poleret til perfektion, men Siobhan vidste at det ikke var hele sandheden. Ordene understregede det kun og rovdyrsmilet voksede. Hun kunne ikke vide, hvor meget af det der var et hævnvendetta mod den kvinde, der var hans hustru og havde hun haft en anelse om det, ville det måske have generet hende. Måske ikke.

"Du er en ambitiøs mand," svarede hun lavmælt, men med tydeligt begær i de rødgyldne øjne. Siobhan var ikke for alvor god til at holde sine impulser i skak og det var en klar udfordring nu med ham så tæt på, at duften af ham sneg sig ind i hendes næsebor og vækkede slumrende, dyriske instinkter. Hun tog en indånding. Blikket var mørkt.

"Og her var jeg parat til at lade dig tage mig her, i aften, så snart jeg så dig..."

[Reginald Fudge]

Reginald tog endnu en tår af sin drink og ville have kysset Siobhan hårdt, hvis ikke der var andre mennesker. Som det var, skabte han i stedet en smule, høflig afstand og klarede halsen.

"Jeg kan desværre ikke klare i aften," svarede han dæmpet og ærgerligt. "Men i morgen?"

[Siobhan Munro]

Siobhan var alt andet end ærgerlig, da han trak sig væk. Det var for hende et lige så tydeligt tegn på hans interesse, som sin egen. "Forventningens glæde skulle være den største, har jeg hørt," svarede hun skælmsk og rankede sig selv lidt. En tjener passerede forbi i nærheden og Siobhan rakte ud for at fange sig selv en drink.

"Indtil da," begyndte hun og hævede sit glas let mod ham i en skål. Det var en interessant udfordring med den fysiske barriere. Det tændte en nysgerrighed i hende, der for nu handlede mere om manden under overfladen end manden under tøjet. Hun drak, uden at tage blikket fra ham.

[Reginald Fudge]

Reginald hævede sit eget glas og skålede med den unge, smukke kvinde foran ham. Han var fascineret af hende. Ikke mindst fordi hun dukkede op et sted som her. "For forventningens glæde," svarede han i en afdæmpet skål.

"Har du planer om at byde på nogen af de unge mænd i aften?"

Han vidste i virkeligheden ikke om hun havde penge til det. Men hun var her jo.

[Siobhan Munro]

Et mørkt øjenbryn hævede sig lidt over spørgsmålet, men smilet forblev på hendes læber, som hun trak let på skuldrene. "Det ville næsten være moralsk forkert at lade være. Velgørenhed og det hele," svarede hun, før hun tog en tår af sin drink. Hun var ikke rig, men hun havde sin egen forretning og klarede sig glimrende.

Hun var ikke for alvor interesseret i at købe sig til mandligt selskab. Det primære fokus for hendes nuværende interesse stod lige overfor hende. Så meget var utvetydigt klart i det blik, hun betragtede ham med. "Hvis udvalget lever op til forventningerne, selvfølgelig."

[Reginald Fudge]

Reginald fnøs underholdt. Han kunne sagtens være jaloux anlagt, men han havde kun delt seng med Siobhan en enkelt gang. Hvis hun havde andet selskab generede det ham ikke så meget. Og så alligevel.

"Jeg stiller desværre ikke op, så jeg er sikker på at udvalget skuffer en anelse," konstaterede han en anelse selvironisk. "Men du har ret i, at det næsten er ens pligt."