Brændte fingre

[Cooper Sullivan]

Cooper var ikke i noget godt humør. Faktisk havde han været så umotiveret i hele kostume afdelingen at han ikke havde gjort sig de største tanker om hvem eller hvad han skulle klæde sig ud som. Man kunne heller ikke beskrive ham som kreativ når det handlede om kunst og fantasi. Han var mere musikalsk og atletisk. Alligevel havde han formået at samle sammen til et ganske vellykket cowboy kostume

Han strøg en hånd gennem håret. Det kunne godt trænge til at blive studset en smule men det var ikke en tanke han lagde yderlige i. Han havde ikke talt med Concordia Barnes det sidste stykke tid, og mildt sagt havde han måske også undgået hende en lille smule.

Han forlod storsalen og satte sig i stedet på trappen; den der førte op til alle dem der bevægede sig. Et system han stadig var fascineret af, men som også skræmte ham af og til.

Til Sophia Pierce

[Sophia Pierce]

Sophias humør havde været lidt blandet de sidste par dage, men hun forsøgte ikke at tænke på det nu der var fest. Det gik da også forholdsvis godt hun havde hilst på nogen af dem hun snakkede lidt med så det var rart nok. Hun havde også forsøgt sig med punchen men den var lige så dårlig som den plejede at være. 

For at se om hun kunne finde nogle spændende mennesker at snakke med valgte hun at gå ud i indgangshallen, hvor musikken ikke var så høj. Her så hun en sidde på trappen, så ham gik hun hen til "Hej, Må jeg sætte mig her? Hvis du da vil have selskab?"

[Cooper Sullivan]

Man kunne ikke sige at humøret var det bedste. Alligevel bad Cooper ikke den mørkhåret slange om at gå et andet sted hen. Hun hørte ikke til de trælse.
"Klart. Trappen er for alle" kom det fra ham som han forsøgte at sende hende et smil og klappede så ved siden af sig. Måske ville det alligevel være rart med lidt anderledes selskab fremfor de grævlinge han plejede at hænge ud med.

[Sophia Pierce]

Sophia smilede og satte sig efter hun lige havde fået styr på skørtet. Hun var godt tilfreds med sit kostume og synes selv det var blevet super, selvom hun ikke havde fået nogen pris for det. 

Hun kiggede lidt over på grævlingen. “Nyder du aftenen?” Det var ligesom et godt sted at starte for to der ikke lige havde snakket så meget sammen før. Men det kunne da måske give hende noget nyt. Hvis hun var heldig. 

[Cooper Sullivan]

Cooper trak på sine skuldre og sukkede lidt. "Tjo.." kom det hæst fra ham som han løftede den ene arm for at klø sig lidt i nakken. Blikket hvilede mod Sophia og et lille smil trak op i den ene side.

"Du ser smart ud." bemærkede han så og klarede halsen en smule for ikke at miste stemmen helt.

[Sophia Pierce]

Det lød ikke til at han havde den aller bedste aften, hvilket var lidt ærgerligt, hvis man spurgte Sophia. Allehelgenes var en af årets bedste fester. 
Hun smilede dog, da han gav hende et kompliment, det var fedt at få og særligt på en dag, hvor hun virkelig havde gjort noget ud af sig selv. "Mange tak. Du er nu heller ikke værst selv." Tilføjede hun så smilende. Han så da meget godt ud faktisk.

[Cooper Sullivan]

"Ah, jaeh. Jeg havde ikke været ude i god tid og blev nødt til at være lidt opfindsom" lo Cooper og sendte hende et lille smil. Han blev simpelthent nød til at tage sig selv hårdt i nakken for ikke at syne hen og ødelægge festen for de andre.

Han skævede mod storsalen hvor der var godt gang i den. "Jeg trængte til at komme lidt væk fra larmen" sukkede han og rettede sig en smule op fra trappen.

[Sophia Pierce]

Sophia kiggede på ham og smilede så. “Du har klaret det ret godt, må jeg indrømme” han virkede lidt mut, som om noget trykkede ham, men Sophia følte ikke hun var den rette til at spørge ind. Så godt kendte de alligevel ikke hinanden. 

Det blev da også bekræftet da han fortalte at han trængte til at komme væk fra festen. Hun forstod ham godt. Selv havde hun også brug for en pause. “Vi kan finde et mere stille sted hvis du vil?” Foreslog hun så med et smil. 

[Cooper Sullivan]

"Det er du den første der siger. Det kan jeg leve højt på resten af aftenen" lo Cooper halvhjertet. Selvom han til en start havde foretrukket sit eget selskab, var han alligevel glad for at Sophia havde gjort ham selskab. Det tog tankerne lidt væk fra Concordia Barnes .

"Klart. Det ville være skønt." Lød det fra Cooper der hellere end gerne ville væk fra trappen. Han skulle hele tiden tage sig af folks blikke, noget han ærlig talt ikke kunne arbejde sig igennem lige nu.

[Sophia Pierce]

Det virkede som en god start hun fik til Cooper, han lo og hun var glad. Det vare lige hvad hun havde brug for denne aften. Derfor var det også kun rart at han var med på at finde et mere roligt sted at snakke.

Der gik ikke længe før hun var oppe at stå igen og rakte en hånd ned til grævlingen. "Vil du udenfor eller skal vi finde et sted oppe på første hvor vi kan have lidt fred." Det var helt uskyldige hensigter der var i Sophias hoved, om Cooper også opfangede det sådan, var dog ikke til at vide.

[Cooper Sullivan]

Cooper var måske en smule rundt på gulvet af uforliste følelser. Det føltes derfor godt at være i selskab med en der måske ikke havde den fjerneste idé om hvad der foregik hos ham selv og hans nærmeste.

Han tog glædeligt imod hendes håndsrækning i et skævt smil. Skjult hentydning eller ej, så ville Cooper havde fred på den ene eller anden måde. Han skævede imod porten til udendørsområderne.

"Lad os trække lidt luft" Han ville ikke for langt væk fra festlighederne.

[Sophia Pierce]

“Udenfor bliver det så” nikkede hun bekræftigende og med ham ved sin side gik hun mod den store egetræsport. Det var ikke fordi hun havde nogen dybere plan med hvad der skulle foregå, men mon ikke det nok skulle gå alligevel. Hun skævede lidt til ham. “Du er en af grævlingerne ikke?”

[Cooper Sullivan]

Cooper fulgte med Sophia ud. Det var forfriskende at komme udenfor. Måske han havde mere held med at tømme sine tanker en smule. Han strøg en hånd gennem det mørke hår og sukkede.

"Yup.. Jeg er på mit sidste år" Det var ikke fordi han tænkte særlig meget over det. Men fremtiden syntes pludselig så tæt på. Han lænede sig op af stenmuren og sank ned på jorden.

[Sophia Pierce]

Sidste år, så var det derfor hun ikke så let genkendte ham. Han var dog meget pæn. Ikke at det på nogen måde betød alt for hende. De fulgtes ad ud og fandt et sted at sidde. Der var flere der var trukket udenfor og selvom det var sent, var det en frisk aften og ikke alt for koldt. 

“Hvad så nu? Er der noget du har lyst til?” Hun vidste ikke lige hvordan de kom videre herfra og hun ønskede ikke at ende i pinlig tavshed.