Et nyt ansigt

[Katie Wagtail]

Katie følte sig godt malplaceret; lige fra den kjole hendes barnepige havde syet til hende i sidste øjeblik og som skulle forestille at symbolisere en hvid due, til at være til stede i en sal fyldt med elever der alle var fremmede for hende.

7. årgang var en svær årgang at skabe venskaber på. Eleverne havde deres vennegruper etableret og var ikke lige så opmærksom på nye ansigter som de yngre var. 



Katie opgav at finde et af de få ansigter, som hun i løbet af ugen havde lært navnet på og stillede sig i stedet ned i et hjørne med en ingefærøl i hånden som moralsk støtte.

Maxwell Robins

[Maxwell Robins]

"Yeah, helt sikkert, mate," grinede Max til en af kammeraterne, før blikket pludselig faldt på et kendt ansigt gennem mængden, som han ikke ligefrem havde forventet at se i aften. Et øjeblik overvejede han at vende rundt på hælen og forsvinde, før hun fik øje på ham, men i sidste ende traskede han over til hende.

"Katie?" spurgte han som ville han være sikker. Som kunne han tage fejl af hende noget sted. Hænderne føltes pludseligt rastløse og blev stoppet i lommerne.

[Katie Wagtail]

Katie drejede sig straks rundt ved stemmen og så forvirringen i de grønne øjne, der stirrede tilbage på hende. Hans blik, der fandt hendes i det dæmpede lys og hendes navn der røg over hans læber i en stemme, som hun ikke kunne flygte fra at genkende, fik det til at rykke i hele kroppen på hende.

“Max…”, røg det tøvende over hendes læber, omend hun ikke var i tvivl om at det var ham. Den dreng der for få år siden havde fyldt hendes sommer med et hav af distraktioner.

[Maxwell Robins]

Max var ikke den store romantiker eller typen, der sad med en sjæl fuld af længsel efter de piger, han så. Han var dog heller ikke vant til, at de lige pludselig uden et ord bare skred flere tusind kilometer væk.

Derfor stod han nu og skiftede vægten fra det ene ben til det andet, mens luften sev ud af ham. "Hvad laver du her?" endte han med at spørge uden at kunne stable samme drengede smil på benene, som han ellers oftest bar.

[Katie Wagtail]

Det lignede ikke Katie at blive helt paf. Måske skyldtes det, at hun stadig skammede sig over måden hun havde efterladt det hele uforløst mellem dem dengang. Dengang havde der ingen konsekvenser været ved det. Nu var hun lidt nødt til at stå til ansvar for dem.

Hun klarede halsen dæmpet og rankede sig lidt. “Jeg….. går her nu”, afslørede hun og tvang et skævt smil over de rosa læber. “Vi flyttede hertil i sommers, min far og jeg".

[Maxwell Robins]

Det var noget af en overraskelse lige pludselig at se hende der og hans hånd forlod kortvarigt lommen for i stedet at klø lidt på den stadig glatte kind.

"Nå, jamen velkommen til," fik han sammenstykket og smilede skævt. Fortid og tidligere stødt værdighed måtte træde lidt til side for hans behov for for alt i verden at undgå drama.

[Katie Wagtail]

Katies øjenbryn gled overrasket op over hans ord, som en behøvet lettelse ramte hende.

“Tak”, svarede hun og lyste op i et lille smil. Hun lod blikket glide rundt, før de mørke øjne igen fandt Maxwells. 



“Det er godt at se dig igen… Det føles mærkeligt, synes jeg, ikke at kende en sjæl”, tilføjede hun ærligt og uden at lade sit smil falme. Ensomt var det også, men det havde hun ikke tænkt sig at indrømme overfor Max.

[Maxwell Robins]

Selvom Max mest af alt havde lyst til at undskylde sig og vende ryggen til hende for at få hævdet sig selv derved, var han ikke en nar og han holdt sig selv til at blive stående. Det var nok ikke den rigtige reaktion på, at alle skred, at han selv begyndte at kopiere den eneste strategi, han rigtigt havde lært fra Ignatius Dawlish. At forsvinde.

“Det er også sent at skifte skole,” indskød han tamt og ville sådan ønske, han havde noget mere inspirerende at sige.

[Katie Wagtail]

“Jaeh”, svarede hun lige så tamt tilbage. Det havde heller ikke været af egen fri vilje, men når hendes far satte sig noget for var det bedst bare at rette sig efter det. En strategi hun havde lært sig selv fra da hun var helt lille.



“Så… Hvilket kollegium er du på? Det tøj du har på nu gør det svært at regne ud..”, spurgte hun og formåede faktisk at snige noget ironi ind i samtalen.

[Maxwell Robins]

Max stod og nikkede tilsyneladende uden ende, fanget i den akavade situation med en pige, han aldrig havde forventet at se igen. Det var ikke rigtig en lettelse, da hun skiftede emne, men det gav ham da i det mindste andet at lave end bare at nikke.

"Jeg er på Ravenclaw," svarede han og den ene mundvige krøb opad i et temmelig selvironisk smil. "Ved du, hvor du skal være henne af?"

[Katie Wagtail]

“Gryffindor”, afslørede hun og sendte ham et lille, skævt smil. Hun vidste ikke meget om kollegiet endnu eller hvem der gik der.

“Ravenclaw…. Jeg kan huske hvor passioneret du plejede at snakke om quidditch”, røg det ud af hende. Hun fjernede en hårtot om bag øret.

“Er du stadig vild med det?”.

[Maxwell Robins]

Det undrede ham egentlig ikke, at Katie var blevet placeret på Gryffindor. Så meget havde han da lært den sommer, der efterhånden virkede meget langt væk. Smilet blev dog først reelt, da hun nævnte quidditch.

"Jep, spiller stadig på holdet også," svarede Max. "Var du ikke til kampen?"

[Katie Wagtail]

Katie rystede på hovedet. “Nej…. Jeg nåede det ikke”, mumlede hun i en lidt ærgerlig tone uden intentioner om at komme ind på alt det rod der havde været med at få hende forflyttet.



“Jeg gik dog ikke glip af alt det jublen der fandt sted i vores opholdsstue senere den dag”, svarede hun i et skævt smil. “Beklager…”, tilføjede hun, tydeligvis ikke ude på at tvære nederlaget ud i hovedet på ham. 

[Maxwell Robins]

"Ærgerligt," indskød Max og mente det. Selvom de havde tabt, havde det været en fed kamp. Selv var han ganske tilfreds med sin egen indsats.

Derfor trak han også på skuldrene. "Det går nok. Jeg tror, Raja Patil-Shafiq er bitter, men det er jo sådan, det går. Jeg tvivler slet ikke på, vi stadig kan nå at hente det hele."

[Katie Wagtail]

Katie nikkede uden at vide hvem hende Raja var. Sikkert deres anfører, gik hun ud fra.

“Der er mange andre klubber på skolen, kan jeg forstå. Rektor opfordrede mig til at søge et par stykker af dem”, fortalte hun. Hun fugtede sine læber hurtigt. “Er du med i andre?”.