Konger, Dronninger og Jokere

[Constantin Montague]

Ava H. Montague

En forspildt mulighed.

Ekskæresten havde vristet en pige, bogstaveligt talt, ud ad hænderne på ham. Faktisk, havde det nærmest virket som om hun forventede at han ville more sig over hende. Jovist, var det sjovt at se hende med spillet glimtende i øjnene - jaloux og ejersyg -, men det føltes mere som om Constantin fik en straf, frem for en gevinst, da han lod sig passere Ava Hardy og satte kurs indendørs.

"Hvad fanden har du gang i?" spurgte han,  ganske opmærksom på at hun var et par trin bag ham. Han talte en smule højere og hårdere end forventet, hvilket da fik opmærksomheden fra en forbipasserende elev eller to, "Hvis du keder dig babe, kunne du bare have skrottet din date og spurgt." 
 

[Ava H. Montague]

Ava havde ikke fundet det særlig morsomt. Det kunne godt være at hun var fulgtes med en tilfældig bejler til festen, men det havde ren og skært været fordi at en anden ikke havde spurgt hende. Så måtte man jo nøjes med det der var tilbage.

Constantin kunne bare lige våge på at være fornærmet resten af aftenen. Kendte hun ham ret ville han sikkert bare finde en anden fandens blondine. Hun blev ikke stående. Hun var draget til hans lange skridt og af årsage hun ikke ønskede at komme ind på var hun allerede i gang med at vende sig om for at følge efter ham.

"Skønjomfruen skulle jo kende sin plads" kom det uskyldigt fra Ava der ikke kunne skjule det svagt triumferende smil. Hun fnøs af hans sidste svar og ignorerede fuldstændig nogen af de andre elever der måske kunne finde på at lægge ører til; så skete der da lidt i deres liv.

"Du kunne bare have spurgt!" kom det vredt fra Ava. "Du går efter dem med vilje, gør du ikke?" bed hun af ham.

[Constantin Montague]

Kende sin plads, Det var tydeligt at Ava havde en forestilling om sin plads i hierarkiet, men trods hun, i Constantins øjne, jovist var den mest sexede pige på skolen, gjorde netop dette faktum ham skør. I det ene sekund kunne han triumfere over at have hende på armen, og i det næste, vidste han at mange andre fyre ønskede det samme. De skævede mod hende når hun gik forbi og gjorde hvad de kunne for at gøre sig til for hende og slå benene væk under hende. Hun kunne finde én der ville behandle hende som en dronning, men alligevel syntes hun at vende tilbage til legen. Måske ville det en dag være nok for hende. 

Han stoppede i sine skridt, for at vende sig mod hende. Efter spillet med Briony N. Baines havde han søgt en distraktion. Normalt gik han til Ava, men han havde ledt efter en nem gevinst frem for et fortærende modspil. Derfor havde han vendt snuden andetsteds hen. 

Øjnene var kolde, da de mødte hendes "Selvfølgelig er det med vilje." sagde han, som var det en selvfølge. Tydeligvis forstod han ikke præcist hvad hun hentydede til, "Ser man et villigt eksemplar når man er i det humør, skal man da være en idiot for ikke at udnytte chancen."

[Ava H. Montague]

Ava havde ikke været interesseret i at stå model til at blive afvist, og selvom hun kunne have gjort det samme ved Constantin, var hun alligevel blevet stødt over at han ikke havde spurgt om de skulle følges ad til festen. Det havde været en mulig genåbning af deres forhold, en som ingen af den syntes at kunne finde frem til.

Der var ingen forståelse når hun stod på den anden side. Det var utrolig frustrerende at være så dobbeltmoralsk som de to slanger kunne være, overfor sig selv og hinanden.

Han ramte alle de rigtige knapper og det irriterede Ava grænseløst. "Men Briony Nott? Så kan man da heller ikke synke dybere. Du har måske noget for blondiner?"

[Constantin Montague]

En hånd blev strøget gennem det lyse hår, før en dæmpet, men temmelig sarkastisk latter forlod hans læber. Læber der havde været centimeter fra en anden piges for en kort stund siden, før Ava trådte i karakter som den jalousiprægede ekskæreste. 

"Er du seriøs Ava?" Det ene øjenbryn bevægede sig skeptisk opad, "Nott var bare en brik i spillet. Nok har hun en god røv, men jeg forsøgte kun på hende fordi hun forlod klubben." tilføjede han. Et par af klubbens medlemmer havde fundet morskab i at se hvor langt Nott ville gå. 

"Skal jeg da kun sigte efter folk der ligner dig?"

[Ava H. Montague]

Ava kunne ikke lade være med at tænke på det nu; hvordan hans læber ville have været mod en anden piges for ganske kort tid siden. På en normal skoleaften var hun måske lidt mere modtagelig for hans udskejelser, men til en fest som denne var det hende han skulle være sammen, til trods for at hun var fulgtes med en anden.

"Hvad end du bilder dig selv ind Montague for at kunne sove om natten" bemærkede Ava og sukkede. Af en eller anden uforklarlig grund var hun ikke i sit es i dag. Hun havde alle de har spændinger der satte sig som en hovedpine hen over hendes pande og kravlede op langs nakken. Hvad end Constantin sagde fik det hende til at føle sig som verdens dårligste person og der skulle efterhånden en del til.

"Du kunne også bare mande dig lidt op og indrømme at du savner mig."

[Constantin Montague]

Selvom han holdt af hende, formået slangen altid at være en torn i siden på ham. En torn der, trods den ofte gnavede sig ind under huden, aldrig blev revet ud. Legen mellem dem var en massiv følelsesmæssig belastning - måske var den endda giftig - men stadig klyngede de sig til den.

Sommetider slog det ham, ligesom det gjorde denne aften, at kaosset umuligt kunne give dem den tilfredse følelse de begge søgte. Nok fandt de gnisten af det med hinanden, men de var begge for stædige til at holde flammen konstant, frem for at lege med ilden.

"Mande mig op..." Han smagte på ordene, men det var tydeligt at de var for bitre, "Den dag jeg savner din sygelige jalousi og dit fandens drama, så skal jeg nok indrømme det." 

[Ava H. Montague]

Ava var jaloux. Det havde hun altid været, og at være så forelsket i Constantin hjalp overhovedet ikke på noget som helst. Hun havde et behov for at der altid skete noget omkring hende og hun var bange for at blive for nuttet sammen med ham hvis hun først gav efter for det væld af følelser hun havde for drengen.

Det var hendes egen skyld når forholdet igen gik i stykker, men trøstede sig med at han i det mindste også godt kunne være ham der fik bægeret kunne flyde over. Hun ville have at han skulle kaste håndklædet i ring først. Falde på knæ og indrømme at han havde brug for hende.

Men der kom altid et eller andet i vejen. Nogen gange kunne de sågar opfinde problemer bare for at have noget at skændes op. Det var langt fra et sund forhold men hun kunne ikke holde sig væk.

"Du er lige så jaloux som jeg er. Forskellen er bare at du giver dem en blodtud hvis de kommer alt for tæt på" kom det skarpt fra Ava.

[Constantin Montague]

Havde han båret et større ansvar for sine handlinger, havde han nok erklæret sin forelskelse i pigebarnet for lang tid siden. Endda før de var sammen, da hun blot var en nær ven og Francesco Hardy 's søster, havde han været draget af hende. Ikke nok med at hun så hamrende godt ud, noget ved hende appellerede til både de bedste og værste sider af ham. Desværre, var det ofte de sidstnævnte der havde gjort sig tydelige når tingene spidsede til. 

"En blodtud er mere effektiv, end hvad fanden du render og laver." Bed han vrissende, men rystede snart på hovedet. "Desuden er jeg ikke jaloux,-" tilføjede han, selvom han vidste at følelserne på dét punkt sad temmelig meget udenpå tøjet.

"Nogle af de fyre du kigger efter er bare nogle creeps. Du er bedre uden."

[Ava H. Montague]

Det var altid en triumferende følelse der husede hos brunetten når hun kunne fange Constantins opmærksomhed. Naturligvis foretrak hun den gode af dem, men blev ofte selv fanget i den hektiske leg omkring hvem der kunne pisse den anden mest af. Det var opslidende og nogen gange ønskede hun så inderligt at de begge fik nok så de kunne finde ud af at elske hinanden uden straks at gøre hverdagen til en kamp.

Ava var en pæn pige; nok virkede det til at hun var løs på tråden, men når sandheden skulle frem flirtende hun langt mere ofte med de andre unge drenge end at gå hele vejen. I sidste ende skulle det dog fremstå på den måde.

Grinet der skyllede op var ikke et humoristisk. - nok snare sarkastisk. "Men whatever. Hvad end der får dig igennem dagen Constantin" sukkede hun næsten helt frustreret. "Bedre uden?" hun fnøs og trådte et skridt tættere mod ham.

"Du skulle vist nødigt snakke"

[Constantin Montague]

Spillet var, på mange måder, opslidende. I øjeblikke føltes den mere tungtvejende end i andre. Lige såvel som Constantin kunne nyde kampen med og mod Ava, kunne han hade hendes stædighed. Ingen af dem virkede klar til selvopofrelse, men forventede det fra den anden part.

De blå øjne fulgte hendes skikkelse som pigebarnet trådte tættere på.  Efter deres 'omgang' i krypten, havde han forventet at hun ville tigge efter mere. I stedet viste hun ham opmærksomhed, ved at vriste andre kvinder fra ham - endda uden at lokke med sit eget selskab i stedet.

"Jeg gik ikke over til din ledsager i aften, for at svine ham til. Hvorfor må jeg ikke bare have en god aften? Nyde den frihed du gav mig, da vi slog op?" 

[Ava H. Montague]

I øjeblikke som disse tvivlede Ava på om de nogensinde havde en fremtid sammen. Når nogen kunne gå en så meget på nerverne måtte der da være så meget had mellem dem at det umuligt ville kunne komme til at fungere.

Desværre var de mindst lige så gode sammen på en god dag, og det var nok det der altid holdte lidt i Ava. Hun ville jo gerne have ham. Altid og hele tiden. Men når han så ikke kunne lade være med at se efter andre, så sprang hun simpelthen i luften.

"Jamen så gå da ind og nyd den frihed. Men du skal ikke komme rendende tilbage til mig når de ikke kan give dig det du virkelig gerne vil have" Selvsikkerheden i sine ord løftede dem op som Ava gjorde mine til at få noget bedre ud af sin aften.

[Constantin Montague]

Havde Ava ikke ønsket at hans blik skulle strejfe rundt, havde hun ikke afvist ham. Det var Constantins forklaring. Selvfølgelig vidste han at deres forhold var basseret på med og modspillet, men hvis han ikke måtte have det sjovt når de var adskilt, hvad fanden var så pointen. Ava kunne afbryde hans tilnærmelser til pigerne alt hvad hun ville hvis bare hun dernæst tilbød det han ville have. Nu stod hun blot og hvæsede af ham som en arrig kat.

Ordene skar i ham. Hvorfor var det ham der skulle komme rendende, når hun tilsyneladende havde så mange problemer med at se ham med andre pigebørn? Han fnøs. "Jeg vil virkelig gerne have at du lader mig være." Det var en impulsiv beslutning, men måske var måden at få hende til at overgive sig på, at få hende til at tro at det var slut.  "Jeg er pissetræt af alt det her tovtrækkeri." Han trådte forbi hende, og over mod salen. 

[Ava H. Montague]

Han blev bare ved med at være både irriterende og på tværs. Var hans hoved virkelig fyldt med så meget tomhed at han ikke kunne strikke en komplet rationel handling sammen? Det var til at blive helt ør i hovedet af og Ava vidste ærlig talt ikke hvor længe hun ville holde spillet kørende. Måske var de bare ikke skabt til hinanden alligevel?

Ava blinkede med øjnene. Han skulle ikke tro at hun faldt i fælden så let. Hun kendte den omvendte psykologi. Men der var to der kunne lege den leg. Hun kneb øjnene let sammen og lod tårerne springe frem.

"Fint! Jeg håber du bliver kvalt i deres spyt" vrængede hun grådkvalt af ham før hu hastigt skubbede sig forbi ham.

Forlader tråden

[Constantin Montague]

Da Avas stemme syntes at knække en smule, behøvede Connor ikke at kigge sig tilbage over skulderen for at vide at han havde ramt et svagt punkt. Han havde, for en gangs skyld, bedt hende om at holde afstand frem for at komme med sarkastiske kommentarer om at hun nok skulle finde sin vej tilbage til ham.  Selvom det blot var en del af spillet for ham, virkede det mere endeligt nu. 

Han havde skilt læberne ad for at gengælde hendes kommentar, men pigebarnet bevægede sig så hastigt forbi ham, at han ikke nåede at få et ord indført. Hun skulle nok komme tilbage. Hun ville komme rendende og være den første til at falde. Det var han sikker på.

Afsluttet.