Let som en fjer

[Benjamin Mael]

  Virginia Wolfe

Der kunne godt have været en bedre tranebærsauce til kalkunen og kartoflerne, men ellers var Allehelgensfesten ikke et knusende slag i ansigtet på hvad Ben ellers var vant til. Og aftenen var blevet betydeligt bedre af, at højbordene var fjernet og at folk nu kunne bevæge sig ud på dansegulvet eller nyde musikken og den uhøjtidelige stemning. 

Bedst som Ben var på vej væk med den punch han havde skænket op ved bordet med forfriskninger, fik han øje på en tordenfugls fjerpragt. Det var ikke noget helt enkelt (eller billigt) kostume - så han havde en god idé om lige præcis hvem der bar de fjer. Han stoppede sin lurvede halvåbne kuffert under den frie arm, viftede enderne på sit grimme tørklæde om på ryggen og skovlede et nyt glas punch op. 

 "Tordenfuglen. Meget passende, Ginny." Han kom med et let smil.

[Virginia Wolfe]

Ginny vendte sig om imod stemmen, der sagde hendes navn, uden at hun rigtig var i tvivl om hvem det var. Der var to mennesker på skolen hun havde kendt mere end to måneder og han var den, som hun ikke delte blod med.

"Benjamin," hilste hun. "Hvem skal du forestille?"

[Benjamin Mael]

Kostumet kom endnu mere til sin ret, da Ginny vendte sig om. Vingerne havde selvfølgelig forberedt ham på at det var en flot mundering, men han måbede alligevel en smule at hun så så brandgodt ud. Han kom med et muntert fnys, da hun spurgte hvem han forestillede. 

"Magizoologen Newt Scamander, eller et forsøg på samme. I hvert fald en troldmand med et mindre menageri i sin fortryllede kuffert." Han viftede lidt med sin føromtalte, patinerede kuffert. 

[Virginia Wolfe]

Ginny hævede begge bryn, så ned over sig selv, så hen på Benjamin og endte med at fnyse muntert. Anekdoter om Newt Scamanders eventyr, hundrede år tilbage, havde fundet vej til hendes undervisning.

"Jeg hopper ikke ned i din kuffert og bor," konstaterede hun. "Men sødt. Hvem har du lånt Hufflepufftørklædet af...?"

[Benjamin Mael]

Hendes blik nedad sin egen dragt og det sigende fnys som det udløste, fik Ben til at klukke lavmælt. Det var altså lidt tjekket, at deres kostumer havde sammenhængskraft. Det var heller ikke så lidt ironisk, at de med deres fortid tilfældigvis rendte på hinanden i kostumer, som passede sammen. 

"Surt for dig. Det er ellers førsteklasses indkvartering du går glip af," Han klappede den patinerede kuffert et par gange, inden han koncentrerede sig om det gule tørklæde. "Af Enya McTavish , og jeg lovede at passe godt på det. I kender hinanden, har jeg hørt."