Et spørgsmål om tid

[Briony N. Baines]

Constantin Montague

Briony stod og betragtede den dansende flok af mennesker oppe ved scenen. Hun lænede sig op ad muren, dækket af sit kostumes slør og drak lidt punch under det sarte stof. Hun havde egentlig forsøgt at holde øje med Gilbert, men hun kunne ikke finde ham nogle steder længere. Han var sikkert sammen med nogle piger, som ikke havde så meget drama i livet som hun selv havde.

Forsigtig, trak hun sløret tilbage hen over sit hoved for at hun havde lidt nemmere ved at drikke. Det var virkelig et besværligt kostume, det måtte hun huske til næste år.

[Constantin Montague]

I selskabet med et par af gutterne, havde Constantin ladet de kølige blå øjne vandre rundt mellem festens gæster. Musikken havde trukket en god portion af de danseglade mod scenen, og selvfølgelig havde han mere end én gang forsøgt at spotte om Ava H. Montague stod et-eller-andet sted med en fyr. Nu var der noget overvejende i hans blik - en form for distanceret udvælgelse.

Efter en stund bemærkede han Briony Nott, stående med ryggen lænet mod en af de tykke mure et pænt stykke derfra. Der havde været udspekuleret småsnak i fuldblodsklubben om netop dette tidligere medlem, og derfor forstod kammeraterne hvad Constantin var ude på da han først nikkede hentydende over mod pigebarnet, og dernæst blinkede en gang med det ene øje, før han forlod dem.

"Nott," Hilste han med et nik, hvorefter han stillede sig ved siden af hende, ligeledes med ryggen op ad væggen, "Har du ikke hørt at det er farligt at have hvidt på til fester?".

[Briony N. Baines]

Briony var allerede blevet chikaneret af både Piper Blishwick og Nathan Lorde og da Constantin kom hen mod hende, havde hun det som jorden forsvandt under hendes fødder og hun blev opslugt af et stort sort hul. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være? Hun havde alligevel været så lavstatus i deres snobbede gruppe, det var vel ikke det største tab for dem.

Da han stillede sig ved siden af hende, havde hun mest lyst til at gå, men for ikke at optrappe konflikten yderligere blev hun stående.
"Montague." Hilste hun og smilede påtvunget til ham.
"Hvis det er farligt, så passer det vel bare til resten af mine handlinger det sidste stykke tid." Bemærkede hun og trak på skuldrene.
"Må du gerne tale med mig?" Spurgte hun og håbede hun kunne få ham til at gå ved påmindelsen.

[Constantin Montague]

Armene blev slået roligt, og en smule nonchalant, over kors, hvorefter blikket gled en smule ud i rummet. Briony havde sine grunde til at holde sig på god afstand fra festgæsterne. Tilmed en god grund til at bære sløret over sit ansigt, frem for væk fra det som nu, eftersom hun i fanatikernes øjne var lidt af en tilsmudset plet på fuldblodssamfundet. Skønhed og rent blod var blevet spildt på hende. Det var han overbevist om. Det betød dog ikke nødvendigvis at man ikke kunne få noget ud af pigebarnet. Aftenens legetøj.

Øjnene gled kortvarig forbi kammeraterne, men gled kalkuleret tilbage mod Briony. "Det er ikke just fordi jeg har en tilsynsførende der vil trække mig væk, vel?" svarede han blot, i en flygtig afvisning om at andres regler ville sno sig som et reb om ham. Et skævt og velovervejet smil strøg om ham. "Jeg så blot at du stod alene, men hvis ikke du vil have mit selskab kan jeg gå?"

[Briony N. Baines]

Forsigtig strøg hun en lok af sit hår om bag øret, mens hun skævede mod Constantin. Hun forstod ikke rigtig, at han måtte tale med hende og det var svært ikke at være mistænksom over om de havde en eller anden bagtanke med det.
"Du må blive, så længe du ikke forsøger at true mig tilbage i klubben ligesom de andre." Sagde hun og rettede lidt på sit slør.
Det var trods alt bedre at have en eller anden form for selskab, i stedet for at stå alene i et rum fuld af mennesker og se ynkelig ud.

[Constantin Montague]

Musikken og larmen fra de dansene festdeltagere virkede ikke så overvældende herfra. Man kunne nærmest se spillet udfolde sig uden selv at deltage i det. Constantin var dog ikke en passiv deltagere i noget-som-helst. Nok kunne han ligne en bænkevarmer, stående op ad væggen, men med Briony rykkede han stadig på brikkerne. Eller, han forsøgte i hvert fald.

"Du får det til at lyde mere som en kult, end en klub." Bemærkede han med et kortvarig og lidt sarkastisk fnys. Dog tilføjede han ganske snart, "Hvilket jeg godt kan følge dig i." Han var loyal til fuldblodsklubben, men loyaliteten kunne også fornægtes i øjeblikke som disse. Der var en fortjeneste i det.

[Briony N. Baines]

Briony sendte ham et lettere skarpt blik, men det blev dog en smule mildere da han blødte op og ikke anklagede hende for at have de 'forkerte holdninger'. Hun rynkede øjenbrynene en smule skeptisk, men hendes nysgerrighed var dog vagt. Det ville være så rart at tale med en som forstod hende bare en lille smule.
"Jeg er bare træt af folk der prøver at bestemme over mig." Sagde hun og så ham i øjnene.
"Hvordan har du det med at alle siger hvad du skal mene og gøre?" Spurgte hun, der var dog en chance for, at det ikke var så slemt for drengene. De fleste troede bare hun var håbløs og skulle have hjælp til alt. Det var også på nogen måder sandt, men den eneste grund var, at Edward aldrig havde ladet hende blive selvstændig.

[Constantin Montague]

Constantin kunne, trods sin foragt for hendes afvigelse, forstå holdningen hun ytrede. Aldrig havde han været god til at blive kontrolleret, selvom han velnok var en ligeså stor brik i andres spil, som han mente de var i hans. Øjnene veg ikke fra hendes. Som altid virkede de derimod faste og beslutsomme.

"Sommetider kan det være nødvendigt," svarede han,"Man kan altid finde smuthuller. Slanger er særdeles gode til den slags." Blikket driftede igen en smule rundt mellem festdeltagerne. Der var noget søgende i hans udtryk, "Ser og hører de ikke egenrådighed, kan de vel ikke dømme én for det."

[Briony N. Baines]

Måske var Constantin bare bedre til at sno sig ud til smuthullerne end hun var. Briony kunne i hvert fald ikke finde ud af at gøre det han sagde, på den måde levede hun ikke op til stereotypen om Slytherineleverne.
"Det er vel meget sandt." Sagde hun og følte sig nu en smule lettet over at han ikke var vred på hende som de andre.
"Tak fordi du ikke er så hård ved mig." Hun smilede en anelse svagt til ham og drak en tår af sin punch. Det var en smule ærgelig at hun var så ensom, at der ikke skulle meget mere til end lidt venlighed for at få hende til at føle at hun havde en ven.

[Constantin Montague]

De blå øjne vendtes mod Briony igen, netop i tids nok til at fange det afdæmpede smil hun sendte ham. Han nikkede afmålt, som en henkastet og flygtig bekræftelse af hendes tak. Empatien hvilede dog ikke i ham. Som altid når han var midt i spillet, yndede han ikke just at stoppe op og genoverveje sine intentioner.

"Er det derfor du holder afstand fra resten af festen? Fordi du ikke ønsker konfrontationer?" spurgte han. Det ene øjenbryn bevægede sig nysgerrigt og velovervejet op over det andet.

[Briony N. Baines]

Det var et underligt spørgsmål at stille ifølge Briony. Hun rynkede lidt på sin næse og trak på skuldrene.
"De fleste har dømt mig på en eller anden måde efter det der skete i sommers. Det er hårdt at gå blandt andre når man ved at de har en mening om en, som man ikke selv føler er sand." Forklarede hun og drak lidt af punchen.

[Constantin Montague]

Øjnene vurderede hende. Alle de små træk og tænksomme ord, blev taget til efterretning. Han smagte lidt på detaljerne.

"Hårdt, men nødvendigt. Holder man hovedet over vand, drukner man ikke," bemærkede han hypotetisk, ganske sikker på at det ikke just var noget man kunne modargumentere, "Hvis du fremstod ligeglad, ville folk nok stoppe med at gå så helvedes meget op i det."

[Briony N. Baines]

Briony var ikke god til at være ligeglad. Hun var alt for følsom når det kom til andres meninger om hende. Det var den måde Edward havde manipuleret hende på i al den tid.
"Det kan jeg ikke finde ud af." Sagde hun derefter bare og trak på skuldrene. Hvad skulle hun gøre for at være ligeglad? Hun havde ingen ide om hvad andre mennesker gjorde.
"Jeg er opdraget til at gå op i hvad andre mennesker tænker." Svarede hun og så ham i øjnene.

[Constantin Montague]

Constantin genkendte et behov for at gå op i andres tanker om ham. Til dels dog. Han bekymrede sig ikke det mindste om deres mening i-sig-selv, men om hvad han kunne få ud af folk, hvis han levede op til deres ideal. Han var konkurrerende af natur. Alt der kunne sikre ham selvfremhævelse var nyttigt.

"Hvad tror du så de tænker når du er sammen med mig?" spurgte han, igen hypotetisk. Selvom han normalt ikke ville ses med hende, kunne han snildt lade som om han ofrede lidt af sit image for hendes skyld.

[Briony N. Baines]

Constantin havde sørme mange spørgsmål til hende. Det var en smule mærkeligt, fordi han ellers ikke havde virket særlig interesseret. Hun ville lidt ønske at hun havde Nathaniels evner nu og kunne læse hans tanker.
"De fleste tror vel at du lægger an på mig, det er vel den konklusion de fleste har, når der står en dreng og en pige alene?" Sagde hun og trak på skuldrene.
"Det er som om piger og drenge slet ikke kan være venner mere, når man når til en speciel alder." Bemærkede hun og smilede skævt.