Kære svoger

[Maximilian Yaxley]

Maximilian havde fået frataget sin tryllestav og var både bagbundet og bundet til stolen. Efter de havde konstateret at han var den mand, der havde angrebet Phyllis Murtaugh og sandsynligvis også slået flere andre mugglerfødte ihjel, havde behandlingen ikke været blid. Han havde kæmpet og var endt med en brækket næse, som stadig blødte, som han sad og ventede på at blive tilset af en helbreder.

Det blev dog ikke på Mungos, men i ministeriet, hvor han skulle forhøres senere. At forhøre en mand, der var slået lidt til plukfisk, var dog alligevel under ministeriets standard.

Dominic Avery

[Dominic Avery]

Dominic havde fået en klam følelse ned over rygraden, da han havde fået fortalt, hvem det var han skulle stå overfor og hvorfor. Tanken om Alissa og mærkerne på hendes hals var helt klare for hans indre blik, da han med et stenansigt trådte ind i lokalet, hvor Maximilian blev holdt.

Blikket faldt på manden og han følte et stik af tilfredshed over at se blodet på ansigtet, helbreder eller ej. Af samme grund havde han heller ikke travlt med at krydse afstanden. Han så blot køligt på den anden mand, som han nærmede sig.

[Maximilian Yaxley]

Maximilian lignede lort, men da Dominic trådte ind af døren kunne han ikke lade være med at smile. Hans flækkede læbe blødte lidt, men han begyndte alligevel at grine over synet af sin svoger og kunne knapt stoppe igen. Han havde ikke ligefrem forventet at se ham her.

"Hej Avery. Hvordan har din søster det?"

[Dominic Avery]

En enkelt muskel sitrede omkring Dominics kæbe, men han lod sig ikke fare i flint over kommentaren, i sikker forvisning om at Maxmilian ikke ville nærme sig Alissa igen. Han var i ministeriets varetægt og ikke i nogen umiddelbar position til at blive sat på fri fod.

Derfor trådte han bare køligt nærmere og trak sin tryllestav. "Løft hovedet."

[Maximilian Yaxley]

En munter lyd uden varme forlod Maximilian, som ikke løftede hovedet, men så direkte ind i sin 'svogers' grå øjne med et grimt smil. "Det er et held for hende, at hun er på Hogwarts nu, så hun ikke endte samme sted som din lille halvblodshustru," konstaterede han.

"Mm. Jeg kan så godt lide lyden når de skriger."

[Dominic Avery]

Dominics læber forsvandt ind til ingenting. Han vidste selvfølgelig godt at det var ren provokation, selvom heftigheden af den kom brat. Tryllestaven svirpede i en lydløs, selvopfundet besværgelse, der med lidt held ville løfte den anden mands hoved, uanset om han så ville det eller ej.

Han sagde intet. Ikke endnu.

[Maximilian Yaxley]

Maximilians hoved svirpede op og hans kæbe satte sig hårdt. Smilet blev hvisket af hans ansigt, som lyse øjne stirrede på helbrederen.

"Selvfølgelig skreg Alissa ikke sidste gang. Jeg lagde jo en silencio-besværgelse på hende før jeg brugte crucio. Det var en skam, men dine forældre sad trods alt lige ved siden af."

[Dominic Avery]

Noget faretruende lyste over Dominics blik, men han lod sig ikke narre ind i det net, hvor Maximlian tydeligvis gerne vil have ham. Til gengæld udtalte han en besværgelse og sendte den afsted med meget mere kraft, end det havde været nødvendig. Den ville sætte næsen på plads, men absolut ikke smertefrit.

"Du kommer til at få, hvad du fortjener, Yaxley," svarede han endelig, koldt. "Der står allerede en celle i Azkaban klar med dit navn på."

[Maximilian Yaxley]

Et grynt af smerte forlod Maximilian, men hans blik lyste alligevel op øjeblikket senere og han smilede af svaret fra Avery. Manden var fuldblodsmagiker og hans familie anstændig. Han burde været på Max' side, men det var der ingen tvivl om, at han aldrig havde været.

"Der er andre, der nok skal færdiggøre hvad jeg startede," konstaterede han. "Og på sigt befri mig igen. Tiden kommer for os alle. Ligesom den gjorde for lille Claire den aften."

[Dominic Avery]

Dominic fandt sig i meget. Til en grænse. Ved de sidste ord gled endnu et faretruende glimt gennem de lyse øjne og han slog med tryllestaven i et slag, der ville få rebene om Maximilian til at stramme sig mærkbart.

"Du har ikke lyst til at gøre mig vred, Yaxley," hvislede han. "Når jeg er færdig med dig, tager jeg afsted til Mungos. De har fortalt mig, hvorfor du kom der. Hvem tror du, der kommer til at se efter hende, mon? Sikre sig, at hun ikke lider?"

[Maximilian Yaxley]

Maximilian slap ikke en lyd, selvom rebene strammede sig ukomfortabelt omkring ham. Smilet blev tværet helt af hans læber over truslen og hans hjerte hamrede. Antoinette. I sidste ende, selvom han elskede hende og havde ofret sig for hendes liv, var hans tro på blødsødne typer som Avery større end hans flygtige frygt. Han havde tydeligvis ramt en nerve og han fortsatte med at presse på den.

"Betyder det, at du ikke vil høre om den aften? Det er ellers din sidste chance..."

[Dominic Avery]

Dominic stolede ikke på et ord ud af Maximilians mund. Desperate mænd sagde desperate ting, men selvfølgelig ramte det en nerve. Hvordan kunne det andet. Tryllestavsarmen flyttede sig og spidsen endte presset ind under troldmandens hage, hvor spidsen uden tvivl kunne ende med at efterlade et brandmærke.

"Du vil gøre klogt i ikke at lyve for mig," hvæsede han og pressede til.

[Maximilian Yaxley]

Maximilian slap et smertensgrynt og forsøgte uden held at komme væk fra tryllestaven, der var presset imod hans hals. Det var instinkt mere end fornuft og blikket var vildt, som han stirrede op på helbrederen.

"Jeg pisser på hvad jeg gør klogt i, Avery," hvæsede han. "Jeg pisser på dig og din beskidte familie, som du selv mudrede til, da du giftede dig med en halvskabt."

[Dominic Avery]

Dominic slap en snerrende lyd og blottede tænderne i et ondskabsfuldt smil, der ikke klædte hans ellers kønne ansigt.

“Men det er ikke mig, der kommer til at rådne op i en fængselscelle. Dig og din lille kæreste...”

[Maximilian Yaxley]

Maximilians kæbe var spændt et øjeblik, men han vidste godt at Antoinette stort set ingenting havde gjort. Hun ville ikke rådne op nogen steder og for sig selv var han temmelig ligeglad. Løbet var kørt for ham.

"I det mindste kommer jeg til at have det smukke minde af din halvskabtes ynkelige skrig, da jeg tvang hende til at sprede ben for mig," konstaterede han roligt.