Ønsketænkning

[Noah Earnshaw]

Hufflepuff's Sovesal
Juni 2013
Cornelius Cameron

Trods grævlingenes tilholdssted befandt sig under jorden, kunne man nærmest blidt høre sommeregnen der faldt ned i tunge dynger udenfor. Sovesalen var tom foruden to krølhårede drenge der, i modsætning til de andre kammerater, havde søgt komforten af himmelsengene, frem for de eksamensfyldte bibliotek, da der skulle læses op.

Noah Earnshaw, sad i sin seng med en bog i skødet, og proppede jævnligt et par stykker slik ind i munden. Sengen var så nydeligt redt, at der kun var folder netop hvor hans sad. Trods øjnene hvilede mod den åbne bog, var hans tanker andetsteds. 

"Du... Hvis jeg dumper mine fag, vil du så gå om med mig?"

[Cornelius Cameron]

Slutningen af sjette årgang nærmede sig og Cornelius glædede sig til at begynde på det syvende og sidste. Et kapitel i hans liv drog tættere på slutningen og en stor del af hans liv de sidste år havde været venskabet med Noah. Da han brød tavsheden, lå Cornelius selv på ryggen i sin seng og han satte sig op med vilde krøller omkring hovedet og et spørgende udtryk i ansigtet.

"Du dumper da ikke," erklærede han troligt. "Men hvis du gjorde... Næste år... Ja. Ja, så tog jeg det om med dig. Jeg kan ikke forestille mig at forlade skolen uden dig."

[Noah Earnshaw]

Tanken om ikke at gennemføre uddannelsen på trin med sin bedste ven, var rædselsfuld. Derfor var der noget betryggende i bekræftigelsen der flød fra Cornelius læber. Noah sendte ham et smil - et smil der ganske vist blev lidt bredere ved synet af Cornelius' ganske uregerlige hår -, hvorefter han gnaskede videre på et stykke rimelig ufleksibelt vingummi.

"Det er bare som om det ikke sætter sig fast," Sludrede han videre, som blikket fangede bogens sider igen. Der blev bladret lidt frem og tilbage med pegefingeren.

[Cornelius Cameron]

Cornelius rejste sig op fra sengen og dumpede øjeblikket senere ned på Noahs ved siden af hans bedste ven. Han lagde en arm omkring ham og rodede lidt op i hans hår.

"Det er fordi du hele tiden læser, læser og læser. Nogen gange skal man lægge bøgerne fra sig og slappe lidt af," pointerede han. "Desuden er der et helt år til du skal til prøve i det og vi har sommerferie lige om lidt. Hvorfor stresse?"

[Noah Earnshaw]

Havde en hvilken-som-helst andet rodet så grundigt i det brune hår, havde han nok arbejdet ihærdigt for at lægge det lidt ned igen. Krøllerne var jo stædige nok i forvejen. Alligevel nøjedes han med at sukke en smule som øjnene krængedes væk fra de slidte bogsider, og mod Cornelius' betrykkende ansigt.

"Du ved at mine forældre quizzer mig i de mest åndssvage ting, når jeg kommer hjem på ferie," Mumlede han, med et lidt halvpresset udtryk i øjnene, "Som om de skal sikre sig, at jeg ikke tilhører resten af den 'sløsede generation'."

[Cornelius Cameron]

Cornelius fnøs lidt og himlede med øjnene. "Dine forældre er håbløse," erklærede han.

"Og du er pisse klog. Jeg kunne høre dig holde foredrag om helbredende planter i flere timer. Du er meget bedre, når du ikke sidder og terper fra en bog, men bare bruger alle de mange ting du allerede ved. Du har styr på det, Noah. Slap lidt af."

[Noah Earnshaw]

Noah fandt en trøst i Cornelius' bemærkninger. Det var derfor uundgåeligt ikke at lade et halvforlegent smil stryge over læberne.

"Du har så meget tiltro til mig Cornie," Cornelius havde altid været der for ham og var én af de sjældne personer der altid kunne give ham en varm følelse i kroppen - nærmest en form for stolthed.

Snart bleb bogen lukket lidt tøvende i, hvorefter han proppede endnu en vingummi i munden, "Fint så... 'Slapper jeg af' lidt." Ordene blev sagt som om han ikke troede helt på dem.

[Cornelius Cameron]

Cornelius grinede lidt af Noahs betuttede ansigtsudtryk og hvilede sit hoved mod hans skulder.

"Vi skal ses i sommerferien, ikke? Du skal ikke være alene sammen med dine forældre i to måneder i træk."

[Noah Earnshaw]

Den blide tyngde af Cornelius hoved mod sin skulder, gav ham en velkendt følelse af tryghed. Det var som om de var blevet tættere gennem skoleåret.

"Selvfølgelig skal vi det." Forsikrede Noah ham om, som hovedet blev lænet en smule mod hans, så krøllerne fra dem begge blev filtret en smule ind i hinanden, "Det bliver ingen ferie uden Cornie." Han grinede en smule.

[Cornelius Cameron]

Cornelius fnøs lavmælt af kælenavnet. "Jeg ville også kede mig så sindssygt meget, hvis jeg ikke fik besøg af dig," løj han. Med brødre i alle ender af spekrummet, skulle han egentlig nok være ret underholdt.

"Du er min bedste ven," konkluderede han dog. "Ved du godt det?"

[Noah Earnshaw]

Sommerferien virkede mindre faretruende ved tanken om at dele et par af dets øjeblikke med Cornelius. Et smil foldede sig ganske klædeligt over unge Noahs ansigt og jagede et par af skyggerne væk fra øjnene.

"Mhm…" Mumlede han bekræftigende, som han fik tygget af munden, "I lige måde. Faktisk..." Han tog slikposen op i sin hånd og skubbede den dernæst ind mod Cornelius' bryst, "så fortjener du et bedste-ven's snack privilegie"

[Cornelius Cameron]

Cornelius grinede dumt over Noahs konstatering og tog imod slikposen for at se ned i den.

"Sikke et privilegie," svarede han muntert. "Tak. Er der nogen særlige slags, som du ikke kan lide så godt...?"

[Noah Earnshaw]

Det var vel det tætteste Noah Earnshaw var kommet på en kærlighedserklæring: At give en person lov til at tage for sig af slikposen. Han rystede på hovedet og rodede Cornie lidt i det krøllede nakkehår, "Tag bare for dig."

"Det bliver vildt med syvende årgang, hva'?" Bemærkede han som han tog et kig rundt i den tomme sovesal, med de tunge gyldne gardiner. Bare tanken om at skulle forlade dette sted virkede faretruende. Især når han vidste at hans forældre havde mange forventninger til ham derefter.

[Cornelius Cameron]

Cornelius skottede kort til Noah, som fingre purrede lidt op i hans nakkehår. Det gav ham kuldegysninger, men han lod som ingenting og snuppede bare en chokoladeugle, som han gumlede i sig inden den kunne baske med vingerne.

"Jeg glæder mig," erklærede han. "Også til at være færdig..."

[Noah Earnshaw]

"Fordi du slipper for min snorken?" Jokede han blidt som slikposen blev lagt trygt på sengetæppet. Snart faldt han lidt tilbage i de bløde puder, med en hånd placeret trygt og støttende under nakken.

Han associerede ikke sin færdige skoletid med frihed. Tværtimod det modsatte, når man tænkte på de ambitiøse uddannelsesmål der sikkert blev stillet for ham. "Hvorfor egentlig?"