Store drømme

[Josephine Oswald]

Til Lavinia Robins

Midt i sommerferien

Varmen havde lagt sig, og det lune vejr havde blot gjort at Josephine havde fået det endnu mere rart under træningen. Der havde været en del konflikter og hun havde op til flere gange været på nippet til at afbryde sessionen.

I sidste ende var det nok hende temperament og at hun var en skide dårlig taber. Hun lagde ikke skjul på hendes meninger om holdets indsats og mente heller ikke at de kunne blive ringere end de allerede var. Hun var den sidste på banen efter de resterende medlemmer og deres træner havde forladt græsplænen.

Josephine løftede hånden og så op mod himlen. Mon hun kunne nå et par enkle runder inden det blev overskyet? - Alle tænkelige muligheder for at hun kunne trække sin tid kunne bruges. Hun orkede ikke at være hjemme i det store hus mere end højst nødvendigt. Hun løsnede båndet der holdte fletningen på plads og strøg fingrene gennem de lyse lokker.

[Lavinia Robins]

Selvfølgelig kunne det diskuteres om det var uetisk at søge efter nye spillere blandt de allerede eksisterende hånd, men sådan var verden og Lavinia havde været på tilskuerrækkerne til Chudleyholdets træning. Da det var overstået, var det til hendes held at den lyshårede heks hun havde været mest interesseret i forblev tilbage.

Hun dukkede op nede på græsset og rømmede sig ganske let. "Mrs. Oswald?"

[Josephine Oswald]

Josephine havde kort glemt at der havde været en anden til stede under træningen. Det var dog ikke ulig at nogen dukkede op for at gøre grin med spillernes ringe præstationer. Men nu var hun selv også ret kritisk, og det var ofte hende selv det gik mest ud over. Når man stræbte til perfektion kunne det ofte tynge noget når man blev trukket ned af den samlede indsats.

Hun var netop ved at svinge det ene ben over sin kost da en stemme lød. Hun fejede grimassen væk og vendte ellers hovedet imod brunetten. "Hvem spørger?" spurgte Josephine og sendte den unge kvinde et venligt smil.

[Lavinia Robins]

Lavinia blev ofte genkendt i quidditchmiljøet, fordi hun selv havde spillet professionelt i mange år - og på trods af sin anden karriere som enlig mor, rent faktisk stadig havde formået at lave et navn for sig selv. Hun lignede dog ingen quidditchspiller, som hun stod der nu i sine skræddersyede hekseklæder.

"Lavinia Robins," præsenterede hun sig, velvidende at navnet i sig selv nok ville ringe af genkendelse. "Jeg er talentspejder for Montrose Magpies."

[Josephine Oswald]

Først da hun præsenterede sig, genkendte Josephine hende og bøjede ærebødigt hovedet og sted af kosten for at række sin hånd frem. "Hvad skylder jeg et så fint besøg?" Hun løftede hovedet og sendte brunetten et roligt smil.

"Talentspejder? Så er du nok kommet til det værste hold i ligaen" sukkede Josephine og skævede rundt. Det var ikke lige nu der skulle lurer sportsjournalister.

[Lavinia Robins]

Lavinia rakte frem og gav den anden kvinde hånden. Et enkelt øjenbryn hævede sig lidt over udtalelsen, men hun mærkede sig ellers ikke meget med den.

"Uslebne diamanter findes overalt," bemærkede hun med et blik, der ikke for alvor veg. "Og vi er interesserede i dine evner, Mrs. Oswald."

[Josephine Oswald]

Et lyst bryn skød op og Josephine fnøs kort. "Jeg er ikke nogen usleben diamant. Men Quidditch er en hold sport, og det er svært at holde et helt hold oppe." Måske var hun en smule selvoptaget, men der var ikke noget i vejen med at vide at man var god. Hun var enestående. Blandet med det turmulte uønskede ægteskab var det ikke så underligt at hun var en anelse indebrændt.

"Men jeg er meget beæret over at i har set i min retning" Josephines smil var igen mildt.

[Lavinia Robins]

Lavinia var på den anden side af fyrre og havde for længst lært, at maskere sine følelser. I hvert fald i de fleste situationer. Hvis ikke hun havde det, ville hun nok have set lidt overrasket ud over kvindens udtalelse. Det var dog ikke den første, egoistiske quidditchspiller hun havde mødt og det ville sandsynligvis heller ikke være den sidste. Det var da også sådan at selvsikkerhed på den måde tit hang sammen med et reelt talent.

"Hvis du er interesseret i et holdskifte, så vil jeg meget gerne give dig mit kort. Vi ville selvfølgelig forsøge at matche de forhold, du har nu, bedst muligt."

[Josephine Oswald]

Josephine forblev stille et kort øjeblik for at gennemgå den mulighed der netop havde vist sig for hende. Der var en grund til at hun i starten af sin karriere kun underskrev halvårlige kontrakter, og netop dette her var grunden til det. Det gjorde nemlig at skiftet fra den ene klub til den anden ikke ville indviklet og lang.

"Jeg forventer naturligvis at blive hørt, men det der virkelig tæller er samarbejdet" Hun havde vant til at flyve solo og selvom der var en udfordring i at skifte klub, så var hun villig til at sænke paraderne. "Men du har i den grad givet mig noget at overveje."

Afsluttet