Tænk på det bedste du ved...

[Gillian C. Fudge]

Opgaven om nisserettigheder var endt med at holde hende vågen til sent og Gillian havde været udmattet det meste af dagen. Alligevel var der lidt mere energi i hendes skridt, da hun efter frokost bevægede sig op til besværgelser. Nu var det kun et spørgsmål om timer, før hun igen ville kunne smile og måske endda more sig.

Timen sluttede og bøger og noter blev omhyggeligt pakket væk i tasken, før hun skridtede ud af lokalet. Et hurtigt blik rundt kunne fortælle hende, at Liam ikke var kommet endnu og hun gik ind i det tomme klasselokale. Der var tomt og hun kunne høre sine skridt give et let ekko, når hun gik.

Af ren kedsomhed gik hun gennem lokalet og slog klik med tungen, mens hun ventede. Så slog det hende. De havde jo ikke aftalt noget konkret tidspunkt. Måske det var tåbeligt. Måske hun bare burde gå op i opholdsstuen...

Gillian gik tilbage mod døren ud til gangen og bemærkede slet ikke lyden af fodtrin på den anden side.

William Knight
14. september

[William Knight]

"Mate, har du en date eller hvad?" Havde en af kammeraterne i sovesalen spurgt ham om, da vedkommende havde fundet Liam rette på sit stædige hår foran et gammelt underudnyttet spejl. Lektionerne var afsluttet tidligt i dag, så både skoleslips og kappe var smidt uorganiseret på sengen, og skjorteærmerne var smurt godt op. "Hold dog kæft." Mumlede han med et drenget grin, som han puffede sin ven kammeratligt i brystet, så vedkommende faldt ned på sin seng med et grin. 

Da han forventede at de fleste lektioner var færdige for resten af dagen, skridtede han ned ad de mange trapper, efter at have proppet tryllestaven ned i baglommen. Da han nåede Besværgelser bemærkede han den let på klem'te dør, som han skubbede lidt uprovokeret op. Faktisk, havde han nær ramt skikkelsen på den anden side, havde han ikke hastigt fanget træet med den ene hånd. For en gangs skyld var reflekserne som de burde.

"Merlin... Hey..." Lød det overrasket fra ham, som øjnene fandt Gillian. Et venligt smil strøg om hans læber, før han lukkede døren bag sig, "Kommer jeg for sent?" Hvor længe hun havde ventet, vidste han ikke. Dog antog han at der var en mulighed for at han ikke havde hørt tidspunktet sidst de havde set hinanden, eftersom bibliotekaren, mere eller mindre, havde overfaldet ham. 

 

[Gillian C. Fudge]

Det var et spørgsmål om millimeter, der holdt Gillian fra at få en dør svunget direkte i synet og hun trådte et skridt bagud med et lavt gisp. Ikke at det var en nødvendighed, for Liam havde helt styr på det og hun smilede forsigtigt op til ham.

"Nej, jeg har først selv lige fået fri," svarede hun og stillede tasken fra sig på et af de tomme borde, før blikket igen gled tilbage til ham.

[William Knight]

"Godt." Lød det fra Liam, som et mildt smil strejfede læberne. Han trådte lidt ind i rummet og forsøgte at modstå trangen til at proppe hænderne i lommerne, som han altid gjorde. Øjnene gled roligt gennem lokalet, før de fandt Gillian på ny.

"Såe… Skal vi begynde?" Spurgte han, som han stillede sig, mere eller mindre, midt i rummet, "måske kan det hjælpe en smule hvis jeg lige ser hvor meget du kan fremmane." Foreslog han roligt.

[Gillian C. Fudge]

Gillian fulgte Liam med et afventende blik. Lige som underviserne normalt satte rammerne for hendes læring i timerne, var det nu op til ham at sætte rammen.

"Lad os," sagde hun og prøvede ikke at lyde nervøs. Pludselig virkede det langt mere angstprovokerende at have Liams blik på sig end enhver anden, der nogensinde havde vurderet hende. Hun fugtede læberne og trak staven. Sindet var blankt. Et lykkeligt minde...

Ravnen trådte ud i midten af rummet og klarede halsen, mens hun prøvede at holde fast i følelsen af at træde ind på Hogwarts første gang. "Expecto Patronum," sagde hun klart og tydeligt og bevægede staven, som hun havde læst beskrevet. En lille, diset sky sev ud fra spidsen og forstøvede omkring hende.

[William Knight]

Disen hang kun i luften i et ganske kort øjeblik, før den faldt mod stengulvet som en mild, forstøvet regn. Måske havde Gillian viljen til at lære besværgelsen, men det var tydeligt at der en hindring.

"Den er ikke stærk nok til at manifesteres," Kommenterede han roligt, trods det måske var et åbenlyst svar, "Plejer den at forstøve så hurtigt, eller hænger den sommetider lidt længere i luften?" Spurgte han, for at klargøre om det var mindet eller fokuseringsevnen der forhindrede fremmaningen.

[Gillian C. Fudge]

I Gillians tanker var der en direkte sammenhæng mellem hendes patronus svaghedog hendes egen. Og nu havde Liam set det. Skamfuldt sænkede hun blikket til gulvet og foldede en ene arm in foran sig, så den krogede om albuen på tryllestavsarmen.

"Den holder sjældent længere," svarede hun lavmælt. "Og formår aldrig at blive mere fast."

[William Knight]

Det dæmpede toneleje, sænkede blik og måden Gillian foldede armene på, gav ham en klar indikering af skuffelse. Trods han derfor forsøgte at sende hende et beroligende blik var han nødsaget til grundet den brudte øjenkontakt, at vælge sine ord med omhu.

"Patronussen er svær at mestre," Fortalte han, trods han var sikker på at Gillian var velvidende om det faktum, "Enhver lille usikkerhed i alt fra mindets genkaldelighed, til dit fokus og måden du udtaler besværgelsen på, kan gøre den ubalanceret." Han havde selv kæmpet med den, grundet sit besvær i at fokusere.

"Måske bør du prøve med et andet minde? Noget lidt stærkere formodentlig." Foreslog han forsøgende, eftersom han regnede med at det var dér problemet lå, "Sommetider er de lykkeligste minder vel de mindst åbenlyse." Han havde selv forsøgt sig med mange, før det stærkeste manifesterede sig.

[Gillian C. Fudge]

Liam fortalte hende, hvad hun allerede vidste, men alligevel hjalp det en lille smule. Skuffelsen havde bidt sig fast og at forsøge igen foran ham var ikke højest på hendes prioriteringsliste. Alligevel nikkede hun.

"Jeg, um... Måske er det en dårlig idé," lød det fra Gillian, da hun endeligt mødte hans blik igen. Hun havde ikke mange glade minder og ingen, der umiddelbart virkede bedre end mindet om det prægtige slot.

[William Knight]

For en fyr der havde kæmpet med sin egen identitet, havde hans ihærdighed med besværgelsen været bemærkelsesværdig. Trods den havde en fast form, var den fremkaldt af et ganske simpelt minde om en stund han havde haft med sin mor. En stund hvori hun havde trøstet ham efter et temperamentsanfald, og fortalt ham hvor unik han var, selvom storebrødrene gjorde alt for at påpege hans mangler. Det var simpelt, men betydningsfuldt.

Øjnene dvælede ved hendes, "Gillian, jeg kan ikke hjælpe dig hvis ikke du forsøger." Bemærkede han blidt. "Måske bør du ikke presse dig selv med at fremmane den, hvis ikke du er… Klar."

[Gillian C. Fudge]

Ordene var sikkert velemenende, men i det øjeblik var Gillian ikke et sted, hvor hun kunne tage imod det hensyn, der lå i dem. I stedet strammede hun bare grebet en smule om sig selv og nikkede igen.

"Du har ret," svarede hun og undgik igen omhyggeligt at møde hans blik. Hurtigt skridtede hun hen og svang sin taske over den ene skulder. "Undskyld, jeg spildte din tid."

[William Knight]

Fra det ene øjeblik til det næste, havde Gillian kreeret en distance mellem dem. Eller, var han skyldneren? Den veltjente rynke samledes mellem Liam's øjenbryn som han fulgte hende med blikket, da hun gav tegn til at gå.

"Gillian, vent lige!" Forsøgte han, som han forsøgte at indhente hende en smule med et par enkelte halv-løbende skridt, "Det her er ikke spild af tid. Hvis du gerne vil... Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis jeg kan."

[Gillian C. Fudge]

Uanset hvor gerne Gillian ville åbne op og fortælle Liam, at hun bare ikke havde et eneste minde, der var lykkeligt nok. Men murene var stadig for høje og det var med let glasagtige øjne, at hun vendte sig om mod ham igen. Tavst så hun op på ham, mens sekunderne sneglede sig forbi og tankerne væltede rundt i et kaos så forskelligt fra det kontrollerede ydre.

Så gav hun et enkelt, afmålt nik og skridtede forbi ham for at lægge sig taske igen. "Så du tror, det er på grund af mit minde?" spurgte hun forsigtigt.

[William Knight]

Liam havde set hendes kontrol så mange gange før, og blev nu mødt med den igen. Det slog ham at Gillian var så fokuseret på at holde sig selv i skak, at hun måske ikke tillod sig selv at smide selvkritikken og fokusere på mindet. Hvad-end-det så var. Det var ikke noget han burde grave i; derfor nikkede han blot.

Han fik lænet sig en smule op ad kateteret, så han halvt-sad på bordet. "Jeg kan ikke vide det med sikkerhed. Personligt havde jeg problemer med distraktionerne; at fokusere så dybt på mindet, at det var det eneste jeg mærkede." Svarede han. "Hvis man er desperat efter at få det til at lykkedes, kan den følelse overvælde dén lykke man burde projektere."

[Gillian C. Fudge]

Gillian så tankefuldt på ham og endte med at lukke øjnene. Måske det bare var et spørgsmål om distraktion, selvom hun havde prøvet det alene før. Læberne blev spidset let i koncentration, mens hun prøvede at holde fast.

Følelsen fyldte hende med mindre. Endelig på skolen. Endelig et sted, der bød hende en mulighed for at hun kunne gøre noget. Hun kunne tage ansvar, skabe et navn. Vejlederemblemets tyngde.

"Expecto patronum." Hendes stemme var skrøbelig, da hun talte og staven rystede ganske let. Disen var tykkere denne gang og samlede sig til noget næsten fast, før det også sev ud omkring hende.