Dans - den bedste terapi mod tankeflod

[Patsy Murray]

Tidspunkt: Eftermiddag d. 9. september
Tråd til William Knight

Patsy havde fået snakket ud med Duncan Brown , eller de havde hvert fald tilbragt dagen i går sammen, og hun havde nydt det og var snart ovre alt det med at han var "stået op af de døde". 
Dagen i dag havde valgt valgt at bruge på at pleje sig selv, Sig selv og sin bedstemor. Det var hende, der i sin tid havde lært hende at danse ballet, noget hu havde forsømt meget efter hun var kommet på Hogwarts, men feriens rod, havde fået hende til at tage fat i det igen.

Hun havde fundet sig et tomt klasselokale, hvor en grammofon blæste en munter klassisk melodi ud i rummet. Hun fik strukket ud og stillede sig i position. Da musikken ramte det rette sted i melodien kom hun op på tær og en igen, armene blev løftet og sænket og snart var hun klar til en pirouette. 
Hele dansen fik hende til at smile for sig selv. Efter de mange uger med sort humør og nedtrygt stemning, var dette klart den bedste kur for hende. 
Hun var så langt væk i dansen, at hun set ikke bemærkede nogen komme ind i rummet til hende.

[William Knight]

Nysgerrigheden havde ramt ham, da han fulgte korridoren med en overordentlig stor stak bøger under armen. Gillian C. Fudge havde virkelig været en akademisk opbakning for Liam, eftersom han følte en mærkelig magnetisk pull af biblioteket, når han vidste at hun var der. Ja, biblioteket som Liam i årevis havde rynket på næsen af, eftersom han fandt en større akademisk tilbøjelighed i larmende sammenhænge. Altså, indtil kaosset var blevet for meget for ham i sommerferien.
Musik flød fra et lokale, hvoraf døren stod let på klem. Som havde personen, der spillede musik derindefra, ikke lukket den helt i, eller blot ikke indsét at netop denne dør havde en fejl i træet, som gjorde at den var møgbesværlig at få skubbet helt i. Musikken var så festlig, munter og frydfuldt, at han følte sig ganske appelleret til blot et lille kig. Synet der mødte ham fik et smil til at spejle sig om hans læber, som de bevægede sig en smule opad.

"Så fik jeg da endelig set dig danse ballet." Grinede han, som han var nået godt ind i rummet. Bøgerne blev lagt på det nærmeste bord, så hænderne kunne finde deres vante pladser dybt i lommerne.

[Patsy Murray]

Patsy var i sin egen verden og bemærkede ikke, at Liam var kommet ind i lokalet. Først da han sagde noget stoppede hun og så smilende på ham. Hun slukkede musikken og tørrede sig over panden med bagsiden af hånden. Selvom ballet var en yndeligfuld dans, var det også enormt hårdt og krævende. 

"Hej Liam. Jeg så dig slet ikke. Har du været her længe?" Hun virkede glad og mere munter end hun havde været længe, men hun havde også fået lidt styr over tingene igen. Så gik hun hen efter sin cardigan som hun tog på, hun ville nødig blive kold i den lille balletdragt. "Jeg troede egentlig jeg var alene." Sagde hun og blev en smule rød i kinderne. Det føltes en smule grænseoverskridende at Liam nu havde set hende danse noget så klassisk som Ballet.

[William Knight]

Der var noget over dansen der kontrasterede Liam's generelle adfærd perfekt. Patsy's trin og bevægelser syntes at være velovervejede, kontrollerede og i forventning om de næste, mens Liam syntes at vade gennem livet uden først at se om han havde solidt fundament under fødderne. Ganske vist var han langsomt blevet klar over denne svaghed sidste skoleår, men først i sommerferien havde han oplevet en villighed til at arbejde på det efter en række kaotiske hændelsen. For Patsy, sine andre venner, og for sin egen fremtid.

"Nej, jeg gik bare forbi da jeg hørte musikken." Svarede han, som hovedet tiltedes en smule på skrå. Patsy så næsten... Glad ud. Det var forfriskende at se igen, men han havde også en uro over hvorvidt Duncan's tilstedeværelse i hendes liv, måske var det eneste der kunne holde hende på sporet. Han slugte sine tanker, og sendte hende et varmt smil. "Du er god." Tilstod han, "Eller... Jeg ved intet om ballet, men det så imponerende ud."

[Patsy Murray]

Som Liam talte begyndte Patsy at strække kroppen ud, endnu en ret vigtig ting, når man dansede ballet. Det blev tydeligt at Patsy faktisk var umådelig smidig, hvilket hun ellers hidtil havde lagt godt skjul på. Et smil spillede på hende læber ved komplimentet. "Tak Liam.  Jeg er lidt ude af træning, men det føles virkelig rart alligevel."  Hun smækkede det ene ben op på bordet og lænede sig ind over for at få strukket godt ud. "Desuden så... Så er det en noget bedre måde at give slip, end en masse alkohol" Hun kunne da heldigvis smile af den episode nu, selvom hun stadig var lidt flov over hvordan hun nærmest havde lagt an på Liam.

[William Knight]

Hver bevægelse i hendes udstrækning ville uden tvivl gøre mere ondt end godt for Liam. Han var usmidigheden selv, og var ikke just den største sportsudøver, trods han havde tvunget sig selv på fodboldholdet. Hovedsageligt for at få afbræk fra eventuel vrede, kedsomhed og rastløshed.
"Det har du nok ret i." Vedkendte han med et grin som hun nævnte alkoholen, "Alkohol kan måske give én øjeblikke af frihed, men det er sgu utilregneligt. Sommetider får man det bare værre." Han satte sig op på et af bordene i det tomme lokale, og erindrede kortvarig hvor hjælpeløs Patsy havde været i sit fuldskab. Ganske vist havde hun også været ny til det, og det her virkede som en langt mere stabil løsning.

[Patsy Murray]

Patsy smilede flovt til Liam før hun løsnede håret der havde været sat op, og satte sig hen ved siden af Liam. “Tænk... jeg lagde an på min bedste ven.” Det var lidt akavet og hun havde det stadig underligt med det. “Altså, jeg elsker dig, men som min ven. Det var jo ikke fordi jeg ikke mente hvad jeg sagde, det kom bare helt forkert ud.” Prøvede hun at forklare og kiggede så over på Liam. “Sker det også for dig nogen gange?” Der var særlig en gang hun tænkte på. Netop den gang til poolfesten hvor de var endt som uvenner. 

[William Knight]

En mild og lidt klukkende latter forlod ham, som han strøg en hånd gennem det mørke hår, "Merlin, Patsy. Jeg troede sgu da ikke at du mente det." Afslog han ærligt. Patsy havde gået igennem en forståelig, kaotisk periode, og han havde aldrig mistænkt hende for at have følelser for ham.

"At jeg siger ting forkert?" Spurgte han så, og kunne ikke undgå at fnyse selvironisk, "Laver jeg ellers andet? Se dét er det rette spørgsmål."

[Patsy Murray]

Patsy blev ligbleg og stirrede på ham med store øjne og åben mund. "Nej Liam! ikke sådan.. For pokker. Nej nej nej. Jeg mente, Der var noget sandhed i at du betyder meget for mig og at jeg holder meget af dig og sådan. Men som ven. Jeg håber på du vil forblive min ven altid. ikke som kæreste, det ville være virkelig mærkeligt." Tanken blev hos hende længe. Hun kunne slet ikke se det for sig. Jo han var da pæn og sød, men han var hendes ven. Han var slet ikke hendes type på den måde. Hun var slet ikke vild nok til ham. Men deres venskab var som jing og jang, komplet i balance.

Så lagde hun dog en hånd på hans skulder og smilede til ham. "Du siger ofte det rette til mig, når du altså vil lukke mig ind."

[William Knight]

Igen måtte han le en smule over hendes udbrud. "Patsy, virkelig? Jeg troede - og tror stadig ikke - at du mente det." Understregede han som han gentog sine forhenværende ord med et stort fokus på at gøre meningen tydelig. Der var en munter ærlighed i blikket - som morede han sig lidt over scenariet. Om hans bemærkning kunne forstås på andre måder, var da muligt - men ideen om at ruinere deres venskab var så latterlig for ham, at han ikke engang kunne forstå hvordan det kunne misfortolkes. Han tog det dog meget let. "Så, bare rolig. Der er ingen forliste hjerter herfra." Ikke siden Melanie i hvert fald.

Et varmt smil prydede hans læber, som hans øjne igen mødte hendes, "Jo, men min formuleringsevne kunne godt bruge en finpudsning..." Øjnene blinkede drilsk, "Tilsyneladende, grundet vores lille misforståelse nu."

[Patsy Murray]

Patsy fik en dyb rynke mellem brynene, og lignede en der slet ikke forstod hvad de snakkede om nu. Det gjorde hun heller ikke helt, hvis hun skulle være ærlig. Hvordan kunne det da være så svært? "Liam, du ved godt jeg prøver på bare at fortælle at du er min bedste ven og jeg er glad for vores venskab ikke?" Hun var faktisk ikke sikker, men uanset kom hun til at grine over hele situationen. En glad hjertevarm latter, der ikke var blevet hørt fra hende siden starten af ferien. Foruden lige Scott der havde hørt den på deres badetur.

Så daskede hun let til ham. "Du skal bare lade være med at være så tykhudet, så ville det ikke være så svært for dig at forstå." grinede hun og smilede så stort til ham. Hun var glad for at han var kommet.

[William Knight]

For at sige det mildt, var Liam forvirret. Alligevel måtte han bare ryste på hovedet af Patsy med et grin, "Jamen... Altså, i lige måde Pats..?" Lød det fra ham. Han betvivlede ikke hendes venskabelige kærlighed til ham, og ej heller håbede han at hun betvivlede hans.

"Wauw, kaldte du mig lige tykhudet?" Liam tog sig til skulderen hun havde dasket til, trods det havde været så mildt, at der ingen var grund til at overdramatisere det, "Merlin, det er ikke min indflydelse der har lært dig at være så fandens flabet, vel?" Han sendte hende et morende tandsmil. Det var rart at se hende sådan her igen; glad.

[Patsy Murray]

Patsy kiggede lidt flovtnover på Liam. Det var længe siden hun havde snakket sådan til folk, mest var det kun @theevilqueen5 hun gjorde det overfor, men nu var det altså også sketnover for Liam. “Undskyld Liam, jeg føler mig bare så lettet og glad.” Hun smile oprigtigt til ham, et smil der kun var blevet brugt meget sjældent gennem de sidste halve år. 

[William Knight]

Den tunge varme hånd greb om hendes, og gav den et venskabeligt klem. "Du har intet at undskylde for Patsy. Faktisk, foretrækker jeg at du undlader at gøre det." Bemærkede han, som et halv-drilagtigt smil spillede over læberne.

"Så.. Du har det godt? Selv efter alt der er sket." Han ville ikke træde i det, men det var også vigtigt for ham at vide at hendes nuværende lykke ikke blot momentært gav hende en frihed fra alt det hun havde været udsat for.

[Patsy Murray]

Det føltes virkelig rart at sidde der sammen med Liam. Det var som om hun langsomt var ved at vågne fra en meget lang drøm, som hun ikke selv havde haft indflydelse på. Lige siden foråret var alt gået skævt, og hun havde haft så svært ved at styre op på ret kurs. Nu så det ud til at det langsomt lykkedes.

Hun så over på sin ven. Liam havde været der siden det første år og han var der stadig. Normalt var det ham, der lavede en masse som han havde svært ved at komme ud af igen, men denne gang var det hende. 
Hun lagde smilende hovedet mod hans skulder. "Jeg ville aldrig have klaret det her uden dig Liam. Tak"

Hun forstod godt hans spørgsmål, men måtte overveje det lidt inden hun svarede ham. Der var meget at svare på i det ene spørgsmål. " Jeg har det bedre. Jeg tror måske jeg er ved at finde mig selv igen. Jeg havde en rigtig god dag med Duncan Brown i går, hvor vi faktisk bare var os og nød livet og uden problemer. Hvert fald ikke nogen nye. Han kan stadig ikke rigtig snakke. Men det gør ikke noget." Hun tøvede lidt. Hun vidste det var et ømt punkt for Liam, men hun ville gerne have at han hørte hende. "Jeg elsker ham og jeg ønsker at være der for ham, men jeg er opmærksom på ikke at glemme mig selv igen. " Hun kiggede ned af sig selv, det var netop derfor hun havde danset ballet igen. Fordi det var den hun var og den hun ønskede at være også selvom hun helst ikke viste det til nogen. Så trak hun benene lidt op og forsøgte at skjule det lidt strammen ballettøj.