Genkendelig Chikane

[William Knight]

Vera M. Selwyn
Gangene nær biblioteket

Det var lidt af et særsyn, at betragte Liam Knight forlade biblioteket af alle steder. Især taget i betragtning af hvor mange bøger der var proppet godt under hans ene arm. Håret sad lidt tilbage over hovedet, og skoleslipset var tvunget op efter den sidste time var afsluttet allerede om formiddagen. Kursen blev lagt ned ad gangen og mod Gryffindor-tårnet. Dog nåede han ikke langt, før han hørte en gruppe sjetteårsdrenge stå ved en af væggene, og sende stjålne, latterliggørende, og selvophøjede blikke mod en pige der nærmede sig dem. Det var som om de med vilje talte højere som hun passerede - og deres ord var bestemt ikke uskyldige, eller værd at gentage. Faktisk bragte de Liam's sind i kog, grundet deres absolut respektløse natur. Nok havde han hørt lignende om sig selv, men ordene syntes altid værre, mere lede, og langt mere personligt når de var rettet mod piger.

Havde drengene ikke drejet ned ad en anden korridor end pigen, havde Liam nok fulgt efter dem og bedt dem holde grundigt kæft. Alligevel styrede hans fødder ham i retning af denne 'Vera' som de havde omtalt. "Hey... Er du okay?" Spurgte han, som han nåede et par meter bag hendes skikkelse. 

[Vera M. Selwyn]

Det var ikke ligefrem fordi Vera forsøgte at sætte en stopper for sladderen. Hun gjorde altid sin skoleuniforms nederdel lidt kortere når hun kunne slippe afsted med det og hendes skjorte var altid knappet lidt mere op. Hun havde egentlig haft intentionen om at ændre dette efter hun gik på sommerferie, men nu havde hun givet op. Selvom hun havde noget kørende med Lucas, endte hun alligevel med at forsætte i samme spor.

Alligevel gjorde det ondt da hun gik forbi drengene, der åbenlyst hævede deres stemmer for at sige sårende ting om hende. Hun ville nok have svaret igen, hvis ikke hun havde gået så hurtig og derfor allerede var et stykke væk, da hun havde forstået hvad de havde sagt. Da hun gik rundt om et hjørne og ned ad en anden korridor, stoppede hun op for at samle sig selv. I samme øjeblik talte nogen til hende og hun reagerede lidt mere kraftig end normalt.
"Hvad?" Sagde hun og så lidt skeptisk på ham, han troede sikkert bare hun ville gå i seng med ham hvis han var lidt sød. Hendes øjne var stadig en smule blanke. Hun tvang dog sig selv til ikke at græde over det drengene havde sagt.

[William Knight]

Hænderne søgte instinktivt ned i lommerne ved den kraftfulde reaktion der blev sendt i hans retning - et besynderligt safe-space om man ville. Siden festen den første nat i skoleåret, havde han hørt en del 'slutshaming' på gangene; denne gang havde det dog været så groft og åbenlyst at han ikke kunne overhøre det. Der var en mærkelig stigma omkring piger der flirtede for meget, versus drenge der gjorde. Nok havde Liam mistet venskaber over sit ry, men han havde båret det med stolthed sidste år. Efterhånden havde han dog indset hvor ødelæggende det havde været. Og hvor ødelæggende det var omkring nye bekendtskaber.

"Jeg ville bare sikre mig at du var okay." Forsøgte han, som den velkendte rynke samlede sig mellem de mørke øjenbryn, "De gik over stregen." Han kendte hende ikke. Faktisk, ringede hendes navn en svag klokke for ham. Normalt tog han ikke sladder for gode varer, men havde... Havde Benedict McLaggen ikke talt om hende før? Uanset hvad hun havde gjort, var han ligeglad.

[Vera M. Selwyn]

Blikket hun sendte ham var en smule hårdt, men det blødte langsomt op mens han talte. Drengene var gået over stregen, men det var der sjældent nogen der bekymrede sig om. De fleste mente at det var hendes egen skyld, fordi hun gik rundt og fjantede med så mange.
"Åh." Sagde hun lettere overrasket og så ham i øjnene. Derefter sukkede hun højlydt og løftede sin hage en anelse.
"Jeg har prøvet værre. Jeg overlever nok." Hun trak på skuldrene og pillede en smule rastløs ved en lok af sit hår.
"Er det det eneste du vil? For jeg kysser jeg dig altså ikke, selv hvis du giver mig 10 galleoner." Sagde hun og så spørgende på ham. For at være ærlig kunne hun godt bruge pengene, men lige nu magtede hun ikke lige at gøre det.

[William Knight]

Prøvet værre? En del af ham ønskede at finde ud af hvad-fanden denne pige havde måtte udstå, mens den anden måske var lykkeligere foruden den information. Nok havde han ikke altid været en helgen, men folk malede ham værre end realiteten. Han havde taget rollen på sig og var blevet stadfæstet som en skørtejæger man ikke kunne stole på - mens pigens situation virkede langt anderledes. For det var ikke just fordi drengene henne ad den anden korridor, havde talt rosende om hendes åbenbare evne til at få fyre på krogen.

Han åbnede munden i en mild protest, da denne Vera begyndte sine konspirationsteorier. Den mørkhårede knægts øjne blev snart temmelig forurettede. "Merlin, jeg vil sgu da ikke betale dig for..-"  Hånden forsvandt fra lommen i et sekund for at klø sig rådvildt i nakken. "Ja, det var det eneste jeg ville."  Slog han lidt efter fast, med et kontrolleret nik, "-Sikre mig at du var okay, altså." Der var alligevel en grænse, og han ville alligevel aldrig betale sig den vej frem. 

[Vera M. Selwyn]

Det var først nu hun egentlig stolede på at det han sagde var sandt. Hans forurettede blik var for ærligt til det kunne være falsk. Alligevel var hendes blik en smule mistænksomt. Hun var vant til at mænd kun ville en ting med hende og hun skulle tage sig vældig sammen for at stole på ham.
"Så skylder jeg dig vist en undskyldning." Sagde hun og smilede en anelse. "Det er åbenbart ikke alle drenge der er idioter." Bemærkede hun og trak på skuldrene.
"Så undskyld, jeg er ikke altid en kælling overfor folk der prøver at være søde."
Hun anede jo ikke hvem han var og selv hvis hun vidste at han havde fået stemplet skørtejæger, ville hun nok være ligeglad. Vera lyttede aldrig til hvad andre sagde om folk, hun foretrak at bedømme selv. Måske fordi hun selv var blevet trukket gennem mudderet et par gange.

[William Knight]

Alt i ham forsøgte at få et bedre skoleår end det forgængende. Af dén grund, var det svært for ham at tackle det mistænksomme blik hun sendte ham. Den eneste ro fandt han i faktummet at pigen nok ikke ville være så mistroisk, havde hun ikke haft en grund til at være det. Han sank en klump i halsen, før et smil strøg om hans læber. "Du behøver ikke at undskylde. Det er godt at være forsigtig." Bemærkede han derfor med et lille nik, selvom han fandt det dybt mærkværdigt at nogen skulle afslå at han var en idiot. Merlin, hvor var det ord blevet brugt meget omkring ham, og på en de områder - havde det vel også været sandt. Derudover opfodrede elefanten i glashuset nærmest denne pige til at være forsigtig. The tables had turned…

"Man kan godt tillade sig at være lidt af en kælling i ny og næ. Jeg kender det fra mig selv." Konstaterede han med et skævt smil, før han rystede en smule på hovedet, "Jeg skal den samme vej, - vil du følges lidt af turen?" Spurgte han dernæst. Det var jo sandheden. Faktisk ville det næsten være mere mærkeligt, hvis han søgte en anden rute - som var pigebarnet giftigt.

[Vera M. Selwyn]

Vera var alt andet end forsigtig, hun kastede sig af og til hovedløst ud i ting, også selvom hun vidste det ville gøre ondt. Lige nu, kunne hun dog ikke helt overskue at gøre som hun plejede, hvilket var derfor hun holdt sig en smule tilbage.
"Kan man?" Hun løftede det ene øjenbryn overvejende. Det var der nogle tilbage i Irland der ville være uenige med ham i.
"Jah, hvorfor ikke?" Sagde hun og lagde sit hovede på skrå, mens hun strøg sit hår om bag skuldrene. Derefter begyndte hun at gå ned ad korridoren.
"Såeh hvornår har du været en kælling? Siden du så ærligt sagde at du af og til havde været det? Bare rolig, jeg dømmer ikke." Sagde hun og så spørgende på ham, mens et lettere drillende smil hvilede på hendes læber.

[William Knight]

Til hendes spørgsmål, kastede han sig ud i en forsøgende skuldertrækning, og et enkelt nik. Han havde altid reageret meget naturligt ud fra sine impulser, og selvom dette ikke altid var det klogeste at gøre, vidste han at det var farligt for en person som ham, at lægge det under låg. Så hellere være en 'kælling' i ny og næ. Med dén tanke begyndte han at følge hendes trin. Hænderne var vedvarende begravet i de dybe lommer, hvori der lå et par mønter og tråde fra skoleuniformen.

"Ofte, hvis man spørger de rette personer." Svarede han ærligt, som tænderne lod sig blotte i et flygtigt sekund, "Sommetider tackler jeg ikke situationer som jeg burde.. Jeg indser måske at det er dumt bagefter, men jeg mangler vist lige en bremse i et par scenarier." Poolfesten var et godt eksempel.

[Vera M. Selwyn]

Vera løftede øjenbrynene over hans ord og kunne ikke lade være med at smile bredt. Det lød som om der var nogle gode historier. Hun havde lyst til at spørge mere ind til det, men det lød også som om at han holdt sig tilbage af en grund.
"Det kender jeg godt." Bemærkede hun og fnøs.
"Jeg har ingen bremse overhovedet. Jeg tror ikke jeg er født med en." Sagde hun. Lucas var endnu en af hendes problematiske beslutninger. Snart ville hun nok finde sig selv i en anden, meget værre mands arme, fordi hvorfor ikke? Det var trods alt det hun gjorde bedst.
"Livet bliver da også så kedeligt hvis man skal være fornuftig hele tiden."

[William Knight]

Denne bremse-idé, genkendte han fra sig selv. Som knægt havde bremsen syntes at være ikke-eksisterende. Ganske langsomt havde han dog måtte kreere en stop-knap for sig selv, for at undgå at kaste sig hovedkulds ud i direkte farlige situationer. Der var jo en forskel mellem at være konkurrencedygtig, nysgerrig, og decideret dum. Sidstnævnte havde dog været tilfældet utallige gange gennem de sidste par år, selvom han naivt havde lært at skubbe angren væk til forskel for ligegyldighed. Over sommeren havde tingende dog ændret sig, og han havde virkelig forsøgt at se indad, og frarøve sig selv distraktioner.

"Sandt. Det gør det nok." Vedkendte han, som han kortvarig lod en hånd stryge gennem sit hår. Dernæst smagte han lidt på hendes ord, "men folk udnytter ens uvillighed til at sige nej til udfordringer."

[Vera M. Selwyn]

At tale om dette gjorde mere ondt end hun ville indrømme, måske endda for sig selv. Hun lod dog som om det ikke gjorde noget, selvom hun kunne mærke smerten brede sig til hele sin krop. Hun løftede dog hagen og trak på skuldrene.
"Jeg kan godt sige fra hvis det går for vidt." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe.
"Selvom der ikke er særlig meget jeg siger nej til." Bemærkede hun. Faktisk havde hun kun sagt nej et par gange og disse gange, var det ikke blevet respekteret. Derfor var hun bare blevet ligeglad.
"Folk de gør jo alligevel hvad de vil." Hun bed ned i sin læbe og så væk. Hun forstod ikke helt hvorfor hun fortalte ham dette, men det var sjældent der var nogen der gad lytte og som samtidig ikke dømte hende.

[William Knight]

Bremsen eksisterede, men var vist dybt begravet ud fra hvad Vera fortalte. Der var dog ikke den mindste fordømmelse i løvens krop; for det ville være dobbeltmoralsk at se ned på hendes dumdristighed, når han selv havde været slavebundet af sin. Derfor nikkede han blot med et roligt udtryk over ansigtet. Det stak ham dog i hjertet da Vera nævnte disse 'folk's tendens til at tage.

Han rettede blikket ned mod hendes ansigt som de gik, og forsøgte at finde de rette ord. Vera havde tilsyneladende dannet en mening om mange andre, som måske udgjorde at hun bekymrede sig mindre om sig selv. "Selv hvis det er sandheden, bør de ikke have dén frihed." Bemærkede han, "Du sagde jo selv, at du kan sige fra hvis det går for vidt. Hvad med at gøre det på forhånd, hvis du alligevel tænker dårligt om disse.. folk?"

[Vera M. Selwyn]

Der var ikke meget logik i det hun sagde, men hun havde det med at opdigte det lidt efterhånden, så hun kunne få alt til at give mening i sidste ende. Sandheden var dog bare, at der var en stor forskel på den måde hun opførte sig på og den måde hun troede hun opførte sig på.
Hun trak lidt på skuldrene over hans ord. Han forstod åbenbart ikke at hun var ligeglad.
"Det er alligevel forsent nu." Sagde hun og rystede på hovedet. Hun havde forsøgt at forbedre sig og efter Lucas havde knust hendes hjerte, var hun gået tilbage til samme mønster.
"Og jeg ved ikke helt hvad du mener. Jeg er jo også en dårlig person, så det går ligesom om." Hun grinede en anelse, selvom det var lidt halvhjertet.

[William Knight]

En empati havde sat sig i hans øjne, men i forventning om at det var det sidste hun ville se, rettede han i stedet blikket fremad som de gik. En enkelt gang lagde han mærke til hvordan folk kiggede efter dem -, eller var det ham selv der lagde for meget i det? Han følte et stik af skyld, over sin egen foragt over muligheden for at bringe flere unødige rygter frem om sig selv ved at være i Vera's selskab. Tanken blev slået til jorden. Det var ikke fair.
"Så du mener ikke at man kan ændre sig?" Spurgte han, som følge af hendes budskab om at hun var en 'dårlig person'. Han spurgte vel ligeså meget for hendes holdning, som for sin egen, personlige forhåbning.