Som tiden flyver

[Phyllis Murtaugh]

Willard Ollivander
25 august

Det var morgen og Phyllis var stået op for at lave mad til Willard, som var hos hende denne weekend fordi han snart skulle tilbage til Hogwarts. Hun smilede en anelse for sig selv, mens hun tog bollerne ud af ovnen og satte dem på køkkenbordet.
Teen havde hun lavet og ud over det var der ost, marmelade og juice. Det var en ren fornøjelse for hende at gøre det. Hun havde altid elsket at pusle om sine børn, men hun var også ved at indse, at det måske snart var tid til at træde et skridt tilbage. Alfred Ollivander havde i hvert fald ikke været så vild med den måde hun havde behandlet ham.

Hun åbnede døren ind til Willards værelse. Det var ikke så stort, men drengene havde dog et hver.
"Willard?" Sagde hun og smilede.
"Der er morgenmad. Kommer du ned?" Spurgte hun og trådte ind i værelset. Det var ikke så tidligt længere og hun ville egentlig gerne have han stod op, så det ikke blev svært for ham at komme ud af sengen når han var i skole igen.

[Willard Ollivander]

Willard var allerede vågen, da hans mor åbnede døren til hans værelse. Han havde netop redt sin seng og luftet ud og sad fordybet på kanten af sengen med en bog i hånden; denne gang en bog om alverdens træsorter.

Der gik kun få minutter fra hans mor havde kaldt på ham til at han var nede i køkkenet. Han mødte hende med et smil og plantede et blidt og hurtigt kys mod hendes kind. “Godmorgen”, røg det glad over hans læber og det var i et muntert humør, at han slog sig ned ved spisebordet.

“Det dufter dejligt, mor. Jeg kommer til at savne din mad”, kommenterede han i et bredt smil. Han tog en bolle over på sin tallerken, dog uden at gå i gang med at spise endnu. “Bliver det bare os?”, spurgte han, i tvivl om Alfred Ollivander også gjorde dem selskab.

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis hørte lyden af trin på trappen næsten i samme øjeblik hun havde kaldt og hun spærrede øjnene lidt op. Nogle gange blev hun i tvivl om han overhovedet var en teenager. Hun smilede svagt da han kyssede hendes kind og rystede lidt på hovedet, selvom hendes øjne blev en anelse blanke.

"Husalferne er ellers så dygtige." Bemærkede hun og gestikulerede hen mod bordet, for at han ville sætte sig.
"Din bror har vist lidt travlt for tiden. Jeg hører der er en dame." Sagde hun og løftede øjenbrynene med et sigende blik. Selvom hun savnede sin ældste søn, var hun en smule lykkelig over at han havde sit eget liv.

[Willard Ollivander]

Smilet falmede det mindste og man skulle studere hans ansigt nøje, for at lægge mærke til det. Sagen var dog den at Alfred ikke havde besøgt deres mor hele sommeren og det gik ham på.

“Ah”, røg det blot over hans læber uden at han gav væk hvor vidt han vidste om det var sandt eller ej. I stedet skyndte han sig at skifte emne ved at sende sit mor et stort smil. “Kom og sæt dig, mor. Du ved jeg ikke begynder at spise, før du også har mad på din tallerken”.

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis kendte Willard godt og var ikke helt blind for hans utilfredshed. Hun smilede dog bare til sin yngste dreng og rystede på hovedet. Han ville måske ændre holdning, når han selv blev ældre. Hans næste ord fik dog hende til at grine en anelse og hun nikkede.
"Så lad gå da." Sagde hun og tog selv en bolle og kanden med te og gik hen til bordet. Hun lagde brødet på sin tallerken og satte teen fra sig, hvorefter hun i en glidende bevægelse trak stolen ud.
"Sov du godt?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn. Selv fik hun ikke meget søvn i øjeblikket, ikke efter det der var sket med Jenkins, men det ville hun ikke nævne.

[Willard Ollivander]

“Ja”, svarede han, halvt distraheret af at tage en forsigtig tår af sin te uden at brænde sig på tungen. Han satte kruset fra sig igen og tog i stedet en bid af sin bolle. Han tyggede af munden, før hun fortsatte. “Det er en rar forveksling at vågne op til fuglesang frem for den sædvanlige snorken”, tilføjede han i et skævt smil. Lige så hyggeligt som det var at sove flere sammen, så havde det også sine udfordringer.

“Har du sovet godt, mor?”

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis betragtede Willard mens han tyggede. Det var dejligt at se ham spise så ivrigt. Det betød at han havde det godt. Hun grinede lidt over hans ord og nikkede.
"Din far har også altid snorket." Bemærkede hun og rystede på hovedet.
De næste ord fik hende til at løfte sine øjenbryn lettere overvejende og hun trak på skuldrene.
"Sådan da." Svarede hun uden at uddybe. Hun havde ikke så meget lyst til at fortælle sin søn at hun var bange for at hun ville blive angrebet af fuldblodsfanatikere.
"Jeg var lidt bekymret for om jeg ville nå at få en kjole færdig, men det skal nok ordne sig."

[Willard Ollivander]

Meget gik ikke Willard forbi. Han var en opmærksom, ung mand og noget ved hendes reaktion fik ham til at frygte, at der måske var andet hun gik og var bekymret for end en ufærdig kjole.



“Mor. Er der noget du skjuler?”

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis så lidt forbløffet på Willard. Hun havde ikke regnet med så direkte et spørgsmål.
"Hvad? Nej skat." Sagde hun og smilede. Det var umuligt for hende at få sig selv til at skræmme livet ud af ham, ved at fortælle om de ting hun reelt var bekymret for.
"Hvordan går det med din tryllestavsoplæring?" Spurgte hun smilende, hvorefter hun tog en tår af sin te.

[Willard Ollivander]

Hun skjulte ingenting. Det gav ham en snert af lettelse, omend han stadig ikke kunne ryste bekymringen helt af sig. Hendes næste spørgsmål distraherede ham dog nok til at glemme det for en stund.

”Fremad. Godt. Der er stadig lang vej endnu, dog”, svarede han, altid beskeden. Han var en flittig lærling, det kunne ingen tage fra ham, men han mente selv at han havde meget at lære, før han for alvor ville føle sig rystet til det erhverv der ventede ham.

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis nikkede langsomt, egentlig var hun ikke så interesseret i at tale om tryllestave. Det havde hun gjort så meget i løbet af sit ægteskab med deres far, men hun blev samtidig nødt til at tale med sine sønner om hvad de gik og lavede.
"Ja, det tager jo en del tid." Sagde hun med et forstående smil.
"Glæder du dig til at komme tilbage i skole?" Spurgte hun derefter og løftede spørgende sine øjenbryn, hvorefter hun tog en bid af bollen som hun lige havde smurt.

[Willard Ollivander]

Willard nikkede. ”Ja, det gør jeg faktisk”, indrømmede han i et let smil. Han trak på skuldrene.

”Det er mærkeligt at tænke på, at det er Alfreds sidste år, synes du ikke?”

[Phyllis Murtaugh]

Et varmt smil dukkede op på hendes læber, mens hun så på ham. Hun tyggede sig om munden inden hun svarede.
"Jo, det er det." Sagde hun. "Jeg håber bare at han bliver glad. Det er det jeg ønsker mest for ham." Hun tog endnu en bid. Forhåbentlig var den pige han havde fundet sød ved ham.

[Willard Ollivander]

Smilet falmede lidt ved moderens ord, men der var stadig masser af varme i hans blik. Det var ikke på grund af hendes ord, men fordi han fik ondt af hende. Hun savnede Alfred og det sved en smule at se.

”Det ved han, mor. Det må du ikke tvivle på”, trøstede han hende og gav hendes hånd et kærligt klem, før han tog en bid af sin egen bolle. ”Går det ellers godt med din forretning?”, spurgte han, mest for at skifte emne.

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis så smilende på Willard og lagde hovedet let på skrå, mens hun betragtede ham. Af og til var hun bekymret for, at han gik så meget op i alle andre at han glemte at tage sig af sig selv.
"Det gør det. Vi har heldigvis massere af lave." Sagde hun og spiste endnu en bid af brødet.
"Jeg burde også tage et kig på din skoleuniform og få den tilpasset." Bemærkede hun og studerede hans krop. "Jeg tror dine skuldre er blevet lidt bredere siden sidste sommer."