Behov for Vejledning

[William Knight]

Gillian C. Fudge
Omtrent en uge inde i skoleåret, søndag.

Rastløsheden havde fået et grundigt tag i Liam Knight, da den første weekend oprandt efter en lang skolestartsuge. Lektierne virkede endeløse, men som altid søgte hans opmærksomhed mod alt andet end støvede papirer og blæk-klatte. Dog var hans forsøg på at finde noget at tage sig til, givet hans desinteresse i mange af skolens klub-mæssige forpligtelser, ganske ufrugtbare. Derfor vendte han halv-utilfredst snuden mod den lange liste af kommende opgaver. Praktisk, var Liam faktisk ganske kyndig i diverse fag. Teorierne var dog sværere for ham at forme på papir. Der var, trods alt, en grund til at han aldrig havde været en hyppig brev-skriver. Selv når det galt yndlingsfag som eliksir, følte han en kraft skubbe sig tilbage, når øjnene forsøgte at fænge papiret. Der var for mange distraktioner i opholdstuen, men han havde altid læst lektierne steder som disse, i håb om netop at have en god mulighed for overspringshandlinger mellem de læste sætninger. 
Biblioteket... Det var den eneste måde han kunne få lidt ro, og netop da tanken slog ham, bemærkede han hvad han havde leget med, med de rastløse hænder, over læsningen: Galleonen. Netop som øjnene ramte den, lyste den svagt. Eller havde han blot først opdaget det nu? 
---
"Gilly." Nu hvor det var tredje gang, følte han at det næsten var på sin plads, at introducere kælenavnet. Hilsenen ramte luften så snart han stoppede op tæt ved bordet hun havde placeret sig ved på det støvede bibliotek, "Har du fundet på en belønnings-ordning?"

[Gillian C. Fudge]

Dagen var startet som hver søndag. Bad, tjek af ydre, oprydning og morgenmad. Derefter havde hun tilbragt et par timer på biblioteket, yderligere en time med vejlederpligter og så tilbage på biblioteket igen efter frokost og socialisering. Der var i hvert fald ingen, der kunne påstå, at Gillian Fudge sad på den lade side.

Vejlederen sad derfor fordybet i en bog, da Liam trådte hen til hende og bemærkede ham først, da han brugte en forkortelse af hendes navn, hun bestemt ikke mente at have givet ham tilladelse til.

Derfor ignorerede hun også hans spørgsmål for nu og kastede blot et enkelt, vurderende blik op på ham fra den gigantiske bog foran hende. "Er det sandt, at du er en ballademager?" spurgte hun og tungespidsen virkede meget lys mod de rødmalede læber, da den tittede ud for at fugte dem i en lynsnar bevægelse. "En libertiner?"

[William Knight]

Bogen virkede alt for stor i sammenligning med hendes lille skikkelse. Dog var det hverken dén eller de perfekt-malede røde læber, der virkelig fangede hans opmærksomhed. Værst var det at situationen, som den indtrådte, virkelig ikke kom meget bag på ham. Havde personerne på denne skole virkelig allerede tyet til brugen af gamle rygter, af desperation mod manglen på nye?

"Det er der måske nogen der ville påstå," Svarede han med en ufattelig ro og henkastethed over sig. Han kløede sig lidt tænksomt over hagen med dé fingre, der ikke var lukket tæt om eliksirbogen i sin favn. "Men efterhånden har jeg lært, at folk har en tilbøjelighed til at male mig lidt mere interessant, end jeg i virkeligheden er." Han trak en smule på skuldrene.

[Gillian C. Fudge]

Der var en forbeholdenhed i ravnen, som hele tiden havde været der, men for første gang rigtigt kom til udtryk. Blikket vejede, vurderede og analyserede, mens hun overvejede, hvordan hun burde gå til situationen. Langsomt nikkede hun. Svaret havde virket reelt, lige som alt han havde sagt indtil videre.

"Du må gerne sidde," sagde Gillian efter et par lange sekunders tavshed. Hun gjorde en diskret bevægelse mod både stolen ved siden af sin egen og den på den anden side af bordet.

[William Knight]

Nok sad Gillian med en tung bog foran sig, men alligevel følte Liam at det var ham der blev læst nu, som han stod dér blandt hundredevis af bøger. Det var ufattelig ubehageligt at blive målt på dén måde - især, når man mest af alt havde lyst til at spørge hvem der havde beskrevet ham som en libertiner.

Han bed det i sig og tog plads på stolen overfor brunetten. "Såe… eliksir," Begyndte den unge, mørkhårede knægt for at skifte emnet over til den egentlige 'task at hand'. Så længe Gillian kunne acceptere ham nok til at bevare sit tilbud om at hjælpe ham lidt på vej, så var han tilfreds. Hvorfor hun ville hjælpe ham, var helt hendes egen sag.
"Kan du eventuelt læse den her kladde, jeg har skrevet?" Han rakte hende et pergament der var stoppet godt ind i bogens sider, "Bare for at se om det giver den fjerneste mening..." Han kløede sig lidt i nakken. Det var yderst sjældent at han lod nogen læse de ufærdige opgaver. Især eftersom han havde et mildt problem med formidling og stavning.

[Gillian C. Fudge]

Liam havde forklaret sig og Gillian havde godtaget hans svar. Desuden havde han aldrig kastet et upassende blik på hende eller gjort end tilnærmelse, så hun besluttede sig for, at det måske bare havde været ondsindede rygter.

"Eliksirer," gentog hun og kastede et blik på bogen, hvorfra han fremdrog pergamentet. Tavst tog hun imod det. "Jeg skal nok læse det. Måske du kan læse lidt imens?"

Hun ventede ikke på svaret, men vendte sig i stedet mod papiret. Tryllestaven i hendes små fingre var allerede i gang og udbyttede bogstaver i nogle ord, tilføjede kommaer eller tilføjede store, rode streger, der pegede ud til tætskrevne kommentarer i hans margen.

[William Knight]

Om det var for meget at bede hende om, vidste han ikke. Et taknemmeligt smil formede sig dog klædeligt om hans læber for en sikkerheds skyld. "Jo, selvfølgelig." Sammenstykkede han, før han fik tilføjet et roligt "Tak."

Efter at have slået op på side hundredeogsytten, placerede han en albue i bordet og lod øjnene glide mod papiret. Han kunne ikke erindre hvornår han sidst havde studeret i så megen ro. Selv derhjemme, blev læsningen opløst af lidt musik eller baggrundstøj fra forældrenes kedsommelige samtaler. Den frie hånd trommede derfor en smule mod træbordet, og mere end én gang fangede han sig selv i at kaste et stjålent blik mod Gillian's arbejde.
"Er det helt til helvedshundene?" Spurgte han endelig. Sjældent indrømmede den mørkhårede fyr sine nederlag, men man kunne se i hans blik, at han var klar over at han var faldet lidt tilbage det seneste år.

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke, fordi Gillian havde forventet det værste om ham, men hun var alligevel positivt overrasket over den ro, Liam var kommet med. Det første kvarter forløb uden forstyrrelser og den irriterende trommen mod bordet forsvandt (mere eller mindre) efter et strengt blik.

Der var efterhånden lige så mange rettelser som hans egne ord, da hun rakte ham stilen tilbage. "Det er ikke helt forfærdeligt," svarede hun. "Men du mangler struktur. Nogle af dine pointer drukner lidt i rod eller ender ud i ingenting."

[William Knight]

Fingrende greb om pergamentet som hun rakte det imod ham igen. Før han nåede at tvinge de mørkebrune øjne ned mod siden i en forventning om at se alle sætninger markeret, blottedes den øverste tandrække i et selvironisk smil: Et smil der vel, af gode grunde, var temmelig karakteristisk for William Knight.

"Hvorfor svarer din beskrivelse næsten til hele mit adfærdsmønster?" Han rystede lidt på hovedet af sig selv og sine humorbelagte ord. Der var vel alligevel en sandhed i dem. Han var ikke struktureret, og når han søgte et mål, endte han ofte med at 'drunke i rod', eller absolut ingen vegne nå.

"Tak for hjælpen." Tilføjede han, som øjnene nærstuderede papiret en smule.

[Gillian C. Fudge]

Igen ærligheden. Gillian burde måske ikke være overrasket over den, men alligevel kom den gang på gang bag på hende. Et lidt forbløffet smil dirrede i hvert fald i hendes mundvige. Endnu engang hvilede det indgående blik på Liams ansigt, som forventede hun at så hun længe nok, ville hun få alle svarene.

"Siger du altid det, der falder dig ind?" spurgte hun i det forundrede tonefald, der var blevet karakteristisk i hans selskab.

[William Knight]

Øjnene gled over de temmelig fintskrevne rettelser. Gjorde Gillian nogensinde noget halvhjertet, eller havde han blot ikke kendt hende nok til at finde en fejl? Grundet dén koncentration som henlå over hans ansigt, havde han nær ikke registreret de ord der flød fra hendes røde læber.

"Øhm…" Blikket vendtes mod hende og et skævt smil fandt vejen frem, "Ja." Skuldrene trækkede sig en smule. Sjældent var han forfærdelig gennemtænkt.

Da han bemærkede forundringen i hendes øjne, følte han sig dog en smule mere skråsikker. "Er det en... Dårlig ting?" Spurgte han derfor, oprigtigt i tvivl. Han havde en besynderlig idé om at Gillian altid kendte det 'korrekte' svar.

[Gillian C. Fudge]

Liams koncentration var et kærkomment syn og Gillian kunne ikke lade være at smile, som hun skjult betragtede ham. Det var dog for længst borte, da han igen så op. Brynene rykkedes først en smule op, så sammen.

"Nej," svarede hun efter et øjebliks tænksomhed. Hun rystede på hovedet, før hun slog blikket ned mod sin bog igen.

[William Knight]

Spørgsmålet hang i luften i et par sekunder og man kunne se på løven at han var oprigtigt nysgerrig på Gillians vurdering. Det korte svar beroligede ham en smule, selvom han mærkede et behov for at flere fulgte. Lektielæsningen var åbenbart allerede blevet lidt af en opgave for ham. Især når han var så nysgerrig på hvordan en pige kunne sige så lidt med munden, men så meget med et enkelt blik.

"Godt." Gengældte han hendes kortfattethed, før han ligeledes forsøgte at finde fokus igen. Det var vist dog tydeligt at han ledte efter noget at sige, da han løsrev sit blik fra pergamentet efter en ganske kortvarig stilhed. Flygtigt betragtede han det utrolige fokus Gillian havde som hun sad, helt stille, ved sin bog. Han var vel både misundelig over kontrollen, såvel som imponeret.

"Måske er det latterligt at spørge, men... Du har vel ikke brug for hjælp med noget?" Gillian havde hjulpet ham, så det mindste han kunne gøre var at række en metaforisk, fremstrakt hånd mod hende.

[Gillian C. Fudge]

Gillian smilede til ham og havde ingen problemer med at vende tilbage til sine forvandlingslektier. Det ville blive et hårdt år, lod det til, men det var også sådan, hun helst ville have det. Det gav hende de bedste forudsætninger for en dag at få opfyldt sine drømme.

Det var ikke længe, der var stille og ravnen måtte kvæle et suk, da hun igen løftede blikket til Liam. "Ja?" Hans spørgsmål forundrede hende, men langt værre end det, følte hun fornærmelsen ganske tæt på temperamentet. Hun var en Fudge og behøvede aldeles ikke hjælpe med noget.

"Er der noget, du gerne vil hjælpe mig med?" spurgte hun og hævede et enkelt, grænsende til arrogant bryn.

[William Knight]

Reaktionen havde han ikke just forventet. Selvom Gillian's udtryk var umådelig svært for ham at læse, fangede han essensen af det. Faktisk, lød hans egen forespørgsel pludselig latterlig, som hun gentog det, men måske var hans forsøg på at læse hende, udartet sig ud i overfortolkninger af de mindste træk.

"Jeg tænkte bare at nu hvor jeg er et par årgange over dig, så kunne det måske hjælpe at få en smule vejledning af en myndig, som har været igennem lidt af det samme..." Selvom han ikke mente noget ondt i disse ord, ville han nok i en bagudtænkende sammenhæng forstå hvorfor ordene kunne virke fornærmende. Ikke nok med at han insinuerede at han burde vejlede en vejleder - han brugte også sin nylige myndighed som en autoritetsgivende støtte.